Urin gjorde England til en stormagt
I 1600-tallets England kom urinsølet jord i så høj kurs, at det blev forbudt at fjerne jorden fra stalde for at bruge den som gødning. Jorden var forbeholdt kongens embedsmænd, som drog hærgende gennem landet for at udvinde salpeter til krudt.
Europas kongehuse sad tungt på salpeterproduktionen, så revolutionære, fx under den franske revolution, måtte selv fremstille salpeteren.
I landsbykirken i Chipping Norton i det sydøstlige England er bænkene flået til side, det stampede gulv er brudt op, og bunker af nyopgravet jord gør det umuligt at komme frem.
Sognebørnene kan hverken komme til gudstjeneste eller begrave deres døde.
Året er 1634, og vandalerne er ikke lovløse bøller, men embedsmænd med kongelig beføjelse til at grave efter salpeter.
Og selvom sognebørnene klager, vil de næppe få medhold. De såkaldte petermænd – også kaldet salpetersydere – er nemlig essentielle for krudtproduktionen, og dermed rigets sikkerhed.
Salpeter dannes i jord med et højt indhold af ammoniak – fra fx urin. Vand udvasker salpeteren, så større salpeterforekomster findes kun i jord, der er beskyttet mod regn, fx jordgulve i stalde og dueslag.
Petermændene finder typisk salpeteren ved at smage på jorden.
Også kirker er i høj kurs hos nogle petermænd, bl.a. den forhadte Nicholas Stephens, som leder udgravningen af kirken i Clipping Norton. Han ved, at mange kirker har særlige tissesteder, som giver optimale vilkår for salpeteren.
Inkontinente kirkegængere bidrager ifølge en af Stephens' mænd også til salpeteren – han forsvarer udgravningerne med, at “jorden i kirker er bedst, fordi kvinder tisser i deres sæder, hvilket skaber fremragende salpeter”.
Ingen krudt uden salpeter
Da petermændene udgraver kirkerummet i Norton Clipping, har de samlet salpeter i England i mere end 100 år.
Landet fik sin første petermand i 1515, hvor Henrik 8. gav den tyske salpeterekspert Hans Wolf beføjelser til at “gå fra sogn til sogn for at finde et sted, hvor der er stof til at lave salpeter”.
Wolf blev udnævnt i en periode, hvor primitive håndvåben som lodbøssen og håndkanonen var ved at afløse langbuen og armbrøsten på Europas slagmarker.
I begyndelsen blev det engelske krudt produceret med salpeter fra bl.a. Italien og Østeuropa, men snart voksede krudtbehovet og gjorde det usikkert og dyrt at satse på import alene.
Wolf fik hurtigt selskab af flere petermænd, og deres job var ikke blot at udgrave jorden.
De udvandt også salpeteren, hvor de fandt den, ved hjælp af en sindrig metode, hvor salpeteren skulle vaskes ud af jorden, hvorefter væsken blev kogt ind og krystalliseredes.
Bønder og jordbesiddere havde ikke blot pligt til at lade petermændene grave på deres jord – de skulle også stille brænde, kul og vogne til rådighed mod en fastsat betaling.
Petermændene var til gengæld forpligtede til at efterlade alt i god stand – men det glemte de snart.
Umættelig krigsførelse
I 1558 blev Elizabeth 1. dronning midt i en turbulent tid, hvor England var presset af indre spændinger og af strid med Frankrig og Skotland.
Oveni kom konflikten med det katolske Spanien og oprør i Irland. Alt sammen krævede oprustning og store mængder af krudt.
Behovet for salpeter voksede, og petermænd udnævntes i alle landets regioner. Petermændene ansatte selv folk til at udføre det praktiske arbejde – og de var sjældent Guds bedste børn.
Petermændene var forpligtet til at levere en fastsat mængde til staten, som havde eneret på salpeteren. Herefter forarbejdedes salpeteren og blev blandet med svovl og trækul og forarbejdet på de kongelige krudtmøller.
Elizabeth 1.s undersåtter var i oprør over petermændenes opførsel. Klager over omfattende skader på ejendom og levevej væltede ind, men staten stod fast på, at salpeteren var for vigtig for nationens sikkerhed til at tage hensyn til den private ejendomsret.
Strategien virkede.
Da Elizabeth satte sig på tronen, blev kun 10 procent af landets behov for salpeter dækket af den hjemlige produktion, mens petermændene i slutningen af hendes regeringstid dækkede op mod halvdelen af rigets salpeterbehov. Imens blev petermændene stadig mere hensynsløse.
“Mit hjem er mit slot”
I 1606 gik England ind i en mere rolig periode under Jakob 1. Men i stedet for at dæmpe petermændenes aktiviteter skabte udviklingen nye aftagere.
Petermændene fik nemlig lov til at sælge den salpeter, staten ikke kunne aftage, på det frie marked, og salpeterudgravningerne gavnede nu ofte petermændenes pengepung i stedet for rigets sikkerhed.
I Jakob 1.s første regeringsår udfærdigede embedsmanden Edward Coke en rapport om petermændenes arbejde.
Coke var en af Englands absolut førende jurister og netop blevet udnævnt til højesteretsdommer. Coke konkluderede, at salpeterudvindingen var kongens ret, som sikrede “forsvaret af hele riget, hvilket alle undersåtter nyder godt af”, men at petermændenes opførsel skulle holdes i strammere tøjler.
Ifølge Coke kunne kongen give bemyndigelse til at grave i stalde og dueslag, men ikke i folks private hjem:
“Enhver persons hus er for ham hans slot og fæstning, hvor han kan søge beskyttelse og finde hvile”, skrev Coke blandt andet i rapporten.
Kongens rådgivere afviste at gøre Cokes konklusion til lov. Dels fordi den kunne true rigets militære styrke ved at begrænse salpeterproduktionen, men også fordi det kunne give bagslag at give undersåtterne for høje tanker om deres rettigheder.
Salpeterkrisen kradser igen
I slutningen af Jakob 1.s regeringstid voksede truslen mod England igen, og petermændene fik travlt med at fylde de bundløse kongelige salpetertønder.
Igen indløb klager fra hele landet. Situationen forværredes yderligere, da Karl 1. i 1624 overtog magten. Trediveårskrigen rasede på kontinentet, og den nye konges udenrigspolitik var langt mere krigerisk end forgængerens.
Petermændene havde til gengæld kronede dage og opførte sig fuldstændig, som de lystede. Fx terroriseredes landsbyen Flintshire i Wales i 1627 af en flok petermænd, som om dagen gravede i indbyggernes hjem og om natten holdt dem vågne, når de gik igennem gaderne, mens de triumferende råbte “byen er vores”.
Ingen steder var hellige, og ikke engang de døde fik fred. Fx beskyldtes to petermænd for at grave “overalt uden hensyn”, selv i kirker og på kirkegårde, hvor de ifølge klageskriveren har “revet mænds knogler og aske ud af deres grave for at lave krudt”.
Også selve forarbejdningen af salpeter gav anledning til modstand. Petermændene var ifølge klagerne ikke blege for at stille deres udstyr op og udvaske salpeteren midt i folks stuer eller sovegemakker og sågar ved siden af folks dødsleje, eller “hvor kvinder lå i barselsseng”, som en klager skriver.
Men det var ikke klogt at modsætte sig petermændene. Allerede under Jakob 1. var det blevet forbudt at dække jordgulvet i udhuse med brædder, sten, kalk eller anden belægning, der kunne obstruere petermændenes arbejde.
Under Karl 1. bliver det også strafbart at fjerne møg fra udhuse og staldbygninger for at bruge det som gødning, og i 1635 kom en bonde fx i fængsel for at have fjernet møg fra sit eget dueslag.
Derfor havde bønder og godsejere kun to muligheder: De kunne acceptere petermændenes hærgen, eller de kunne bestikke dem til at holde sig væk – en praksis, som var udbredt blandt adelen og bl.a. omtales i dramatikeren Thomas Middletons komedie “A Fair Quarrel”, hvor petermænd dukker op hos en adelsmand, som siger:
“Sandelig kongens magt! De må lukkes ind, men slynglerne vil tage imod bestikkelse, det er vores eneste håb”.
Salpeterproduktion var en omfattende proces. I venstre hjørne bryder en petermand gulvet i en stald op med sin hakke – jordgulve i staldene var eftertragtede pga. dyrenes urin.
Fattigmandsurin til salpeter
I 1639-1640 gik England i krig mod Skotland og indledte dermed 10 års borgerkrig på De Britiske Øer. Behovet for en løsning på salpeterproblemet var større end nogensinde.
I 1646 foreslog fysikeren Benjamin Worsley en centraliseret salpeterproduktion, som gik ud på at indkvartere de fattigste borgere i særlige bygninger, hvor deres urin og afføring blev opsamlet.
Ifølge Worsleys udregninger ville 150 fattige generere urin og afføring nok til 10 tons salpeter hvert eneste år.
Adelsmanden Thomas Russell kom med et lignende forslag. Han mente, at Londons tiggere skulle indsamle byens urin, som herefter kunne spredes på særlige salpeterfarme, hvor det kunne modne jorden og sikre et righoldigt og langtidsholdbart udbytte.
Russell fik sågar patent på urinindsamling, og et kongeligt dekret bekendtgjorde, at modstand ville blive set som en opsætsig handling over for konge og fædreland.
Løsningen findes i Indien
På trods af de mange farverige forslag og udsigten til en særdeles god forretning lykkedes det aldrig England at stable en centraliseret salpeterproduktion på benene. I stedet kom redningen fra Indien.
Det engelske ostindiske kompagni var blevet grundlagt i 1600 og havde fået monopol på handlen med Indien, og glimrende salpeter var blandt de mange rigdomme, det hjembragte.
I 1649 etablerede statsrådet en komite til “anskaffelse af salpeter uden at producere det hjemme”, og snart var importen så tilfredsstillende, at petermændene blev overflødige og måtte finde andre leveveje – og de engelske bønder og jordbesiddere fik omsider fred.