I næsten 50 år var rutsjebanen amerikanernes foretrukne forlystelse, og så snart én blev revet ned, blev tre nye bygget.

Rutsjebane: Jagten på det perfekte skrig

Da opfinderen LaMarcus Thompson i 1884 opførte Amerikas første rutsjebane, var topfarten 10 km/t. Forlystelsen tiltrak horder af gæster og indledte rutsjebanernes guldalder, hvor ingeniører konstant forsøgte at overgå hinanden: højere, hurtigere, vildere.

19. februar 2018 af Kasper Schlie

Første nervepirrende tur i en rutsjebane

Langsomt ruller en lille togvogn op ad den stejle bjergside på Mount Pisgah i den amerikanske delstat Pennsylvania. Bortset fra metalhjulenes skurren mod skinnerne er den fyldte vogn helt stille. 

Vognen har ingen motor, men trækkes op mod toppen af lange stålwirer forbundet med to stønnende dampmaskiner på bjergets top. 

Med stive ansigter og anspændte blikke stirrer passagererne, iført deres bedste søndagstøj, ud over de træklædte bjergsider. De kender alt til historierne om “forlystelsesturen”.

I 1872 taler alle om Pennsylvanias revolutionerende skinnerutsjebane, The Mauch Chunk Switchback, som på rekordtid er blevet en af USA’s mest besøgte attraktioner – kun overgået af Niagaravandfaldene. 

Efter et kort stop på bjergtoppen i 384 meters højde indser passagererne, hvorfor banen er på alles læber. Nu begynder vognen nemlig den stejle nedkørsel.

En modig reporter fra lokalavisen Valley Gazette beskrev den vilde tur: “Vognen susede mod jorden med en skrækkelig hastighed. I kurven mistede en mand sin stråhat. 

Kvinder borede neglene ind i træsæderne for at undgå at blive kastet ud af vognen, og en bleg mor holdt hårdt om sin lille dreng”, rapporterede journalisten og fortsatte: “Damerne havde svært ved at holde skørterne nede om knæene, men togføreren­ viste ingen nåde. 

Hurtigere og hurtigere, indtil birketræer, grantræer, klipper, stammer og himlen gik i ét. Passagererne kæmpede for at holde sig i sæderne, og i svingene blev de presset tæt sammen. 

Efter et stykke tid begyndte drengen at nyde suset, mens moren troede, hun skulle besvime”.

Mauch Chunk-banen var den første mekaniske rutsjebane i USA og var blevet til som en sidegevinst. Banen var oprindeligt bygget til at transportere kul ned fra bjergtoppen, men ejerne indså, at den også kunne bruges som forlystelse. 

Turisterne elskede adrenalinsuset, og i 1872 blev banen omlagt til ren forlystelse – med enorm succes.

Driftige forretningsfolk indså hurtigt potentialet i anlægget. Mauch Chunk-banen lå isoleret, så hvis oplevelsen kunne genskabes tættere på en storby, var succesen garanteret. Snart begyndte patentansøgninger på nye baner at vælte ind hos myndighederne.

Det blev indledningen på fire hæsblæsende årtier med stadig højere, hurtigere og mere skrækindjagende rutsjebaner – intet var for vildt for opfinderne.

Mange sporvognsselskaber investerede i forlystelsesparker, fordi de på den måde kunne skabe trafik i weekenden, hvor de normalt intet tjente. Bl.a. Coney Island tiltrak tusinder.

© New York Public Library/Astor, Lennox & Tilden Foundation

Rutsjebane-kapløbet begynder

En af dem, som havde fornøjet sig i Mauch Chunk-banen, var opfinderen LaMarcus Thompson. I en forlystelsespark på Coney Island i New York byggede Thompson Amerikas første rigtige rutsjebane. 

I juni 1884 kunne den første gentleman med høj hat byde sin forlovede på en tur. Rutsjebanen bestod­ af en bænklignende vogn, der fra et højt tårn på stranden rullede ned over et 183 m langt bakket spor – med blot 10 kilometer­ i timen.

På trods af den ringe fart blev banen en øjeblikkelig succes. Folk stillede sig i kø tidligt om morgenen og ventede med glæde i op mod tre timer på en tur, der til gengæld kun kostede fem cent. 

Med en lind strøm af kunder kunne Thompson hver dag gå i banken med 600 dollars. På blot seks uger var banen tjent ind – LaMarcus Thompson, der siden er blevet kendt som “tyngdekraft-turens fader”, havde ramt en veritabel guldåre.

Inden sommeren 1884 var omme, havde tre andre rutsjebaner brudt Thompsons monopol på Coney Island. De havde alle en lille tilføjelse, som skulle stjæle markedsandele fra de andre. 

En vis Charles Alcoke skruede op for indtjeningen ved at lade vognene i sin Serpentinejernbane køre rundt i en ellipse. Ifølge et ugeblad gav det “passagererne følelsen af at blive suget ind i en cyklon uden at måtte ofre liv og lemmer”.

En anden konstruktør, Philip Hinkle, fandt året efter på at introducere en banebrydende kædelift, så vognen kunne trækkes op i højere startposition, hvilket betød højere hastigheder og sus for kunderne, der nu også kunne sidde med ansigtet i køreretningen.

På blot ét år havde rutsjebanen udviklet sig fra hyggelig søndagstur til skrig og nervøs mave – og det hæsblæsende udviklingstempo fortsatte. 

Alle ville have del i succesen på Coney Island, hvor nye baner ifølge lokale var som “ukrudt, der skød op lige så­ hurtigt, som de blev revet ned”.

LaMarcus Thompson slår til med ny rutsjebane

På trods af den benhårde konkurrence var LaMarcus Thompson ikke klar til at forsvinde ud af historien. På blot tre år vandt opfinderen markedsandele tilbage med hele 30 nye patenter, der skulle gøre oplevelsen endnu vildere og flottere.

The Scenic Railway i Atlantic City var Thompsons trumf: Flere vogne blev spændt fast efter hinanden, og en dampmaskine forbundet med kabler trak vognene op på en endnu højere liftbakke, ligesom på Mount Pisgah. 

Herfra gjorde tyngdekraften sit arbejde, og kunderne susede med rundt mellem kunstige klipper malet lilla og blå, krydret med bibelscener, der oplystes af kulørte lamper. 

Thompson vidste, at en god bane var mere end blot et adrenalinsus – den skulle også være en verden af illusioner.

Som en senere rutsjebanekonstruktør­ formulerede det: “Du behøver ikke en ingeniørgrad for at bygge rutsjebaner. Du skal studere psykologi – og have mod. En rutsjebane er lige så meget teater som et show på Broadway”.

The Scenic Railway blev så stor en succes, at LaMarcus Thompson kunne etablere et sandt rutsjebaneimperium med professionelle ingeniører, designere og kunstnere. 

Forlystelserne var ikke forbeholdt folket, for i de følgende år kunne Thompson byde alle lige fra dronningen af Hawaii til Sveriges kronprins på en tur i sine vogne.

Thompson havde en klar mening om, hvorfor forlystelsen var så populær: “Rutsjebanerne er solskin, der gløder klart i erindringen og trænger mørket tilbage for blot en lille skilling”.

Loop på rutsjebane gav gæsterne piskesmæld

Indtil 1895 havde det amerikanske patentkontor registreret rutsjebanerne som “fornøjelsessporvogne”, men det udtryk blev gjort til skamme af vove­halsen Lina Beecher, der for enhver pris ville vriste kunder fra Thompson. I 1895 byggede Beecher et ni meter højt loop ind i sin rutsjebane.

Årtier forinden havde franskmændene forsøgt sig med loop, der havde medført dramatiske uheld og afsporinger, så Beechers Flip Flap Railway skulle testes grundigt.

Han byggede en prototype og lod først vognene tage turen med sandsække og siden aber, der tilsyneladende klarede turen i stiv arm.

Beecher opførte herefter rutsjebanen på Coney Island, men opdagede, at der var én ting, testaberne ikke kunne fortælle ham: Passagererne, som kørte uden sele, blev angiveligt udsat for 12 gange den normale tyngdekraft, idet vognen drønede ind i det ni meter høje loop.

Det svarer til, hvad piloten i et moderne jagerfly oplever, hvis han foretager et pludseligt sving. Vrede kunder med piskesmæld og blå mærker satte derfor en stopper for Flip Flap Railway.

Gåden blev først løst af den tyske ingeniør Werner Stengel i 1975: Et sikkert loop bør ikke være en cirkel, men have form som en omvendt tåre, som gør over­gangen til loopet blød.

Sikkerhed i rutsjebaner

I banernes guldalder gik det adskillige gange galt med kvæstelser og død til følge.

  • 1895 Flip Flap-banens loop giver gæster piskesmæld, mens andre besvimer, da de udsættes for ekstreme 12 g.
  • 1910 En vogn sætter sig fast på en bakke på en rutsjebane i Bronx. en næste vogn kolliderer med den første, så passagererne kastes ud. 12 mennesker brækker knogler, men alle overlever.
  • 1911 En træt ansat ved en rutsjebane i Massachusetts falder ved et uheld ned på sporet og dør, da et tog i det samme kommer blæsende. Banen lukkes efter endnu en dødsulykke samme år.
  • 1922 En mand dør, og seks kvæstes­ i Starlight Park, da de kastes ud af vognen efter en uforklarlig nødbremsning.
  • 1930 En bolt river sig løs under toget på Big Dipper i Omaha og sender flere vogne med teenagere og børn på en fatal flyvetur. Fire dør, hvorefter Omaha indfører totalforbud mod rutsjebaner.
  • 1938 En 22-årig mand dør under en tur med Crystal Beach Cyclone, da han falder ud af vognen på toppen af første bakke, rammer sporet 25 m nede og bliver knust af toget, han sad i sekunder forinden.
  • 1942 Ved tre lejligheder får tre unge kvinder brud på rygsøjlen efter det første skarpe fald i Puritas Springs Cyclone, der snor sig gennem en dyb kløft. “De havde svage rygge”, udtalte parkens kyniske direktør efterfølgende.

Tømrer fik vild rutsjebane-idé hos tandlægen

Om det var lattergassen, der hjalp Christopher Feuchts tanker på vej, vides ikke, men det var hos tandlægen i 1907, at tømreren fik idéen til det næste kvantespring i rutsjebanernes evolution. 

I venteværelset fik han øje på en fantasifuld lejetøjsmodel af en rutsjebane med bizarre kurver og hældninger.

Feucht overbeviste sin velhavende tandlæge om at finansiere modellen i fuld størrelse på Coney Island. 

Senere den sommer kunne de første skrigende passagerer høres fra Coney Islands vildeste bane til dato: Drop-the-Dip. Rutsjebanen var 20 m høj og havde de hidtil bratteste fald og sving.

Efter en måned med rødglødende kasseapparater brændte banen ned. Feucht byggede straks en ny og endnu vildere bane. 

Men tømreren ville dog også passe godt på sine kunder. Han fandt på at indføre sikkerhedsstangen, der sikrede, at passagererne ikke blev flyvende projektiler under turen. 

Drop-the-Dip var Coney Islands rutsjebane nummer 20, og Feucht kunne prale med at have skabt den vildeste og samtidig sikreste bane endnu set i USA.

Rutsjebanernes gyldne æra

Umiddelbart efter 1. verdenskrig eksploderede antallet af amerikanske rutsjebaner i takt med landets økonomiske vækst. Med rette blev 1920’erne derfor kendt som “rutsjebaneårene”.

Coney Island fik nu hård konkurrence over hele landet, hvor forlystelsesparker skød op overalt – bl.a. i Riverview Park i Chicago, der blev det nye centrum for konkurrencen mellem de største rutsjebanekonger. På et tidspunkt havde forlystelsesparken hele 11 rutsjebaner.

Chicagos byggeregler satte dog grænser for galskaben. Rutsjebanerne måtte højst være 24 m. Reglen blev snedigt omgået ved at grave banerne ned i jorden. 

Rutsjebanen Ildkuglen kunne derfor bygges så høj, at vognene på vej ned kunne opnå en fart på over 100 km/t. I 1924 berettede pressen, at toppen var nået i Riverviewparken med åbningen af Bobs. 

Med sine 30 højdemeter, første fald på svimlende 67 grader, 1.000 m spor, 16 bakker og 12 kurver var Bobs den mest skrækindjagende bane, USA endnu havde set.

Over en periode på 43 år nåede over 30 mio. mennesker at skrige sig gennem mareridtsbanen. En entusiast kunne slet ikke få armene ned: “Op! Ned! Vilde, skrigende sving! 

Vi drejer så pludseligt, at vi banker ind i hinanden. Vi suser fremad, undersiden af de spor, vi lige har kørt på, er nu få tommer over os. Så krænger vi mod venstre, skyder frem, vi dykker ned, så op og tænker ‘Uh, godt jeg holdt fast’”.

Hjulsæt til rutsjebane gjorde alt muligt

Rutsjebanerne blev nu vildere end nogensinde før, og det var i særlig grad takket være én visionær banebygger: John A. Miller. Amerikaneren patenterede en række nye sikkerhedsforanstaltninger, der gjorde de mest sadistiske idéer mulige.

Ingeniøren Miller havde arbejdet under LaMarcus Thompsons vinger og lært fagets krinkelkroge at kende, inden han begyndte for sig selv. 

Miller vidste, at bedre sikkerhed kunne overbevise myndighederne om at tillade vildere rutsjebaner, og patenterede en mekanisme, der trak vognene sikkert op mod rutsjebanens første og højeste punkt – den såkaldte liftbakke. 

Skulle kablet knække, ville metalstænger under vognene låse sig fast i banens modhager. De genkendelige “klak-klak-klak”-lyde på vejen op ad den første bakke stammer herfra, for mekanismen bruges fortsat i dag.

Miller opfandt også et særligt hjulsæt, som fra tre sider låste vognene fast til sporet. Efter 1. verdenskrig havde han derfor alle muligheder for at skabe lynhurtige megabaner. 

Amerikanerne var sikre i Millers vogne, og derfor kunne han opføre helvedesbaner, der var mere end 35 m høje og havde skarpere vrid i svingene. I løbet af sit liv patenterede John Miller 140 baner og sikkerhedsmekanismer.

Hans chefingeniør huskede mesteren med ærefrygt: “Han skræmte folk fra vid og sans. Han lavede sine baner meget høje fra starten. 

De fleste baner dengang var 12-18 m høje, men umiddelbart efter krigen lavede han dem mere end 20-25 m høje. Folk troede, at han overskred grænsen for, hvad kroppen kan tåle”.

Miller forsøgte sig med Puritas Springs Cyclone, hvis kringlede bane var snedigt gemt i en skovklædt kløft. Kunderne steg ombord i vognene oven for kløften og susede herefter skrigende rundt i skoven med uhørte 110 km/t.

Efter en tur klatrede en befippet herre med blå mærker på knæ og albuer ud af skovbanen og udbrød: “Man burde lukke den forbandede tingest!”

Rutsjebanernes babelstårn

I 1926 blev rutsjebanen Crystal Beach Cyclone opført i Ontario, Canada. Forlystelsen var en overvældende finale på 40 års intens konkurrence. 

Banens første bakke var 30 m høj med et brat fald, som fik passagererne til at tro, at de ville køre direkte ned i den nærliggende sø. Herefter fór vognene op ad endnu en stejl bakke, fulgt af et fald på 52 grader.

Efter en tur rundt i en gigantisk spiral fulgte en hæsblæsende tur i et ottetal, afløst af kæberaslende småbump. Til slut kom det såkaldte jazzspor, hvor vognene nærmest zigzaggede, før den 40 sekunder lange helvedestur var slut.

Cyklonen blev bygget af Harry Traver – guldalderens sidste rutsjebanegeni. “Havmåger fik mig ind i denne galmandsbranche”, forklarede han. 

Som ung arbejdede han på et kvægskib, hvor han fik øje på en flok drilske havmåger, der akrobatisk kredsede rundt om skibets mast. Det gav ham idéen til at bygge rutsjebaner.

Travers fantasier lød vanvittige, men han besad evnen til at omdanne dem til virkelighed, og med Crystal Beach Cyclone skabte han den sublime bane, hvori de bedste idéer fra tidligere baner blev sat sammen – og gjort endnu vildere.

“I en rutsjebane er alle lige”, bemærkede Harry Traver tørt. “De skriger alle på samme tid”.

Cyclone havde fast en sygeplejerske stationeret ved udgangen, som ifølge en gæst konstant lugtede af bræk. Avisen New York Telegram sendte en medarbejder ud på den 900 m lange tur:

“Du føler dig som Guds usleste dyr, der ikke fortjener tyngdekraften. Cyklonen er ikke fair. Den har ikke nok i at slæbe dig op ad en bakke og kaste dig ned igen. Den slynger dig fra side til side, og før du kan huske, hvad der kommer efter ‘Fader vor’, skyder den dig op mod stjernerne igen”.

Banen var så stort et tilløbsstykke, at 75.000 mennesker dukkede op på åbningsdagen – de fleste dog blot for at se vidunderet. Ifølge magasinet Billboard blev en enkelt mand samme dag så imponeret over banen, at han gentog turen 67 gange. Det tog ham tre timer.

Wall Street afsporede rutsjebanerne

Crystal Beach Cyclone blev det foreløbige højdepunkt for Amerikas rutsjebaner, for i 1929 tvang det økonomiske kollaps rutsjebanernes guldalder ud i en mørk middelalder. 

Harry Travers selskab måtte dreje nøglen om, og de fleste af æraens legendariske baner blev revet ned. I de følgende årtier forsvandt 2.000 amerikanske forlystelsesparker og næsten lige så mange rutsjebaner.

I 1960’erne var kun ca. 200 baner tilbage. I dag findes der omkring 2.800 rutsjebaner i hele verden. Det er kun 1/3 flere, end USA alene havde i 1929.

Prøv en virtuel tur med den vilde rutsjebane her

Læs mere

R. Cartmell: The Incredible Scream Machine, Amusement Park Books, 1987 S. Rutherford: Roller Coasters, Lowe & B. Hould Publishers, 2003. J. Hillman: Amusement Parks: The Golden Age of America’s Lost Parks, Shire Publications, 2013.

Måske er du interesseret i...

Læs også