Imageselect & Shutterstock
Ubåden HMS Tridents besætning og rensdyr

Altædende rensdyrkalv sad fast i britisk ubåd

Besætningen på en britisk ubåd fik under 2. verdenskrig selskab af et rensdyr, der hurtigt følte sig hjemme blandt marinesoldaterne.

Besætningen på den britiske ubåd HMS Trident modtog i 1941 en usædvanlig gave.

Under et besøg i den sovjetiske havneby Murmansk forærede stedets kommandant dem en få måneder gammel rensdyrkalv.

At sige nej var ikke en mulighed, så ubådskaptajn Sladen fik bakset dyret samt en tønde mos ned i ubåden via lugen til torpedoer.

Foto af den britiske ubåd HMS Trident

Ubåden HMS Trident havde plads til 59 mand – samt i en periode også en forslugen rensdyrkalv.

© Imperial War Museums

Pollyanna, som dyret blev døbt, fandt sig hurtigt til rette og tog ophold i kaptajnens kahyt.

Men da mosset slap op, måtte Pollyanna leve af rester fra officersmessen. Det evigt sultne rensdyr fik dog også smag for kondenseret mælk samt diverse søkort.

Da ubåden efter seks uger nåede England, var Pollyanna blevet så fed, at hun ikke kunne komme ud af torpedolugen. I stedet blev hun hejst op på kajen via hovedlugen. Her afmønstrede Pollyanna, og resten af livet tilbragte hun i en zoologisk have.