Af alle sømænd, der er fanget på den forkerte side af fronten under 2. verdenskrig, må de 28 finner ombord på fragtskibet Tornator
være blandt de hårdest ramte. Deres skib er chartret af et japansk rederi – og siden krigsudbruddet i Stillehavet i december 1941 har besætningen været afskåret fra at nå hjem til Finland.
Sømændene må fortsætte med at sejle for japanerne. Den 19. januar 1942 stævner Tornator derfor ud fra havnebyen Qingdao i det japansk-besatte Kina for at sejle en last kul til Yokohama. Vinden blæser 11 sekundmeter, og søen er hård. Men værre er det, at skibets kompas viser forkert, og at amerikanske ubåde lurer i farvandet.
Efter seks dages sejlads telegraferer rederiet, at Tornator skal søge læ i Suruga-bugten 100 km sydvest for Yokohama. Kaptajn Kurt Brander ændrer kurs for at komme i sikkerhed, men blot 15 minutter senere går det galt.
Selandia ved ankomsten til Bangkok i 1912.
Tredjestyrmand Bo Zimmermann sover i sin køje, da han brutalt kastes ud på gulvet. Han kommer på benene og stormer ud på dækket, hvor han ser, at Tornator er løbet næsten en meter op på et klipperev.
Navnet Tornator har fragteren kun båret siden 1940 – oprindeligt blev skibet døbt Selandia. I 1912 blev hun bygget som et af verdens første oceangående skibe, der var udstyret med dieselmotor. Nu kæmper det berømte skib og besætningen for livet i en iskold bugt ved foden af vulkanen Fuji.
Fjernøstens olie lokkede
Selandia var en kæmpe satsning, da det danske handelsselskab Østasiatisk Kompagni (ØK) i 1911 bestilte hende hos skibsværftet B&W i København. Fragtskibet skulle være 112,8 m langt, og foruden store lastrum skulle der være plads til 22 passagerer ombord.
Ingen havde før prøvet at bygge et oceangående skib af den størrelse med andet end en dampmaskine til at drive skruen. Men ØK ønskede dieselmotorer som dem, tyskeren Rudolf Diesel havde opfundet blot 14 år tidligere. Dieselmotorer kørte på olie, som ØK kunne købe billigt i Fjernøsten.
Fyrbødere var uundværlige på dampdrevne skibe i 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet.
Derfor tog diesel pusten fra dampmaskiner
I løbet af 1900-tallets første halvdel afløste dieselmotorer damp til søs, for diesel havde to helt afgørende fordele.
Et dampskib af Selandias størrelse krævede typisk 25 mand i maskinrummet til at holde dampen oppe og motoren kørende. Fyrbødernes hovedopgave bestod i at skovle kul ind i ovnene hele døgnet. Men dieselmotoren betød, at Selandia kunne nøjes med otte mand i maskinrummet, fordi det flydende brændstof ikke krævede nogen håndtering.
Ud over at kul til en dampmaskine fylder langt mere end olie, er der også et andet væsentligt problem ved det gamle brændstof: Kul er mindre energieffektivt end dieselolie. Forbrændingen af 1 kg kul producerer blot 25 megajoule energi, mens dieselolie genererer 42.
Da dieselmotorer vandt frem inden for søfarten, forsvandt de dampdrevne skibe dog ikke fra den ene dag til den anden. De sidste dampmaskiner til skibe og lokomotiver blev bygget omkring 1950 og forblev i drift til godt op i 1970’erne.
B&W tog godt et halvt år om at fuldføre projektet, og Selandia stævnede ud på sin jomfrurejse til Thailand den 17. februar 1912. I de følgende år lå hun i fast rutefart mellem København og Bangkok. Efterhånden som tiden gik, og dieselmotorer blev almindelige, forsvandt nyhedens interesse for verdenssensationen. Allerede i 1936 var hun et træt, ældre fartøj på 24 år, og ØK solgte hende.
Da tyskerne den 9. april 1940 besatte Norge og Danmark, var Selandia på værft i Norge. Efter at reparationerne var fuldført, blev hun solgt videre til Finland-Amerika Linjen, hvor de nye finske ejere omdøbte hende til Tornator. Igen blev skibet sat til at besejle Fjernøsten.
Den 7. marts 1941 afgik hun fra Liinahamari i Petsamo på Finlands daværende nordkyst og satte kurs mod Yokohama i Japan. I lasten lå 6.500 tons svensk stål og finsk papir. Som ikke-krigsførende nation kunne Finland frit besejle oceanerne, og Tornator gik derfor vestover og nåede via Panamakanalen til Japan den i maj 1941.
“Hvis bare vi havde haft kraner, så havde vi kastet lasten over bord”. Bo Zimmermann, Selandias styrmand.
Skibet skulle have taget en last tobak med tilbage til Finland, men afrejsen måtte aflyses, da et telegram tikkede ind: Finland var trådt ind i verdenskrigen på tysk side. Tornators finske ejere valgte derfor at lade det japanske rederi Yamashita Kiesen chatre skibet – inklusive den finske besætning.
Dermed var Tornator i sikkerhed i et land langt fra krigens rasen. Troede ejerne. Få måneder senere bombede japanske fly imidlertid USA’s flådebase Pearl Harbor, og verdenskrigen spredte sig til Stillehavet. I stedet for rutefart i rolige vande blev hver eneste af Tornators sejladser mellem Japan og Kina med livet som indsats.
Skibet brækkede midtover
Efter flere vellykkede sejladser endte skibet den 25. januar 1942 på et rev nær vulkanen Fuji. Her sad hun uhjælpelig fast, som styrmand Bo Zimmermann forklarede:
“Hvis bare vi havde haft kraner, så havde vi kastet lasten over bord, men at øse med spader, som vi forsøgte, fik ikke fartøjet til at stige så meget som en tomme”.
Selandia gik på grund ved indsejlingen til Surugu-bugten, hvor klippeskær før havde kostet søens folk dyrt.
Næste morgen beordrede kaptajnen 16 mand i land, hvor de blev indkvarteret på et usselt hotel. Hverken møbler eller varmeapparater kunne værten byde på, og kokken serverede kun tørfisk og te brygget på tørret tang.
Efter et par dage fik Zimmermann lov at kravle op i et fyrtårn og morse ud til kammeraterne på Tornator, at proviant fra lasten skulle bringes i land. Han og en kollega roede derpå ud til skibet, der på tredje døgn kæmpede for livet.
“Vi fik ganske meget proviant med os i land, og på bedste vis tilberedte vi maden i gryden, der stod midt på bastmåtten. Sådan sad vi så hele natten – som indianere omkring et lejrbål”, fortalte Zimmermann.
Knap var søfolkene faldet i søvn efter festmåltidet, før resten af besætningen fra Tornator kom brasende ind. Storm og høje bølger havde fået skibet til at brække midtover. Efter fem dage på revet var Tornators dødskamp overstået. Fredag den 30. januar 1942 – 30 år efter sin jomfrutur – tog havet det verdensberømte dieselfragtskib.
HMS Sussex var bare et af mange allierede krigsskibe, der forvandlede Tornator-besætningens hjemrejse til et mareridt. De finske sømænd kom nemlig ombord på tyske fartøjer, der forsøgte at bryde de allieredes flådeblokade. Dermed blev de legitime mål for allierede krigsskibe.
Næste morgen blev finnerne bragt med tog til Yokohama. Japanske myndigheder lovede, at de nok skulle komme hjem, men selvom Finland nu kæmpede på samme side som Japan, var opgaven vanskelig.
Ingen skibe med kurs mod Europa kunne uden videre tage 28 ekstra sømænd med ombord, så løsningen blev at splitte Tornators besætning op i mindre grupper. Alligevel gik der 10 måneder, før de første kom afsted.
Kaptajn Kurt Brander, maskinchef Arne Ekbom, telegrafisten Saarela og stewarden Bjennäs blev i november 1942 omsider taget ombord af den tyske tanker Hohenfriedberg.
“Efter at have rengjort tankene og taget en last af kokosfedt ombord i Manila og bunkerolie i Singapore gik vi lige inden jul mod Europa”, forklarede Ekbom.
Skibet sejlede gennem Sundastrædet mellem Sumatra og Java. Området havde været skueplads for et søslag mellem japanske og allierede flådestyrker, men i nattens mørke lykkedes det tankeren at liste sig ud i Det Indiske Ocean.
Granater regnede ned
Helt så godt gik det ikke for andre af Tornators besætningsmedlemmer. Det tyske fragtskib M/S Ramses forsøgte – vistnok under falsk norsk flag – også at liste gennem Sunda.
Ramses og mange andre tyske handelsskibe blev beordret til at sejle verden rundt efter gummi, olie og andre råstoffer til Hitlers krigsindustri. Sørejserne var lange og fulde af farer.
Ramses medbragte en last rågummi til Tysklands krigsindustri, 78 krigsfanger samt 10 finske søfolk. Til finnernes store uheld fik to allierede krigsskibe øje på hende. Den tyske kaptajn beordrede alle mand i bådene og sænkede derefter sit skib. Alle fra den synkende skude blev derefter taget ombord i de allierede skibe og interneret i Australien.
Ekbom og de tre andre finner ombord på Hohenfriedberg gik det ikke meget bedre. Efter at have krydset Det Indiske Ocean nåede skibet 105 dage senere til havet øst for Azorerne – 1.600 km vest for Portugals kyst.
Her havde Hohenfriedbergs kaptajn aftalt at mødes på åbent hav med tre tyske ubåde, som skulle fragte finner og krigsfanger videre til Frankrig. Men intet kom til at gå som planlagt.
Ekbom, Brander, Saarela og Bjennäs fra Tornator var netop i færd med at forlade Hohenfriedberg for at ro over til ubådene, da britiske granater begyndte at eksplodere faretruende nær dem. Ekbom fortalte senere:
“Under en regn af granater sprængtes skibet (Hohenfriedberg, red.), og vi begav os afsted i to redningsbåde. Den tredje kæntrede, og alle røg i vandet. Vi kunne jo ikke ro bort fra granat-ilden, så vi begyndte at samle vores kammerater op”.
De tre tyske ubåde dykkede og tog kampen op med krydseren, der i hast tog flugten – med tyskerne i hælene. Tilbage på det endeløse Atlanterhav sad finnerne og de andre skibbrudne i to overfyldte joller.
Midt ude i Atlanterhavet måtte maskinchef Ekbom i redningsbåden.
Efterhånden som natten faldt på, og alle inderligt håbede at se et periskop bryde havoverfladen, krøb kulden og mismodet ind i de skibbrudne søfolk.
“Vinden tog til i styrke, og det føltes koldt, især for dem, der var kommet direkte fra maskinrummets varme og ud i bådene – for slet ikke at tale om dem, der var faldet i vandet og sad drivvåde”, fortalte Ekbom.
En af ubådene fik omsider øje på nødraketterne, som de skibbrudne jævnligt affyrede. I hast blev alle hentet ombord.
Kun sårede fik lov at ligge ned
Verdenskrigens ubåde var i forvejen trange og klaustrofobiske. De mange ekstra søfolk forvandlede U 264 til en sardindåse at opholde sig i.
“Efter syv døgns sejlads – kun med liggepladser til de sårede og siddepladser efter tur – var båden fremme i St. Nazaire”, berettede Ekbom.
Den 5. marts 1943 satte U 264 de fire finner i land i Frankrig. Hjemrejsens sidste etape foregik med tog gennem det tysk-besatte Europa.
Ekbom og de tre andre ankom til Finland midt på året 1943 – halvandet år efter grundstødningen på et japansk skær, og 27 måneder efter at Tornator var stævnet ud fra Petsamo. Resten af besætningen vendte først hjem efter krigen – bortset fra én, som giftede sig med en japaner og blev i landet.
