Da SS Kroonland blev søsat i 1902, var fartøjet det største dampskib i USA’s historie. Det 170 meter lange passagerskib sejlede i de næste 12 år fra New York City til Antwerpen i Belgien, og undervejs fik skibet adskillige historiske rekorder i lasten.
Under et stormvejr i december 1903 løb damperen ind i problemer, da roret blev smadret. Mens skibet navigerede kun ved maskinkraft, sendte telegrafisten som den første i historien et trådløst signal over skibsradioen. Meldingen lød, at man ville søge i havn i Irland for at få skibet repareret.
Som et af fire fartøjer fra rederiet Red Star Line var Kroonland udstyret med en radiostation, der netop var opfundet af fysikeren Guglielmo Marconi.
Juleaften 1906 var Kroonland et af flere skibe, der modtog verdens første radioudsendelse, hvor en mand talte, og en kvinde sang Händel. Transmissionen var sendt af en canadisk elektronikprofessor, Reginald Fessenden.
I oktober 1913 var radioen på Kroonland endnu en gang i centrum, da telegrafisten opfangede et nødsignal fra skibet Volturno, som var brudt i brand.
Kroonland og 10 andre skibe kom det synkende fartøj til undsætning og fik reddet 520 af de ca. 650 passagerer og besætningsmedlemmer. Kroonland blev senere transportskib for den amerikanske flåde.