Myten afdækket: Her er sandheden om Den flyvende hollænder

Skibet nævnes i 1700-tallet

Da besætningen ombord på kaptajn Larsens skib så Den flyvende hollænder i 1881, var det langtfra første gang, at sømænd havde mødt det mystiske spøgelsesskib. Historikerne mener, at fortællingerne om Den flyvende hollænder begyndte at florere allerede i begyndelsen af 1700-tallet. Her har hæse og rustne stemmer givetvis runget ud i værtshusene, når sømændene berettede om det forbandede skib, hvis kaptajn stædigt udfordrede det stormfulde hav ved Afrikas sydspids.

Siden da har mødet med Den flyvende hollænder – også kaldt ”dødssejleren” – været en sømands værste skræk. Første gang spøgelsesskibet nævnes i en skriftlig kilde, er i 1790, da en brite ved navn John MacDonald omtaler det sagnomspundne skib.

I en rejsebog om sine sejlture på verdenshavene beretter briten blandt andet om en farlig runding af Kap det Gode Håb, hvor “sømændene sagde, at de så Den flyvende hollænder”, lyder det kort i “MacDonalds Travels in various part of Europe, Asia and Africa during a series of thirty years and upward”.

I 1795 nedskrev den irskfødte straffefange og forfatter George Barrington den første længere beretning om et møde med Den flyvende hollænder i sit værk “A Voyage to New South Wales”.

På rejsen fra England til det sydøstlige Australien havde Barringtons sejlskib netop passeret Kap det Gode Håb klokken to om natten, da ireren blev vækket af bådsmanden. Barrington så, hvordan sømanden havde “frygt og forfærdelse malet i ansigtet”: “Ved Gud, jeg er forfærdeligt oprevet! For jeg har netop set Den flyvende hollænder, da jeg kiggede ud over boven. Hun kom lige imod os med alle sejl sat”, udbrød bådsmanden.

Barrington rendte med den rædselsslagne bådsmand op på dækket for at se skibet, som han ofte havde hørt sømænd omtale. Men ireren kunne ikke selv få øje på dødssejleren, og selvom bådsmanden var sikker i sin sag – også fordi han havde set, at “alle luger på nedre dæk” af spøgelsesskibet havde stået åbne trods den høje sø – tvivlede Barrington. I sin bog stemplede ireren synet som “overtro”.

Prinsen af Wales så spøgelsesskibet

For flertallet af søens folk var Den flyvende hollænder imidlertid helt ægte. Og især én beretning fra 1800-tallet styrkede folks tro på spøgelsesskibet. I 1881 var den engelske teenageprins Georg, der senere skulle blive kong Georg 5., ombord på sejlskibet Bacchante.

Den 16-årige prins havde på det tidspunkt tilbragt over to år på havet som en del af sin kadettræning. Trods de mange dage til søs skulle den 11. juli 1881 for evigt blive mejslet ind i Georgs hukommelse.

Den dag oplevede prinsen af Wales nemlig noget ganske usædvanligt i det australske farvand mellem Melbourne og Sydney: “Klokken 04.00 krydsede Den flyvende hollænder vores bov. Som et rigtigt spøgelsesskib sejlede hun i et mærkeligt selvlysende rødt skær, i hvilket vi så master, lægter og sejl”, lød prinsens ord.

Prins Georg var en af i alt 13 mand ombord på Bacchante, som oplevede det spektakulære syn, der gjorde voldsomt indtryk på den senere konge. Den flyvende hollænder befandt sig blot 200 meter væk og “fremstod skarpt som et relief”, men så forsvandt spøgelsesfartøjet på forunderlig vis:

“Der var ingen spor af noget som helst skib i horisonten, hverken tæt på eller i det fjerne. Natten var klar, og havet roligt”, berettede logbogen. Prinsen og sømændene vidste dog godt, hvad skibsklokken havde slået. De havde med egne øjne set det berygtede spøgelsesskib, og det betød, at uheldene ventede forude.

Og ganske rigtigt skulle Bacchantes besætning ikke vente mere end få timer, før ulykken ramte de uheldige sømænd: “Klokken 10.45 faldt udkigsmanden, der som den første havde set Den flyvende hollænder om morgenen, ned på fordækket fra foremærs (den halvcirklede platform på skibets forreste mast, red.) og blev knust”.

For at gøre ondt værre blev Bacchantes kaptajn alvorligt syg, da skibet nåede i havn, og kaptajnens liv stod ikke til at redde. At en kongelig person havde set Den flyvende hollænder, var i den grad med til at stadfæste eksistensen af spøgelsesskibet blandt det sejlende folk.

Nøjagtig samme år så også svenske kaptajn Larsen og hans besætning hollænderen, og tre år senere var det søfolkene på den amerikanske klipper Relentless, der spottede dødssejleren ved Kap det Gode Håb.

Fragtskibets kaptajn, Daniel Sheaver, gav sin rorgænger besked om at sejle hen imod spøgelsesskibet, men da Relentless nærmede sig, faldt rorgængeren død om. Samme nat løb klipperen ind i en frygtelig storm, hvor tre sømænd blev skyllet over rælingen og forsvandt i bølgerne.

Også adskillige andre skibsbesætninger berettede i logbøger i 1800-tallet, at de havde set det berygtede spøgelsesskib. Ingen sømand med respekt for sig selv turde på det tidspunkt afskrive, at Den flyvende hollænder virkelig fandtes.

Men hvordan var legenden så sejlivet i sømændenes bevidsthed? Og kunne det i virkeligheden være sandt, at et virkeligt skib var blevet forvandlet til et spøgelsesskib?

Fordrukken kaptajn blev straffet

Et spøgelsesskibs eksistens er en svær størrelse at håndtere for forskere og historikere, hvis man vælger at lege med tanken. Der eksisterer nemlig ingen vragrester af skibet, der kan graves frem på havbunden, og spørgsmålet om dets eksistens bygger i overvejende grad på overtro og gamle sømandsberetninger, som ikke går hånd i hånd med videnskab.

Det kan dog godt belyses, om legendens oprindelse overhovedet har rod i virkeligheden. Den mest udbredte version af fortællingen om, hvordan Den flyvende hollænder blev til et spøgelsesskib, har en hollandsk kaptajn ved navn Hendrick van der Decken som hovedperson.

Legenden fortæller, at van der Decken i 1641 sejlede med passagerer og last fra Amsterdam til Batavia, nutidens Jakarta i Indonesien, da hans skib røg ind i et voldsomt uvejr ved Kap det Gode Håb.

Kaptajnen frygtede intet og pralede altid med, at ingen storm kunne få ham til at vende om, men de gigantiske bølger ved Afrikas sydspids bragte hans fartøj og alle ombordværende i livsfare. Van der Decken var komplet ligeglad. Han væltede sprut i sig og forbandede de svæklinge, han havde fået med ombord, fordi de viste angst over for havets kræfter.

Guds forbandelse ramte skibet

Efter dage i uvejret samlede besætning og passagerer sig i et oprør, men kaptajnen skød koldblodigt mytteristernes leder og kylede ham over bord. I det øjeblik det blodige lig ramte havoverfladen, skete der dog noget forunderligt. Ifølge legenden åbnede skyerne sig, og en dunkel skikkelse – selveste Gud eller hans sendebud – viste sig på dækket foran den gale og grusomme kaptajn.

“Kaptajn van der Decken, du er en stædig mand”, lød det med tordenrøst ud over skibet, som ville stemmen mane kaptajnen til besindighed.

“Jeg har aldrig ønsket et roligt hav. Jeg ønsker ikke din hjælp. Så forsvind herfra, før jeg også skyder dig”, råbte kaptajnen frygtløst tilbage.

Ingen højere magt skulle belære ham! Van der Decken spændte hanen og affyrede sin pistol, men i stedet for at ramme skikkelsen bøjede kuglen af i luften og ramte kaptajnens egen hånd. Den dunkle skikkelse havde fået nok af van der Decken og fordømte hollænderen:

“Forbandet være du og dit skib! I evighed skal du sejle hvileløst rundt på havet. Du vil aldrig kunne kaste anker og aldrig nå i havn. Du skal kun drikke galde, og din føde skal være rødglødende jern”, lød forbandelsen, der med ét forvandlede van der Deckens fartøj til et spøgelsesskib, som fremover var dømt til at bringe sorg og ulykke over dem, der så Den flyvende hollænder.

Legendeversionen med van der Decken i hovedrollen gik angiveligt fra mund til mund i 1700-tallet, og i maj 1821 kom beretningen for første gang på tryk, da den i alle sine grusomme detaljer blev publiceret i magasinet Blackwood’s Edinburgh Magazine. Dermed blev fortællingen endnu mere udbredt, og da historien stod sort på hvidt i et trykt magasin, voksede dens autenticitet blot endnu mere.

Opfattelsen var, at Hendrick van der Decken skulle have sejlet for Hollandsk Ostindisk Kompagni, hvor han bragte gods frem og tilbage mellem sit hjemland og Hollandsk Indien, inden hans skib blev forbandet.

Der er dog ét meget centralt problem i hele fortællingen om den fordrukne kaptajn: Hans navn optræder slet ikke i de hollandske skibsbøger. Historikere har gransket alle annaler fra Ostindisk Kompagni og andre protokoller over nederlandsk skibstrafik i 1600-1800-tallet.

Navnet Hendrick van der Decken findes ganske enkelt ikke nogen steder, og dermed burde legenden i bund og grund kunne druknes som det rene opspind. Men i historikernes søgen efter svar på gåden er de stødt på et helt andet navn end van der Decken i arkiverne. Og måske kan en helt anden hollandsk søfarer have huseret ombord på Den flyvende hollænder.

Teorien tager afsæt i den anden version af legenden om Den flyvende hollænder. Her møder skibets kaptajn ikke et guddommeligt væsen, men derimod djævlen. Mødet finder stadig sted ved Kap det Gode Håb, hvor en hollandsk kaptajn frivilligt tilkalder djævlen for at få hjælp til at sejle hurtigere mellem Holland og Batavia.

En aften går døren til kaptajnens kahyt pludselig op, og ind træder Satan: “Med min hjælp vil du sejle over rev og klipper, over lavt vand og sandbanker. Du vil kunne sejle mod vinden, og du vil kunne sejle, når der slet ingen vind er. Skibet vil altid sejle for fulde sejl. I århundreder vil sømænd tale om dit skib, og de vil kalde det Den flyvende hollænder”, proklamerer djævlen.

Hvornår denne version af legenden præcis er opstået, er usikkert, men under alle omstændigheder tilbyder denne variant en form for bindeled mellem legenden og virkeligheden. I 1600-tallet fandtes nemlig en hollandsk skibskaptajn, som på mystisk vis sejlede hurtigere end alle andre.

Et skib var hurtigere end alle andre

I de gamle arkiver fra Hollandsk Ostindisk Kompagni er historikerne stødt på navnet Barend Fockesz, der med sit skib, Snoeper, klarede turen fra Holland til Batavia på under 6 måneder. Samme rejse tog 8-12 måneder for andre skibe, og dermed sejlede Fockesz i nogle tilfælde dobbelt så hurtigt som andre søfarere.

Snoeper var et skib af typen galiot, der havde et bueformet agterparti og en ret flad bund. Den flade bund gjorde, at skibet i forhold til mange andre skibstyper bedre kunne passere områder med lavt vand langs kysterne.

Men sådanne passager vrimlede det trods alt ikke med på turen fra Europa til Ostindien, så skibstypen var ikke altafgørende for Fockesz’ fart. Hans præstation er derfor særdeles opsigtsvækkende. Og der var ikke tale om én tilfældig rejse med særligt fordelagtigt vejr. Hele tre gange i løbet af 1670’erne sejlede Fockesz til nutidens Indonesien på rekordtid.

I legenderne beskrives Den flyvende hollænder hverken som en galiot eller nogen anden bestemt type skib. Men efter Fockesz’ lynsejladser i 1600-tallet oplevede de hollandske nybyggere ved kappet i Sydafrika mystiske begivenheder med netop galioter, som gådeentusiaster har hæftet sig ved.

Underlige skibe dukkede op i bugten for pludselig at forsvinde sporløst, og særligt én beskrivelse i en protokol over skibstrafikken ved Kapstaden har vakt opsigt hos historikerne:

“Vi kan dårligt udtrykke vores forbløffelse over, at den galiot, som alle så i går aftes, ikke kan ses nogen steder i dag. Det virker yderst mærkeligt”, nedfældede en hollænder den 29. januar 1690, og i en senere optegnelse nævner hollænderne endda et navn på skibet:

“Der Vergalde Vlamingh menes at være den galiot, som blev observeret den 28. januar ved udmundingen af bugten. Himlen var overskyet om morgenen, og da det klarede op, forventede alle at se skibet igen. Men det var forsvundet”.

Enkelte forskere har fundet navnet interessant, da “vergalde vlamingh” lyder som “vliegende vlamingh”, når det siges hurtigt på hollandsk. Med tiden kan Vliegende Vlamingh være blevet til The Flying Dutchman (Den flyvende hollænder), fordi britiske sømænd har erstattet det hollandske ord for flamske personer, “vlamingh”, med “hollænder”, når de skulle fortælle om det sagnomspundne hollandske skib på kajer og kroer.

Var skibet, der forsvandt i Kapstadens bugt i 1690, måske Fockesz’ djævelske galiot, der sejlede så hurtigt, at den trodsede alle normale naturlove og klarede rundingen af Kap det Gode Håb så hurtigt, at lokalbefolkningen undrede sig? Fartøjet er ihvertfald gådeentusiasternes bedste bud på en forbindelse mellem legenden og virkelighedens sejlskibe.

Muligvis er det virkelig Fockesz, søfolk har spottet på havet, når de har hævdet at have set dødssejleren. Hvordan den hollandske kaptajn har kunnet sejle så hurtigt, ved ingen, og derfor lever myterne om hans skib i bedste velgående.

For moderne videnskabsmænd er der dog ingen tvivl om, at et spøgelsesskib ikke kan eksistere. Langt mere sandsynligt er det, at øjenvidnerne bogstavelig talt har set syner.

Havets folk levede nemlig et hårdt liv ombord på de sejlskibe, der fra 1600-tallet for alvor begyndte at pendulere mellem verdensdelene. Rationerne var små, vitaminerne sjældne, og arbejdet ensformigt og opslidende. Derfor vil det ikke være så sært, hvis sømændenes trætte og udmattede hoveder en gang imellem fik øje på noget i horisonten, som måske slet ikke var der, vurderer forskerne.

Luftspejlinger snød folk

Når folk har vandret i ørkenen, er det ikke ualmindeligt, at de er stødt på såkaldte fatamorganaer. Navnet “fatamorgana” stammer fra den keltiske sagnkonge Arthurs søster, Morgana, der efter sigende lokkede søfolk i fordærv med luftspejlinger.

Luftspejlingerne optræder, når et koldt luftlag opstår mellem det varme vand og et varmere luftlag højere oppe. De naturlige forhold bevirker, at billedet af et meget fjernt objekt kan blive strakt ud, så eksempelvis en enkelt kaktus på afstand kan tage form som en hel oase eller en by. Og netop luftspejlinger er med altovervejende sandsynlighed det fænomen, der har narret de trætte og overtroiske sømænd, når de fra deres skib har spottet Den flyvende hollænder i horisonten.

De såkaldte svævende luftspejlinger, som også dannes i mødet mellem kolde og varme luftlag, opstår hyppigst i polaregnene, hvor havoverfladen tit er koldere end luften. Lyset afbøjes i de varmere luftlag og kan på næsten magisk vis gøre en sømand i stand til at se et fremmed skib i horisonten, selvom skibet reelt ikke burde kunne ses, da det i virkeligheden befinder sig bag horisonten.

En spejling i et højtliggende luftlag gør simpelthen, at søfolkene kan se, hvad der ligger bag horisonten, hvor der måske sejler et andet rigtigt skib. For sømændene ligner spejlingen et spøgelsesskib, der pludselig dukker op og siden forsvinder i den blå luft.

Mystisk lys omkransede skibet

Langt størstedelen af øjenvidneberetningerne om dødssejleren stammer fra området syd for Afrika, hvor svævende luftspejlinger er mere sandsynlige end i fx Middelhavet. Ved Kap det Gode Håb mødes kolde og varme havstrømme, og kold luft blander sig med varm luft, som danner perfekte forhold for luftspejlinger, selvom området ikke ligger helt nede ved den sydlige polarcirkel.

Spejlingerne vil også forklare, hvorfor øjenvidnerne aldrig hørte larm ombord på Den flyvende hollænder. Spøgelsesskibet bevægede sig altid svævende og lydløst over havet – efter al sandsynlighed, fordi der er tale om et optisk bedrag, som naturligvis ikke giver lyd fra sig.

Adskillige øjenvidner beretter også om et sært lys, der lyste på eller omkring dødssejleren. Her kan være tale om sankt-elmsild, som opstår i forbindelse med uvejr, når luften bliver elektrisk, som det sker, når en ballon gnides mod et par bukser – blot mange tusind gange kraftigere.

I stedet for at danne en kæmpemæssig elektrisk gnist i form af et lyn stryger elektriciteten fra himlen ned til vandet gennem fartøjernes skrog. Dermed opstår der et spøgelsesagtigt lys – sankt-elmsild – de steder, hvor elektriciteten går ind i skibet. Fænomenet er ikke farligt, men har givetvis skræmt datidens overtroiske søfolk fra vid og sans.

For intetanende sømænd har det været nærliggende at forbinde luftspejlinger og mystiske lys med noget overnaturligt. Tanker opstod let i hovedet efter lang tid på havet, og mændene troede i forvejen på havfruer, sødrager og søslanger, så hvorfor ikke også på et ulykkesbringende spøgelsesskib?

Én ting er i hvert fald sikkert – Den flyvende hollænder var frygtet af alle, og særligt nær Kap det Gode Håb rystede sømændene af skræk.

Når flertallet af beretninger om Den flyvende hollænders ulykker stammer fra Kap det Gode Håb, er det næppe tilfældigt. For ud over at luftspejlinger oftere forekommer her, og selve legenden havde sit udspring ved spidsen, er rundingen af kappet den farligste passage på havene for et sejlskib.

Klodens farligste sted

Lige siden portugisiske Bartolomeu Dias som den første europæer rundede sydspidsen af Afrika i 1488, har stedet været kendt for sit forræderiske hav. Dias døbte selv området “Stormenes kap”, inden stedet blev hans eget endeligt under en passage i år 1500.

Områdets drabelige kombination af strøm, vind og vejr, som på få timer kan forvandle farvandet fra roligt hav til et krasbørstigt bølgemareridt, sendte besætning efter besætning i døden.

Især i 1700- og 1800-tallet, hvor legenden om Den flyvende hollænder fik liv, berettede lokale skibsannaler om helt uhyrlige tabstal. Alene i maj 1737 registrerede myndighederne i Kapstaden således ni skibbrud ud for kysten. I juni 1772 gik otte skibe ned, og i juli 1822 forsvandt hele 11 fartøjer. Værst var maj 1865, hvor ikke færre end 22 skibe forliste på ganske få dage.

Når så massive katastrofer skete på havet, var det belejligt at forklare ulykkerne på andre måder end dårligt sømandsskab eller en kaptajns ringe dømmekraft.

Samtidig spillede overtro en stor rolle på havet, og der var ikke grænser for, hvad sømændene blev forbudt at gøre, fordi det betød uheld. Mændene måtte eksempelvis ikke fløjte eller klippe skægget, da handlingerne kunne opildne vejrguderne. Et gådefuldt spøgelsesskib som forklaringen på alvorlige ulykker lød derfor ikke usandsynligt i de overtroiskes ører.

Et mystisk lys på havet kunne let blive til Den flyvende hollænder, hvis et sejlskib efterfølgende kom ud for uheld. Mens ikke mange historier om et møde med hollænderen blev fortalt videre, hvis resten af rejsen forløb uden nævneværdige ulykker, blev sømændenes oplevelser forud for et uheld tit overdrevet og talt op, fordi havets folk netop havde hang til at være overtroiske.

Overtro eller ej, så er over 5.000 skibe gennem historien gået ned nær Kap det Gode Håb, hvor alt fra gamle galeoner til moderne tankere danner en gigantisk undersøisk kirkegård på havets bund.

Myten skulle advare søfolk

At enten et guddommeligt væsen eller djævlen optræder i fortællingen om Den flyvende hollænder, er årsag til, at legenden om spøgelsesskibet bevæger sig over i mytologiens univers.

Selvom sømænd fra 1600-tallet og frem til 1900-tallet i ramme alvor troede på historien, vurderer historikere, af logiske grunde, i dag, at der er tale om en myte, der efter al sandsynlighed har haft til hensigt at sørge for, at søens folk bevarede ydmygheden over for havets kræfter.

Myten om Den flyvende hollænder skulle givetvis minde sømænd om, at respekt og påpasselighed altid var påkrævet ombord på et sejlskib. Ingen kaptajn måtte udfordre havet og dets guder, som Hendrick van der Decken gjorde det. Resultatet ville være en grusom og tragisk skæbne, og den, der ikke tog sig i agt, ville dø.

Med opdagelsen af søvejen til Indien og Kina neden om Afrika var passagen blevet et nødvendigt onde for sømændene. Europæerne måtte forbi her, når de skulle hente te, krydderier og klæder i Asien. Derfor var det særlig vigtigt, at enhver sømand var forberedt på faren og lunerne ved Afrikas sydspids, der let kunne resultere i, at en værdifuld last gik tabt.

Briterne hånede konkurrenten

Alt peger i dag på, at briterne skabte myten, som den er kendt i dag. Alene det, at britiske kilder som MacDonald, Barrington og Blackwood’s Edinburgh Magazine var de første til at nævne historien på skrift, vidner om, at fortællingen har taget form blandt briter.

Men hvorfor har en hollandsk kaptajn så hovedrollen og ikke en engelsk? Svaret ligger ifølge historikerne gemt i det anspændte forhold mellem England og Nederlandene i 1600-1800-tallet, hvor de to parter lå i indædt strid.

Begge nationer havde stor interesse i at besidde Kapstaden, men knudepunktet mellem Europa og Østens rigdomme var på hollandske hænder helt frem til 1814. Det var en bet for briterne, der især i 1600-tallet måtte se sig overmatchet til havs af hollænderne. Hadet til ærkefjenden voksede, og hvad var bedre end at sprede legenden om en rablende gal og overmodig hollandsk kaptajn, som udfordrede djævlen?

Og endnu bedre bar havets mest frygtede spøgelsesskib et hollandsk navn, så Nederlandene for evigt kunne forbindes med plager og ulykker. På den måde blev myten en perfekt propagandahævn for briterne efter års ydmygelse fra hollænderne.

Selvom antallet af øjenvidneberetninger om Den flyvende hollænder dalede i 1900-tallet, hvor sejlskibe efterhånden blev erstattet af motorskibe, levede myten videre, og selv store motorgående skibe har mærket hollænderens uheld.

En tidlig forårsmorgen i 1943 sejlede det australske eskorteskib Beresford mod vest nær Kap det Gode Håb, da flådefartøjet pludselig udsendte en skræmmende melding over radioen. Ligesom de sidste ord fra sømanden på kaptajn Larsens svenske skib i 1881 indeholdt radiotelegrafistens besked blot tre ord: “Den flyvende hollænder”.

Derefter var radioen tavs. Hverken skibet eller de 34 mand ombord blev nogensinde set igen. Og selv i dag melder sydafrikanere fra tid til anden, at de ser spøgelsesskibet ude på vandet. Den flyvende hollænder spøger stadig.