Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Efter mytteriet på Bounty: 47 dage i en åben båd

Kaptajn Bligh bliver sat i en åben båd sammen med 18 mænd og mad til fem dage efter mytteriet på Bounty. Mændene kan enten slå sig ned blandt fjendtlige indfødte eller sejle til den nærmeste koloni 6.700 km borte. Kaptajnen vælger den lange rejse. Det bliver en skæbnesvanger beslutning.

Look and Learn/Bridgeman Images

For kaptajn William Bligh var morgenen den 28. april 1789 ganske almindelig. Han lå i sin køje om bord på fuldriggeren Bounty, der vuggede blidt på det dybblå Stillehav ud for vulkanøen Tofua.

Skibet var lastet med brødfrugttræer, som skulle fragtes til Vestindien. Kaptajnen syntes selv, at alt var såre godt.

Men uden for kahyttens dør var et mytteri i fuld gang. Og pludselig brasede tre svært bevæbnede mænd ind ad døren og hev kaptajnen op af køjen.

De bandt hans hænder hårdt på ryggen og slæbte ham i natskjorte ud på dækket, alt imens Bligh råbte og skreg.

De oprørske søfolk tog kontrollen over HMS Bounty, mens kaptajnen og en snes mænd blev placeret i en robåd med mad til bare fem dage.

© UniversalImagesGroup/Getty Images

Kaptajnen forsøgte at appellere til de søfolk, som stod omkring ham på dækket, men uden held. Han var mildt sagt ikke nogen populær mand. I løbet af ganske kort tid var skibets største jolle hejst ned i vandet.

Mytteristerne tvang nu 18 af den 44 mand store besætning ned i det lille fartøj. Til sidst var det kaptajnens tur. Mens Bligh gjorde endnu et desperat forsøg på at appellere til mandskabet, blev han tvunget ud over rælingen.

Mytteristernes leder, førstestyrmand Fletcher Christian, var ubøjelig. Kaptajnen kravlede ned ad rebstigen ned i båden. Der blev smidt nogle huggerter ned fra skibet, nogle flæskestykker og noget tøj.

En tid lang hang mytteristerne ud over rælingen på Bounty og hånede mændene i den lille båd, som endnu var forbundet til Bounty med et tov. Så kappede mytteristerne fortøjningen.

Bounty gled væk, og de 19 mænd sad alene tilbage i en åben båd på det blanke Stillehav med en halv klode mellem sig og hjemme.

Historien om mytteriet på Bounty er et af søfartshistoriens mest kendte dramaer, og den er beskrevet i stakkevis af bøger, artikler og film. Hvordan det gik kaptajnen og de 18 søfolk i den lille båd, er et overset kapitel i historiebøgerne.

Men vi har en førstehåndskilde til deres kamp for livet. For kaptajn Bligh førte omhyggeligt logbog. Og fra kaptajnens efterladte notater kan vi følge det drama på liv og død, der udspillede sig efter mytteriet.

En fatal beslutning

Situationen var på alle måder håbløs.

Båden var lille. Det var en såkaldt “travalje”, en arbejdsbåd, som man brugte til at sejle i land med, når skibet lå for anker. En båd, der absolut ikke var beregnet til langfart. Det var en smal, flad og helt åben båd beregnet til at ro.

Godt syv meter lang og to meter bred. Fartøjet kunne bære to små sejl, men måtte ellers ros frem. Båden var beregnet til maksimalt 10 mand, men de var altså 19 om bord. På grund af den tunge last lå båden dybere i vandet, end den var konstrueret til.

Med rælingen så tæt på havoverfladen var der konstant fare for, at fartøjet blev oversvømmet.

Mens de 25 mytterister om bord på Bounty fejrede deres frihed og satte kursen mod Tahiti, var stemningen om bord i den lille båd anspændt. Alles øjne hvilede på kaptajnen. Han var den direkte årsag til den situation, de nu befandt sig i.

Kaptajn William Bligh tog straks kommandoen over den lille båd og lagde ud med at træffe en skæbnesvanger beslutning.

Mytteristerne havde tilladt, at Bligh og mændene fik udstyr og forsyninger med, så de kunne klare sig i fem dage. De ringe mængder vand og mad betød, at folkene kunne sejle til øen Tongataboo, hvor de kunne vente på et engelsk skib.

Men Bligh ville først gå i land på øen Tofua. Her ville han skaffe sig overblik over bådens udstyr og forsyninger og samle vand og brødfrugter til den videre rejse.

En i princippet udmærket plan, der blot ikke tog højde for, at der kunne være fjendtligt indstillede indfødte på Stillehavsøen.

Fjender ombord: Styrmand Fletcher Christian (tv.) og kaptajn William Bligh var venner inden afrejsen fra London.

© Colport/Imageselect & shutterstock

OVERBLIK: Skibet Bounty var som en trykkoger

Missionen lykkedes for besætningen på Bounty, men efter opholdet på paradisøen Tahiti blev stemningen på skibet ondere og ondere.

  • 9. oktober 1787

    Bounty sejler ned ad Themsen. Efter et år til søs når skibet frem til Tahiti. I logbogen roser Bligh sig af, at det ikke har været nødvendigt at piske mandskabet.

  • 26. oktober 1788

    Tahiti tager så godt imod briterne, at tre af Blighs mænd deserterer. De bliver dog hurtigt fanget og pisket. Disciplinen er genoprettet.

  • 5. april 1789

    Kongen på Tahiti har foræret Bligh 1.015 brødfrugttræer som en gave. Bounty stikker til søs med sin værdifulde last. Stemningen ombord er god, noterer Bligh.

  • 22. april 1789

    Bligh sender Fletcher Christian og nogle søfolk ind på en ø efter ferskvand. De indfødte jager briterne væk, og Bligh beskylder Christian for fejhed.

  • 27. april 1789

    Kaptajn Bligh opfører sig despotisk. Uden grund beskylder han Fletcher Christian for at stjæle kokosnødder. Hele besætningen skal straffes med halve madrationer.

  • 28. april 1789

    Fletcher Christian anfører et mytteri. Søfolkene overmander kaptajnen og slæber ham op på dækket. Ud af den 43 mand store besætning kommer 18 ned i jollen til kaptajn Bligh.

I land på fjendtlig ø

Efter en lang dag på havet ankrede båden op i en lille bugt, og nogle af mændene blev sendt i land. Øen var fredelig, bortset fra den altid aktive vulkan, som sendte tunge røgskyer op mod himlen.

Mændene kom tilbage med lidt vand og nogle få kokosnødder. Tofua havde ikke meget at byde på, og mændene besluttede derfor at tage af sted igen. Men det blæste op, og vejret tvang folkene til at blive i flere dage.

En dag fandt de nogle hytter og spor af bål, som tydede på, at der var indfødte, som enten boede på øen eller kom der af og til.

Og på fjerdedagen mødte søfolkene en mand, to kvinder og et barn. De medbragte et par kokosskaller fulde af vand, som de gav til sømændene.

Bligh fik dem til at hente mere. Og i løbet af eftermiddagen kom flere indfødte, der medbragte kokosnødder og vand, som de byttede for knapper og perler.

William Bligh fortalte de indfødte, at han havde mistet sit skib. Det var sunket, forklarede han. De indfødte forstod nu, at de stod over for en flok forsvarsløse mænd. En interessant oplysning for dem.

Bligh noterede i sin logbog, at “de indfødte hverken viste sorg eller glæde”, da han fortalte om sit skib.

Det burde måske have advaret ham om, hvad der var i vente.

Ved godt mod

Om aftenen forlod de nu omkring 30 indfødte stranden. Bligh var sikker på, at de ville komme igen med flere forsyninger. Kaptajnen var derfor ved godt mod næste morgen.

Han noterede, at mændene for første gang siden mytteriet var glade, og at folkene var holdt op med at stirre anspændt på ham.

De indfødte kom tilbage i stort tal, som Bligh havde ventet. Denne gang var der også en høvding med, som kendte til den berømte søfarer James Cook, som Bligh tidligere havde sejlet sammen med. De spurgte interesseret til Blighs skib, og han gentog historien om forliset.

Alt så altså lovende ud. Men kun på overfladen.

Kaptajnen genkendte også en ung indfødt mand fra en tidligere rejse og spurgte til to høvdinge, han havde mødt på øen Tongataboo.

Den unge mand sagde, at de havde det fint, og han ville sejle med Bligh til øen, så snart vejret var til det.

Stenet til døde

Alt så altså lovende ud. Men kun på overfladen. I løbet af formiddagen kom der flere og flere indfødte til stranden, og på et tidspunkt forsøgte nogle af dem at skubbe sømændenes båd op på stranden.

Bligh måtte true dem til at lade være, og situationen imellem de indfødte og de skibbrudne blev anspændt. Bligh instruerede sine folk om at bringe de forsyninger, de havde købt af de indfødte, om bord hurtigst muligt.

🌎 Følg Blighs utrolige rejse over havet:

Frygten for indfødte gjorde sørejsen lang

Mytteriet på Bounty fandt sted midt i Stillehavet. Selvom mændene i robåden passerede flere øer på deres rejse, var det for farligt at gå i land. Rejsen måtte derfor fortsætte helt til Timor, 6.700 kilometer væk.

Dag 1: Jaget væk af de indfødte

Kaptajn Bligh og de øvrige officerer og håndværkere fra Bounty går efter en dags sejlads i land på øen Tofua. Her bliver de i fem dage, indtil de hovedkulds må flygte fra krigeriske indfødte.

Efter en måned: Halvdøde af sult

Robåden passerer Fiji-øerne, men folkene kan ikke gå i land. De risikerer at blive dræbt. De sejler derfor uafbrudt i 24 dage, får saltvandsbylder og er halvdøde af sult.

Mændene fråser i østers og fugle

De fordrevne mænd fra Bounty når ubeboede øer ved Great Barrier Reef. Her bruger de seks dage på at komme til kræfter, bl.a. ved at spise østers og fugle. Samtidig begynder konflikterne at ulme indbyrdes mellem søfolkene.

Efter 47 døgn: Mareridtet slutter

Båden med de udhungrede­ mænd når den hollandske­ koloni­ på Timor efter­ endnu 12 strabadserende døgn på havet.

Omkring solnedgang ville de så forsøge at stikke af i ly af mørket. Hen mod aften håbede søfolkene, at de indfødte ville forlade stranden igen. Men i stedet strømmede der flere til. Over 200 var der efterhånden.

De tændte bål, og en efter en stillede de sig op på en række langs strandkanten. I hver hånd havde de en sten. Og nu begyndte de at slå stenene mod hinanden. De uhyggelige rytmiske stenslag lød stadig højere. Bligh kendte alt for godt den lyd.

Han havde været med, da kaptajn James Cook blev slået ihjel af indfødte på Hawaii for år tilbage. Lyden af stenene slået mod hinanden var optakten til et fælles angreb.

Kaptajnen gav nu tegn til sine folk om, at de skulle gå om bord med deres ting. Høvdingene spurgte, om Bligh ikke ville overnatte hos dem, men han afslog med henvisning til, at han altid sov i sin båd.

Bligh forsikrede dem om, at han ville komme igen næste dag. “Så slår vi dig ihjel,” lød svaret.

Bligh og hans mænd tog flugten. De løb gennem den høje brænding og kastede sig om bord i båden, som var fortøjet på stranden med et tov.

Da alle var om bord, sprang en af officererne, John Northon, over rælingen og løb op på stranden for at tage fortøjningen, selv om resten af mandskabet advarede ham. Men for sent. John Northon snublede, og de indfødte kastede sig over ham. Manden blev stenet til døde, mens de andre roede væk fra stranden.

De indfødte satte efter i deres kanoer. Og under et voldsomt bombardement med sten kæmpede søfolkene sig ud igennem de høje bølger. Kanoerne fulgte efter og var ved at indhente dem, da kaptajnen fandt på at smide tøj i vandet.

De indfødte stoppede op for at samle tøjet op, og dermed fik båden så meget forspring, at de slap væk.

Blighs brødfrugttræer endte i havet. I 1791 fik han et nyt skib og besked på at bringe træer til Vestindien. Denne gang lykkedes missionen.

© Granger/Bridgeman Images & shutterstock

Flydende drivhus skulle brødføde britiske slaver

Kaptajn Blighs ekspedition skulle bringe brødfrugttræet til Vestindien.

På opdagelsesrejser i Stillehavet var briterne stødt på det såkaldte brødfrugttræ, hvis store frugter kan bages i en ovn. Behandlingen får dem til at minde om brød – mad, som kunne bruges som næring til slaverne i Vestindien, mente den britiske regering.

I 1787 blev et fragtskib indkøbt til opgaven. HMS Bounty skulle dog først bygges om – bl.a. blev den store kaptajnskahyt inddraget til drivhus. Dækket blev beklædt med blyplader, så regnvand kunne opsamles og gives til planterne.

Desuden kom en botaniker med i besætningen. Han skulle sørge for, at planterne overlevede turen.

Projektet så ud til at lykkes, men skibet blev overtaget af mytterister – og de små træer endte i havet.

Valgte det åbne hav

Angrebet på Tofua blev afgørende for det drama, som de nu i alt 18 mand kom til at gennemleve. Det betød nemlig, at de ikke turde gå i land, før de var sikre på at være blandt venner.

Søfolkene opgav at sejle til Tongataboo, og i stedet valgte de at kaste sig ud i en lang og farefuld rejse over havet. På kaptajn Blighs anbefaling satte de kursen mod øen Timor, over 3.618 sømil væk. Det svarer til en afstand på 6.700 km.

Her skulle være en hollandsk koloni, som kunne garantere deres sikkerhed, om end vejen til kolonien syntes uendelig lang.

Den daglige ration skulle være på knap 30 gram brød og godt en deciliter vand pr. mand.

Om bord på den lille båd var ingen menige sømænd. Skibets næstkommanderende John Fryer, bådsmanden og tre andre officerer var dog fuldbefarne søfolk. Dertil kom en række håndværkere, blandt andre tømreren William Purcell, sejlmageren Lawrence Lebogue, to kokke samt botanikeren David Nelson, som var med for at passe brødfrugttræerne på Bounty.

En blandet flok, som ikke havde været med i mytteriet.

Det betød dog ikke, at mændene var særligt begejstrede for kaptajnen. Faktisk var det kun David Nelson, som Bligh havde et venskabeligt forhold til.

Resten af mandskabet kendte ham som en mand, der ikke bare udøvede disciplin, men ligefrem tilbad kæft, trit og retning, og som gerne udså sig et særligt offer i besætningen blandt dem, som ikke delte hans egen interesse for at leve op til enhver regel til punkt og prikke.

Både den næstkommanderende og tømreren var ofte på kant med kaptajnen om bord på Bounty, og de skulle også komme til at volde ham problemer under den dødsensfarlige sejlads, de nu begav sig ud på.

Mikroskopiske madrationer

På Bounty havde William Bligh suppleret sine indtægter som kaptajn ved at passe jobbet som kvartermester, det vil sige den, der holder styr på skibets forsyninger. Gjorde han det rigtigt, kunne han tjene gode penge på det. Og Bligh var glad for penge.

Derfor havde hans nidkære måde at forvalte mad og drikkevarer på givet mange kontroverser om bord.

Og det var også noget så banalt som en manglende kokosnød, der var den direkte årsag til mytteriet på Bounty, da kaptajnen i alles påhør beskyldte førstestyrmand Fletcher Christian for at have stjålet nødden.

Om bord i storbåden havde kaptajnen fra første dag ført sin strenge administration af fødevarerne videre. Nu fik han mændene til at acceptere, at den daglige ration skulle være på knap 30 gram brød og godt en deciliter vand pr. mand.

Bligh skulle mange gange siden få brug for at minde de sultne mænd om, at de havde den aftale. Kokosskaller blev brugt til at afmåle rationerne og som spiseredskaber.

Om bord var, da sømændene hovedkulds forlod Tofua: 75 kilo brød, 126 liter vand, 10 kilo flæsk, tre flasker vin og fem liter rom.

Med den proviant var de sikre på én ting: De ville lide alle sultens kvaler. Men også vejr og vind ville blive en dødensfarlig udfordring.

Bølger så høje som huse

Allerede den første dag fik mændene en forsmag på, hvad der ventede dem, da det blæste op til storm. Et inferno af lyn og torden kom fra en sort himmel.

Bølger på højde med huse rejste sig, og regn slog ned fra himlen som piskeslag. Stormen var skrækindjagende, og for de 18 mand i den fladbundede båd blev hver eneste kæmpebølge et livtag med døden.

Den lille båd blev kastet rundt på bølgerne, og mændene klamrede sig fast med den ene hånd, samtidig med at de med en kokosskal i den anden forsøgte at øse vand ud af båden, der konstant blev oversvømmet.

Samtidig sad folkene så tæt, at de dårligt kunne bevæge sig. Da det endelig blev stille vejr igen, bestemte Bligh derfor, at tøj og ekstra sejl skulle smides over bord for at give mere plads.

Kaptajnen organiserede livet om bord. Han opdelte mandskabet i tre vagthold. Han fordelte de sparsomme rationer af mad og drikke morgen, middag og aften. Og han besluttede, hvornår der kunne bevilges en teskefuld rom, når mændene havde været ude for særligt hårde anstrengelser.

Selv var han optaget af at måle den fart, de sejlede med, at finde og notere deres position med de medbragte navigationsinstrumenter og tegne kort over de øer, de passerede.

Muggent brød var en skat

Bligh var selve billedet på den disciplin, som den britiske flåde satte så højt. Men livet om bord blev snart uudholdeligt.

Mændene, der ved afskeden med Bounty var i god form efter seks måneders paradisisk ophold på Tahiti, begyndte snart at lide under de skrabede rationer og plagede kaptajnen for mere. Men William Bligh mindede dem om deres fælles aftale. Desuden havde han nøglen til den kasse, hvor det allerede mugne brød blev opbevaret som en kostelig skat.

Og kaptajnen var urokkelig. Bedende eller truende øjne, der mødte ham, når madrationerne blev delt rundt, undveg han, mens han omhyggeligt målte og vejede de små portioner op.

På ottendedagen efter mytteriet bestod dagens måltid af en smule kokosmælk og 50 gram flæsk. Og Bligh noterede selv, at det, som i båden blev kaldt for et måltid, under normale omstændigheder ville svare til en enkelt mundfuld.

Forfulgt af kannibaler

Den lille båd med de udsultede skibbrudne passerede flere øer undervejs. Det var Fijiøerne. Grønne og fristende så de ud. Og der steg røg op mod himlen, som vidnede om, at der var mennesker, varme og mad.

Det var fristende for de frysende og sultne mænd at gå i land, men Bligh gav dem ikke chancen, og John Northons blodige skæbne havde de alle for deres indre blik.

Dertil kom, at befolkningen på Fijiøerne havde et særligt ry. Mens de indfødte fra Tongaøerne var uforudsigelige og kunne være venner den ene dag og fjender den næste, så var de indfødte fra Fijiøerne ganske forudsigelige.

Tømreren Purcell råbte nu, at de skulle tage kampen op. 


De dræbte og spiste uden videre enhver, som kom dem nær, lød rygtet. Og de skibbrudne havde ikke lyst til at afprøve, om det nu også var rigtigt. Derfor forsøgte mændene at holde sig på afstand. Men farvandet var fuldt af undersøiske skær, og på et tidspunkt var de nødt til at ro tæt under land for at undgå skærene.

Mens folkene kæmpede sig igennem skærene, fik de øje på en silhuet et stykke bag båden. Det var to kanoer, som forfulgte dem.

Tømreren Purcell råbte nu, at de skulle tage kampen op, men med kun fire huggerter som våben og en udmattet besætning var der ingen andre, som havde lyst til at gøre front imod de indfødte. Bligh beordrede i stedet mændene til at ro kraftigt til.

Purcell tav og udvekslede blikke med den næstkommanderende Fryer. Tiden var ikke inde til et opgør med kaptajnen. Det måtte vente. I timevis roede de i sammenbidt tavshed, og først hen på eftermiddagen, hvor et uvejr satte ind med lyn og torden, opgav forfølgerne.

Med stormen kom regnen. Vandet stod i tykke tove ned i den lille båd, og mændene fik samlet drikkevand og kunne slukke deres tørst.

Efter stormen kom solen som en sjælden gæst, og mens øerne forsvandt ud af syne, fortalte kaptajn Bligh om New Hollands kyst og Timor og forsøgte at lære håndværkerne om bord om navigation, så de kunne klare sig, hvis han selv skulle miste livet undervejs.

Men den fredelige stund i båden varede ikke længe. Snart begyndte søen igen at rejse sig.

Endnu en storm og endnu et regnvejr slog ned over dem. Med en regn så voldsom, at mændene dårligt kunne se. De måtte bruge alle kræfter på at øse vand ud af båden.

Hud opløst af saltvand

For alle andre end kaptajnen, der dagligt noterede i sin logbog i ly af sin drivvåde frakke, gled dagene nu ud i et. Storm på storm blev de udsat for igennem to uger. Når det ikke stormede, væltede regnen ned fra tunge sorte skyer.

De stormfulde nætter var kulsorte og stjerneløse. Mændenes tøj var vådt hele tiden, mens læderstropper og bælter rådnede væk.
Mændenes hud blev opløst, saltvandsbylder kom til, og store saltvandssår åbnede sig, hvor det våde tøj gnavede eller der kom en lille rift.

Alle var hårdt medtagne, og mange begyndte klage over svære smerter i maven.

Lemmerne var stive, og den smule søvn, de fik, friskede dem ikke op, fordi de blot blev endnu koldere, når de om natten skiftedes til at ligge krummet sammen – uden reel læ for regn og det havvand, der hele tiden skyllede ind over båden.

“Jeg kunne ikke se mig omkring uden at få øjenkontakt med en mand i fortvivlelse”.
Uddrag af kaptajn Blighs logbog.

Bligh fandt på at beordre mændene til at tage det regnvåde tøj af og skylle det i havvandet. Det gav dem motion, og når de fik vredet tøjet for vand og tog det på igen, føltes det varmere end før.

Den øvelse bad han dem jævnligt gentage, inden de kunne få deres ration af mad og drikke.

Var de for udmattede til at gennemføre øvelsen, lokkede kaptajnen med en teskefuld rom som belønning. Den stærke alkohol var den største luksus om bord.

Halvdøde af udmattelse

På den tooggtyvende dag efter mytteriet efter konstant regn i flere dage konstaterede Bligh i sin logbog, at nogle af mændene ved daggry så halvdøde ud.

“Jeg kunne ikke se mig omkring uden at få øjenkontakt med en mand i fortvivlelse. Ekstrem underernæring var nu tydelig blandt dem, men ikke tørst. Det var, som om vi fik rigeligt væske ind igennem huden. Den smule søvn, vi fik, var midt i regnen, og vi vågnede hele tiden på grund af kramper og smerter i knoglerne.”

Da solen endelig en dag kom frem, var det derfor som at vågne fra et ondt mareridt. Mændene kunne få tørret deres tøj og hvile i varmere vejr.

Men på denne solskinsdag meddelte Bligh samtidig sit mandskab, at rationerne skulle sættes yderligere ned. Kaptajnen havde regnet ud, at de havde mad nok til 29 dage, hvilket kunne passe med strækningen til Timor.

Nu ville Bligh indregne forsinkelser, og satte han rationerne ned, kunne maden strække til 43 dage.

Bligh noterede i sin logbog, at mandskabet tog vel imod beslutningen. Efter hans egen beskrivelse af deres tilstand havde de ganske enkelt ikke kræfter til at protestere. Oprøret skulle komme senere.

Fugl delt i 18 bidder

Mændene i båden var nu presset til det yderste. Flere af dem lå og stirrede tomt ud over havet. Sulten var ved at drive dem til vanvid, da de uventet gjorde en fangst.

En fiskeline havde hele tiden hængt i vandet, men kun én gang havde der været bid. Den fisk slap til alles skuffelse væk, inden folkene fik halet den ind.

Denne gang kom redningen som sendt fra himlen. En terne landede på båden, og uvant som den var med mennesker, anede den ikke uråd, da en knoklet hånd forsigtigt bevægede sig hen imod den.

Kaptajnen drejede halsen om på ternen. Fuglen var kun på størrelse med en due. Alligevel blev den delt i 18 stykker og fortæret som den største delikatesse til aftensmåltidet sammen med dagens ration af muggent brød dyppet i saltvand.

Fordelingen af stykkerne blev foretaget efter en gammel sømandsmetode: “Hvem skal have hvad?”

En mand vendte ryggen til maden, en anden pegede på en portion og spurgte, hvem der skulle have den, hvorefter manden med ryggen til svarede.

Kaptajn Bligh førte logbog på hele turen over det åbne hav. Bogen er bevaret og rummer forklaringen på, hvordan mændene i robåden kunne overleve.

© Isadora/Bridgeman Images

På den måde blev maden delt ud på en retfærdig måde. Allerede samme aften fangede mændene endnu en fugl, en sule, som var på størrelse med en and.

Blodet fra fuglen blev hældt over i en kokosskal og givet til de tre, som var mest medtaget: Botanikeren David Nelson, sejlmageren Lawrence Lebogue og skibslægen Thomas Ledward.

Bligh beskriver, hvordan David Nelsons ansigt var helt gråt, og at han havde opsvulmede sprukne læber og størknet blod omkring næsen. Øjnene var stirrende og blanke.

Den følgende dag fangede folkene hele tre fugle. Og solen skinnede stadig. Endog så hårdt, at mændene var ved at besvime af varme. Men fuglene var et godt tegn. Storbåden måtte være tæt på land.

Da der også viste sig grene med blade flydende i vandet, var Bligh sikker på, at New Hollands kyst i det nuværende Australien var nær. Og endelig, efter næsten fire uger på havet, hørte en af mændene det sikre tegn på, at de var nær land: brændingen mod klipperne.

Det var Great Barrier Reef, de var nået til. Nogle øde klippeøer, hvor de ikke kunne blive. Men dog et sted, hvor de kunne genvinde kræfterne, inden rejsen i det lille fartøj måtte fortsætte.

Oprør mod kaptajnen

Mændene kunne nu efter uger i den lille båd sætte foden på fast grund. De kunne strække kroppen uden at støde ind i en anden, og de kunne slippe angsten for, at den næste bølge skulle sende båden til bunds.

Den første dag efter, at søfolkene havde slæbt sig i land og hvilet ud, fandt de østers og spiste dem henrykte. En af kokkene havde medbragt en kasserolle.

Et bål blev tændt, og folkene kogte en stuvning på muggent brød og et stykke flæsk. Maden blev spist som et festmåltid. Siden sov de lykkelige, tørre og mætte for første gang i ugevis.

Fryer, den næstkommanderende, greb ind og opfordrede bådsmanden til at arrestere kaptajnen.

Men freden skulle ikke vare ved. Presset på mændene havde været enormt i de fire uger, hvor de havde levet sammen i den tætpakkede båd i konstant livsfare. Nu, hvor folkene fysisk kom til kræfter, udviklede konflikterne sig. Mændene begyndte at udfordre kaptajnens autoritet.

I løbet af seks dage gik folkene i land på tre forskellige øer. Og hver gang besluttede kaptajnen, at de svageste skulle blive ved båden, mens de andre i hold skulle drage ud og undersøge omgivelserne og skaffe mad.

Den første konflikt opstod, da skibstømreren Purcell protesterede imod, at han skulle samle mad.

Purcell havde arbejdet hårdt, og nu trængte han til at hvile, erklærede han. I øvrigt var han lige så god en mand som Bligh, mente den fortørnede tømrer. Udfordringen tog kaptajnen op på stedet.

Bligh greb en huggert og opfordrede Purcell til at gøre det samme. Fryer, den næstkommanderende, greb ind og opfordrede bådsmanden til at arrestere kaptajnen. Kun den stærkt svækkede botaniker David Nelson støttede aktivt kaptajnen i denne situation. Alle andre så passivt til.

Purcell trak sig dog. Kaptajnen vandt, men ikke nogen stor sejr. Bagefter noterede Bligh, at ud af de 17 mænd var der kun ti mænd, som han kunne stole på.

Forædt i fugle

Frygten for at blive angrebet af indfødte var stadig afgørende for Blighs valg. Og ikke uden grund. Indfødte folk færdedes også på klippeøerne og løb en gang efter båden med hævede spyd, netop som mændene sejlede ud fra en ø.

Da søfolkene gik i land på endnu en ø, indskærpede Bligh derfor, at ingen måtte tænde store bål.

Mændene satte sig ned og bad en bøn.

Det ville røbe dem. Kaptajnen gik nu tur langs stranden. Mens han var væk, tændte John Fryer et bål. Flammerne greb fat i græsset og bredte sig.

Kaptajnen kom farende tilbage og overfusede Fryer i et af sin velkendte raserianfald. Eder, forbandelser og trusler sprøjtede ud af munden på ham. Mændene fik styr på bålet, men endnu en gang var kaptajnen kommet på kant med de andre.

Senere samme aften kom et hold, som have været ude for at samle fugle, tilbage. De havde ikke meget føde med tilbage. En af mændene havde nemlig valgt at gå sine egne veje og her selv fanget – og fortæret – ni terner.

Da han kom tilbage, var han endnu blodig om munden og fuld af fjer, fordi han havde spist dem rå. Kaptajnen, der ellers var erklæret modstander af fysisk afstraffelse, greb en gren og slog og sparkede løs på ham.

Afstraffelsen gjorde ikke den store fysiske skade, for heller ikke kaptajnen havde muskelkraft tilbage. Alligevel blev disciplinen i hvert tilfælde for en tid genoprettet.

Efter de seks dage på øerne besluttede Bligh, at alle skulle i båden igen. Nu ventede den sidste del af rejsen mod Timor. Otte til ti dages rejse på åbent hav, beregnede han.

Mændene satte sig ned og bad en bøn. Så drog de af sted på den sidste etape, som ikke skulle vise sig at blive mindre hård end de foregående.

Som levende døde

Sult, storm, høje søer og regn blev igen mændenes miserable hverdag. Og kræfterne svandt hastigt. Onsdag den 10. juni, 43 dage efter mytteriet, konstaterede Bligh, at mændenes tilstand var værre end nogen sinde.

“De er ekstremt svage, deres ben er svulmet op, deres ansigter er hulkindede og dødlignende, og de har en mere end almindelig trang til at overgive sig til søvnen. Der er en tydelig svækkelse af opfattelsesevnen. Alt sammen synes at være et melankolsk varsel om en nærforestående opgivelse. Især lægen og Lebogue ser forfærdelige ud.”

Bligh delte teskefulde af vin ud, men det eneste, som holdt mændene oppe nu, var håbet om at nå frem til Timor.

Endelig om fredagen den 12. juni var Timor i sigte. For første gang uddelte Bligh dobbelt ration til mandskabet.

Mere døde end levende nåede de 18 mænd frem til den hollandske koloni Timor. Men trods mad og hvile døde de én for én i ugerne efter. Kun den ubøjelige Bligh overlevede mareridtet på Stillehavet.

© Look and Learn/Bridgeman Images

To dage senere, efter 47 dages rejse, ankom de til Coupang, den lille by, hvor guvernøren boede. Som levende døde vaklede folk i land og fik, hvad der må have været et himmelsk måltid med te, toast og smør. Enkelte måtte bæres.

De var skind og ben, klædt i laser. Men de havde overlevet en rejse, der står uden lige i søfartshistorien.

Mytteristerne omkom: Slagsmål på paradisøen

I mere end 20 år levede mytteristerne upåagtet på Pitcairn Island.

Fletcher Christian og hans kumpaner måtte regne med, at den britiske flåde ville indlede en eftersøgning. Derfor gjaldt det om at finde et godt gemmested.

I første omgang vendte mytteristerne tilbage til Tahiti, hvor de arrangerede en banket ombord. Uden varsel satte søfolkene sejl og bortførte 14 kvinder og seks mænd, som de tog med sig til den ubeboede ø Pitcairn.

Her indrettede mytteristerne sig med de røvede kvinder som koner og mændene som tjenere. Livet på øen viste sig at være uventet hårdt for briterne, der hensank i alkoholmisbrug og jævnlige slåskampe, som tog livet af dem én for én. Til slut var alle tjenere og mytterister døde – på nær sømanden John Adams. Han fik sat skik på ølivet.

Først i 1814 nåede to britiske flådefartøjer til Pitcairn, hvor de mødte den nu 47-årige mytterist, der levede med kvinderne og en anseelig børneflok, der til dels stammede fra de øvrige søfolk. Adams blev benådet og døde i 1829.

Efterskrift

Selvom William Bligh fik sine mænd levende til Timor, døde de alle i de følgende uger. Bligh selv endte som guvernør i Australien.

Den britiske flåde søgte efter Bounty. I 1791 lykkedes det at fange en flok besætningsmedlemmer, som Fletcher Christian havde skilt sig af med. 10 af dem blev bragt til England, hvor tre blev hængt.

Læs også:

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul