Forklædte kvinder sneg sig med til søs

Det var ikke altid, pigen stod på kajen og ventede tålmodigt på sin elskede sømand, for historien er fuld af kvinder, der selv stævnede ud og slog sig løs på de mandsdominerede have – på flugt fra fattigdom eller i jagten på eventyr.

Det var ikke altid, pigen stod på kajen og ventede tålmodigt på sin elskede sømand, for historien er fuld af kvinder, der selv stævnede ud og slog sig løs på de mandsdominerede have – på flugt fra fattigdom eller i jagten på eventyr.

Jean Leon Gerome Ferris/Loc

Bølgerne gik højt i Belfasts havneknejper denne sensommeraften i 1832. Efter turen fra den nordengelske havneby Whitehaven trængte søfolkene fra handelsskibet Charlotte til en dram – og én mere.

Ud på natten blev patruljerende betjente opmærksomme på en matros, der lå foran et værtshus. De fik stablet den unge mand på benene – og opdagede til deres forbløffelse, at det var en ung kvinde i slidt matrostøj.

Da kvinden kom til sig selv, kunne hun fortælle sin historie. Hendes navn var Betty Wilson, hun var 18 år gammel og forældreløs og havde boet på et herberg i Whitehaven.

Her var hendes tøj og alle hendes ejendele blevet stjålet. Den ulykkelige situation havde gjort hende til tyv og afgjort hendes fremtid:

Hun snuppede vadsækken fra en matros og iførte sig hans tøj. Herefter var hun gået ned på havnen for at tage hyre som sømand under navnet James Wilson.

På Charlotte havde styrmanden antaget hende uden at opdage noget, og de seneste uger havde hun arbejdet på skibet og sejlet i fast rutefart mellem Whitehaven og Belfast.

Betjentene blev så berørte af Bettys beretning, at de samlede penge sammen til at købe hende en ny kjole, så hun kunne fortsætte sit liv på land.

Kilderne fortæller ikke, hvad der siden blev af Betty Wilson, men et godt bud er, at hun hurtigst muligt kom tilbage i matrostøjet og søgte ny hyre, for søen var en mulighed for fattige kvinder til at opleve verden, tjene lidt penge og få noget at spise hver dag.

Den danske koloni Skt. Thomas tog vel imod skibet J.P. Ellicott, da en nordstatskvinde kom sejlende med skuden under den amerikanske borgerkrig.

© Look and Learn/Bridgeman

Fange erobrede skib tilbage

En kvik styrmandskone drak under den amerikanske borgerkrig sine fangevogtere under bordet og styrede sin mands skib i sikkerhed.

Nordstats-skibet J.P. Ellicott blev under den amerikanske borgerkrig i 1863 erobret af det fjendtlige sydstatsskib CSS Retribution.

På nær styrmandens kone blev hele Ellicotts besætning ellers taget til fange og ført over på Retribution.

De to sydstatsmænd, der sammen med fem sorte matroser overtog Ellicott, begyndte straks at gøre seksuelle tilnærmelser over for styrmandskonen.

Det lykkedes hende imidlertid at drikke de to mænd plørefulde, så de faldt i søvn. Herefter fik hun overtalt de sorte matroser til at binde sydstatsmændene og sejle med videre som hendes besætning.

I ly af natten styrede hun Ellicott hele vejen til den venligtsindede danske koloni Skt. Thomas. Derved reddede hun sin mands skib, og aviserne hyldede efterfølgende den modige “kvinde fra Maine”.

Nonner blev kastet i havet

I 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet var de stolte sejlskibe arbejdsplads for et ukendt antal kvinder – forklædt som mænd.

Deres bedrag kunne være så vellykket, at der gik år, inden de mandlige matroser fattede mistanke til deres altid glatbarberede kolleger.

Med al sandsynlighed sejlede der altså langt flere kvinder rundt mellem kontinenterne end de knap 35, som historikerne har identificeret via logbøger og gamle avisartikler.

Men kvindernes indtog i skibstrafikken var højst uønsket fra kaptajnernes side – og en kilde til frygtelige farer, fortalte overtroen.

I århundredernes løb var der opstået en tro på, at kvinder ombord bragte uheld og vakte havgudernes vrede – formentlig fordi deres tilstedeværelse kunne distrahere rorkarle og sømænd.

Hysteriet førte til, at kvinder ligefrem kunne risikere at blive smidt over bord:

I 1379 var den engelske ridder sir John Arundel og hans soldater på vej over havet fra England til Bretagne i Frankrig, da det blæste op til storm ud for Cornwall.

Med i lasten var en gruppe nonner, som soldaterne havde bortført som sexslaver. I panik smed de nonnerne over rælingen for at formilde havet.

Havets guder afskyede kvinder ombord…

Når himmel og hav stod i ét, kunne den mindste fejl føre til forlis. Derfor var det forbudt at have forstyrrende kvinder ombord.

Ifølge gammel sømandsovertro betød det ulykke at have en kvinde ombord – på trods af at kvinder siden antikken har været forbundet med hav og skibe.

Eksempelvis sejlede oldtidens egyptere under gudinden Isis’ beskyttelse, mens Columbus døbte sit ene skib Santa María for at få Jomfru Marias hjælp til at gennemføre sin rejse over Atlanten.

Alligevel blev det hævdet, at kvinder ombord gjorde havguderne vrede.

Mange historikere regner med, at denne overtro opstod, fordi kaptajner frygtede, at deres tilstedeværelse ville forstyrre mændenes arbejde og få dem til at konkurrere om kvindernes gunst.

På et sejlskib, hvor den mindste fejl i håndteringen af reb, sejl og ror kunne betyde døden, var der ikke plads til romantik, begær og jalousi.

Frygten viser sig også i fortællinger om havfruer, hvor de barmfagre fabelvæsner afleder søfolkenes opmærksomhed for at trække dem med sig ned under vandet.

Den topløse kvinde i stævnen kom først på mode i 1870’erne – indtil da var galions­figurerne primært mænd eller dyr.

© Robin Stevens

… men blottet bryst blev okay

I år 77 e.Kr. hævdede den romerske historiker Plinius den Ældre, at en nøgen kvinde med menstruation havde magiske evner: Hun kunne skræmme lyn og storme væk med sin krop.

Selv når hun ikke menstruerede, mente Plinius, at en nøgen kvinde kunne bringe et oprørsk hav til ro. Plinius’ idé hænger sammen med en forestilling om, at bølgerne ville “skamme sig” ved synet af blottede bryster.

Plinius’ samtid foretrak dog dyr eller mandlige guder som galionsfigurer. Først i 1800-tallet blev kvindelige galions­figurer for alvor populære.

Kvinder klædte sig som mænd

Overtroen afholdt dog ikke kvinderne fra at stå til søs. Historien om den 18-årige Betty Wilson fra Whitehaven viser, hvor nemt det var for en kvinde at få hyre på et skib.

Den forældreløse Betty kunne snildt skjule sine kvindelige former – datidens matrostøj bestod nemlig typisk af posede bukser, en løstsiddende skjorte samt en jakke og et halstørklæde.

Meget tyder på, at de mere barmfagre kvinder strammede et klæde om overkroppen for at få et fladere bryst.

Andre kvindelige kendetegn, som manglende skægvækst og hårlængden, var sjældent et problem: Skuderne var nemlig fyldt med langhårede sømænd med hestehale og unge knøse, som knap havde fået dun på hagen.

Stemmen var heller ikke et problem for en kreativ kvinde. Den irske matros Anne McLean slørede eksempelvis sin lyse stemme ved at ryge og bunde store mængder whisky og porter.

Til hverdag kunne kvinderne gemme sig i flokken. Besætningen gik sjældent i bad og sov som regel med tøjet på.

Men historikerne har undret sig over, hvordan kvinderne kunne holde deres menstruation skjult, når der ikke var mere end en håndsbred mellem køjerne.

Den amerikanske flåde ansatte som den første kvindelige sygeplejersker i 1862.

© Thriftyartist.blogspot.dk

Et bud lyder, at gonorré og andre kønssygdomme var så udbredte, at ingen ville studse over, at en matros sommetider havde blodige benklæder.

Andre forskere regner med, at livet til søs var så opslidende, at kvinderne, som nutidens topatleter, holdt op med at menstruere.

Det var især i forbindelse med toiletbesøg, at kvindelige matroser måtte frygte at blive afsløret. Mens mændene ganske enkelt tissede ud over rælingen, benyttede kvinderne formentlig skibets lokum.

Det var en træplatform ved bovsprydet, hvor søfolk kunne forrette deres nødtørft ned i en kasse med hul i bunden.

Enkelte kvinder besad muligvis et særligt “tisserør” af metal eller horn gemt i undertøjet, så de kunne tisse stående.

Fattigdom var drivkraften

Når kvindelige matroser blev spurgt om, hvorfor de havde valgt det hårde liv til søs, som de fleste mænd betakkede sig for, stak de typisk en nødløgn; som oftest angav de, at de var fulgt efter deres kæreste til søs, eller at de ville genfinde en forsvunden elsker.

Ifølge historikeren Suzanne Stark, der har skrevet bogen “Female Tars” (Kvindelige sømænd), var de tvunget til at lyve, fordi sandheden ville få omgivelserne til at se skævt til dem.

På denne tid elskede folk romantiske fortællinger om kvinder til søs. Emnet var så populært, at flere mere eller mindre sandfærdige romaner om emnet endte som bestsellere.

I virkeligheden var det næsten altid fattigdom og familieproblemer, der drev kvinderne. Forholdene på land var simpelthen værre, end de var på havet.

Mary Lacy fra Kent flygtede fra fattigdom, da hun i 1759 stak af fra et underbetalt job som servitrice. Iført mandetøj påmønstrede hun skibet Sandwich under navnet William Chandler.

Efter et hårdt liv til søs, hvor hun drak og flirtede med havneludere, begyndte rygterne om hendes køn at florere.

Hun gik i land og blev en anerkendt skibsbygger. I 1770 fik hun så svær gigt, at hun måtte holde op. Og selvom hun var en kvinde, opnåede hun den samme pension som en mand.

Sort kvinde blev officer i flåden

Selvom de fleste afsløringer endte med, at kvinden blev sat i land, så gik det ikke sådan for alle.

I 1804 fik en sort kvinde på den britiske ø Grenada nok af sin ægtemand. Hun snød sig ombord på flådeskibet HMS Queen Charlotte, hvor hun gjorde karriere og endte som officer.

Hendes virkelige navn er glemt i dag – hun er kun kendt under sit mandlige alias, William Brown, der blev afsløret af avisen The Times i 1815:

“Blandt besætningen på Queen Charlotte, 110 kanoner, er for nylig fundet en afrikansk kvinde, der har gjort tjeneste her i 11 år. Hun er intelligent, velskabt, fem fod og fire inches høj (1,62 m, red), temmelig stærk, ret smuk af en sort at være og synes at være 26 år”, skrev avisen, der ikke kunne skjule sin beundring for den sorte kvinde:

“Hendes andel af prisepenge (udbyttet af kapervirksomhed, red.) siges at være betydelig. På sin måde udviser hun alle træk af et britisk mandfolk og tager sin rom med den største glæde”.

Flåden valgte at ignorere afsløringen af William Brown – hun havde vundet så meget respekt, at artiklen blev opfattet som ondskabsfuld sladder. Brown kunne fortsætte sin karriere.

Et andet eksempel på flådens stiltiende accept af kvinder i tjenesten var den 14-årige Elizabeth Bowden, der i 1806 var blevet forældreløs.

Sulten og elendig tog hun til flådebasen i Plymouth, hvor det lykkedes hende at blive gast på HMS Ha­zard undernavnet John Bowden.

Som alle andre søfolk måtte Elizabeth sove i en 35-40 cm bred hængekøje under skibsdækket – med masser af snorkende mænd til alle sider.

På det 50 m lange kanonskib talte mandskabet op mod 600, hvoraf kun kaptajnen, styrmanden og få andre havde egen kahyt.

Seks uger senere blev hun afsløret, men kaptajnen havde fået medlidenhed med den fattige pige og lod hende blive ombord for at servere for officererne – klædt som en messedreng.

Under arbejdet blev hun vidne til en søløjtnants gentagne seksuelle overgreb på en 13-årig gast. Sagen endte for en militærdomstol, hvor officeren stod tiltalt for sodomi.

Elizabeth mødte op i retten iført blå bukser og lang jakke – og vakte en del forbløffelse hos dommeren. Hendes vidneudsagn afgjorde sagen, og søløjtnanten blev henrettet.

Ifølge de lokale holdt Sarah Bishop en klapper­slange som kæledyr i sin hule.

© Connecticut Historical Society

Sexslave sprang i havet og endte som eneboer

I 1778 blev den unge Sarah Bishop bortført af britiske sømænd fra sit hjem på øen Long Island, New York.

Efter at mandskabet i længere tid havde misbrugt hende seksuelt, blev hun kærester med kaptajnen, som herefter beskyttede hende.

Freden blev dog kort, for han omkom, og Sarahs martyrium som sexslave fortsatte. I 1780 lykkedes det hende omsider at svømme i land ved Connecticut.

Sarah var imidlertid så traumatiseret af sine oplevelser, at hun for enhver pris undgik menneskelig kontakt. Indtil sin død 30 år senere levede hun derfor alene i en hule uden for landsbyen Ridgefield.

Livet ombord var et helvede

For ikke at blive afsløret måtte kvinderne knokle lige så hårdt som deres mandlige kolleger.

Tilværelsen på havet var benhård. Når et stort skib skulle manøvreres, var styrmanden helt afhængig af, at der til enhver tid stod matroser klar til at sætte eller rebe sejl eller til at tage roret, der som regel krævede to mænds styrke.

Om natten skiftedes matroserne derfor til at tage vagter af fire timers varighed.

Skuden skulle også konstant vedligeholdes – især efter uvejr, hvor bølgerne havde stået ind over dækket og dynget det til med saltvand, der kunne få træet til at gå i forrådnelse.

Dækket skulle skures med sand, rådne reb udskiftes og ødelagte sejl repareres.

Ofte bandt matrosernes kontrakt dem til skibet i fem år, hvor de sjældent havde mulighed for at forlade fartøjet.

Kosten bestod mestendels af saltet kød, beskøjter og tørrede ærter, hvorfor mange søfolk led af skørbug pga. C-vitamin­mangel – og alverdens sygdomme florerede på de tætbefolkede skuder.

Belønningen for alle kvalerne omfattede en lav månedsløn samt en daglig dosis rom og øl. Forholdene lokkede dog sjældent nok mænd til søs.

Det Britiske Imperium tog derfor alle midler i brug for at fylde sine skibe – inklusive hyring af kriminelle og slaver, indtil afskaffelsen af slaveriet i 1772.

Gifte koner hentede krudt

Ikke alle kvinder ombord på skibe behøvede dog at gemme sig i mandetøj – de kunne også gifte sig til et liv på søen.

Blandt de partnere, der gav adgang, var skibets kaptajn, styrmand, bådsmand, kanonér, tømrer, bødker, sejlmager samt enkelte garvede sømænd, som også fik lov til at medbringe deres kone.

I sejlskibenes guldalder var det imidlertid sjældent, at kaptajnen tog sin kone med. Hun var som regel en fornem overklassefrue, som ifølge samfundets normer ikke burde udsættes for havets mange farer.

Hustruerne var godt klar over, at sejladserne ikke var noget luksuskrydstogt. De sejlede med, fordi de ikke ville sidde tilbage som sømandsenker og vente på deres mænd i månedsvis.

Mange kvinder tog også med til særlig farefulde områder såsom Vestindien, selvom de vidste, der var en høj risiko for at dø af gul feber eller blive taget til fange, misbrugt og myrdet af områdets mange pirater.

“Mens alle kan se og høre, parrer de sig uden skam eller rødmen som hunde”. Edward Hawker, flådeofficer, 1800-tallet

Mens søofficerernes hustruer levede sammen med deres mænd i kahytter, måtte en matroskone dele både hængekøje og madration med sin mand. Måltiderne blev indtaget ved små borde, der hang mellem skibets kanoner.

Seks til otte mand spiste sammen, og de færreste havde noget imod, at en kvinde kom med i gruppen. Da det generelt var ildeset at lægge an på en kollegas kone, forekom sexchikane kun sjældent.

Til gengæld var matroserne ofte trætte af de pertentlige officersfruer, der bl.a. blev beskyldt for at sløse skibets begrænsede drikkevand væk på tøjvask.

Når fjendtlige krigsskibe nærmede sig, var konerne med i forreste række. De bandt bandager om mændenes skudsår og var nede i skibets krudtkammer for at hente krudt til de buldrende kanoner.

Hvis en gift mand blev dræbt, hed det sig, at hans efterladte enke allerede 48 timer efter bisættelsen havde modtaget et dusin frierier.

Drønene fra kanonerne havde en uheldig bivirkning: De kunne sætte gang i en gravid kvindes fødsel. Hun var da nødt til at føde sit barn på et af spisebordene mellem kanonerne.

Herved opstod muligvis udtrykket “son of a gun” (søn af en kanon), som er gået fra at være en betegnelse for en person født på havet til et skældsord med den omtrentlige betydning “søn af en tæve”.

Ludere kom sejlende fra kajen

Langt de fleste matroser havde ingen kone med – de måtte lade som om.

I år 1800 lå der hver dag gennemsnitligt 8.000 skibe i Londons vidtstrakte havn.

Men matroserne fik sjældent lov til at gå i land, så de ikke kunne benytte chancen til at flygte fra deres elendige arbejdsforhold. Derfor flokkedes prostituerede i robåde for at komme ud til skibet.

Her tog matroserne dem med ned på sovedækket, hvor de seksuelle udskejelser foregik relativt åbenlyst.

De prostituerede smuglede alkohol ombord, så besøg i London jævnligt udartede sig til et orgie af druk og sex.
“Mænd og kvinder samles i hundredvis i ét rum”, skrev prostitutions-kritikeren Edward Hawker om forholdene på den britiske flådes skibe.

“Mens alle kan se og høre, parrer de sig uden skam eller rødmen som hunde”.

Som oftest valgte kaptajnerne at se gennem fingre med umoralen. De prostituerede var et nødvendigt onde, som skulle holde mændene tilfredse, så de ikke begik mytteri.

Da de britiske myndigheder forsøgte at forbyde andre kvinder end matrosernes hustruer at komme ombord, fremstillede de prostituerede falske vielsesattester.

Attesterne var så overbevisende, at embedsmændene sjældent afslørede dem.

Og når et skib lettede anker, blev de prostituerede sendt hjem igen med deres løn og mulige kønssygdomme.

Alle er velkomne til søs!

Efter napoleonskrigene (1803-1815) skete der en stille revolution af kvindernes forhold på skibene.

For det første gjorde indførelsen af rutinemæssige helbredstjek og regelmæssig vask af undertøj det nærmest umuligt for kvinder at forklæde sig som mænd.

For det andet blev matrosernes ubønhørlige kontrakter gjort mere menneskelige, så det blev lettere at forlade et skib, når det lå i havn. Dermed kunne de prostituerede holde sig til havnekvartererne og invaderede ikke længere skibene.

Overgangen fra sejl til damp betød endvidere, at færre styrmænd og søofficerer valgte at tage deres koner med ombord.

Primært fordi deres arbejde var blevet mere teknisk krævende, så de ikke længere havde tid til at tage sig af deres hustruer. Desuden sejlede dampskibene hurtigere og efter en forudsigelig fartplan, hvorfor mændene hyppigere kunne vende hjem til familien.

I 1800-tallets anden halvdel begyndte kvinderne endelig at få en legitim og selvstændig rolle ombord.

Den amerikanske flåde ansatte i 1862 de første fire kvinder som sygeplejersker på hospitalsskibet Red Rover.

Der skulle dog gå mange år, før der var fuld lige­stilling på havet, og først i 1993 blev kvinder fuldgyldige matroser i den britiske flåde, så de kunne sejle verdenshavene tynde uden at skulle snige sig ombord på skibene.