Hansestæderne – havenes og handlens herskere

Hanseforbundet på magtens tinde

Til lyden af musik bevæger processionen sig langsomt ind gennem byporten. Grønt løv dækker jorden foran de statelige heste, og mellem købmandshusene hænger bannere og farvestrålende gobeliner.

Og så kommer han til syne, Karl 4., det hellige romerske riges overhoved, under en baldakin, klædt i sin lange, purpurrøde kappe og med sværd og scepter ved sin side.

Begejstret følger menneskemængden det prægtige skue; de gode borgere i Lübeck kan dårligt tro deres egne øjne – Europas mægtige hersker er kommet hele vejen til Østersøen for at ære deres by.

Kejser Karls besøg i Lübeck i oktober 1375 strækker sig over elleve festfyldte dage med turneringer, middage og parader. I efterårsmørket brænder fakler i gaderne, mens hymner og militærmusik lyder til den fine gæsts ære.

Omkring 100 år tidligere havde ingen kunnet forudse Lübecks opblomstring. Handel i Nordeuropa var en næsten umulig affære, og overalt lurede farer for købmændene.

I vejsving og i buskadser lå røvere på lur, klar til at kaste sig over de hestetrukne kærrer og ribbe dem for dyrebare varer.

Til søs hærgede pirater, der plyndrede enlige handelsskibe, og rejsende købmænd var i evig fare for at blive kidnappet af bander, der krævede enorme summer for deres frigivelse.
Bl.a. derfor søgte Lübecks købmænd i 1200-tallet østpå – ad vikingernes gamle handelsruter mod de baltiske kyster.

Men også her herskede kaos, og købmænd i byen sluttede sig sammen i et fællesskab, der kunne sikre deres varer. Hurtigt fulgte andre tyske byer efter, og fællesskaberne blev døbt hanse – gammeltysk for sammenslutning

I begyndelsen var hansesamarbejdet begrænset til købmænd fra samme by. Sammen betalte de for oprettelsen af en milits, som kunne tilkaldes, når faren truede, og tage kampen op mod hærgende fjender.

Den øgede militære sikkerhed fik hurtigt handelen til at trives. Ikke mindst ved Østersøen, hvor pelsværk, tømmer, rav og rug blev lastet i hansernes handelsskibe – de store kogger.

Og med sin beliggenhed, hvor Østersøhandelen mødte handelsruterne sydfra, forstod især Lübeck at udnytte efterspørgslen på de sild, som gik i store stimer i farvandene ud for Skåne.

Over hele Europa blev sildene betragtet som en delikatesse, og kontinentets katolikker stod i kø for at købe fiskene til de religiøse fastedage, hvor kød var forbudt.

I 1241 dannede Lübeck en alliance med Hamburg, der havde kontrol med de tyske saltruter sydfra.

Det hamburgske salt blev brugt til at konservere de enorme mængder fisk, som lübeckerne hentede i Skåne, og byerne satte sig næsten enevældigt på det enorme marked for saltet sild.

Aftalen indebar samtidig et løfte om militær beskyttelse af hinandens områder og privilegier, og de to byer lovede at holde vejen fra Lübeck til Hamburg fri for røvere.

Samarbejdet gav byerne en gunstig forhandlingsposition med fremmede herskere, og i 1266 sikrede de to byer sig toldfrihed hos den engelske kong Henrik 3. Köln, der allerede havde toldfrihed i England, sluttede sig få år senere til Lübeck og Hamburg.

Herefter voksede alliancer frem på kryds og tværs mellem de nordtyske byer, der tilsluttede sig Hanseforbundet.

I fællesskab forhandlede de aftaler og anlagde handelsstationer – kaldet kontorer – i hele Nordeuropa fra Bergen i Norge over Brugge i Flandern til London på den anden side af Nordsøen.

Unge hansemænd i tusindvis jagtede de eftertragtede lærepladser på kontorerne, der kunne være startskuddet til en karriere som købmand og et liv i rigdom.

Hanseforbundet bestod af mere end hundrede såkaldte hansestæder, der spredte sig fra det nuværende Holland i vest til Estland i øst. Samtidig havde forbundet handelsstationer – kaldet kontorer – over hele Skandinavien og det meste af Nordeuropa.

Gennem 1300-tallet blev trafikken af stædernes tungtlastede kogger i Østersøen stadig livligere.

Fra øst bragte købmænd varer til Flandern og England, mens skibene den anden vej sejlede med klæde og andre forarbejdede varer. I Sverige hentede skibene metal, især kobber og jern.

Samtidig voksede forbundets militære styrke. Alene byerne langs Rhinen kunne i de tidligste år stille med en styrke på omkring 600 krigsskibe, en gigantisk flåde efter datidens forhold.

Med sin handelsmæssige og militære styrke var Hanseforbundet blevet en magtfaktor, som Nordeuropas herskere måtte regne med.

Det fik den danske kong Valdemar Atterdag at føle, da han i 1360 satte ud med sin hær for at erobre gamle danske territorier tilbage.

Hanseforbundet knuser Valdemar Atterdag

Først indtog den danske hær Skåne, der med sine store indtægter fra sildemarkedet havde afgørende betydning for Østersøområdets økonomi.

Dernæst vendte kong Valdemar blikket mod den rige hansestad Visby på Gotland ud for Sveriges kyst.

Uden problemer blev byens dårligt udrustede bønder rendt over ende, og Visby plyndret.

Rasende over angrebet på et af forbundets medlemmer samlede de øvrige hanser med Hamburg i spidsen en flåde på 37 skibe, som – tungt bevæbnet og lastet med 2000 soldater – satte kurs mod København for at tage hævn.

Hansehæren plyndrede den danske hovedstad og tog byens kirkeklokker som krigsbytte.

Efter et mislykket forsøg på at erobre Danmark begyndte en langtrukken krig, hvor hanserne plyndrede og hærgede danske kystbyer, indtil Valdemar Atterdag måtte give op.

I 1370 skrev den danske konge – nu overhoved for en krigstræt og udplyndret nation – under på en ydmygende fredsaftale i hansestaden Stralsund.

Freden sikrede hansestæderne to tredjedele af sildemarkedets indtjening i 15 år, råderet over Skånes fæstninger, fri passage i Øresund og retten til at nedlægge veto mod valget af Danmarks kommende herskere.

Læs også: Korstogene: 9 gange hellig krig

Fem år senere kom kejser Karl 4. ridende ind i Lübeck for at hylde byens storhed. Inden kejseren drog videre, erklærede han Lübeck for en af det hellige romerske riges fem mest ærefulde byer.

Riget, der var et edderkoppespind af småstater forenet under fælles kejser, strakte sig fra Norditalien til Tyskland, og med titlen fik Lübeck tildelt en ære, som ellers kun var overgået de mægtige italienske byer Rom, Venedig, Pisa og Firenze.

Fra 1384 mødtes sammenslutningen hvert år til hansedage, hvor købmændene godkendte aftaler og privilegier i fremmede byer og aftalte handelsblokader og militære aktioner.

Ved samme lejlighed diskuterede de, om nye byer fortjente at blive optaget, og ikke mindst afstraffelse af medlemmer, der havde forbrudt sig mod de fælles regler.

Alt, der blev besluttet på hansedagene, stod ved magt, og forbundet sørgede med hård hånd for, at aftalerne blev overholdt. Skete det ikke, var konsekvensen hård.

Da byrådet i Bremen nægtede at straffe en købmand, der havde brudt en boykot mod Flandern, faldt straffen prompte.

Bremen blev udelukket fra Hanseforbundet i 30 år, hvor “byen blev forarmet, græsset groede i gaderne, og sult og elendighed tog bolig i dens midte”, som et øjenvidne skrev.

Særdeles givtigt medlemsskab

Mens skæbnen var hård ved opsætsige byer, var medlemskabet af forbundet særdeles givtigt.

I 1346 fik Riga såkaldte hanserettigheder; fremover skulle alle varer, der passerede gennem byen, belægges med store afgifter.

Reglen gjorde det dyrt for fremmede handlende selv at transportere deres varer ind i Riga og videre fra havnen. I stedet solgte de deres varer i byerne til hansekøbmændene.

Reglen var typisk for hansestæderne, og i Riga virkede den så godt, at kun omkring en sjettedel af de varer, der kom ind i byen, blev sendt direkte videre til andre havne.

Den store havn, købmændenes indtog og indtægterne fra afgifterne gjorde Riga til regionens centrum, og byen blomstrede.

Lokale købmænd brugte store summer på at udbygge byen med huse og offentlige bygninger, der fik tidens tyske udseende. Billedet var det samme overalt i hansestæderne.

Rigt udsmykkede gotiske huse skød op i gader og på torve. Deres opadstræbende buer, spidser og takkede gavle fik dem til at se endnu højere ud, end de var, og understregede byernes pragt og rigdom.

Læs også: Silkevejen bandt verden sammen

Begyndelsen af 1500-tallet blev enden på Hanseforbundets 200-årige storhedstid. I 1492 havde Columbus opdaget Amerika, og langsomt flyttede handelen mod det nye kontinent i vest, mens Østersøens betydning svandt væk.

Nedgangstiderne var allerede begyndt, da hansestæderne fik deres sidste store triumf i 1519.

En råkold efterårsdag slæbte en træt og forpjusket svensk adelsmand, forklædt som kusk på en oksekærre, sig ind i Lübeck.

Gustav Vasa hed manden, som havde deltaget i en mislykket svensk forsvarskamp mod den danske konge Christian 2., der var i gang med at erobre Sverige.

Med nød og næppe var Vasa undsluppet fra sit fangenskab i Kalø Slot i Østjylland og søgte nu hjælp hos hanserne. “Kald mig ikke en fange, men en mand som uretfærdigt er blevet snydt og bedraget.

Jeg er nu i en fri by og står foran et byråd, der er berømt for retfærd og for at forsvare forfulgte”, sagde Vasa og bad inderligt “sine kære naboer i byen” om hjælp.

Den svenske adelsmand sluttede af med at love hanserne “milde privilegier og alt, der ville være til deres fordel”, hvis de hjalp ham.

Lübeckerne behøvede ikke at høre mere. Muligheden for at knuse den evige konkurrent var nok.

Marionetkonger snyder hansestæderne

Vasa blev sendt til Sverige, der nu var under dansk herredømme. Her anførte han et oprør mod Christian 2.

Kort efter fik hanserne indsat den danske konges onkel, Frederik af Slesvig-Holsten, som dansk konge, mod at han tog Vasas parti.

I 1523 blev både han og Gustav Vasa kronet som konger. Lübeck havde gjort to mænd til konger, men for hjælpen fik de kun utak.

Frederik opløste straks hansekontoret i København, fratog hansestædernes repræsentanter deres privilegier og erklærede, at Bornholm – som på det tidspunkt hørte under Lübeck – fremover stod under hans beskyttelse.

Gustav Vasa viste sig ikke mere taknemmelig. Selvom han havde lovet Lübeck rettighederne til al handel på Østersøen og ved de baltiske kyster “i evighedernes evighed”, erklærede han nu, at svenskerne ville “fratage de fremmede deres uindskrænkede friheder og åbne de svenske havne for alle skibe”.

Langsomt så det tidligere så mægtige Hanseforbund sin magt forsvinde.

Mod nord erobrede Danmark og Sverige Østersøhandelen. I øst lukkede den russiske Ivan 3. hansestædernes handelsstation i Novgorod i 1494. Og mod vest satte hollænderne sig tungt på Nordsøhandelen med England.

Samtidig skabte reformationen store problemer for købmændene. Med katolicismens forsvinden fra det nordlige Europa forsvandt også efterspørgslen på de saltede sild, der havde udgjort en væsentlig del af hansernes handel.

Den sidste hansedag blev holdt i 1669. Efter mødet sad kun Lübeck, Hamburg og Bremen tilbage som medlemmer, og i 1862 opløste de formelt det før så mægtige forbund.