Look and Learn/Bridgeman Images

Hvor lang tid varede en rejse over Atlanten?

Turen over Atlanterhavet var en alvorlig prøvelse, da de første nybyggere satte sejl mod den nordamerikanske kyst.

I 1620 lettede det tremastede sejlskib Mayflower anker fra Southampton, England, og satte kursen over Atlanterhavet mod Amerika. 66 dage senere gik skibets 102 passagerer i land i Massachusetts efter en lang og strabadserende rejse med voldsomme storme og hushøje bølger.

Mayflowers lange rejse var dog ikke usædvanlig, for i århundreder var en tur over Atlanten både tidskrævende og risikabel. Men i 1800-tallet tog overfarten kvantespring fremad med opfindelsen af dampskibe, som passerede bølgerne langt hurtigere.

I 1838 klarede hjuldamperen SS Sirius overgangen på lidt over 18 dage, men mod slutningen af århundredet havde dampskibe med stærkere motorer og større skruer reduceret rejsetiden til lidt under seks dage.

Næste milepæl kom, da luften over Atlanten blev indtaget – først med luftskibe og senere flyvemaskiner. I 1936 fløj det tyske luftskib Hindenburg til USA på blot to dage og 19 timer, mens et Douglas DC-4-fly klarede turen på 14 timer i 1945.

Overlydsflyet Concorde formåede i 1976 at skære Mayflowers 66 dage ned til blot tre timer og 30 minutter.