Grækernes krigsskibe var overlegne

I oldtiden var trieren den græske flådes største og mest slagkraftige krigsskib og spillede en afgørende rolle i grækernes erobring af Middelhavets kystbyer.

Trieren var en flydende rambuk, som vejede omkring 70 tons og var bemandet af 170 roere, der sad presset tæt sammen – mange roere betød nemlig høj fart.

Galejen kunne sejle op til 10 knob (18,5 km/t.), og når den vædrede et skib, ramte den med en kraft på næsten 100 tons, hvilket ofte var mere end rigeligt til at slå hul på fjendens skrog.

Herefter trak galejen sig væk og lod havet gøre arbejdet færdigt eller gjorde klar til at vædre igen.

Det var vigtigt at komme hurtigt væk igen, da trieren ellers risikerede fx at blive fanget af fjendens gribekroge og bordet.

For at kunne holde til at vædre fjendens skibe med størst mulig kraft blev trieren bygget solidt og grundigt, og det vurderes, at det tog 6.000 mandedage at færdiggøre ét skib.

Desuden sad rambukken fæstnet til både køl, stævn og den kraftige barkholt, der løb langs skibets sider.

Chokbølgen i forbindelse med et sammenstød blev således spredt til hele skibet.

I slutningen af 400-tallet f.Kr. begyndte grækerne at bygge endnu større skibe, som kunne medbringe kasteskyts og flere soldater til at borde fjenden.

Disse såkaldte quadriremer og quinqueremer blev drevet frem af op mod 300 roere.