Da de første dampskibe indtog havene omkring 1820, havde de svage og upålidelige maskiner under dækket.
Hvis redere ville være sikre på, at deres fartøjer nåede frem, måtte damp suppleres med master og sejl.
Samtidig var en ny klasse sejlskibe under udvikling. Den tremastede klipper havde et stort sejlareal, der tillod en svimlende fart, og samtidig kunne fartøjet udnytte vind fra næsten alle retninger.
Nye hastighedsrekorder blev sat, når klippere fragtede årets tehøst fra Kina til Europa og Amerika.
Rejser, der før havde varet mindst et halvt år, kunne nu gennemføres på 100 dage.
Først i 1860’erne blev dampmaskinen effektiv nok til at true sejlene.
Og helt op til år 1900 havde mange handelsskibe stadig master, så de kunne spare på kullene.
Sejlskibe vs. dampere
Vindkraft var gratis
■ Hurtige
■ Kunne sejle langt uden stop
■ Mere lasteplads
Maskiner duede i alt vejr
■ Kunne styre mod vinden
■ Ikke afhængig af blæst
■ Forudsigelige rejsetider
I 1850 var den hurtigste rejseform fra USA’s østkyst til vestkysten sejlskibe, der gik syd om Sydamerika.
Sejl var bedst på langfart
På ruterne fra Asien til Europa var sejlskibe indtil 1860’erne hurtigere end dampere, hvis de tilpassede deres rejse efter monsunvinden.
Om sommeren blæser den konstant fra syd, og i vinterhalvåret fra nord.
Kulkraft vandt til sidst
Udviklingen af mere effektive maskiner gjorde dampskibe konkurrencedygtige i 1860’erne.
Og i 1869 åbnede Suezkanalen, der skar uger af rejsetiden mellem Europa og Asien, men var for snæver til store sejlskibe.