Amerikanske USS Nautilus blev historiens første atomdrevne ubåd, da den blev søsat i 1954. Atomenergi gav fartøjet en lang række fordele over de traditionelle dieseldrevne ubåde, og i sine første år under bølgerne satte USS Nautilus flere rekorder.
Allerede under en testsejlads formåede ubåden at sejle ca. 2.200 km på under 90 timer. Dermed satte fartøjet rekord i både højeste fart og længste afstand tilbagelagt under vand.
96 timer under Nordpolens is
Den nye atomubåds præstationer var så overvældende, at den ikke kunne spores eller stoppes med de teknologier, som var blevet udviklet under 2. verdenskrig. Fx kunne fartøjet sejle så hurtigt og være neddykket så længe, at de gamle radarer ikke kunne registrere det.
USS Nautilus satte en tyk streg under sin teknologiske overlegenhed, da den i 1958 som den første ubåd krydsede Nordpolen efter 96 timer under isen.
USS Nautilus blev taget ud af tjeneste i 1980 efter have sejlet næsten 1 mio. km i havets dyb. Seks år senere blev ubåden forvandlet til et museumsskib, der nu tager imod omkring 250.000 gæster hvert år.