Den russiske flådes ubetinget største brøler fandt sted i Nordsøen i oktober 1904.
Ni måneder forinden havde japanerne indesluttet Ruslands stillehavsflåde i Port Arthur i Manchuriet. Derfor blev 42 krigsskibe fra landets østersøflåde sendt til undsætning – en rejse på 29.000 km.
Efter blot 1.000 km gik det galt. Russerne frygtede, at japanske flådefartøjer lå på lur i Nordsøen (selvom Japan ligger 30.000 km væk), så da krigsskibene ved aftenstide stødte på ca. 50 britiske trawlere nær Doggerbanke, begyndte de straks at fyre løs, i den tro at det var fjenden.
Regnen af granater sænkede én trawler og beskadigede fire, hvorefter russerne i forvirringen også beskød hinanden.
Misforståelsen kostede tre briter og to russere livet. Til alt held var russerne ekstremt dårlige skytter. Slagskibet Oryol affyrede angiveligt 500 granater uden at ramme det mindste.