Mary Rose var ét af kong Henrik 8.s største og bedst bevæbnede skibe, da fartøjet den 19. juli 1545 gik ned i kamp med den franske flåde i Solent-strædet mellem Isle of Wight og det engelske fastland.
Mary Rose var klar til nær- og fjernkamp
Kanoner
Rækkevidde: op til 413 m
Vægt: op til 2,2 t
Antal ombord: 78-91 stk.
Langbuer
Rækkevidde: op til 328 m
Buens længde: 1,87-2,11 m
Antal ombord: 250 stk.
Sværd
Rækkevidde: nærkamp
Klinge: 88,5 cm
Båret af officerer
Arkæologer bjærgede skibet i 1982, og vraget har siden givet forskere uvurderlig viden om skibe og søfolk i den engelske flådes allertidligste tid.
Bueskytter var bomstærke
Hundredvis af mænd forsvandt i bølgerne sammen med Mary Rose. De døde lå uforstyrret, dækket af mudder og fint sand, indtil arkæologer i 1980’erne bjærgede deres knogler.
Arkæologer har fundet i alt 92 fuldstændige skeletter.
Blandt de døde, som eksperter med sikkerhed har identificeret, er en bueskytte. Manden er over 182 cm høj – væsentlig højere end tidens gennemsnit på 173-174 cm – og muskuløst bygget.
Muskelstyrke var nødvendig, for langbuerne krævede en trækkraft på op imod 90 kg.
Eksperter har genskabt bueskytten med 3-d-teknik.
Forskere har ved at sammenligne skeletdelene fra Mary Rose med knogler fra en kirkegård i Norwich konstateret, at skibets besætning – hvoraf omkring en tredjedel var bueskytter – havde forøget muskelstyrke i begge overarme.
De døde fra kirkegården havde kun øget muskelstyrke i højre arm.
Trækompas viste vej
Mary Rose medbragte en besætning på op til 700 mand.
Blandt besætningsmedlemmerne var foruden søfolk og soldater en række fagfolk som kanonerer, kokke, tømrere og en læge.
Til fagfolkene hørte også navigatøren, som holdt skibet på ret kurs.
Han opbevarede sine instrumenter i en kiste i kahytten på skibets hoveddæk.
I kisten lå bl.a. et trækompas, som arkæologerne har bjærget. Kompasset var forsynet med en jernnål, som navigatøren gjorde magnetisk ved at stryge det med en magnetisk jernsten.
Den magnetiske nål pegede altid mod nord.
Kanoner af bronze eller støbejern
gav Mary Rose stor ildkraft. Kanonerne kunne affyres gennem kanonporte – en helt ny opfindelse, der tillod skibet at medbringe bevæbning, også på de lavere dæk.
Tønderne i lasten
indeholdt mad og drikke til besætningen. Da vand let blev fordærvet, medbragte skibet i stedet tyndt øl. Hver mand fik tildelt 4,5 liter om dagen.
Soldater bevæbnet med spyd
stod klar på skibets dæk. Efter at have blødgjort modstanderen med kanonkugler og pile sejlede Mary Rose helt tæt på det fjendtlige skib, så soldaterne kunne borde det.
Tømreren reparerede
og vedligeholdt skibet. Han havde sin egen kahyt med plads til en seng og adskillige kister med værktøj.
Langbueskytter affyrede
deres pile fra det øverste dæk. Skytterne var beskyttet af skodder, som blev fjernet, når kampen gik i gang.
Besøg Mary Rose
For at forhindre det 500 år gamle vrag i at tørre ud sprøjtede konservatorer først skibet med vand og dernæst med konserveringsmidlet polyetylenglykol (PEG) – en proces, som varede i 34 år.
Besøgende kan nu se resultatet på Mary Rose Museet i Portsmouth i det sydlige England.