Peter the Great: Creator of the old Russian empire (colour litho)

Ruslands zar i lære som skibstømrer

Peter den Store drømmer store drømme om Rusland som supermagt. Men uden en flåde er det umuligt, så zaren forklæder sig som simpel tømrer for at lære at bygge krigsskibe i Holland.

Peter den Store drømmer store drømme om Rusland som supermagt. Men uden en flåde er det umuligt, så zaren forklæder sig som simpel tømrer for at lære at bygge krigsskibe i Holland.

Bridgeman

Tømrermesteren Gerrit Claes Pool står og betragter den hektiske aktivitet på Hollands største skibsværft, da to engelske tømrere nærmer sig og spørger, om rygtet taler sandt: Kan det passe, at Ruslands zar – selveste Peter den Store – i al hemmelighed arbejder som simpel tømrer på værftet?

Pool smiler og råber i retning af en gruppe mænd, der er klædt i tømrernes røde jakker og hvide bukser: “Tømrer Peter, hjælp de andre med at løfte spærret”.

Manden nikker og går over for at hjælpe en håndfuld mænd, der forsøger at løfte et tungt stykke tømmer. I Rusland er der dødsstraf for at tale så direkte til den 24-årige zar, men tømrermesteren ved, at han har lov til det.

Peter den Store er i sensommeren 1697 kommet til Holland for at lære at bygge krigsskibe, og zaren ønsker ingen særbehandling – tværtimod foretrækker han at forsvinde i mængden.

Men nysgerrige mænd og stenkastende drenge er ved at spolere studieturen, før den for alvor er kommet i gang.

Krigsskibe skulle besejre Sverige

Da Peter arvede magten i Rusland i 1682, var han blot 10 år, så i starten traf hans mor, Natalja Narysjkina, alle beslutninger på zarens vegne.

Først da hun døde i 1694, kunne 22-årige Peter gå i gang med sit livsprojekt: Det tilbagestående Rusland skulle moderniseres efter europæisk forbillede og blive en stormagt både til lands og til vands.

Blot to år senere vandt Peter sit første slag, da 145.000 russiske soldater fordrev osmannerne fra byen Azov, der ligger 600 km øst for Krimhalvøen.

Ruslands første militærsejr i 30 år var kun mulig, fordi landets vakkelvorne flåde blev anvendt med stor kløgt. 30 småskibe, galejer og pramme blokerede havnen, mens fodsoldater gik til angreb.

Men hvis zaren ville erobre resten af Sortehavet, havde han brug for moderne krigsskibe. I Østersøen stod russerne over for en lignende udfordring – her dominerede Sveriges mægtige linjeskibe.

I forsøget på at gøre Rusland til en stormagt planlagde Peter derfor i al hemmelighed at drage på en rundrejse uden fortilfælde.

“Zaren vil blot ud af landet for at more sig.” Rapport fra en østrigsk spion, 1697

Han ville forsøge at få flere europæiske lande med i et angreb på Osmannerriget og samtidig lære om skibsbyggeri af verdens mest magtfulde søfartsnationer: Holland og England.

I januar 1697 udvalgte Peter 250 landsmænd til at gøre ham følgeskab. Nu kunne planen ikke længere holdes skjult for Ruslands elite – og rejsen vakte forundring.

Ingen russisk zar var før rejst til udlandet i fredstid, så hvem der skulle regere i hans sted, bekymrede adelen. Hvorfor Peter skulle rejse under et andet navn, og hvilket formål rejsen tjente, vidste ingen.

En østrigsk spion placeret i Moskva skrev hjem til sine foresatte: “Zaren vil blot ud af landet for at more sig lidt, rejsen har intet seriøst formål”.

Spionen undervurderede den unge zar, som var så opsat på at bygge Ruslands første rigtige flåde, at han personligt ville lære alt om skibsbyggeri.

Hvis det skulle lykkes, måtte han rejse under et andet navn, så han ikke spildte tiden på uendelige audienser og middage med Europas konger og fyrster.

Gik under jorden i Holland

I marts 1697 forlod en mægtig slædekonvoj Moskva med kurs mod vest. I konvojen var diplomater, adelige, præs­ter, tolke, sekretærer, musikere, kokke, fire selskabsdværge, 70 soldater og den over to meter høje zar, som nu kaldte sig Peter Mikhailov.

Efter en lang og drøj rejse ankom konvojen til den hollandske grænse i august. Zaren var så fuld af forventning, at han straks købte en flodbåd og sejlede i forvejen med en håndfuld rådgivere.

Peter havde længe været fascineret af Hollands to millioner indbyggere, der havde bygget 4.000 skibe og dominerede verdenshandlen.

Fra nogle få hollændere i russisk tjeneste havde Peter hørt om byen Zaandam 15 km nord for Amsterdam, hvor skibsværfter søsatte 350 skibe om året. Her ville han hen.

I Zaandam var skibsbyggerne efter sigende så dygtige, at store skibe kun tog fem uger at bygge. Søndag den 18. august stod Peter i stævnen, mens hans lille båd blev roet ad en kanal ind mod Zaandam.

Pludselig genkendte han en person på kajen. Manden hed Gerrit Kist, var smed og havde mødt zar Peter, da han arbejdede i Rusland.

Zaren forlangte at blive indkvarteret i Kists hus, så smeden måtte sætte en lejer på gaden for at føje sin fornemme gæst.

Peter købte straks værktøj og kom i lære som skibstømrer på et værft i Zaandam. Begejstret kastede “Peter Mikhailov” sig over arbejdet.

Peter gik tømrersvendene til hånde og udspurgte ivrigt værftets tømrermester om alt fra det bedste tømmer til bovsprydets ideelle længde. Efter fyraften besøgte han familier med slægtninge, som arbejdede i Rusland.

“Jeg er også tømrer”, forklarede han stolt de lokale. Dagen efter købte zaren en robåd og pruttede om prisen som en rigtig hollænder. Båden kostede 40 floriner, og handlen blev fejret over en kande øl med sælgeren på en lokal kro.

Selvom Peter havde sendt størstedelen af sit følge til andre byer og kun havde syv russere med sig i Zaandam, sivede nyheden om det fornemme besøg snart ud.

Efter et par dage havde alle i Zaandam hørt, at “en meget vigtig person” opholdt sig i byen. Hvem det var, vidste kun de færreste, så da Peter en dag delte en pose blommer med en gruppe drenge og ikke havde nok til alle, overdyngede de ham med mudder, sten og rådne frugter.

Zaren måtte søge tilflugt på De Tre Svaners Kro og sendte bud efter borgmesteren – for sin egen sikkerheds skyld forklarede Peter ham, hvem han var.

Den chokerede borgmester udstedte straks et dekret, der forbød byens indbyggere at fornærme “fornemme personer, der ønsker at forblive ukendte”.

Rygtet om, at den russiske zar befandt sig i Zaandam, spredte sig hurtigt til storbyerne Amsterdam og Haag, hvor folk væddede penge på, om rygtet talte sandt.

Allerede efter fem dage i Zaandam mærkede Peter den stigende interesse. Han havde monteret en ny mast i sin båd og var i gang med prøvesejladsen, da det lille fartøj blev opsøgt af adskillige småbåde.

Så snart zaren gik i land, blev han omringet af hollændere, der ville røre ved ham og snakke. En af dem fik et roy­alt puf, hvilket fik andre til at råbe: “Bravo, nu er du slået til ridder”.

Da Peter dagen efter gik ned til værftet, var gaderne fyldt med nysgerrige, og nogle sad sågar på hustagene for at se ham arbejde. Zaren besluttede sig for, at han måtte flytte til mere beskyttede forhold i Amsterdam.

Holland byggede verdens bedste skibe

Det var ingen tilfældighed, at zaren rejste til Holland for at lære at bygge krigsskibe. Det lille land var verdens førende stridsmagt til søs.

I Amsterdam tog byens borgmester, Nicolaes Witsen, imod zaren. Witsen var eventyrer, videnskabsmand og selv særdeles skibsinteresseret.

Han viste Peter sine samlinger af navigationsudstyr, modelskibe og værktøj – herefter talte de to mænd sammen næsten dagligt.

Borgmesteren fandt den perfekte læreplads til sin fornemme gæst: Hollands ostindiske kompagni (VOC) byggede sine skibe på et værft bag høje mure.

Få dage senere flyttede Peter ind i rebslagerens hus på værftet, hvor hollænderne til ære for zaren gik i gang med at bygge en fregat helt fra bunden.

Tømrermester Gerrit Claes Pool lagde alle materialerne frem og forklarede hvert et trin i processen til den ivrige Peter.

Efter en lang dags arbejde trak zaren sig tilbage til sit lille hus, hvor han selv tilberedte sin mad over et lille komfur. Ingen skulle dog tro, at Peter havde glemt sin magt.

Da han hørte, at to russere havde kritiseret ham over for hollænderne, dømte han dem til døden. Amsterdams borgmester manede dog til besindighed og fik i stedet zaren til at sende russerne væk.

På sine fridage fra værftet besøgte Peter områdets møller, spinderier og botaniske haver. Overalt så han ting, som var ukendte i Rusland, og spurgte videbegærligt, hvad det var, og hvordan det virkede.

Han lærte at tegne, mødte opfinderen af en brandpumpe og diskuterede fæstningsbyggeri med en baron. Mens han overværede en obduktion i byen Leiden, udtrykte russere i hans følge deres afsky.

Det skulle de aldrig have gjort, for Peter tvang dem til at bide i liget som straf. I september mødte zaren Vilhelm af Oranje, som både regerede Holland og var konge af England.

De to monarker kom godt ud af det med hinanden, men da Peter bad om hjælp til at bygge 70 krigsskibe og 100 galejer, som skulle bruges mod Osmannerriget, sagde Vilhelm nej.

Holland kæmpede selv med at genopbygge sit militær og betalte stadig af på en massiv gæld efter nederlaget i krigen mod Frankrig, England og tyske fyrster i 1672.

For at opmuntre zaren lod en af Hollands mest berømte admiraler, Pieter Gilles Schey, et fingeret søslag opføre til ære for Peter.

To linjer af krigsskibe og småbåde blev placeret over for hinanden og kanoner og musketter fyldt med løst krudt. På admiralens signal brød helvede løs.

Peter nød synet fra dækket af en luksusyacht, som han beordrede helt tæt på. Ifølge admiralen var zaren “så henrykt, at det er svært at beskrive”.

Zaren gjorde drøm til virkelighed

Efter ni ugers arbejde var skroget færdigt på fregatten, som Peter havde hjulpet med at bygge. Før skibet blev søsat den 16. november 1697, erklærede borgmester Witsen, at det var en gave til den russiske zar. Dybt rørt døbte Peter det Amsterdam.

Men monarken blev endnu mere begejstret, da han modtog sit svendebrev fra tømrermester Pool. Heri stod, at Peter Mikhailov nu var skibstømrer.

Zaren forblev i Amsterdam indtil den 6. januar 1698. Læretiden i Holland afsluttede han med en afskedsfest, hvor han drak flere hollændere under bordet.

Hans 250 mand store følge havde også haft succes med deres forehavende. Hele 640 hollændere sejlede til Rusland for at lede arbejdet og udføre specialistarbejde under byggeriet af den russiske flåde.

“Hvem havde for 20 år siden troet, at vi kunne dække Østersøen med skibe, vi selv har bygget?” Peter den Store, 1714

Zarens store dannelsesrejse førte ham videre til Tyskland og Østrig, før hans vognkonvoj atter rullede ind i Moskva den 5. september 1698. Her tøvede han ikke med at bruge sin nye viden.

Inden for få måneder åbnede han landets første flådeakademi og satte tusinder i arbejde på landets nye skibsværfter. Under Peters opsyn voksede Ruslands flåde.

Det blev dog ikke i Sortehavet, men i Østersøen, at de nye russiske skibe viste deres værd. I 1700 begyndte den store nordiske krig, hvor russiske fregatter og kanonbåde udkæmpede talrige søslag mod Sveriges slagkraftige flåde.

Da de russiske skibe vandt deres første store sejr i slaget ved Hanko i 1714, kunne zaren ikke skjule sin stolthed.

I en tale i Sankt Petersborg, der var opført på jord erobret fra de svenske ærkefjender 11 år tidligere, sagde Peter den Store:

“Venner! Hvem havde for 20 år siden troet, at vi kunne dække Østersøen med skibe, vi selv har bygget – eller at vi ville bo i denne by, der ligger på jord, som vi har erobret fra vores fjender?”

Diplomatisk mission blev en dundrende fiasko

Det andet vigtige formål med zar Peters rejse til Vesten var at samle europæerne til kamp mod osmannerne. Men det mislykkedes.

Peter den Store forsøgte under sin rundrejse i Europa fra 1697 til 1698 at få flere lande med i Den Hellige Liga – en alliance af lande, som bekrigede osmannerne.

Men Peter kunne ikke overtale en eneste europæisk konge til at støtte ligaen. Da en af Den Hellige Ligas medlemmer, det habsburgske Østrig, året efter sluttede separatfred med osmannerne, gik forsvarsalliancen i opløsning.

Skuffet måtte Peter den Store opgive at erobre Krim og Sortehavsområdet på egen hånd. Først i 1764 år indlemmede Katarina den Store områderne i Rusland.