Spøgelsesskib drev rundt uden en sjæl ombord

Skibet var forfulgt af ulykker

En måned før det dramatiske møde på Atlanterhavet havde Mary Celeste sat sejl og forladt Staten Island i New York. Destinationen var Genova i Italien, og med sig havde skibet en last af 1.701 tønder alkohol, der skulle bruges i fremstillingen af italienske vine.

Rejsen var Mary Celestes første med den nye kaptajn Benjamin Briggs, en erfaren sømand, der ikke lod sig skræmme af skibets turbulente historie.

Siden den 31 m lange og 282 tons tunge skonnertbrig var blevet bygget i 1861 i Canada, havde det under sit første navn, Amazon, været ude på en kaskade af ulykkesramte rejser.

Den første kaptajn var død af lungebetændelse på skibets jomfrurejse. Den næste havde sejlet Amazon lige ind i en fiskerbåd, hvorefter skibet måtte gå i dok for at blive repareret, og her var en brand brudt ud på det uheldsramte fartøj.

Den tredje kaptajn havde ført Amazon til Europa, hvor det hårdtprøvede fartøj var kollideret med et andet skib i Den Engelske Kanal.

Siden disse uheldige ture havde Amazon haft en række indbringende og rolige år med ture til De Vestindiske Øer samt Mellem- og Sydamerika, indtil skibet i 1867 blev solgt til en amerikaner.

Han omdøbte skibet til Mary Celeste og lod den erfarne og hårdføre Benjamin Briggs købe en andel i skibet og arbejde som dets nye kaptajn.

Konen og datteren sejler med

Inden afrejsen var Briggs fuld af optimisme.

“Vort skib er i strålende stand, og jeg håber, vi får en fin tur, men jeg har aldrig været om bord på hende før og ved ikke, hvordan hun vil sejle”, skrev han i et brev til sin mor.

Moderen passede Briggs' søn, Arthur på syv år, hjemme i staten Massachusetts, mens Briggs' kone Sarah og parrets to-årige datter Sophia skulle med på turen over Atlanten.

Aftenen inden Mary Celeste sejlede fra New York, spiste Briggs middag med sin gamle ven David Reed Morehouse. De to garvede sømænd havde i deres unge dage arbejdet på det samme skib.

Morehouse var nu kaptajn på Dei Gratia, og under middagen viste det sig, at hans skib tilfældigvis skulle samme vej som Mary Celeste: tværs over Atlanterhavet, gennem Gibraltarstrædet og ind i Middelhavet.

Næste morgen – 5. november 1872 – ventede Morehouse stadig på de tønder med petroleum, der skulle lastes på Dei Gratia, da Mary Celeste sejlede ud. Bortset fra Briggs og hans lille familie bestod besætningen af syv erfarne sømænd fra USA, Tyskland og Danmark.

Besætningen er væk

Da Morehouse næsten en måned senere støder på Mary Celeste, beordrer han en jolle i vandet.

Kaptajnen forstår ikke, hvorfor Mary Celeste ikke allerede er i Italien – skibet havde forladt New York hele syv dage før Dei Gratia.

Førstestyrmand Oliver Deveau og to andre springer i jollen. De tre mænd gennemsøger hele Mary Celeste, men bliver kun mere forbløffede. Skibet er øde og forladt.

Hele fartøjet er ifølge Deveau “et stort, vådt rod”, og kun én ud af skibets tre pumper duer. Lugen til lasten er dog låst, og ingen af tønderne med alkohol mangler, selvom det senere viser sig, at ni af dem er tomme, da lasten læsses af i Genova.

Redningsbåden er forsvundet

De tre mænd noterer sig, at besætningens ejendele og værdigenstande ikke er rørt: Fru Briggs' lille stueorgel af rosentræ står fremme med et nodehæfte ovenpå. Hendes symaskine står på et bord, ligesom en åben flaske med hostesaft.

Sophias legetøj er pænt sat på plads, og tøj, piber, barberknive og en pung med penge ligger i skibskisterne. Desuden har Mary Celeste både mad og vand til endnu seks måneder.

Deveau finder skibets logbog og bladrer ivrigt efter et spor. Men Briggs har ikke nedfældet noget om uforudsete hændelser. Turen over Atlanten har tilsyneladende været stille og rolig.

Den sidste notering i bogen er skrevet ti dage tidligere, hvor Mary Celeste befandt sig 160 km vest for Azorerne – omkring 800 km fra dets nuværende placering.

Kaptajnens sekstant, kronometer og navigationstabeller er dog forsvundet. Det samme gælder skibets redningsbåd. Men besætningen har hverken kastet anker eller surret roret fast, som det ellers er normal procedure ved evakueringer, noterer Deveau sig.

Alt i alt er skibet i god stand og fuldt ud sødygtigt. Mændene fra Dei Gratia finder intet tegn på vold eller kamp. Alle spor peger på, at Briggs og hans mandskab hurtigt og abrupt – måske i panik – har forladt skibet.

Rettergang på Gibraltar

Tilbage på Dei Gratia rapporterer Deveau til kaptajn Morehouse, som kort noterer i sin logbog, at det forladte fartøj er Mary Celeste på rejse fra New York til Genova.

Han undlader at notere, hvem skibets kaptajn er – ligesom han heller ikke beskriver, hvordan Mary Celeste så ud, da hans mænd fandt det.

Efter at have skrevet sin notits sejler Morehouse til den britiske kronkoloni Gibraltar, mens Deveau følger i kølvandet med Mary Celeste.

Vel ankommet kræver Morehouse bjærgeløn for at have fundet Mary Celeste. Beløbet skal betales af de amerikanske forsikringsselskaber, som det forladte skib er forsikret hos. Og snart ruller en retssag.

Den britiske admiralitetsret i Gibraltar, som står for retssagen, endevender minutiøst Mary Celeste. Forhør efter forhør bliver afholdt, alt imens rygter og beskyldninger begynder at svirre.

Nogle mener, at pirater har plyndret Mary Celeste og myrdet besætningen. Andre, at skibet har været ramt af en voldsom storm, eller at besætningen har drukket sig fra sans og samling og dræbt kaptajn Briggs og hans familie.

Morehouse får findeløn

Forhørslederen hager sig fast i en teori om, at Dei Gratias besætning kunne have dræbt folkene om bord på Mary Celeste for at indkassere bjærgelønnen. Derimod hælder den amerikanske avis Boston Post til piratteorien:

“Det antages nu, at den fine skonnertbrig Mary Celeste (…) blev overmandet af pirater”, skriver avisen den 24. februar 1873.

Teorien om, at besætningen vitterligt er blevet myrdet, blomstrer op, da de engelske myndigheder under Briggs' seng finder en gammel kniv, hvorpå der muligvis er blod. Også på dækket bliver røde pletter fundet. Begge dele viser sig dog at være rust.

Efter tre måneder afsiges dommen: Retten kan ikke fastslå, hvad der er sket om bord på Mary Celeste, eller hvorfor besætningen er væk. Briterne har ikke fundet beviser på pirateri, mytteri, vold eller mord.

Besætningen på Dei Gratia er derfor ikke længere under mistanke, og dommeren tildeler Morehouse en bjærgeløn for at have bragt Mary Celeste i havn.

Det beløb, som dommeren fastsætter, udgør imidlertid kun en sjettedel af de 46.000 dollars, som Mary Celeste og lasten er vurderet til at være værd. Beslutningen lugter af, at retten trods alt ikke er helt overbevist om Dei Gratia-besætningens uskyld.

Mary Celeste nægter at gå ned

Efter domsafsigelsen bliver Mary Celeste sejlet til Genova, hvor skibets last bliver afleveret. Men de amerikanske myndigheder er ikke tilfredse med den uafsluttede sag. Derfor forsøger de på egen hånd at opklare sagen ved at udspørge lokale indbyggere i havnene på Azorerne – uden resultat.

I et sidste forsøg giver myndighederne alle udstationerede amerikanske konsuler og officerer besked på at holde øje med personer, der matcher beskrivelsen af kaptajn Briggs, hans kone, datter og de syv sømænd. Ingen rapporterer nogensinde tilbage.

Efter den tragiske tur sælger Mary Celestes ejer skibet – efter sigende med et gevaldigt tab. Og i løbet af de næste 13 år skifter Mary Celeste ejer 17 gange.

Ingen af dem har noget godt at sige om skibet, der sejler langs USA’s kyst, mens det med jævne mellemrum går på grund, bryder i brand eller mister fragt, sejl og sømænd.

Mary Celestes sidste ejer prøver i januar 1885 med fuldt overlæg at kæntre skibet i Det Caribiske Hav i et forsøg på forsikringssvindel. Planen går imidlertid i vasken, da skibet nægter at synke, selvom det går på grund på et koralrev ud for Haiti.

I et sidste desperat forsøg sætter ejeren ild til skibet, men også den plan mislykkes. I stedet bliver han idømt fængsel for forsikringssvindel.

Mary Celeste bliver efterladt, hvor det er, og med tiden glider skibet ned af revet og forsvinder i bølgerne.