HMS Dreadnought blev færdig på et enkelt år – en bemærkelsesværdig præstation i en tid, hvor byggeriet af et krigsfartøj oftest tog adskillige år. Præstationen bekymrede briternes rivaler.
Storbritannien rådede i forvejen over Europas største og stærkeste flåde. Med det nye superskib og evnen til hurtigt at bygge flere af samme slags var landets herredømme over verdenshavene sikret langt ud i fremtiden.
Satiretegning af flådekapløbet fra 1909.
Erkendelsen satte skub i oprustningen verden over. Frankrig, USA, Japan, Italien og Tyskland begyndte alle at bygge dreadnought-skibe. I Storbritannien blev byggeriet af flere superskibe nærmest et folkekrav.
Andre nationer måtte dog opgive kapløbet, og Storbritannien forblev med sin samling af “kronjuveler”, som marineminister Winston Churchill kaldte skibene, verdens førende flådenation frem til 1. verdenskrig.
Manden bag vidunderet: Gav flåden slagkraft
HMS Dreadnought var kronen på værket i den række af fornyelser, som admiral John Fisher gennemførte i sin tid som den britiske flådes øverstkommanderende.
Fisher sendte flådens gamle, udtjente skibe til ophugning og satte byggeriet af mere tidssvarende fartøjer i værk.
Admiral Sir John Fisher.
Mere slagkraftigt artilleri og bedre uddannelse til mandskabet var blandt de forbedringer, der var med til at gøre Fisher kendt som en af de mest indflydelsesrige admiraler siden lord Horatio Nelson.
Skib fik lang karriere
Dreadnoughten USS Texas blev ved søsætningen i 1912 regnet for verdens mest slagkraftige krigsskib.
Fartøjet deltog i begge verdenskrige, bl.a. forud for de allieredes landgang i Normandiet i 1944.
Skibet er det eneste tilbageværende af sin art og er nu museumsskib i Texas.
