Svalbards hvaler var en krig værd
Da øgruppen Svalbard blev opdaget, lugtede hele Europa guld. Havet og bugterne bugnede med hvaler, hvis barder og spæk var en formue værd. Men ingen ejede Svalbard, og snart lød de første kanonskud i det nordligste Ishav.
Hollandske hvalfangere ignorerede Englands krav på Svalbard og fangede hvaler, som det passede dem.
De engelske hvalfangere ser mistænksomt op fra deres gryder, da en gruppe fremmede pludselig nærmer sig langs stranden. Svalbard er i sommeren 1618 ikke just overrendt med mennesker, og denne bugt, Sir Thomas Smiths Bay, er normalt engelsk domæne.
Gruppen stopper foran englænderne, og den forreste mand præsenterer sig som kaptajn Huybrecht Cornelisz. Hvalfangerne stivner ved lyden af det hollandske navn.
Cornelisz svajer og taler snøvlet – manden er tydeligvis beruset. Med ét lægger han hånden på en tom kobbergryde og erklærer, at alle de engelske gryder er beslaglagt, og at hans mænd skal tømme dem for kogt hvalspæk og fragte dem bort.
Forbløffet træder kaptajn Heley frem for at tale Cornelisz til fornuft: Bugten er engelsk, og stranden deres retmæssige arbejdsplads for kogning af spæk til olie.
Selv på hollandske kort er Sir Thomas Smiths Bay markeret som “Den Engelske Bugt”, anfører han. Intet bider imidlertid på hollænderen. Tværtimod kaster han sig pludselig frem mod den engelske kaptajn.
“Han kaldte ham en skælm og en slyngel. Og med en kniv stak han ud efter Heley og havde dræbt ham, hvis ikke andre englændere var kommet til og havde holdt ham tilbage med magt”, skrev Heleys kollega kaptajn Salmon bagefter i logbogen om optrinnet.
Da gemytterne er faldet til ro, fnyser kaptajn Huybrecht Cornelisz hånligt: “Fisk, fisk I bare. Vi tager alligevel jeres olie og sænker jer snarest”.
Med denne fornærmelse forsvinder hollænderne. Det sidste ord er imidlertid langtfra faldet i striden om Svalbard. På få år vil kampen om områdets bedste fangstpladser nemlig vokse til et kæmpe internationalt slagsmål.
Guldgrube dukkede op af tågen
Da den hollandske opdagelsesrejsende Willem Barents som den første i 1596 så Svalbard gennem Ishavets tåge, forestillede han sig næppe, hvilket rasende kapløb opdagelsen ville udløse.
Barents var dog ikke i tvivl om, at han var stødt på en guldgrube. Svalbards bugter vrimlede med hvalrosser, isbjørne og op til 18 m lange, tonstunge grønlandshvaler. Dyr, hvis skind, tænder og spæk kunne indbringe en formue i Europa.
Rygtet om Ishavets naturrigdomme spredte sig hurtigt og nåede bl.a. det engelske Muscovy Company.
Kompagniet sad enevældigt på handlen med Rusland, men havde i 1577 også fået monopol på at jage hvaler på verdenshavene af Englands dronning, Elizabeth 1.
Monopolet blev ganske vist ikke anerkendt af noget andet land, men det forhindrede ikke Muscovy Company i at hævde sin ret ved enhver given lejlighed. Derfor sendte kompagniet også sømænd ud for at udforske Svalbard.
I 1607 sejlede kompagniets mand den opdagelsesrejsende Henry Hudson nord om øgruppen. Ligesom Barents var Hudson ikke i tvivl ved synet af de mange hvaler ud for Svalbards kyster: “Jeg tror, dette land vil være profitabelt for enhver, som vil udforske det”, lød det i Hudsons logbog.
Hans rapport blev modtaget med begejstring hos Muscovy Company, og da flere ekspeditioner i årene efter fortalte det samme, blev de første to fangerskibe sendt til Svalbard i 1611.
Gennem tåge og drivis nåede de to skibe, Elizabeth og Mary Margaret, i maj 1611 til Svalbard. Ekspeditionsleder Jonas Poole skulle “dræbe en til tre hvaler... og derefter rejse nordpå for at udforske”. Men ekspeditionen løb hurtigt ind i vanskeligheder.
Mens Jonas Poole på Elizabeth udforskede området, blev Mary Margaret fanget af pakis. Mandskabet, der arbejdede på stranden med at koge spæk, kunne kun se til, mens skibet drev til havs.
Heldigvis fandt Jonas Poole det strandede mandskab, hvorefter han sejlede mod bugten, hvor det vildfarne skib sidst var set.
Men Poole og hans folk var ikke længere alene. Nær vraget af Mary Margaret lå et engelsk skib fra byen Hull, en såkaldt medløber, der blæste på kompagniets monopol – og andres liv, skulle det snart vise sig.
Poole beordrede vraget tømt, men pludselig fik det slagside pga. manglende ballast. Poole, som befandt sig i lasten, blev bombarderet med øltønder, men reddede sig ud i sidste øjeblik: “Mit hoved var brudt til kraniet”, som han senere beskrev det.
Forslåede kravlede de overlevende op i tre både og roede over til skibet fra Hull. Men her blev de koldt afvist. Da Poole og hans mænd ville ombord, blev de holdt væk af besætningen med bådshager.
Først med løftet om en “klækkelig betaling” fik de lov at komme ombord. Rystede nåede Poole og hans folk hjem til England, men de havde lært en vigtig lektie: Svalbard var et sted, hvor kun den stærkes ret blev respekteret.
Lejre, hvor fangerne kunne udvinde hvalolie, skød op langs Svalbards kyster.
Englændere løsnede de første skud
Ikke bare engelske medløbere tog i disse år på hvalfangst ved Svalbard. Også franskmænd, spaniere og især hollændere sejlede på havene ved øgruppen.
Til Muscovy Companys store forargelse anlagde de geskæftige hollændere åbenlyst hvalfangerstationer på Svalbard, hvor de forarbejdede og lastede hundredvis af tønder med hvalolie.
Da Muscovy Company i 1613 igen sendte en ekspedition afsted mod Svalbard, var kompagniet derfor opsat på at sikre monopolet. Blandt de seks hvalfangerskibe var således også krigsskibet The Tiger lastet med 21 kanoner.
Ved Sir Thomas Smiths Bay på vestkysten stødte englænderne på de første udlændinge, og The Tiger gik straks i gang med at håndhæve Muscovy Companys selvskabte love.
På få uger jagede hun ikke færre end 17 skibe bort. De mest genstridige kaptajner skulle udlevere deres last af spæk og olie, men to hollandske og et spansk skib nægtede.
“Vi besluttede os for at kæmpe mod dem. Dækket blev ryddet til kamp, og vi gjorde vores ammunition klar”, fortæller underofficer Robert Fotherby fra The Tiger i sin rapport om hændelsen.
De tre kaptajner bøjede dog af, afgav deres kostbare last til englænderne og forlod Svalbard uden kamp. Mindre heldigt gik det for et tredje hollandsk skib, som englænderne stødte på ved den sydlige del af Svalbard. Her nægtede skibets kaptajn at overgive sin last.
“Vores general beordrede artilleriet til at skyde på ham”, berettede styrmanden på The Tiger, William Baffin. Da tre-fire kanonskud flænsede siden på det hollandske skib, overgav hollænderne sig, og deres skib blev tvangsindskrevet i handelskompagniets tjeneste.
Krigsskibe kæmpede ved Svalbard
Den engelske politi-ekspedition udløste straks diplomatisk krise i Europa: Hollandske udsendinge drog til London for at “kræve genoprejsning”, mens Frankrig beskyldte England for bøllemetoder.
Englænderne ville imidlertid ikke give sig. Heller ikke et forslag om at gøre havet ved Svalbard til mare liberum – et frit hav – ville de tilslutte sig. Muscovy Company stod stejlt på sit monopol.
Da hvalsæsonen i 1614 nærmede sig, rustede hollænderne sig derfor til kamp. De 14 hvalfangerskibe, som stævnede ud mod Svalbard det forår, blev således fulgt af tre mægtige fregatter – alle med ordre til at bruge magt, såfremt nogen skulle forsøge at hindre skibene i at fange hvaler.
Skibskanonerne fik hollænderne dog ikke brug for det år. Klogeligt valgte englænderne at holde sig på afstand – også da hollænderne helt uhørt, og som om de ejede stedet, byggede en permanent bygning på Svalbard.
Den hollandske ekspedition varslede en ny tid for Svalbard, hvor et fangerskib, der ville fiske i sikkerhed, måtte ledsages af krigsskibe. Sejlede et fangerskib for langt væk, var det overladt til sin egen skæbne.
I 1617 slog englænderne eksempelvis til mod det enlige hollandske skib Noahs Ark og røvede 200 tønder olie. Englænderne truede ifølge den hollandske rapport om hændelsen med at “hænge fangerne fra bovsprydet eller binde dem på hænder og fødder og smide dem i havet”.
Året efter svarede hollænderne igen, da de plyndrede og nedbrændte en engelsk hvalfangerstation, hvilket fik Muscovy Company til at kræve 5.000 pund – eller godt otte mio. nutidskroner – i erstatning.
Senere samme år affyrede den hollandske kaptajn Abraham Leverstein kanonskud mod en gruppe engelske fangerskibe og tvang lederen, kaptajn Heley, til at komme ombord på sit skib.
Ifølge Heley “truede de flere gange med at sejle hen og sænke vores skibe, mens vi konfererede”. Hollænderne slap dog Heley løs for et par dage senere alligevel at “affyre en serie mindre skud og derefter fire bredsider”.
Skuddene dræbte en mand, som opholdt sig i skibets udsigtspost, da kanonkuglerne hamrede ind i skroget.
Englænderne svarede igen med nye bredsider, men de var i undertal, og snart var deres skibe så ødelagte, at kampen blev indstillet. Hollænderne væltede ombord og “røvede alt, de kunne lægge deres hånd på”, berettede kaptajn Heley.
Ud over hvalolie tog hollænderne mændenes overtøj og næsten værst af alt: deres beholdning af øl. Tabet var enormt, påstod englænderne: 66.000 pund, eller over 100 mio. nutidskroner.
Hvalfangerne måtte skære gennem et 40 cm tykt lag hud for at nå ind til det kostbare spæk.
Milliontab tvang løsning igennem
Det blodige sammenstød blev ikke det sidste. I de følgende år var hvalfangsten plaget af slagsmål til lands og til vands, som ud over døde søfolk og soldater kostede mio. af nutidskroner i røveri og tabt arbejdsfortjeneste.
Da hollænderne i 1623 var blevet fast etableret med egen hvalfangerstation i det nordlige Svalbard, fandt de tiden inde til en våbenhvile. Fremover skulle Svalbard deles op, så alle nationer kunne fiske i fred.
Selvom englænderne ikke var enige, endte de med at give sig, eftersom flåden ikke kunne afse skibe til at patruljere ved Svalbard.
Da den engelske borgerkrig brød ud i 1642, smuldrede landets greb om Svalbard, og havet om øgruppen blev reelt mare liberum. Men på det tidspunkt havde bedre udstyr gjort det muligt at fange hvalerne på åbent hav og koge spækket på skibsdækket i stedet for på land.
I løbet af de næste 100 år forsvandt også de enorme bestande af hvaler pga. overfiskeri. Og med dem forsvandt de fleste fangere fra Svalbard. I dag vidner kun fiskernes forladte hvalfangststationer om storhedstiden.