Svalbards hvaler var en krig værd
Da øgruppen Svalbard blev opdaget, lugtede hele Europa guld. Havet og bugterne bugnede med hvaler, hvis barder og spæk var en formue værd. Men ingen ejede Svalbard, og snart lød de første kanonskud i det nordligste Ishav.

Hollandske hvalfangere ignorerede Englands krav på Svalbard og fangede hvaler, som det passede dem.
De engelske hvalfangere ser mistænksomt op fra deres gryder, da en gruppe fremmede pludselig nærmer sig langs stranden. Svalbard er i sommeren 1618 ikke just overrendt med mennesker, og denne bugt, Sir Thomas Smiths Bay, er normalt engelsk domæne.
Gruppen stopper foran englænderne, og den forreste mand præsenterer sig som kaptajn Huybrecht Cornelisz. Hvalfangerne stivner ved lyden af det hollandske navn.
Cornelisz svajer og taler snøvlet – manden er tydeligvis beruset. Med ét lægger han hånden på en tom kobbergryde og erklærer, at alle de engelske gryder er beslaglagt, og at hans mænd skal tømme dem for kogt hvalspæk og fragte dem bort.
Forbløffet træder kaptajn Heley frem for at tale Cornelisz til fornuft: Bugten er engelsk, og stranden deres retmæssige arbejdsplads for kogning af spæk til olie.
Selv på hollandske kort er Sir Thomas Smiths Bay markeret som “Den Engelske Bugt”, anfører han. Intet bider imidlertid på hollænderen. Tværtimod kaster han sig pludselig frem mod den engelske kaptajn.
“Han kaldte ham en skælm og en slyngel. Og med en kniv stak han ud efter Heley og havde dræbt ham, hvis ikke andre englændere var kommet til og havde holdt ham tilbage med magt”, skrev Heleys kollega kaptajn Salmon bagefter i logbogen om optrinnet.
Da gemytterne er faldet til ro, fnyser kaptajn Huybrecht Cornelisz hånligt: “Fisk, fisk I bare. Vi tager alligevel jeres olie og sænker jer snarest”.
Med denne fornærmelse forsvinder hollænderne. Det sidste ord er imidlertid langtfra faldet i striden om Svalbard. På få år vil kampen om områdets bedste fangstpladser nemlig vokse til et kæmpe internationalt slagsmål.