Titanic bliver til
Hule drøn af jern mod jern, sydende damp og råb fra mandsstemmer løftede sig mod den grå himmel over Belfast.
Klokken var endnu ikke otte, men værftsområdet summede allerede af liv.
Tungt lastede hestevogne kørte knagende gennem den mudrede jord, mens mænd baksede med store stålplader og tunge hamre.
I luften hang lugten af smøreolie, rust og varmt metal.
Mellem virvaret af kraner, kabler og stilladser knejste et vældigt skibsskrog. Endnu var det kun en tom skal omgivet af rå stålplader, fyldt med nittehuller og kridtstreger, men snart ville det forvandle sig til det største og mest luksuøse skib, verden endnu havde set.
En stor, sort tavle på stilladset ved bedding nummer tre kundgjorde navn og ejer: White Star, Royal Mail Steamer “Titanic”.
Ordren var klar: Byg Titanic, eller gå fallit
Ideen om skibet opstod en kølig sommeraften i 1907 i et hus på Londons fornemme Belgrave Street.
Her – i en statelig ejendom med hvide søjler – boede lord Pirrie, direktør for skibsværftet Harland & Wolff.
Som så ofte før havde han inviteret Bruce Ismay, direktøren for rederiet White Star Line, til en lille privat middag.
Denne aften drejede konversationen i herreværelset sig om storhed. Harland & Wolff kunne bygge et par skibe, der ville bringe Ismay foran konkurrenterne, foreslog Pirrie over en cognac. Skibene ville være længere end alle andre og have plads til mere end 3000 personer om bord.
Vigtigst af alt, de ville være udstyret med en luksus og en komfort, der kunne tilfredsstille selv den mest kræsne kunde.
Forslaget lød besnærende. Harland & Wolff ejede en stor aktiepost i White Star Line og havde, med en enkelt undtagelse, bygget alle rederiets skibe.
Sammen var de britisk skibsfarts bedste makkerpar. Siden 1870, hvor de sammen søsatte damperen Oceanic – kaldet “alle Atlanterhavsdamperes moder” – havde de sat standarden for passagerkomfort til søs. Fremtiden havde tegnet lys, for efterspørgslen på rejser over Atlanten var steget støt fra 600.000 passagerer i 1898 til 2.400.000 i 1907.