Vraget ligger på 3.800 meters dybde.
Luksusvrag bliver turistdestination
Titanic har ligget på havets bund siden 1912, hvor luksuslineren på vej fra Southampton i England til New York i USA ramte et isbjerg og endte med at synke.
Et firma har siden 2018 tilbudt ubådsrejser ned i dybet for at komme tæt på vraget fra katastrofen, der kostede over 1500 mennesker livet.
Ubåden hedder Titan og er ejet af det amerikanske firma OceanGate Expeditions, hvis CEO også er én af de fem passagerer forsvundet i dybet.
Ud over OceanGate-chefen huser den lille ubåd også den 58-årig britiske milliardær Hamish Harding, den pakistanske forretningsmand Shahzada Dawood og hans søn Sulaiman Dawood samt den franske dybhavsdykker Paul Henry Nargeolet.
Dykket mod vragdelene af det forliste Titanic var højdepunktet på en i alt otte dage lang tur, som kostede 250.000 dollars eller 1,7 millioner kroner per deltager.
I alt var det meningen at turen i ubåden skulle tage fem timer.
Blev først fundet i 1985
Selvom Titanic sank tilbage i 1912, blev det først fundet i 1985.
Her fandt man ud af, at skibets for- og agterstavn, som brækkede i hvert sit stykke under forlisset, ligger med ca. 600 meters afstand.
Siden har skibet været hovdperson i Hollywood-storfilmen "Titanic" fra 1997 og nu – på tragiske vis – i et turisteventyr, der er gået helt galt.