Ubåd: introduktion til ubådens historie

Drebbel byggede efter successen straks to ubåde mere. Den sidste ubåd havde plads til 12 roere og fire passagerer. Angiveligt dykkede den ved, at besætningen fyldte griseblærer med havvand via slanger ud gennem skroget for at tynge fartøjet.

Når ubåden skulle op til overfladen, pressede Drebbels mænd vandet ud igen og skabte dermed den nødvendige opdrift. Ifølge samtidige kilder tog tusinder af Londons borgere opstilling langs Themsen, da Drebbel afprøvede sin ubåd.

Uheldigvis for Cornelius Drebbel var hans arbejdsgivere, den engelske flådes topledelse, meget lidt imponeret over hans ubåde.

De mente ikke, at undervandsbåden ville kunne klare sig i søkrig, da en kanon affyret inde fra fartøjet nærmere ville sænke ubåden selv end fjenden.

Drebbels ubådsprojekt blev prompte lukket ned og opfinderen fyret. Der skulle gå over 150 år, før en ubåd endelig viste sit skræmmende krigspotentiale.

Ubåd sejler sig ind i krigshistorien

Det var under den amerikanske revolution, at et ubåd for første gang kom i krig. En tidlig morgen den 7. september 1776 dykkede en lille, æggeformet ubåd ind under den britiske flådes flagskib i New Yorks havn.

Ubåden, der var bygget i træ af opfinderen David Bushnell og blev kaldt skildpadden, havde kun plads til en enkelt mand og blev drevet frem med et håndsving og en skrue.

Da den nåede ind under det engelske krigsskib, forsøgte operatøren inde fra ubåden at skrue en mine fast på skibsskroget. Uheldigvis satte bomben sig ikke fast, og den eksploderede uden at gøre skade.

Det første succesfulde angreb med en ubåd blev udført i 1864, men endte fatalt for besætningen. Under den amerikanske borgerkrig byggede sydstaterne den 13 m lange ubåd Hunley med plads til otte mand.

Hunley var lavet af smedejern og havde en ballasttank, som kunne fyldes og tømmes for vand under dykning og uddykning. Ubåden blev drevet fremad af håndsvingsdreven skrue.

Under to tidligere testsejladser var Hunley gået til bunds og 13 mand druknet, men det afskrækkede ikke de otte mand, som den 17. februar 1864 sejlede ind i Charlestons havn for at sænke Nordstaternes krigsskib USS Housatonic.

Sydstats-ubådens stævn var udstyret med en seks meter lang stang, hvorpå var monteret en bombe på 60 kg krudt. Da Hunley nåede frem til Housatonic, sænkede besætningen den lange stang ned under skibets køl og detonerede bomben.

Eksplosionen sænkede Housatonic, men dræbte også ubådens otte mand, der var alt for tæt på bomben. Hunley-angrebet beviste, at en lille ubåd med en minimal besætning skjult i havets dyb kunne udslette et kæmpestort krigsskib. Ubådens tidsalder var indledt.

Tysklands ubåde herskede under havet

Da 1. verdenskrig brød ud i 1914, havde englænderne verdens stærkeste flåde. Tysklands mest frygtindgydende våben var til gengæld landets flåde af ubåde, der var langt mere avancerede end nogen andre landes ubåde.

Den typiske tyske ubåd var omkring 65 m lang og havde plads til 35 mand og 12 selvdrevne torpedoer. I løbet af krigens fire første måneder lykkedes det tyske ubåde at sænke ni britiske krigsskibe med et tab på kun fem ubåde.

I februar 1915 erklærede Tyskland uindskrænket ubådskrig mod ethvert skib, som formodedes at sejle med forsyninger til England. I løbet af 1915 sænkede tyske ubåde tæt på to skibe dagligt.

Den 7. maj 1915 torpederede en tysk ubåd det britiske passagerskib Lusitania, som sank på 18 minutter og trak 1198 passagerer med sig i dybet, heriblandt 128 amerikanere. Episoden var medvirkende til, at USA i 1917 erklærede Tyskland krig.

Da 1. verdenskrig sluttede i november 1918 havde de tyske ubåde sænket næsten 5.000 allierede skibe med et tab på blot 178 ubåde. Da Adolf Hitler kom til magten i Tyskland i mellemkrigsårene, besluttede naziregimet endnu engang at satse på ubådene.

Da 2. verdenskrig brød ud i september 1939, havde Nazityskland blot 56 ubåde, men antallet blev hurtigt forøget.

De tyske ubåde, hvis besætninger blev kendt under navnet “De grå ulve”, angreb med stor succes alle skibe, som fragtede forsyninger til De britiske øer. Ubådenes indhug i de allierede fragtskibe var så massivt, at briterne frygtede at tabe krigen alene på grund af ubådsblokaden.

Krigslykken vendte dog efterhånden som de allierede blev bedre til at lokalisere en ubåd med sonar og sænke dem med dybvandsbomber.

Ved krigens slutning havde Tyskland mistet 793 ubåde og omkring 28.000 besætningsmedlemmer.

Den kolde krigs ubåd kunne udslette verden

Ved 2. verdenskrigs afslutning indledtes en ny krig – den kolde krig. På den ene side stod USA og på den anden Sovjetunionen.

Begge lande besad atomvåben, og i løbet af 1950’erne udviklede de en helt ny type ubåde, hvis primære funktion var at fungere som affyringsplatform for atombevæbnede missiler.

Ubådene kunne sejle tusinder af kilometer og var svære at opdage. Ved at placere atommissiler på en ubåd var supermagterne derfor sikre på at kunne gengælde et eventuelt atomangreb.

I løbet af 60’erne og 70’erne blev missilubådene stadigt større med plads til flere missiler. Mens de første ubåde måtte op til overfladen for at affyre missilerne, kunne de nye affyre dem fra havets dybde.

Den amerikanske Trident-ubåd, som blev søsat i 1981 havde plads til 24 atommissiler – nok til at udslette millioner af mennesker.

For at matche amerikanerne søsatte Sovjet kort efter Akula-ubåden, der med sine 175 meters længde var verdens hidtil største missilubåd. Ubåden kunne forblive neddykket i op til 120 dage uden at komme op til overfladen.

Ved den kolde krigs afslutning i 1991 indstillede både russerne og amerikanerne deres missilubådsprogrammer. Efter 130 år som havets mest frygtindgydende våben var ubådens storhedstid endeligt forbi.