10 møgfly fra 2. verdenskrig

Det polsk udviklede LWS-6 Zubr skulle egentlig have været et passagerfly, men da det polske luftfartsselskab LOT i 1935 købte 3 amerikanske DC-2 maskiner i stedet, søgte PZL-fabrikkerne i Lublin at skabe en militær udgave med plads til 1.200 kilo-bomber.

Men prototypen styrtede ned under prøveflyvningen 7. november 1936, fordi vingekonstruktionen ikke kunne holde til de kraftigere motorer, man forsøgte sig med.

Da man derefter afstivede konstruktionen, måtte bombekapaciteten reduceres drastisk, for at flyet ikke skulle blive for tungt.

Desuden blev piloter rådet til ikke at slå landingsstellet op under flyvning, da der var akut fare for at det ikke foldede sig ud før landing.

Det polske flyvevåben aftog 15 eksemplarer af den usædvanligt grimme Zubr, men ingen af dem nåede i kamp.

Da Nazi-Tyskland angreb Polen i september 1939, blev de fleste ødelagt på jorden, mens det tyske Luftwaffe konfiskerede resten.

Paradoksalt nok havde tyskerne større held med flyet, som blev brugt til træningsopgaver langt ind i 1942.

Den italienske Breda Ba.88 var en elegant maskine.

Det slanke skrog var forud for sin tid, og året efter at den første gang kom på vingerne i 1936, satte den ny hastighedsrekord med 518 km/t, og i 1938 hele 554,36 km/t over en distance på 100 kilometer.

Den rappe Ba.88 tegnede til at blive det perfekte krigsfly.

Men da maskinen skulle anvendes i militær tjeneste begyndte problemerne. Armeringen førte til kraftig vægtforøgelse, og monteringen af tungt skyts gik alvorligt ud over aerodynamikken.

Det betød, at de to motorer nu var håbløst underdimensionerede. Og da motorerne tilmed blev udstyret med sandfilter med henblik på operationer i Nordafrika, var topfarten nu reduceret til 250 km/t.

Efter erfaringerne med den første leverance, annullerede staten kontrakten, men bad alligevel Breda om at fortsætte produktionen for at undgå lukning af fabrikken.

Maskinerne gjorde en rimelig indsats i krigens første tid. Men det var mest fordi de allieredes flyvevåben kun var sparsomt til stede i området, så de langsomme Ba.88’ere stort set havde luftrummet for sig selv.

”Ikke-strategisk materiale” var nøgleordet, da Sovjetunionen konstruerede jagermaskinen LaGG 3.

Det betød, at hele rammen var bygget i birketræ, som fandtes i rigelig mængde i de russiske skove, og behandling med en bakelitholdig lak beskyttede den mod fugt og råd.

LaGG 3-maskinen havde ry for at være tidens mest moderne, og efter at Stalin beordrede den sat i masseproduktion, blev den bygget i 6.258 eksemplarer.

Men da den tyske invasion kom i 1941, viste LaGG 3 alvorlige problemer. På grund af tekniske vanskeligheder med den nyudviklede Ki-106 motor var den blevet erstattet af den driftssikre Ki-105.

Men den var svagere og umuliggjorde, at LaGG 3 kunne hamle op med de tyske jagere. Desuden havde trærammen en tendens til at flække, når den blev ramt af skud.

Det gav næring til flyets øgenavn: LaGG stod egentlig for Lavochkin Gorbunov Goudkov, men piloterne kaldte den i stedet ”Lakirovanny Garantirovanny Grob”, som betød ”med garanti en lakeret ligkiste”.

Ingeniørerne på Junkers-fabrikkerne havde ringe erfaring med at bygge fly i træ, da de valgte materialet til at konstruere et transportsvævefly i den tunge vægtklasse.

Ordren lød på et fly, der mindst kunne medbringe en kampvogn i mellemklassen eller 20 tons gods, og den udfordring viste sig for stor.

Først måtte de reducere nyttelasten til 16 tons, og da prototypen til Junkers Ju 322 Mammut stod klar i april 1941, kunne den medføre beskedne 11 tons.

Modellen havde også andre problemer. Kort efter at trækflyet – en Junkers Ju 90 – havde fået den på vingerne, steg mammutten hurtigere end beregnet, og den hev trækflyets hale med sig opad.

Slæbetovet måtte i hast kappes, hvorpå den ustyrlige Mammut blev bragt til nogenlunde sikker landing på en mark i nærheden.

Flyet kom aldrig i produktion.

Messerschmitt-fabrikkerne arbejdede også med store svævefly og udviklede den tilsvarende Me 321.

Den havde metalskelet, lastede 20 tons og den var i tjeneste indtil Luftwaffe konkluderede, at svævefly i denne størrelsesorden var upraktiske.

Allerede i 1938 havde de tyske myndigheder besluttet, at der skulle udvikles en forbedret udgave af jagerbomberen Messerschmitt Bf 110.

Nogle dage efter den tyske invasion af Polen i september 1939 gik Messerschmitt Me 210 derfor på vingerne første gang, men den nye maskine viste sig stærkt problematisk.

Testpiloten Hermann Wuster kaldte den ”helt uacceptabel, nærmest farlig.” Den rystede voldsomt ved drejninger og dyk.

Men staten havde allerede inden den første prototype så dagens lys afgivet bestilling på 1.000 eksemplarer, og det blev der ikke lavet om på.

Men i 1941 og 1942 forsøgte teknikerne at løse flyets mange problemer, alt imens produktionen af den nu forældede Bf 110 blev genoptaget.

Da Me 210 omsider kom i aktiv tjeneste i 1943 var den stadig ikke meget bedre end den første prototype.

Dens tjeneste blev også kort, for kort efter kom model Me 410, som i princippet var det samme fly - blot med gode flyveegenskaber og et andet navn.

B.26 Botha var et af krigens mindst succesfulde fly.

Da Blackburn-fabrikkerne gik i gang med at udvikle det i 1936, var der ikke tilstrækkeligt med motorer af den nødvendige type, så man erstattede dem med 850 hestekræfters Bristol Perseus-motorer, som var underdimensionerede til flyet.

Det gav det meget ringe flyveegenskaber, og flyet blev taget ud af aktiv frontlinjetjeneste efter kun tre måneder.

Ganske vist gik kun en enkelt maskine tabt, men det skete ved at den helt umotiveret kolliderede med et andet fly i luften. B.26 var så ustabil, at den blev fundet helt uegnet til at flyve i formation.

Allerede i maj 1940 blev flyet sendt på pension som jagerbomber, og 473 eksemplarer blev overført til træningsenheder.

Da 169 af dem var styrtet ned under træning blev den i juli 1943 endeligt skrottet.

”Den ting er livsfarlig, men ikke for tyskerne,” afgav en pilot sin dom over det mislykkede fly.

Blackburn-fabrikkerne i Skotland havde ikke heldet med sig, da de den 23. december 1938 præsenterede Blackburn Roc, der var baseret på den effektive styrtbomber Blackburn Skua.

Bevæbningen på Roc var original, men viste sig at være en misforståelse.

Ombord var en skytte, som ved en elektrisk anordning kunne styre et lille, drejeligt kanontårn, der sad bag cockpittet.

De fire maskinkanoner kunne skyde bagud, til siderne og opad, men de kunne ikke skyde fremad, hvilket var en vigtig forudsætning for at kunne klare sig i traditionel luftkamp.

Endnu alvorligere var det dog, at kanontårnet var så tungt, at en Roc kun var i stand til at indhente de langsomste af de tyske bombefly, som den skulle skyde ned.

Selvom der blev produceret 136 eksemplarer, findes der kun et eneste bekræftet tilfælde af at en Roc har skudt et fjendtligt fly ned.

Det skete den 28. maj 1940, da det ud for Ostende i Belgien lykkedes en Roc at komme ind under en tysk Junkers Ju88 og skyde den op i bugen.

Paradoksalt nok var Ju 88 blandt tyskernes hurtigste bombefly: Dens topfart på 550 km/t var næsten det dobbelte af en Roc.

I løbet af 1941 gik Messerschmitt i gang med at bygge en motoriseret udgave af transportsvæveflyet Me 321. Det blev til et af 2. verdenskrigs største fly, Me 323, med navnet Gigant.

Prototypen havde haft fire motorer, men det var ikke lykkedes at få den på vingerne. Den færdige udgave havde seks, og selv det gik kun med nød og næppe, så flyveegenskaberne var derfor ringe.

Flyets havde en marchhastighed på beskedne 218 km/t og selv for en transportmaskine var den usædvanligt klodset i luften.

Den 22. april 1943 gik det helt galt, da 27 fuldt lastede gigantfly var på vej over Middelhavet med forsyninger til Rommels Afrikakorps.

Engelske Spitfires og amerikanske Curtis P-40 Warhawks gik til angreb, og de ledsagende jagerfly var i håbløst mindretal.

De tunge transportmaskiner var ude af stand til at undvige, og 21 af dem styrtede i havet.

Ikke desto mindre blev maskinen fremstillet helt frem til april 1944, hvorefter Messerschmitt satte alle ressourcer ind på at bygge jetjageren Me 262.

Biplanet Fairey Swordfish var allerede forældet, da britiske Royal Air Force tog det i brug i 1936.

Det var en videreudvikling af en prototype, som var havareret under prøveflyvningen, og lige fra starten blev den kritiseret for at være langsom.

Fairey Swordfish skulle bruges som torpedobombefly, men med en topfart på 222 km/t var det vanskeligt at få fart nok på torpedoen til at ramme præcist.

Piloterne viste deres manglende respekt ved at kalde den Indkøbsnettet.

Ikke desto mindre overraskede Sværdfisken.

Den 11. november 1940 anrettede flyene, som var stationeret på hangarskibet HMS Illustrious, svære skader på tre italienske slagskibe på flådebasen ved Taranto.

Og under jagten på det tyske superslagskib Bismarck i slutningen af maj 1941 var det Fairey Swordfish-maskiner, der affyrede de torpedoer, som satte Bismarck ud af stand til at manøvrere.

Da produktionen af flyet stoppede den 18. august 1944 var der trods dets åbenlyse mangler blevet bygget 2.396 eksemplarer, og det gik først ud af aktiv tjeneste i maj året efter.

Det lille jagerfly Messerschmitt Me 163 var genialt udtænkt.

Efter at have set flyet i aktion, fik japanerne rettigheder til selv at producere flyet. Men den japanske ubåd, der i marts 1944 forlod Kiel og formentlig havde en færdig Me 163 ombord, blev sænket i Atlanten.

De komplette tegninger til flyet gik også tabt under transporten til Japan.

Derfor besluttede japanerne at konstruere flyet på grundlag af betjeningsmanualer og sparsomme oplysninger, og efter et par mindre heldige prototyper, stod flyet klar til sin første tur under navnet Mitsubishi J8M. Det var den 7. juli 1945.

Testpiloten Toyohiko Inuzuka fik fart på Det Skarpe Sværd, som maskinen populært blev kaldt. Han lettede og steg i en vinkel på 45 grader. Men i 396 meters højde satte motoren pludselig ud.

Flyet stallede, men Inuzuka fik kontrol over det og svævede ned.

Kort før landing snittede flyet et tag, det brød i brand og eksploderede.

Teknikerne mente, at der havde været vrøvl med benzinpumpen i det avancerede fly, men før de fik sagen undersøgt til bunds, kapitulerede Japan den 15. august 1945 og krigen var dermed slut.