Granaten bestod af en udhulet jernkugle fyldt med krudt. En langsomt brændende lunte antændte krudtet.

© Robert Felce

330 år gammel håndgranat skyllet op på stranden

En af de tidligste håndgranater i Europa er dukket op på en engelsk strand, hvor de blev fundet af en lokalhistorisk skattejæger. Mange flere ligger sandsynligvis på havets bund.

16. januar 2019 af Bue Kindtler-Nielsen

En håndgranat fra 1600-tallet er blevet fundet på Cornwalls kyst i sydvest England. Granaterne stammer fra skibet HMS Schiedam, der transporterede våben og heste til den britiske hær, da det sank tæt på kysten i 1684.

Vraget af HMS Schiedam blev fundet af dykkere for to år siden, uden at der var afsat penge til en bjergning. Siden har storme i området og stærke havstrømme fra Atlanten revet mange genstande løs af sandet, heriblandt håndgranaten.

Bomberyddere blev tilkaldt

Granaten blev fundet af lokalhistorikeren Robert Felce, som ofte går tur på stranden og kigger efter genstande fra de mange skibsvrag ud for kysten. 

Efter at have ligget på havets bund i mere end 300 år var de to granater omgivet af en tyk skorpe. 

De lignede derfor sten, men Felce tabte den, så den revnede og afslørede granaten, der stadig var fyldt med krudt. Hurtigt blev bomberyddere tilkaldt og uskadeliggjorde den.

De største soldater brugte håndgranater

Håndgranaten gjorde sit indtog i de europæiske hære i midten af 1600-tallet, hvor den bestod af en jernkugle med krudt, som blev antændt med en lunte. 

De blev brugt af eliteenheder kaldet grenaderer, som blev hentet blandt de højeste soldater, der kunne kaste længst. De blev set som frygtløse og selv efter brugen af luntehåndgranater stort set forsvandt i 1700-tallet, fortsatte elite­enheden bl.a. i Stor­britannien.

Grenaderer var nogle af 1600-tallets fysisk største og mest frygtløse soldater.

Måske er du interesseret i...

Læs også