Her er 9 af historiens mest vanvittige atomprojekter

I juli 1946 kunne bikini-stammens høvding se på, mens først atombomben Able og siden Baker sendte gigantiske søjler af kogende, radioaktivt vand kilometer op i atmosfæren. Ni skibe sank, mens øerne blev overdænget med radioaktivt nedfald.

Frem til 1958 nåede USA at bombe Bikini-øerne 23 gange og de nærliggende Marshall-øer 44 gange.

Bombernes samlede kraft svarede til over 7.000 Hiroshima-bomber. Øerne er i dag fortsat ubeboede.

Tellers ideer var vilde og mangfoldige: Han foreslog at bruge brintbomber til olie- og gasudvinding, til at ændre floders løb og til at bortsprænge hele bjerge, så nye motorveje kunne anlægges.

Det vildeste, fysikeren foreslog, var at grave en ny Panamakanal­ ved hjælp 302 brintbomber – en idé, Panamas regering høfligt, men bestemt afslog.

Mere succes havde Teller med en plan om at sprænge en kunstig havn i Alaska. En række af delstatens politikere støttede varmt ideen, der dog til sidst måtte opgives, fordi lokalbefolkningen protesterede højlydt.

USA's mest forurenende sprængning

I forbindelse med projektet udførte Edward Teller og hans folk en række prøvesprængninger. En af de største – Sedan – foregik i Nevada-ørkenen i 1962, hvor en a-bombe blev detoneret dybt i undergrunden.

Resultatet blev et imponerende 100 m dybt hul – og at 12 millioner tons sand blev blæst fire kilometer op i atmosfæren.

I de efterfølgende uger regnede det radioaktive sand ned over en række af USA's delstater. Sedan-testen anses i dag for at være den mest forurenende atomprøvesprængning i USA's historie.

I alt nåede Teller og hans folk at foretage 27 prøvesprængninger. Det lykkedes faktisk videnskabsmanden at udvinde naturgas i New Mexico, men produktet var så radioaktivt, at ingen ville købe det.

Den 140 kilotons kraftige bombe sprængte et 100 m dybt hul med en diameter på 400 m. Hullet blev efterfølgende fyldt op af grundvandet:

“Vandet i den kunstige sø, skabt af en atombombe, er ufarligt for mennesker", lød det i en propagandafilm, hvor borgerne kunne se Slavskiy svømme rundt i det radioaktive vand.

I alt nåede russerne i årene fra 1965 til 1989 at detonere 116 kernevåben i forbindelse med civile anlægs- og forskningsprojekter.

Et gigantisk lysglimt sås på himmelen nord for polarcirklen om morgenen den 30. oktober 1961. Straks efter rejste en frådende paddehattesky sig næsten 60 km i vejret.

Få minutter efter splintredes vinduerne i landsbyer i Nordnorge – 900 km væk – af en trykbølge, som rullede tre gange rundt om Jorden. Sovjetunionen havde netop detoneret historiens største bombe – "zarbomben".

Med en sprængkraft på 10 gange samtlige bomber kastet under 2. verdenskrig var bomben kulminationen på Sovjetunionens­ og USA's kapløb om at bygge­ den største bombe.

De to supermagter havde længe været plaget af tanken om, at en stor del af deres bombefly ville blive skudt ned undervejs mod fjendeland.

Russerne besluttede derfor, at de fly, som slap igennem, skulle have maksimal våbenkraft. Oprindeligt havde Sovjet satset på en bombe med en sprængkraft på 100 megatons – 6.600 gange Hiroshima-bomben.

Undervejs ændrede de dog planen, da mængden af radioaktivt nedfald efter testen ville blive for stor. Desuden anede ingen, om Jorden overhovedet kunne holde til eksplosionen.

I stedet byggede Sovjet en bombe med den halve sprængkraft. Det 27 tons tunge kernevåben blev smidt ud fra et fly i en faldskærm og detonerede i fire kilometers højde.

Eksplosionen var så kraftig, at flyet blev kastet ud i 800 meter frit fald, selv om det var 32 km væk.

Bomben skulle være så kraftig, at lysglimtet fra eksplosionen kunne ses fra Jorden og dermed styrke den amerikanske befolknings moral.

Planen – kaldet A119 – blev dog skrottet af hensyn til fremtidige månelandinger og risikoen for uheld.

Forskere havde bl.a. påpeget, at Månens tyngdefelt kunne slynge bomben tilbage mod Jorden, hvis missilet ankom i en skæv vinkel.

Det ene våben ramte jorden med 1.100 km/t. og pløjede sig 23 m ned i jorden uden at detonere. Det andet dalede ned i en faldskærm, men var langt farligere.

Bomben havde fire sikringer, som skulle forhindre utilsigtede detonationer, men tre af dem svigtede. Det var blot én lille sikring til nogle få dollars, der forhindrede en eksplosion, der var 260 gange kraftigere end den, der ramte Hiroshima.

Først i 2013 blev det afsløret, hvor tæt USA havde været på katastrofen.

Det knaldrøde atommissil nåede sit mål, men fortsatte derefter ufortrødent sydpå. Våbeneksperterne i USA forsøgte desperat at få missilet til at selvdestruere, men intet skete.

På radaren kunne de blot se til, mens våbnet drejede vestpå mod Columbia. Til sidst løb Snark'en tør for brændstof og faldt ned i Brasiliens regnskov.

Udover det frygtindgydende lysshow skabte bomben nemlig et enormt elektromagnetisk “pulsslag” – en pludselig udladning af energi og gammastråler, som var mange gange kraftigere end forventet.

Den elektriske bølge ødelagde en tredjedel af alle satellitter, der kredsede om Jorden på det tidspunkt – både russiske og amerikanske. Selv 1.500 kilometer væk, på Hawaii, gik gadelys og radioer ud.

De stærkt fortørnede russere krævede kort efter et forbud mod yderligere sprængninger i rummet.