Berømt ubåd sænkede sig selv
I 150 år har det været en gåde, hvorfor ubåden Hunley sank under den amerikanske borgerkrig. Nu viser det sig, at ubåden sandsynligvis blev ramt af sin egen eksplosion.

På jernstangens ende fandt forskerne dele af torpedoens kobberkappe. Det viser, at torpedoen eksploderede på stangen.
Ubåd kom for tæt på egen eksplosion
Alt tyder på, at den legendariske sydstats-ubåd, H.L. Hunley, var blot seks meter væk, da den sænkede nordstatsskibet Housatonic ud for Charleston med en torpedo i 1864. Eksplosionen var derfor med stor sandsynlighed årsagen til, at ubåden og dens besætning aldrig kom op til overfladen igen.
Det konkluderer amerikanske forskere efter at have renset og undersøgt den seks meter lange jernstang, som Hunleys torpedo var fæstnet til. I enden af stangen fandt forskerne til deres forbløffelse en del af den søndersprængte torpedos kobberkappe fæstnet med en bolt til stangen.
"Vi ved nu, at våbnet eksploderede for enden af stangen. Det er ekstremt vigtigt", siger arkæologen Maria Jacobsen, som har stået for undersøgelsen.
Torpedo eksploderede seks meter fra ubåd
Hidtil har forskerne troet, at Hunleys otte mand store besætning naglede torpedoen fast til skroget af Housatonic, bakkede væk og derefter udløste sprængladningen med en snor på 30 meters afstand. Nu viser det sig, at torpedoen var konstrueret til at blive på stangen, da den eksploderede – seks meter fra ubåden.
Ifølge forskerne indeholdt torpedoen 60 kg krudt, og eksplosionen kan have slået ubådens besætning bevidstløse, så de efterfølgende døde af iltmangel. Sprængningen kan også have revet Hunleys skrog åbent. Vraget af ubåden blev hævet i år 2000, og forskerne håber, at nye undersøgelser af skroget kan give det endelige svar på den 150 år gamle gåde.
Download hele historien om ubåden Hunley, som under den amerikanske borgerkrig skulle tage kampen op mod Nordstaternes overlegne flåde.
NB! Du skal have en profil på Historie for at downloade artiklen. Det er gratis at oprette og tager kun et øjeblik. Når du klikker på downloadknappen får du mulighed for at oprette en profil.
Er du stor ubåd-fan, så kan du dykke endnu længere ned i dybet i vores store tema.