Under Det tredje korstog i 1191 mødtes den engelske konge Richard 1. Løvehjerte, lederen af de kristne styrker, med den muslimske sultan og general Saladin.
Den engelske konge ville vise Saladin, at ikke bare hans hær, men også kongen selv var stærkere end den muslimske hedning. Richard tog derfor sit stålsværd og huggede det med al kraft ned i en morgenstjerne af metal, så den blev kløvet midt over.
Saladin smilede over kongens ihærdighed, og Richards følge kom med hånede tilråb om, at den tynde Saladin aldrig ville kunne gøre ham kunsten efter.
Sultanen tog dog udfordringen med stille ro og løftede sin sabel af damaskusstål ud af sin skede. Damaskussværdet så næsten overnaturligt ud med sit mørkeblå skær og de utallige sorte streger, der bølgede sig hen over den lange klinge.
Herefter frembragte sultanen et silketørklæde fra sit bælte, som han forsigtigt lagde for enden af damaskusklingen. Med en hurtigt bevægelse hævede Saladin sit sværd og viste de måbende kristne, hvordan det knivskarpe damaskusstål kløvede silketørklædet i to uden det mindste problem. Der herskede ingen tvivl om, hvem der var vinderen.
Historien om to af middelalderens største militærgenier, der mødes og sammenligner deres stålklinger lyder næsten for god til at være sand, og er det såmænd også. Det er en myte, som første gang optræder hos den engelske forfatter Walter Scott i 1825.
Men den er ikke taget ud af den blå luft. De hemmelighedsfulde smede i den syriske by Damaskus skabte med deres specielle teknikker middelalderens skarpeste våben, som europæerne først begyndte at få øjnene op for under korstogene.
På billedet ses en våbensmed fra den syriske by Damaskus omkring år 1900.
Indere blandede metal med blade
Baggrunden for det skarpe damaskusstål går endnu længere tilbage end middelalderen. Den skal findes hos oldtidens tamiller i det sydlige Indien omkring 500 f.Kr. Tamillerne lærte, hvordan de kunne smelte jernmalm ved 1.300 grader i et smeltedige af ler og dermed skabe et metal, der var meget rent og stærkt, da det stort set var fri for restproduktet slagge.
Hemmeligheden bag tamillernes såkaldte wootz-stål var dog, at blade og trækul blev pakket sammen med jernmalmen i smeltediglen. Planterne gik i forbindelse med jernet og gav det et forøget kulstofniveau, hvilket øgede fleksibiliteten, uden at metallet blev let at slå i stykker.
Denne tidlige form for stål var meget eftertragtet og allerede i antikken blev indisk metal omtalt som noget af det bedste i verden.
Omkring 300-tallet etablerede araberne faste handelsruter til Indien, som gjorde det muligt at importere wootz-stål især til den voksende våbenindustri i Damaskus.
Og omkring hundrede år senere nævner den egyptiske alkymist Zosimos for første gang det han kalder “det vidunderlige sværd”, som ifølge alkymisten blev opdaget af inderne og videreudviklet af perserne.
Stålet skulle køles af i blod
Syrerne var udmærket klar over, at de besad en teknik, der ikke bare var guld værd, men i høj grad også menneskeliv. Deres våben var de skarpeste i verden, og hemmeligheden bag blev holdt tæt ind til kroppen og gik i arv til næste generation.
De var så effektive til at holde på deres hemmelighed, at den aldrig forlod de få mennesker, der kendte til den. Da sandheden aldrig kom frem, begyndte myterne om damaskusstålet i stedet at florere.
Ifølge nogle mellemøstlige kilder skulle sværdet fx “opvarmes indtil det skinnede som Solen i ørkenen”, herefter skulle det afkøles, indtil det var lilla, for til sidst at blive “stukket ind i kroppen på en muskuløs slave”. På denne måde blev slavens styrke efter sigende overført til damaskusstålet.
Damaskussværdene var meget eftertragtede ikke kun for deres styrke og skarphed, men også på grund af det smykke mønster, som lignede bølgende vand, der gik ned over klingen. Med tiden lærte smedene at bearbejde mønsteret, så de dyre sværd kunne bestilles med en form for motiv. Her var de 40 trin på Muhammeds stige til himlen et af de mest populære.
Efter flere hundrede år med nogle af verdens mest imponerende sværd gik det dog ned ad bakke for smedene i Damaskus.
I 1700-tallet betød faldende efterspørgsel på traditionelle våben og en nedgang i produktionen af wootz-metallet i Indien, at hemmeligheden bag produktionen gik tabt. Det store hemmelighedskræmmeri betød simpelthen, at smedene i Damaskus glemte, hvordan de producerede de imponerede våben.
Teknikken forsvandt i flere hundrede år
Teknikken bag damaskusstålet forsvandt, men det betød ikke, at legenderne gjorde det - som fx William Scotts fiktive møde mellem Richard Løvehjerte og Saladin.
Damaskusstålet antog næsten mytiske proportioner og i årevis forsøgte forskellige smede, forskere og arkæologer at finde frem til den hemmelige lærdom.
Først i 1973 kom der dog et egentligt gennembrud, da våbensmeden William Moran fremviste sin teknik til at skabe damaskusknive.
Moran var kommet frem til, at de imponerede klinger blev skabt ved skiftevis at folde og sammensmede papirtynde lag af henholdsvis wootz-metal og mere traditionelt stærkt stål. En metode der minder om, hvordan japanerne lærte at folde deres stål i middelalderen.
Hermed blev der skabt en klinge, der kombinerede enorm skarphed, styrke og fleksibilitet, hvilket sikrede, at damaskuskniven ikke ville flække.
Med den rette teknik kunne der foldes mere end tusind lag i en enkelt kniv. De mange lag af forskellig metal dannede bølgerne hen over klingen, som damaskusstålet er kendt for.
Den anerkendte våbensmed William Moran.
Nanoteknologi gav damaskusstål sin styrke
Morans opdagelse blev begyndelsen til produktionen af damaskusknive skabt med de samme teknikker og de samme fordele, som de gamle araberes. Ægte damaskussværd fra diverse museer havde dog stadig en kombination af skarphed og formbarhed, som burde være umulig.
Først da forskere undersøgte en damaskussabel skabt af den berømte smed Assad Ullah i 1500-tallet, kom de frem til et svar. De arabiske smede foldede ikke blot forskellige former for metal, de var også i stand til – utilsigtet – at bruge nanoteknologi.
Ved at hælde syre ud over sablen og herefter undersøge den under et mikroskop, opdagede forskerne, at oversiden var fyldt med såkaldte nanorør af kulstof, som er utroligt slidstærke. Dette gjorde klingen ekstra skarp samtidig med, at nanorørerne beskyttede det mere fleksible stål i sværdets kerne.
Præcis hvordan damaskussmedene har opnået denne effekt er stadig et mysterium. Men forskerne fandt også små spor efter andre metaller så som krom, mangan og kobold, som de mener har været tilføjet til wootz-stålet.
Igennem en meget præcis op- og nedkølingsproces har smedene sandsynligvis opdaget, hvordan disse metaller kunne tvinges frem til overfladen, hvor de resulterede i tilblivelsen af nanorørene og dermed de enormt skarpe og holdbare damaskussværd.
Selvom hemmeligheden bag det oprindelige damaskusstål gik tabt i i 1700-tallet, har mange års ihærdigt arbejde og moderne teknologi altså sikret, at damaskusknive endnu engang er et tegn på uovertruffen kvalitet.
Mysteriet om damaskusstål er endnu ikke løst, men hvis du køber en damaskuskniv i dag, ender du stadigvæk med en af de skarpeste, mest holdbare og flotteste knive, du nogensinde vil komme til at eje.