Den 6. juni 1942 eksploderede Sovjetunionens bedst beskyttede ammunitionslager i havnebyen Sevastopol.
I månedsvis havde tyske artillerigranater regnet ned over byen, men lageret var umuligt at ramme.
Det var nemlig anlagt dybt under jorden, og ingeniørerne havde desuden gravet lange tunneler ud under den nærliggende bugt, så størstedelen af depotet også var beskyttet af dybt vand.
Om morgenen havde tyske tropper 15 km fra byen vendt kæmpe-kanonen Dora mod lageret.
Kort efter pløjede den første af kanonens syv tons tunge granater sig uden besvær gennem 30 m vand, videre ned gennem grundfjeldet, den beskyttende betonarmering og direkte ned i det eksplosive depot.
Nazitysklands monsterkanon havde igen bevist sin altødelæggende kraft.
Skulle knuse fæstninger
Med sine 1.350 tons var Dora den kraftigste kanon nogensinde indsat i kamp. Kanonens kaliber var 80 cm.
Til sammenligning var kanonerne på historiens slagkraftigste krigsskib, japanske Yamato, blot 46 cm.
Kanonen var oprindeligt blevet udtænkt til at knuse Frankrigs fæstningsværker på grænsen til Tyskland, den såkaldte Maginot-linje.
Våbenfabrikken Krupp fik opgaven med at udvikle den enorme kanon, men kunne ikke nå at færdiggøre den inden Tysklands invasion af Frankrig i 1940.
Først året efter var Dora klar til at blive testet. Adolf Hitler var til stede under testen og var imponeret – med god grund.
Kanonen kunne med sine 7,1 tons tunge panserbrydende granater ramme mål 38 km borte.
De højeksplosive granater på kun 4,8 tons kunne endda nå mål 47 km væk.
Hitler var med, da Dora og dens granater blev testet for første gang i 1941.
Krævede to jernbanespor
I februar 1942 begyndte Dora sin lange rejse mod Krim-halvøen, hvor byen Sevastopol stædigt holdt stand mod den tyske hær.
Her skulle kanonen bruges til at ødelægge den strategisk vigtige havnebys forter.
Først skulle den imidlertid frem, og det var en opgave, som var næsten lige så gigantisk som kanonen selv.
Den 43 meter lange kanon kunne ikke flyttes i et stykke, men måtte skilles ad og læsses på en karavane af togvogne, hvis totale længde var omkring 1,2 km.
Det tog to måneder at få den frem til området.
Herefter gik ingeniørtropperne i gang med at bygge to parallelle jernbanespor, som den samlede kanon selv skulle køre frem til den planlagte placering på.
Samlingen af kæmpekanonen krævede 2.000 mand, mens selve den komplicerede affyringsproces krævede omkring 500 mand.
Dertil kom to antiluftskyts-enheder, som skulle beskytte kanonen mod luftangreb.
Pulveriserede alle mål
Den 5. juli 1942 brølede Dora for første gang. Målet for de tonstunge granater var Sevastopols massive kystbatterier, som indtil da havde overlevet de over 500.000 artillerigranater, tyskerne havde sendt ind over byen.
Efter blot otte af Doras kæmpegranater var batteriet pulveriseret.
Dagen efter blev det undersøiske ammunitionslager tilintetgjort, og i de kommende par uger ødelagde den tyske monsterkanon forsvarsværk efter forsvarsværk.
Den 17. juni – efter blot 48 affyringer – var samtlige kanonens mål jævnet med jorden.
Dora blev demonteret og sendt tilbage til Tyskland.
Da Nazitysklands nederlag var uafvendeligt, gav hær-ledelsen ordre til at ødelægge de to monsterkanoner for at undgå, at de faldt i fjendens hænder.
Til dato er Dora det mest ødelæggende artilleri nogensinde indsat i kamp.