Nyheden om Julius Cæsars sejr over gallerne i år 52 f.Kr. og meddelelsen om Napoleons nederlag ved Waterloo i 1815 blev begge transmitteret via brevdue.
Brændende aber og grise
Duen har været i militær tjeneste i årtusinder, mens andre dyr kun er blevet brugt forsøgsvist. Den romerske historiker Plinius den Ældre har fx skrevet om krigsgrise, som blev sat ind imod fjendens elefanter på slagmarken.
Grisene var forinden blevet overhældt med en brandbar væske og sat i flammer. Deres høje smertenshyl hensatte angiveligt elefanterne i en tilstand af vild panik.
I krig gælder alle kneb – selv de mest modbydelige. Under grundlæggelsen af det kinesiske Song-dynasti i midten af 900-tallet blev aber sat ind.
Aberne blev iklædt en dragt af halm, dyppet i olie, antændt og jaget ind i fjendens lejr, hvor de som levende ildkugler skabte kaos.
Behandlet med respekt
Men selv om dyr har båret deres del af lidelserne i historiens mange krige, er det trods alt hovedreglen, at firbenede og vingede kampfæller bliver behandlet med respekt.
Militærhistorien bugner af fantastiske beretninger om heste, hunde og brevduer, som i kraft af deres udholdenhed og dygtighed har gjort en forskel i en krigssituation.
Mange krigsdyr er kandidater til titlen som historiens mest berømte.
Et godt bud vil dog altid være Alexander den Stores elskede hest, Bukefalos, som bar sin ejer i over 30 slag og træfninger – altid i spidsen for angrebet. En taknemmelig Alexander grundlagde en by – Bukefalia – til hestens ære.
PAKDYR
Kameler puklede sig ihjel
Hverken russiske eller britiske soldater forstod kamelens særheder og elementære behov. De drev rovdrift på dyrene og mistede dem i titusindvis.
Kamelen er et robust dyr med en række fysiske fortrin, som i ørkenen gør den mere anvendelig end heste og muldyr.
Blandt andet kan den klare sig i op til en uge uden vand og lukke næseborene tæt i under sandstorme. Men selv kamelen kræver trods alt en vis omsorg og pleje.
Da den russiske general Mikhail Skobele i 1877 deltog i den russisk-tyrkiske krig, medbragte han 12.000 kameler i glimrende fysisk form. Nogle måneder senere vendte hans hær sejrrigt tilbage med én kamel.
Resten af dyrene var gået til i det kolde asiatiske klima. Omtrent samtidig kæmpede briterne i Afghanistan, hvor de mistede 30.000 kameler på få år.
Den engelske forfatter Geoffrey Inchbald, som gjorde tjeneste ved det britiske kamelkorps i Egypten under 1. verdenskrig, har beskrevet, hvordan kameler døde på stribe, når engelske soldater, som kun var vant til heste, brugte dem som pakdyr i ørkenen.
Briterne brugte kameler, både som pakdyr og i frontale angreb.
Kameler blev ofte ramt af snue og andre sygdomme, og hvis deres klove blev våde, fik de problemer med svamp.
Når deres foder ikke blev serveret i en spand, men blot lagt på jorden, slikkede de det grådigt i sig sammen med så meget sand, at de blev syge af kolik og mavesår.
Geoffrey Inchbald skrev: “Kun Gud ved, hvor meget disse engang så prægtige dyr led, men de protesterede ikke mere end normalt og holdt ud, indtil de kollapsede af udmattelse. Når vi så os tilbage langs den rute, vi havde redet, kunne vi se en endeløs række af døde kameler i det fjerne”.
BRANDSTIFTERE
Flagermus skulle erstatte atombomben
I januar 1942 præsenterede den amerikanske tandlæge Lytle S. Adams præsident Roosevelt for en idé, han mente kunne tvinge Japan i knæ: flagermusbomber.
Bomben bestod af 26 bure med hver 40 flagermus. Hver enkelt flagermus bar 20-30 gram napalm, som ville blive sat i brand af en tidsindstilling.
Flagermusbomben skulle kastes fra 1.500 meters højde og med faldskærm dale ned over en japansk storby, mens den åbnede sig, så flagermusene kunne slippe ud og spredes over et stort område.
Mens bomben dalede ned med faldskærm, kunne flagermusene slippe ud og spredes.
I teorien kunne 10 bombefly distribuere over en million brandstiftende flagermus. Også i praksis så ideen ud til at fungere. En flok test-flagermus af arten Tadarida brasiliensis slog sig ned under en brandstoftank på en militærbase i New Mexico og udløste en voldsom eksplosion.
I sidste ende blev projektet dog droppet til fordel for atombomben, som havde en kortere tidshorisont. Men til sin dødsdag i 1970 fastholdt Lytle S. Adams stædigt, at hans opfindelse ville have chokeret Japan lige så meget som Hiroshima-bomben.
SELVMORDSHUNDE
Bombehunde angreb tyske tanks
I 1941 forsøgte den sovjetiske hær at bremse tyskernes fremmarch med alle tænkelige midler – selv antitank-hunde.
Ideen var siden 1930’erne blevet udviklet i militærets træningslejre, hvor hundene lærte at søge ind under en kampvogn og placere en mine, de bar i gabet. Eksplosionen blev udløst med enten en fjernbetjening eller en tidsindstilling. Det gav hunden tid til at slippe væk.
Sprængladningen gik af, når detonatoren – en opretstående pind på hundens ryg – rørte ved kampvognens bund.
Desværre blev hundene ofte forvirrede og søgte tilbage til deres hundeførere uden at have afleveret minen. I en kampsituation kunne det få fatale konsekvenser.
Derfor blev minen ændret, så den gik af i samme øjeblik, hunden nåede sit mål. Derved blev tanken – og hunden – sprængt i luften.
I praksis viste metoden sig dog at have mangler. Først og fremmest blev hundene forvirrede over de tyske tanks benzinlugt.
Hundene var nemlig udelukkende blevet trænet med dieseldrevne, sovjetiske tanks. Den lille, men afgørende forskel i drivmiddel – og lugt – havde ingen tænkt på i træningslejrene.
Det er usikkert, hvor mange tyske tanks de sovjetiske bombehunde fik ram på under krigen, men af de første 30 hunde detonerede kun fire ved en tank.
MINEFINDERE
Rotter lærte at snuse sig frem til miner
I 1941 fik briterne den idé at fylde døde rotter med plastisk sprængstof og få sabotører til at placere dem i tyske ammunitionsfabrikkers kulbunker. Når en af rotterne blev skovlet ind i en ovn, ville fabrikkens dampkedel eksplodere.
Den første levering af kadavere blev imidlertid opsnappet af tyskerne, som blev så opskræmte, at de organiserede en omfattende finkæmning efter eksplosive gnavere. Briternes plan var dermed ødelagt.
Rotterne får en godbid, hver gang de finder en mine.
Russerne havde mere held, da de under belejringen af Stalingrad inficerede rotter med sygdommen harepest – som hos mennesker forårsager feber, hovedpine og træthed – og slap dem fri bag fjendens linjer. Mindst 50.000 tyskere blev smittet.
I nutidens Mozambique har belgiske mineryddere trænet rotter i at snuse sig frem til miner.
De kan finkæmme et område på 100 m2 på en halv time. Mennesker skulle bruge flere dage.
BUDBRINGER
Brevdue fik tapperhedsmedalje
Fugle med hjemve har været brugt som sendebud i krigstid i mere end 3.000 år, men brevduens indsats kulminerede under de to verdenskrige, hvor over 250.000 var i tjeneste – alene hos de allierede.
Så vigtige var de informationer, duerne bar, at straffen for at dræbe eller såre en brevdue var et halvt års fængsel, ifølge engelsk lov.
Duernes status viste sig også ved, at adskillige af dem blev dekoreret. Bl.a. blev den amerikanske brevdue G.I. Joe i 1946 fløjet fra USA til England for at få en medalje hængt om halsen i overværelse af flere højtstående officerer.
“Vi gør også tjeneste”, lød teksten på duen G.I. Joes medalje.
Under kampe i Italien havde G.I. Joe på rekordtid leveret besked om, at en landsby, som lige havde været besat af fjenden, var blevet erobret.
Hvis G.I. Joe havde været bare fem minutter længere om sin tur, ville amerikanske bombefly have udraderet landsbyen – og de 100 amerikanske soldater i den.
CHOKVÅBEN
Elefanter spredte rædsel
I teorien skulle elefanterne gennembryde fjendens linjer med uimodståelig kraft, men sårede elefanter gik ofte amok og var farlige for begge parter.
Inderne brugte elefanter som terræn-gående kampvåben så tidligt som i det 8. århundrede f.Kr. I Europa indskrev de store tykhuder sig for alvor i militærhistorien i 218 f.Kr., da den kartagiske general Hannibal førte sin store hær og et antal krigselefanter over Alperne.
Elefanter var et kraftfuldt, men delvist ukontrollabelt våben. I flere af oldtidens slag trampede paniske elefanter egne styrker ned.
Af de oprindeligt 37 elefanter var det dog kun nogle få, som overlevede strabadserne i bjergene, og de fik i praksis ingen betydning under Hannibals krig i Italien.
På slagmarken var elefanter først og fremmest et skræmmende syn. De kunne med lethed trampe infanterister ihjel, men romerne lærte sig hurtigt en antielefant-taktik.
Da Hannibal i 202 f.Kr. slap 80 elefanter løs på romerne under slaget ved Zama i Nordafrika, brugte romerne trompeter til at skræmme de store dyr, som gik i panik og flygtede tilbage mod kartagernes egen linje, hvor de nedtromlede hærens ene fløj. Kartagerne tabte slaget.
Elefanten fik aldrig nogen vigtig rolle i Europas krigshistorie, men den britiske hær brugte elefanter til transport af forsyninger i Burmas jungle så sent som under 2. verdenskrig.