Flyvende hangarskibe fik jagerfly på krogen

Under halvanden time senere lå USS Macon – den amerikanske flådes stolthed og smertensbarn, verdens eneste flyvende hangarskib – på Stillehavets bund.

Dermed led luftskibet samme skæbne som sit søsterskib USS Akron, der var styrtet ned blot to år tidligere. Der skulle gå næsten 55 år, før amerikanske forskere omsider lokaliserede USS Macons sidste hvilested i omkring 450 meters dybde. Ulykken markerede den endegyldige slutning på en æra i flyvningens historie.

Tysk greve opfandt luftskibet

Under 1. verdenskrig havde den amerikanske flåde fulgt Tysklands brug af grev Ferdinand von Zeppelins berømte afstivede luftskibe. Zeppelinerne, som de blev kaldt, havde et skelet i letvægts- metal til afstivning af luftskibets krop.

Derfor kunne de i modsætning til ballonluftskibe have last, bomber og rum til besætningen inde i skibets krop. De blev i krigens første år brugt af den tyske hær til rekognoscering over havet samt til bombetogter over blandt andet ærkefjenden England.

Luftskibene var dog ikke en entydig succes. De allierede udviklede efterhånden et effektivt forsvar mod luftskibene i form af antiluftskyts og jagerfly.

Det stod dermed klart for de fleste, at luftskibe fyldt med enorme mængder ekstremt letantændelig brint i krigszoner var en katastrofal­ kombination. Efter krigen koncentrerede de europæiske stormagter sig derfor primært om udviklingen af afstivede luftskibe til rutefart og ikke militære­ formål.

Men i den amerikanske flåde så man stadig store muligheder i luftskibene­. Amerikanerne kunne nemlig sagtens undgå brandfaren. Under USA's prærie var der store lommer med gassen helium. Den var ganske let at udvinde, og ligesom brint er den lettere end atmosfærisk luft, men er ikke letantændelig.

To verdenshave skulle overvåges

Årsagen til amerikanernes store interesse­ var, at USA er omkranset af to store­ have – Atlanterhavet og Stillehavet – hvor en større fjendtlig flåde ubemærket­ kunne snige sig tæt på kysten eller basen Pearl Harbor på Hawaii­.

Det var derfor vitalt for den amerikanske flåde at overvåge de store havområder så effektivt som muligt. Allerede et år efter 1. verdenskrig anbefalede et ekspertpanel, at US Navy investerede i luftskibe.

Flådens ledelse var begejstret for ideen. Luftskibene fløj tre gange så hurtigt, som det hurtigste overfladeskib kunne sejle.

De kunne desuden lastes med adskillige gange den vægt, som selv de største flyvemaskiner i mellemkrigstiden kunne, og derudover fløj giganterne mindst ti gange så langt som flyvemaskinerne i 1920'erne.

Mellemkrigstidens jagerfly og bombemaskiner havde sjældent en aktionsradius på mere end 400 kilometer og var typisk afhængige af landbaserede landingspladser, medmindre de kom fra et af de få og ekstremt dyre hangarskibe­.

Teorien var derfor, at luftskibene, der havde­ en rækkevidde på op til 11.000 km, ville­ herske suverænt i luftrummet over verdenshavene­.

Zeppeliner som krigsskadeerstatning

I 1919 fik flåden tilladelse til at konstruere et luftskib og til opførelsen af en luftstation i Lakehurst. I 1923 stod Shenandoah – amerikanernes første afstivede luftskib – færdigt.

Året efter fik amerikanerne leveret en helt ny zeppeliner fra Zeppelin-fabrikken i Tyskland som en del af krigsskadeerstatningen efter 1. verdenskrig­. Den nye zeppeliner fik navnet USS Los Angeles.

Begge luftskibe var dog for små til at operere sammen med den amerikanske flåde igennem længere­ perioder og blev derfor kun brugt til træning.

I 1925 gik det galt. Under en storm brækkede Shenandoah i to stykker, hvorved 14 ud af 43 besætningsmedlemmer blev dræbt.

Det fik flere kongresmedlemmer, men også den amerikanske presse til højlydt at kræve en ende på brugen af skatteydernes penge på “morderiske luftskibe”.

Men kritikken blev dysset ned af flådens øverstbefalende, der stadig mente, at luftskibenes­ militære potentiale var for stort til at ignorere.

I mellemtiden havde de amerikanske flådeingeniører fået den idé, at man skulle bygge et luftskib, der var stort nok til at kunne medbringe mellem tre og otte fly.

Flyene skulle forsvare luftskibet, men også bruges til yderligere rekognoscering – de skulle fungere som moderskibets forlængede arme. Den revolutionerende idé om det flyvende hangarskib var født. Men der gik tre år, før projektet blev skudt i gang.

En dødfødt idé fik chancen

Den fantastiske tanke om luftskibe med jagerfly om bord blev ikke født i USA. Under 1. verdenskrig havde både tyskerne og englænderne forsøgt sig med at afsende et enkelt fly fra undersiden af et luftskib.

Amerikanernes idé var at tage skridtet fuldt ud og forsøge at lande et fly på et svævende luftskib. Og slet ingen havde hidtil drømt om, at luftskibe ligefrem kunne bruges som hangarskibe med op til flere jagerfly om bord.

Da ideen blev præsenteret i Kongressen, var både politikerne og dele af den amerikanske flådeledelse ikke længere lige så begejstrede over luftskibenes militære værdi, som de havde været umiddelbart efter 1. verdenskrig.

Der var sket en voldsom udvikling i flyteknologien. Maskinerne kunne nu flyve langt og bære en tung last. Luftskibene var ved at blive udkonkurreret og syntes pludselig at høre fortiden til.

Alligevel blev der i 1928 efter intense forhandlinger omsider givet grønt lys for konstruktionen af USS Akron og USS Macon – den amerikanske flådes flyvende hangarskibe.

Kun ét firma havde ekspertisen til den teknisk set særdeles komplicerede opgave – det nyoprettede firma Goodyear-Zeppelin Company, der opstod som et samarbejde mellem det amerikanske dæk og gummi-firma Goodyear­ og det tyske Luftschiffbau Zeppelin, der frem til 1937 producerede de berømte zeppelinere.

VIDEO: Se optagelserne fra konstruktionen af USS Akron

Trods den store erfaring, som de tyske­ samarbejdspartnere medbragte, var det en enorm opgave for både de amerikanske og tyske ingeniører.

Ud over selve luftskibene skulle de også konstruere­ en gigantisk­ hangar til at huse selve produktionen samt uddanne masser af teknikere på højt niveau og hundredvis af arbejdere­ inden for en teknologi­, som var stort set ukendt i USA.

Flyene hang i en trapez

Mens USS Akron, det første af to flyvende hangarskibe, blev bygget, havde en lille gruppe piloter øvet start og landing fra den noget mindre zeppeliner USS Los Angeles.

Allerede i midten af 1920'erne havde amerikanske piloter fra luftvåbnet med succes afprøvet manøvren på det meget lille ikke-afstivede luftskib TC-3, hvorpå ingeniørerne­ neden under luftskibet havde monteret en trapez, som flyet skulle hægte sig fast på.

VIDEO: Se optagelser af det vilde luft-stunt

Den 15. december 1924 lykkedes det piloten Clyde Finter at blive verdens første pilot, der “landede” et fly på et andet flyvende objekt. Det var netop dette kunststykke, som flådens piloter nu ville gøre efter, og en lignende trapez­ blev derfor monteret på zeppelineren USS Los Angeles, så piloterne kunne øve sig til den dag, hvor Akron og Macon stod klar.

Eksperimentet blev en succes. Under­ en stor flyopvisning i august 1929 stjal USS Los Angeles og hendes trapez-piloter fuldstændigt billedet fra alle de andre optrædende piloter, herunder Charles Lindbergh.

De godt 100.000 tilskuere fik øje på det store luftskib, der dukkede op i horisonten eskorteret af en sværm af insektlignende små fly. Et fly blev sendt op fra jorden og hægtede sig fast på trapezen i luften.

En anden pilot, der havde været passager om bord på luftskibet, kravlede ned i flyet som passager, hvorefter flyet returnerede til jorden. Nu havde piloterne bevist, at de halsbrækkende manøvrer kunne lade sig gøre. De flyvende hangarskibe kunne blive en realitet.

Hang i tov 300 meter over jorden

I 1931, efter knap tre års arbejde, stod det første af de to flyvende hangarskibe klar. Den amerikanske offentligheds begejstring ville næsten ingen ende tage.

Det sølvglinsende, 239 meter lange, 47 meter høje og 180 tons tunge USS Akron var et utroligt syn. Ikke mindre end 200.000 tilskuere valfartede til luftskibets produktionshangar i byen Akron, Ohio, da skibet lagde ud på sin jomfrutur.

Selv den amerikanske presse, der ellers havde været yderst kritisk over for det ekstremt dyre projekt, svømmede over af rosende ord om “Luftens slagskib” og “Skyernes krydser”.

Godt nok var USS Akron temmelig effektiv under øvelserne med at finde og overvåge fjendtlige flådestyrker. Men snart begyndte kritikken at hagle ned over luftskibet.

VIDEO: Se optagelser af luftens hangarskib i aktion

Et af problemerne var, at luftskibet i de første mange måneder måtte­ undvære sine fly, fordi monteringen af start og landings-trapezen lod vente på sig. Under øvelserne blev luftskibet ofte dømt “nedskudt” af fly fra de sejlende hangarskibe, som det skulle skygge.

Det stod derfor hurtigt klart, at luftskibet selv var nødt til at gemme sig i sikker afstand over skyerne og udelukkende lade sine fly om at rekognoscere.

Kritikken blev ikke mindre, da USS Akron under en vanskelig landing nær San Diego efter en mekanisk fejl kom til at hælde fem tons vand ud af sine ballasttanke. Luftskibet var i forvejen faretruende let, fordi det havde forbrugt 50 tons brændstof forinden, og løftede sig derfor lynhurtigt op i over 300 meters højde.

Uheldigvis nåede tre mand fra det store jordhold, der med tykke tove havde prøvet at manøvrere luftskibet på plads ved dets fortøjningsmast, ikke at slippe tovene og blev derfor revet med op.

To af mændene mistede efter kort tid grebet og styrtede i døden, mens den tredje klamrede sig til tovet i mere end en time, før det omsider lykkedes at hive ham om bord i luftskibet.

VIDEO: Se optagelser af jordholdenes fortøjning

Igen haglede kritikken ned over “det ukontrollable luftskib”. Der skulle dog ikke gå lang tid, før en endnu større katastrofe ramte det uheldige luftskib.

Om aftenen 3. april 1933 tog USS Akron af sted fra sin luftbase Lakehurst for at træne rekognoscering over Atlanterhavet. Af de i alt 76 ombordværende besætningsmedlemmer kom kun tre til at se deres familier igen.

Det første flyvende hangarskib forliser

Der var ingen faresignaler i vejrmeldingen, men vejret slog pludseligt om og endte i en voldsom storm. Vindstødene fik USS Akron til i lyntempo at tabe højde, indtil agterenden ramte vandet, hvorefter hele luftskibet begyndte at synke.

En halv time senere fiskede et tysk skib fire mand op af havet, hvoraf den ene døde kort tid efter. 73 mand druknede, heriblandt en af luftskibenes største fortalere, kontreadmiral William­ Moffett. Han havde ganske ekstraordinært­ ønsket at komme med på træningsturen.

Ulykken lammede den amerikanske befolkning og udryddede med ét slag næsten en tredjedel af den amerikanske flådes erfarne luftskibspersonel.

Hovedårsagen­ til det høje antal døde var, at luftskibet ikke havde én eneste redningsvest med og kun en enkelt redningsbåd. Tragedien blev ikke mindre af, at et lille luftskib, der blev sendt ud for at lede efter overlevende, også styrtede ned, hvorved yderligere to mand blev dræbt. Præsident Roosevelt var dybt berørt af ulykken og sagde bagefter:

“Tabet af Akron med dets besætning af tapre officerer og mænd er en national katastrofe … Skibe kan erstattes, men nationen har kun dårligt råd til at miste mænd som kontreadmiral William Moffett og hans besætning, der døde sammen med ham, mens de til det sidste opretholdt flådens traditioner.”

Enkel og genial taktik kom for sent

Mindre end tre uger efter USS Akrons forlis stod USS Macon færdigt og kunne tage ud på sin første tur. Macons ingeniører havde lært af de fejl, som havde plaget det ulyksalige søsterskib.

Det kunne eksempelvis allerede fra første færd medbringe hele fem små jagerfly. Øvelserne gav derfor anledning til langt større optimisme.

Efter flere eksperimenter med forskellige rekognosceringstaktikker udviklede besætningen en yderst effektiv taktik. Flyene blev sendt ud til både styrbord og bagbord og fløj i en 60-graders vinkel med ordre om at flyve dobbelt så hurtigt som luftskibet.

Efter en halv time ville flyene så dreje 60 grader igen og dermed flyve tilbage mod Macon, der i mellemtiden havde bevæget sig så langt fremefter, at fly og luftskib mødtes. Den nye taktik betød, at luftskibet og dets fly nu kunne rekognoscere kæmpemæssige områder.

Det betød samtidig, at Macon for alvor blev et flyvende hangarskib, hvis primære formål var at fungere som moderskib for sine jagerfly og i øvrigt holde sig ude af syne for fjenden.

Problemet var bare, at tiden for længst var løbet fra luftskibene. Efterhånden havde flyvemaskinerne fået så lang en rækkevidde, at de kunne udkonkurrere luftskibene. Og i mellemtiden var der bygget flere og flere almindelige hangarskibe med egne fly.

Macon og hendes fly havde­ dog stadig én fordel: hastigheden. Den var mange gange højere end de sejlendes, men kunne bare ikke opveje luftskibets store sårbarhed over for angreb med antiluftkanoner og hangarskibsbaserede fly. Luftskibenes nytteværdi kunne ikke stå mål med hverken de økonomiske eller menneskelige­ omkostninger.

En æra i flyvningens historie slutter

Nogle måneder før Macons sidste rejse var flere metaldragere i halesektionen blevet beskadiget på vej til en øvelse med flåden. Lynhurtigt var dragerne blevet midlertidigt repareret, så luftskibet kunne fortsætte sin flyvning.

I de følgende måneder nåede ingeniørerne at udskifte de dele, der afstivede og sammenbandt de to vandrette halevinger samt den nederste halevinge med resten af luftskibet. Reparationsholdet nåede dog aldrig at gøre det samme med den øverste halevinge, før Macon igen skulle ud på øvelse over Stillehavet.

På kysten ved Point Sur i Californien­ stod fyrpasseren og hans assistent d. 12. februar­ 1935 og spejdede i kikkerten. Han så, at Macon var i store problemer.

Den øverste af luftskibets halefinner rev sig løs, og efter en halv times forgæves dødskamp ramte det vandoverfladen godt fem kilometer fra den californiske kyst. Mindre en time senere forsvandt det sidste af USS Macon i dybet.

I modsætning til Akron var Macon­ udstyret med både redningsveste og gummibåde. Kun to af de i alt 83 mand om bord omkom ved styrtet, som kom til at betyde den definitive ende på de flyvende­ hangarskibe.

Selv troen på luftskibe til passagertrafik forduftede to år senere i 1937, da hele verden var vidne til en katastrofe.

Det tyske­ passagerluftskib Hindenburg, der på grund af amerikansk forbud mod eksport af helium fløj ved hjælp af brint, brød i brand under landing ved luftstationen i Lakehurst.

Flammehelvedet blev optaget på film. Billederne­ gik kloden rundt og chokerede alle, der så dem.

Seks år efter, at det sidste af de amerikanske flyvende hangarskibe forliste, lettede japanske fly fra en stor uopdaget flådestyrke og angreb USA's flådebase Pearl Harbor på Hawaii.

Man kan kun gisne om, hvorvidt et flyvende hangarskib ville være i stand til at advare i tide. Én ting er dog sikker – det var netop sådan en situation, USS Akron og USS Macon var sat i verden til at forhindre­.