Græsk ild på havet

Græsk ild – Middelalderens mystiske flammekaster

I 600-tallet ekspanderer muslimerne med raketfart, men ét våben holdt dem tilbage: Græsk ild. Alle frygtede de umættelige flammer – og opskriften bag var en af verdens bedst bevogtede hemmeligheder.

I 600-tallet ekspanderer muslimerne med raketfart, men ét våben holdt dem tilbage: Græsk ild. Alle frygtede de umættelige flammer – og opskriften bag var en af verdens bedst bevogtede hemmeligheder.

Osprey Publishing

85 år efter profeten Muhammeds død var muslimerne på et erobringsfelttog, som sjældent har set sin lige i verdenshistorien. I september 717 nåede deres gigantiske flåde helt til Bosperusstrædet og Det Byzantinske Riges hovedstad, Konstantinopel.

Tusinder af sejrssikre soldater stod klar på skibene. At indtage denne by ville åbne vejen ind i Europa – og under islams banner skulle det kristne Europa omvendes til profeten Muhammeds lære.

Konstantinopel var beskyttet af svære mure, og adgangen til havnen spærret af en 750 m lang kæde. Forundret så de muslimske soldater, at byzantinerne sænkede kæden, så flåden uhindret kunne sejle ind og indtage byen. Men før muslimerne kunne gøre tanken til handling, sværmede små, hurtige galejer kaldet dromoner ud af Konstantinopels havn og direkte mod dem.

“Skibene blev til flammende vrag. Nogle, stadig i brand, hamrede mod havnemuren, mens andre sank i dybet”. Munk Teofanes om muslimernes nederlag ved Konstantinopel, ca. 815 e.Kr.

De stærke byzantinske roere sørgede for, at deres små skibe kom helt tæt på den muslimske flåde, der ikke nåede at reagere. Pludselig lød et tordnende brøl, og nu skød stråler af ild ud fra galejerne. Flammekastere anbragt i stævnen sigtede på de muslimske træskibe, og ilden bredte sig via tovværk, sejl og dæk til soldaternes tøj.

“Skibene blev til flammende vrag. Nogle, stadig i brand, hamrede mod havnemuren, mens andre sank i dybet”, beretter den byzantinske munk Teofanes i sit værk, “Krøniken”, ca. 100 år efter.

Muslimerne forsøgte at redde deres kammeraters liv ved at pøse vand på dem, men vandet fik kun ilden til at blusse yderligere op. Desperate af smerte kastede mange soldater sig i Bosperus. Snart var strædet fyldt med forkullede lig.

Efter det første angreb blev den lange kæde sænket igen, men muslimerne havde mistet lysten til at erobre de kristnes største by. De var sikre på, at der måtte være tale om en fælde. I stedet for at angribe vendte flådens resterende skibe om og forsvandt.

Endnu en gang havde Konstantinopel afværget en invasion takket være sit supervåben: Græsk ild. Våbnet var frygtet af alle og beskyttede Konstantinopel i de næste 500 år.

Johannes Skylitzes tegning af den græske ild

Brugen af den frygtede græske ild er afbildet på nogle få illustrationer fra våbnets samtid, fx denne tegning fra 1100-tallet af krønikeskriver Johannes Skylitzes.

© Biblioteca Nacional de Madrid

Flydende ild brændte alt

Ingredienserne i græsk ild er omgærdet med lige så megen mystik som forklaringen på, hvordan Konstantinopels kejsere fik fingre i det uhyggelige våben.

Ifølge munken Teofanes var opskriften kommet til byen godt 50 år tidligere, ca. 670, takket være videnskabsmanden Kallinikos. Da muslimerne i 600-tallet havde indtaget Syrien, var Kallinikos flygtet til Konstantinopel. Med sig bragte den kristne syrer kendskabet til en klæbrig, brændbar væske, som var umulig at slukke.

“Kallinikos, en opfinder fra Heliopolis, var flygtet til byzantinerne. Han havde udtænkt sø-ilden, som antændte de arabiske skibe og brændte dem med alle ombord”, lyder forklaringen i Teofanes’ “Krøniken”.

En af de få øjenvidneberetninger om græsk ild stammer fra den byzantinske videnskabsmand Marcus Graecus. I 1100-tallet beskrev han “ilden” som en mørk, yderst brændbar væske blandet med olie.

“Græsk ild” – som det gådefulde supervåbens kaldes i dag – er dog noget misvisende. Navnet stammer fra middelalderens korsfarere, der betegnede de ortodokse kristne i Konstantinopel som grækere. Byzantinerne selv kaldte deres vidundervåben for “kunstig ild” eller “klistret ild”. Men uanset navnet, indgød det respekt, for væsken kunne klistre sig fast på alt og lod sig ikke slukke.

Græsk ild våben

Der findes ingen overlevende eksemplarer af maskinen brugt til at spy den græske ild, men ud fra gamle tegninger har forskerne lavet rekonstruktioner som denne.

© Gts-tg

Himmellyn ville straffe forrædere

Enhver, der besad så mægtigt et våben, måtte gøre alt for at holde opskriften hemmelig. Ifølge George Kedrenos, en byzantinsk historiker fra 1000-tallet, kendte kun den siddende kejser og familien, som fremstillede græsk ild, formlen bag.

Ingen kilder sætter navn på denne byzantinske familie, hvis medlemmer sandsynligvis var efterkommere af Kallinikos og eksperter i kemi. Viden om våbnet blev “overleveret af Gud gennem englene”, skriver den byzantinske kejser Konstantin 7. i værket “De administrando imperio” fra ca. 950. Bogen er en manual til statsadministration beregnet til kejserens efterfølgere.

At afsløre hemmeligheden bag den græske ild udløste “en dødsdom fra Himlen”, for ifølge kejser Konstantin var det Guds vilje, at kun det kristne Konstantinopel kunne fremstille ilden. Enhver, som afslørede våbnet over for fremmede magter, ville blive ramt af “Himlens lyn”, hvis denne person trådte ind i en kirke, og ville være “fordømt i al evighed”, som kejseren formulerede det.

“Den arabiske flåde blev totalt brændt. Byzantinerne blev velsignet med en stor sejr”. Den kristne krønikeskriver Agapius, 900-tallet.

De byzantinske kejsere var så gode til at beskytte hemmeligheden, at ingen konstruktionstegninger har overlevet til i dag. Men forskerne antager, at byzantinerne oprindeligt affyrede væsken fra et håndholdt bronzerør kaldet en sifon. I 1100-tals manuskriptet “Synopsis Historion” af den byzantinske krønikeskriver Johannes Skylitzes viser en illustration, hvordan en byzantiner vha. en sifon blæser græsk ild mod et fjendtligt skib.

Men selv hvis den græske ild faldt i de forkerte hænder, viser kilderne, at det var meget kompliceret at bruge våbnet. Da bulgarerne i år 812 indtog den byzantinske by Mesembria ved Sortehavet, fandt de 36 kobberrør og store mængder af den brændbare væske. Umiddelbart havde bulgarerne gjort et kup, men efter utallige forsøg måtte de opgive at få flammekasteren til at fungere.

Eksperter forbedrede konstant våbnet

Mens omverdenen blev holdt i uvidenhed, arbejdede de indviede byzantinske eksperter på at gøre våbnet endnu mere effektivt. Da den oprindelige formel kom til Konstantinopel i 670, tilsatte kejser Konstantins våbenmagere nafta, en råolie udvundet i Kaukasus, som er meget brændbar. Nogle forskere mener, at harpiks også blev tilføjet for at gøre væsken tykkere og mere klæbrig.

Da en muslimsk flåde i 674 ankom til Bosporusstrædet, var byzantinerne klar til at teste deres nye våben for første gang. Systemet i disse tidlige år var simpelt og bestod af dromoner, der pøsede væske ud over de fjendtlige skibe, hvorefter bueskytter med ildpile satte dem i brand.

Konstantin

Konstantin 4. blev hyldet i Vesten som den første regent, der har været i stand til at stoppe muslimernes erobringer.

© Jozef Sedmak/Imageselect

Effekten var dog stadig frygtindgydende. “Fjenden rystede af skræk”, som Teofanes skriver, mens Agapius, en kristen krønikeskriver fra 900-tallet, fortæller, at “den arabiske flåde blev fuldkommen brændt ned. Byzantinerne blev velsignet med en stor sejr. De var de første til at bruge græsk ild, og de brugte den ofte herefter”.

Med tiden udviklede byzantinerne sindrige forbedringer af deres våben. Ved at studere datidens kilder mener forskere, at væsken var lagret under dæk og blev suget op gennem læderslanger. Slangerne var monteret til et bronzerør, der var placeret på en stander ved skibets ræling.

På kommando åbnede det specialtrænede mandskab en ventil, og bronzerøret sprøjtede væsken ud. Røret var bevægeligt, så væsken kunne “sendes fremad, til højre og venstre og falde ovenfra og ned”, fortæller kejser Leo 6. i værket “Taktika”, en militær afhandling fra 890’erne.

En lille fakkel placeret ved rørmundingerne antændte væsken, når den passerede flammen. Ifølge kejser Leo skete det “med torden og fyrig røg”, når ilden antændte væsken og buldrende skød ud i lange flammestråler. Synet og lyden var frygtindgydende for enhver fjende.

Våbnets psykologiske effekt var altafgørende, så mundingerne var der også gjort meget ud af: “De var i messing eller jern med munden åben og lignede løver eller andre ildspyende monstre”, skriver den byzantinske prinsesse Anna Komnena i sin krønike, “Alexianden”, fra 1148.

Supervåben var ikke uovervindeligt

Konstantinopels fjender frygtede græsk ild, men det letantændelige terrorvåben var ikke uden problemer; fx kunne modvind udløse kaos, hvis de byzantinske skibe selv blev ramt af den klæbrige væske.

Hofintriger fik imperiet til at smuldre

Terrorvåbnet havde dog sine begrænsninger. Da væsken var afsindig brandfarlig at have med på et træskib, blev græsk ild kun brugt i små lynangreb på fjendtlige skibe, og våbnet blev sjældent brugt på land, da det var svært at transportere.

Samtidig sydede Det Byzantiske Rige af intriger. En byzantinsk kejser var konstant i fare for at blive myrdet eller afsat og sendt i kloster for at rådne op.

Alene mellem 695 og 717 ragede seks kejsere på skift tronen til sig, og i 797 blev Konstantin 6. væltet og fik øjnene så brutalt stukket ud, at han døde kort efter.

“Pga. udbredt mistro om hyppig, voldelig magtovertagelse blev imperiets og byens forhold forsømt og misligholdt”, jamrede Konstantinopels ærkebiskop, Nikephoros, i sin krønike, “Chronographikon”, fra ca. 870.

Byzantiner med flammekaster på landjorden

Illustrationer fra middelalderen viser, at byzantinerne skabte en let udgave af deres flammekaster til brug på landjorden. Det er dog usikkert, om den nogensinde blev færdigudviklet.

© Christos Giannopoulos/Imageselect

De skiftende kejsere måtte konstant frygte oprør i flåden – og at hemmeligheden bag vidundervåbnet slap ud. Derfor var våbnet forbeholdt kejserens egen flåde, der primært blev brugt til at forsvare hovedstaden med. Men dermed var imperiets øvrige kyster sårbare, når provinsflåden ikke havde våbnet på sine skibe.

Angreb fra bulgarske, russiske og muslimske flåder tog til fra 800-tallet; bl.a. Kreta blev jævnligt plyndret og endeligt erobret af muslimer i 824. I 900-tallet var det byzantinske imperium krympet til at dække nutidens Anatolien samt dele af Grækenland og Italien.

I det uroplagede rige var hverken kejseren eller hans kemikere sikre på at overleve længe nok til fredsommeligt at videregive opskriften til deres efterfølgere, og omkring 1200-tallet gik formlen på græsk ild tabt. Eksempelvis nævner kilderne ikke våbnet, da korsriddere under det fjerde korstog i 1204 plyndrede Konstantinopel. Men rygtet om den græske ild levede videre i erindringen.

I 1250 ristede en muslimsk hær de franske korsriddere med “en ildhale, der lignede en drage, som fløj gennem luften”, skriver den franske krønikeskriver Jean de Joinville, der selv var til stede.

Det våben, han beskriver, var sandsynligvis blot en antændt genstand affyret med katapult eller en af de andre efterligninger, der blev kaldt for græsk ild i middelalderen, men slet ikke havde samme effekt.

Intet tyder på, at nogen i 1200-tallet kendte opskriften på det frygtindgydende våben. Konstantinopel var uden sin berømte ild, da sultan Mehmed 2. i 1453 indtog kejserstaden. Sultanen havde smadret den mægtige bymur ved hjælp af verdens nye supervåben: Krudtet.