Hvordan gik riddere i rustning på toilettet?

I middelalderen oplevede ridderrustninger en udvikling, som gjorde det mere besværligt at klare visse opgaver.

I middelalderen oplevede ridderrustninger en udvikling, som gjorde det mere besværligt at klare visse opgaver.

Saffron Blaze, Wikimedia Commons

I den tidlige middelalder drog krigere i kamp iført ringbrynje og kunne blot hive op i metalringene, hvis naturen kaldte.

Men toiletbesøg blev besværligere for trængende riddere, da tyske og italienske håndværkere i 1400-tallet begyndte at lave tunge pladerustninger, som dækkede så godt som hele kroppen.

Til alt held dækkede pladerne ikke området omkring underlivet.

Denne region var i stedet beskyttet af bevægelige metal-lameller omkring hoften og ballerne og en slags brynje-nederdel indenunder.

Desuden var ridderne ofte også iført vatterede benklæder for at undgå ­slidsår fra den tunge rustning.

En trængende ridder ville derfor få sin væbner til at fjerne både lamellerne omkring livet og de tunge plader på benene, så han med møje kunne sætte sig på hug og forrette sin nødtørft.

En rustning gav god beskyttelse, men kun begrænset frihed på toilettet.

© Shutterstock

Nogle rustninger var udstyret med en skamkapsel i skridtet, som let kunne fjernes, så det var let at lade vandet.

Hvis trangen kom på et meget uheldigt tidspunkt, var der dog ikke andet at gøre end at lade naturen gå sin gang.

Dette var socialt acceptabelt, da dysenteri, der medfører voldsom diarré, ofte hærgede middelalderens hære, når de var på felttog.

Heldigvis for ridderen havde han altid en ung væbner tilknyttet, hvis opgave det var at gøre rustningen ren efter et slag.