Shutterstock

Hvorfor var den tyske Luger noget særligt?

Den ikoniske Luger P08 var en af 2. verdenskrigs mest eftertragtede krigstrofæer, og dens ammunition - 9mm parabellum - er stadig en af verdens mest udbredte.

Luger-pistolen, som officielt hed Luger P08, var kendt for sin træfsikkerhed, holdbarhed og hurtige affyringshastighed.

Den var berømt i hele verden og blev af den amerikanske revolverekspert Elmer Keith kaldt for en af verdens mest præcise semi-automatiske pistoler.

P08 blev udviklet af østrigeren Georg Luger i 1898. Den tidligere officer var sælger for våbenfabrikanten DWM.

I 1894 demonstrerede han en semi-automatisk pistol lavet af tyskeren Hugo Borchardt for den amerikanske hær.

Repræsentanterne var utilfredse med pistolen, og Luger brugte deres udførlige kritik til at videreudvikle Borchardts pistol. I 1898 kunne han tage patent på et nyt design.

P08 omsatte mere end nogen anden pistol rekylen til selvladermekanismen. Det betød, dels at skuddene faldt hurtigt efter hinanden, og dels at våbnet ikke rykkede hårdt i ejerens hånd.

Georg Luger udviklede en særlig ammunition til P08 – 9-mm Parabellum – som siden 2. verdenskrig har været den dominerende kaliber til maskinpistoler.

Navnet kommer af det latinske ordsprog “Si vis pacem, para bellum” – “Ønsker du fred, så bered dig på krig”.

Lugerens gode rygte gjorde den til et populært krigstrofæ for allierede soldater under 2. verdenskrig.

Tyskerne lagde endda fælder for trofæjægerne, hvor en P08 lå på jorden, men var tilknyttet en luremine, der eksploderede, når Lugeren blev fjernet.