Det moderne haglgevær kommer fra en lang slægt af skydevåben, der tæller forfædre som bl.a. muskedonneren.
Fælles for disse våben var, at de havde brede mundinger, var glatløbede og kunne skyde med hagl. Resultatet blev våben, som ikke var særlig præcise, men kunne gøre stor skade på kort afstand.
Teknologierne fra mange af disse tidlige våben blev videreudviklet af bl.a. den britiske våbensmed Joseph Manton (1766-1835).
Hans slid førte til det dobbeltløbede haglgevær, som især var populært blandt 1700-tallets jægere, der gik efter bl.a. ænder.
Med et haglgevær i hånden forøgede jægeren sine chancer for gevinst betrageligt, da spredehagl var væsentlig lettere at ramme et flyvende byttedyr med.