I 1630 forsøger en hollandsk styrke at erobre den portugisiske koloni Brasilien. 67 skibe fra det nydannede vestindiske handelsselskab WIC stævner ud fra Amsterdam med 7.000 mand ombord for at sikre sig de rige sukkerplantager i den østlige del af kolonien.
Den ambitiøse erobringsplan kan dog kun lykkes med lokal hjælp, så hollænderne har allieret sig med indianere fra tarairiu-stammen.
“Nogle bruger ikke buer, men kaster deres pile med hånden, bortset fra at de anbringer dem på et stykke udhulet træ”. Georg Marcgrave, tysk naturforsker, 1600-tallet.
Tarairiuerne er kendt som nådesløse krigere – og for at bruge såkaldte kastetræer. Denne anordning tjener til at øge kraften i et spydkast så meget, at spyddet kan gennembryde de portugisiske soldaters brystpanser.
Med højre hånd klemte en kriger spyddets ende ned i kastetræet, samtidig med at han hævede våbnet. Med en kraftfuld bevægelse førte han kastetræet fremad, så spyddet blev slynget afsted.
Den tyske naturforsker Georg Marcgrave, der opholdt sig i Brasilien på denne tid, beskrev det usædvanlige hjælpemiddel:
“Tarairiuerne bruger ikke buer, men kaster deres pile med hånden, bortset fra at de anbringer dem på et stykke udhulet træ, som en krigstrompet, der er blevet kløvet”.
Kastetræet forbløffede europæerne, for med det var tarairiuerne i stand til at kaste forbløffende langt og ramme byttedyr og fjender med stor kraft. Med tarairiuernes hjælp blev hollændernes invasion kronet med held. De besatte en stor bid af Brasilien syd for Amazonflodens udmunding i Atlanterhavet.
Kastetræet nedlagde fortidsdyr
Kulturer over det meste af kloden har benyttet kastetræet – et simpelt jagtredskab, der gør det muligt at slynge en pil eller et spyd afsted som et projektil. Et kastetræ består af et stykke træ eller knogle med en form for krog, som projektilets ende kan hvile imod.
Selve kastet kan sammenlignes lidt med et kast med en amerikansk fodbold – energien fra benene, torsoen og armen samles i kastetræet og føres derfra videre ud i projektilet.
Kastetræet fungerer således som en form for løftestang, der forstærker kroppens egen muskelkraft og gør armen et led længere. Et 30 centimeter langt kastetræ kan ifølge forskerne sende et 1,5 meter langt spyd afsted med en fart på ca. 80 km/t. – og spyddet kan ramme mål på op mod 100 meters afstand. Længere versioner kan angiveligt opnå en hastighed på 150 km/t.
Ingen ved, hvem der opfandt kastetræet, der i dag ofte omtales som atlatl efter aztekernes navn for redskabet. Forskerne skønner dog, at kastetræet er en videreudvikling af kastespyddet, som opstod blandt Homo sapiens i stenalderen.
Kastetræ findes i mange udgaver
Hjort med fugl fundet i Frankrig
Et af verdens ældste bevarede kastetræer kaldes på fransk “Le faon aux oiseaux” – hjort med fugl. Kastetræet blev fremstillet af et rensdyrgevir for 13.000-15.000 år siden, og det blev fundet i en hule i Frankrig.
Danmark har eksotisk eksemplar
Kun ét kastetræ fra de sydamerikanske tarairiu-indianere har overlevet, og det opbevares i dag på Nationalmuseet i København. Det 88 centimeter lange kastetræ fra 1600-tallet er formet som et flækket rør med en rille til spyddet.
En woomera var uundværlig
Det australske kastetræ – woomera – var en af de få ejendele, som aboriginerne altid bar med sig, da europæerne kom til kontinentet. En woomera har typisk form som et aflangt åreblad, og mange af dem er sirligt udsmykket.
Neandertalerne kendte altså næppe til kastetræet, som gjorde det muligt at nedlægge et bytte på en sikker afstand. Menneskene fra den såkaldte madeleinekultur, som levede i vor tids Frankrig fra ca. 15.000-10.000 f.Kr., benyttede imidlertid redskabet.
I franske huler er der således fundet udskårne kastetræer, og det ældste overleverede eksemplar er en op mod 17.000 år gammel model fremstillet af et gevir. To andre kastetræer fra madeleinekulturen er udformet som mammutter, hvilket tyder på, at de blev brugt i jagten på de uldhårede snabeldyr.
Hos den nordamerikanske clovis-kultur (11.000-9.000 f.Kr.) blev kastetræer ifølge forskerne også brugt til at nedlægge urtidselefanter. Det er muligt, at de første nordamerikanere tog kastetræet med sig fra Asien, da de krydsede Beringsstrædet.
Buen udkonkurrerede kastetræet
I løbet af forhistorien blev kastetræet de fleste steder gradvist erstattet af et andet projektil-våben: Buen. En bue kunne ramme mindre mål over længere afstand end kastetræet – og så kunne en bueskytte hurtigere lade og skyde igen.
Desuden krævede buen færre bevægelser og mindre plads, hvilket især var en fordel i områder med tæt vegetation. Derfor opgav stenaldermenneskene på fx Den Iberiske Halvø og i nutidens Japan tidligt kastetræet til fordel for bue og pil.
Enkelte steder overlevede kastetræet, især hvor der var store, åbne vidder – fx i Grønland, Mexico og Florida. I Nordamerika kunne forbløffede europæere i 1500-tallet berette om det ældgamle jagtredskab.
Den hollandske kunstner Albert Eckhout malede i 1600-tallet et portræt af en tarairiu-indianer, der bar et kastetræ med dertilhørende spyd på ca. to meters længde.
I Australien, hvor buen ikke var kendt, brugte aboriginerne kastetræer, da europæerne dukkede op i 1700-tallet. Men om det slagkraftige redskab blev importeret til kontinentet, eller om det blev genopfundet her, er stadig en gåde.
Også i bjergskovene i det østlige Brasilien holdt tarairiu-stammen fast i kastetræet. Men på trods af deres kastefærdigheder kunne tarairiuerne ikke klare presset fra europæerne, og stammen uddøde i løbet af 1700-tallet.
På det tidspunkt var deres hollandske allierede for længst forsvundet. Den nyerobrede koloni Hollandsk Brasilien fik ikke noget langt liv. I 1654 havde portugiserne erobret området tilbage.