Kampvogn på fire ben spredte død og ødelæggelse

I 500-tallet f.Kr. introducerede inderne et nyt, frygtindgydende våben på slagmarken: krigselefanten. Det tonstunge dyr fungerede som en levende kampvogn og tvang verdens hære ud i et usædvanligt våbenkapløb.

I 500-tallet f.Kr. introducerede inderne et nyt, frygtindgydende våben på slagmarken: krigselefanten. Det tonstunge dyr fungerede som en levende kampvogn og tvang verdens hære ud i et usædvanligt våbenkapløb.

Bridgeman

“Vilde af smerte fór de frem mod venner og fjender, skubbede rundt og nedtrampede og dræbte dem på alle tænkelige måder”.

Sådan beskriver den græske historiker Arrianos første gang, europæiske soldater kom i direkte kamp med en hær udstyret med krigselefanter. Det skete i år 326 f.Kr., da Alexander den Stores makedonske tropper ved Hydaspesfloden i nutidens Pakistan tørnede sammen med en stor indisk hær.

Inderne var i undertal, men deres trumfkort var 200 veltrænede krigselefanter, som med deres kæmpefødder trampede alt under fode. Soldater og heste blev i kampens hede forvandlet til et uigenkendeligt, blodigt søle.

Skrig fra de sårede blandede sig med den hårrejsende, gjaldende lyd, elefanterne udstødte, når de med hele deres tyngde bragede ind i de tætpakkede, makedonske formationer.

Kom tæt på den firbenede kampvogn

Tabene var forfærdende, men i sidste ende lykkedes det de talmæssigt overlegne makedonere at nedkæmpe de frygtindgydende mastodonter. Umidddelbart efter slaget afbrød Alexander den Store felttoget.

Rygtet lød, at andre indiske krigsherrer havde flere tusinde elefanter, og Alexanders mænd var skrækslagne ved tanken om igen at skulle kæmpe imod så frygtelig en fjende. End ikke Alexander den Store kunne overtale dem til at fortsætte.

Asiatiske elefanter var bedst

Historikerne ved ikke præcis, hvornår mennesket for første gang brugte elefanter i krig, men de ældste vidnesbyrd stammer fra ca. 500 f.Kr.

Især i Asien blev elefanter i stort antal fanget og trænet til krig, men også de noget mindre afrikanske skovelefanter viste sig egnede til kamp. Derimod var verdens største elefanter, de afrikanske savanne-elefanter, helt umulige at tæmme og kunne derfor ikke bruges i krig.

Inderne foretrak at optræne hanelefanter, fordi de både var større og mere stridbare end hunnerne. Det krævede imidlertid mange års tålmodigt arbejde at gøre en elefant klar til krig.

Først skulle den falde til ro. Det skete ved at lade den stå bundet nær andre elefanter, som i forvejen var tæmmet. Derefter skulle den vænne sig til at have en rytter på ryggen – af inderne kaldet en mahout. Indiske mahouter var i særlig høj kurs, for de kunne kunsten at forvandle en elefant til et frådende uhyre.

Forvandlingen skete trin for trin: Først blev elefanten vænnet til høje lyde fra fx trommer eller råb. Små stik fra sværd og spyd skulle desuden lære den at udholde smerte.

Til sidst blev det ellers så fredelige dyr oplært i angreb, både mod andre elefanter, heste og mennesker, typisk i form af dukker. Undertiden blev de tykpandede kolosser også trænet i at slå porte i fæstningsværker ind med deres hoveder.

I Indien kan besøgende i dag se porte med anti-elefant-spidser.

©

Sylepidse pigge holdt elefanterne fra porten

Ud over direkte kamp blev elefanter brugt som levende rambukke, når en fæstning skulle stormes. Ikke mange porte kunne holde til stødene fra en rasende elefant, så i stedet gav især inderne sig til at udvikle modvåben: sylespidse metalpigge, anbragt i “elefanthøjde”.

Løb en elefant panden mod dem, kunne den sidde fast eller blive alvorligt såret. For at imødegå de sylespidse porte trænede inderne i stedet elefanter i at slå portene ind med rambukke af træ.

Elefantens bevægelser blev styret af mahouten, enten ved tilråb, eller ved at han med fødderne varierede sit tryk mod elefantens hoved.

Det sidste var især nødvendigt under et slag, hvor selv høje råb druknede i mængden af lyde. Mahouterne brugte også en stav med en kraftig krog – en såkaldt ankus – til at styre det store dyr.

For yderligere at forvandle elefanten til en krigsmaskine blev skarpe sværd undertiden bundet fast til stødtænderne. Desuden fandt inderne på at lade elefanterne bære en lang kæde med snablen. Blot et enkelt slag med den tunge kæde kunne være dræbende.

Elefanterne fik vin inden slaget

I begyndelsen sad mahouten blot på dyrets ryg, men med tiden satte inderne store sadler, kendt som “howdah”, på elefanternes ryg. Sadlerne blev senere videreudviklet til veritable tårne, fastspændt med remme omkring bugen.

På gamle afbildninger ses op til 14 ryttere på ryggen af en enkelt elefant, men det er formentlig en overdrivelse. Tre-fire krigere, udstyret med lange spyd, kasteskyts eller bue og pil, var efter al sandsynlighed det mest typiske.

Inden et slag skulle elefanten hidses op og gøres så aggressiv som muligt. Høje lyde eller musik virkede ofte, men det bedste trick var at drikke dyret godt og grundigt beruset – efter en ordentlig tår vin var den klar til at gå bersærk.

En rasende elefant kunne med lethed slynge en hest med rytter omkuld, hvorefter den uden tøven trampede dem i stykker. Med sin kraftfulde snabel greb den fat i sine hjælpeløse fjender og knuste dem imod træer, mure, eller hvad der ellers stod i dens umiddelbare nærhed.

Som regel kæmpede elefanterne imod ryttere og fodfolk, men undertiden kæmpede de også mod andre elefanter. Bedst var de i kampe imod rytteri. Heste er af natur bange for elefanter, og ofte kunne alene lugten få hestene til at gå i panik, så et helt ka­valeri gik i opløsning, allerede inden slaget overhovedet var kommet i gang.

De store dyr kunne imidlertid også selv gå i panik, fx på grund af smerte, og panikken kunne lynhurtigt brede sig, så alle elefanterne blev ustyrlige og i deres flugt knuste både venner og fjender.

Men blandt krigsherrer i Asien var tilliden til de dødsensfarlige dyr ikke desto mindre tårnhøj: “En hær uden elefanter er ligeså foragtelig som en skov uden løve”, hed det sig.

Brændende grise skabte panik

Efter makedonernes møde med krigselefanterne i slaget ved Hydaspesfloden i år 326 f.Kr. besluttede de sig for selv at anskaffe sig nogle. Og snart efter blev krigsvåbenet udbredt i store dele af middelhavsområdet.

Konsekvensen blev et veritabelt våbenkapløb mellem nationer med og uden elefanter. Elefantens tykke hud gav den ry for at være usårlig.

Der findes beretninger om elefanter, som blev ramt af over 80 pile uden at tage synderlig skade, ligesom selv drøje hug med sværd ofte prellede af. Men selv tonstunge elefanter har svage punkter, så ofte gik fjenden efter at skade dens øjne eller fødder.

En yndet metode var at sprede skarpe genstande på jorden. Trådte en elefant med hele dens enorme vægt en metalpig op i foden, var den effektivt sat ud af spillet.

Derfor var en kampelefant omgivet af fodfolk, der især skulle beskytte dens fødder og ben. Dens tykke hud blev desuden ofte beskyttet yderligere af læderplader eller stofplader med indvævede metaltråde, ligesom elefanten til tider blev iklædt hele rustninger.

Mongol-herskeren Kublai Khan placerede i 1200-tallet kæmpetårne på sine elefanter.

© Scanpix/AKG

Nye våben blev derfor hele tiden udviklet, deriblandt dybe grave, som dyrene faldt ned i. Romerne, der i år 280 f.Kr. led et knusende nederlag til den græske kong Pyrrhus' krigselefanter, udviklede desuden et avanceret, biologisk våben.

De fandt nemlig ud af, at elefanter går i panik, når de hører grise skrige. Så da romerne tørnede sammen med kong Pyrrhus igen fem år senere, havde de perfektioneret deres hemmelige våben.

Ifølge de antikke kilder smurte soldaterne et stort antal grise ind i et tykt lag fedt, satte ild til dem og drev dem derefter, hylende af smerte, hen imod fjenden. Det sendte Pyrrhus' ellers så uovervindelige mastodonter på vild flugt.

37 elefanter krydsede Alperne

Trods deres opfindsomme anti-elefantvåben indså romerne til sidst, at de var nødt til at gøre som deres fjender: anskaffe kampelefanter. Gang på gang havde de firbenede, terrængående kampvogne tilføjet dem ydmygende nederlag, og endnu en alvorlig lektie fik romerne i 216 f.Kr., da Kartagos berømte feltherre Hannibal – godt hjulpet af 37 krigs-elefanter – angreb Italien fra en helt uventet kant.

Det lykkedes nemlig Hannibal og hans elefanter at krydse Alperne under en 15 dages mareridtsagtig march. I det følgende slag vandt Hannibal en kæmpe sejr over en stor romersk hær, bl.a. takket være sine veltrænede krigselefanter. Turen over Alperne havde imidlertid tæret så meget på de gigantiske dyr, at de efter slaget døde en efter en.

I de følgende 150 år spillede elefanter en vigtig rolle i de romerske hære. Men forsyningen med nye elefanter var besværlig, for de skulle skaffes helt fra Indien eller Afrika, og omkring år 50 f.Kr. holdt romerne op med at bruge dem.

Forinden var en enkelt krigselefant sammen med feltherren Julius Cæsar nået helt til England, hvor den under den romerske invasion angiveligt skræmte de lokale keltere fra vid og sans.

Kanonen endte krigselefantens liv

I Asien fortsatte brugen af krigselefanter. Enkelte fyrster havde flere tusinde dyr i deres hære, og selv da skydevåben begyndte at dukke op, blev elefanter ved med at være det ultimative våben. Skud fra de første geværer var ikke kraftige nok til at såre tykhuderne.

Men da de store kanoner dukkede op på slagmarkerne i 1500-tallet, markerede det begyndelsen på enden. Blot ét kanonskud kunne sætte en elefant ud af spillet, og noget svært mål var en elefant ikke.

Ikke desto mindre fortsatte en række lande i Sydøstasien med at bruge de tunge dyr i krige helt op til slutningen af 1800-tallet. Da franskmændene under deres invasion af Vietnam i 1885 kom i kamp med lokale styrker, blev de angrebet af krigselefanter, som ifølge de imponerede franskmænd fortsatte med at angribe selv efter at være blevet ramt af en hel salve skud.

Selv under Vietnamkrigen for 30-40 år siden spillede elefanter en vigtig rolle – dog kun som pålidelige, terrængående transportdyr.