Kanoner spredte en dødbringende kugleregn

Den britiske løjtnant Henry Shrapnel opfandt en granat, der eksploderede i luften og sendte en regn af kugler ned over fjenden. Våbnet var afgørende ved Waterloo.

Den britiske løjtnant Henry Shrapnel opfandt en granat, der eksploderede i luften og sendte en regn af kugler ned over fjenden. Våbnet var afgørende ved Waterloo.

Montage: Wayne Southwell, Peter Davies/Imageselect & Illustrated War News

En britisk hær tager opstilling på en bakke nær den portugisiske by Vimeiro. Hæren anføres af Arthur Wellesley, den senere hertug af Wellington, der den 21. august 1808 planlægger at tage kampen op mod fjenden: En fransk hær anført af general Jean-Andoche Junot, en af Napoleons betroede mænd.

Tidligere på året har Napoleon erobret Spanien, og nu er han i gang med en invasion af Portugal, som er Storbritanniens sidste allierede på det europæiske kontinent. Et nederlag vil være katastrofalt for briterne.

Heldigvis er bakken nær Vimeiro, der ligger ca. 50 km nord for Lissabon, en fremragende forsvarsposition – og Wellesley har en trumf i ærmet: Den nye shrapnel-granat.

“Granater blev ladet med 200 musketkugler og akkurat nok krudt til at åbne dem; skudt ud mod havet fra en forhøjning 600 fod over overfladen. Granaterne åbnede sig, et halvt sekund før de ramte vandet”. Henry Shrapnel i sin dagbog om testen af den nye granat.

Foran bakken kan den britiske generalmajor betragte de 4.200 franske soldater, der tager opstilling i kolonner. Ordren til at marchere op ad bakken bliver givet, og luften genlyder af den rytmiske stampen af støvler, der nærmer sig.

Med et brag åbner de britiske kanoner ild, men granaterne flyver højere end sædvanlig, og de eksploderer lige over hovederne på franskmændene. Små, mordereriske kugler spredes og gennemtrænger soldaterne. Flere franske angribere falder på bakken.

Til Wellesleys store tilfredshed begynder de forreste franskmænd at trække sig. Den stadige strøm af soldater, der trækker bagud, udvikler sig til en masseflugt. Angrebet bryder sammen. Slaget ved Vimeiro ender med et totalt nederlag for franskmændene – og en enorm sejr for Wellesley og briternes nye supervåben: Shrapnel-granaten.

Løjtnant ville opfinde nyt våben

Den nye granat var opfundet af Henry Shrapnel, der blev født i 1761 og var den yngste søn i en søskendeflok på ni. Blot 18 år gammel blev han sekondløjtnant i Royal Artillery, hvor han i 1780-1784 gjorde tjeneste på Newfoundland i Canada.

Da Shrapnel vendte hjem til England, begyndte han at arbejde på en ny type granat, der skulle kunne afhjælpe ét af de største problemer, som kanoner havde dengang: De var ikke effektive mod fjendtlige soldater på lang afstand.

På Shrapnels tid fandtes der tre forskellige projektiler til kanoner, hvoraf det simpleste var den klassiske kanonkugle af massivt jern.

Efter sin hjemkomst fra et tjenesteophold på Newfoundland udviklede Henry Shrapnel sin berømte granat.

© GL Archive/Imageselect

Kuglen havde en rækkevidde på 1 til 2 km, men når den nåede sit mål, gjorde den kun begrænset skade på fjendens soldater. En enkelt række ville blive nedlagt, og i en formation på 500 mand var det ingen katastrofe for fjenden.

En anden type ammunition til kanoner var kardæsk – også kaldet skråskud. Kardæsken fungerede som et kæmpe haglskud og var særdeles effektiv mod fodfolk, men havde kun en rækkevidde på 300 m.

Det sidste kanon-projektil var granaten – en hul kanonkugle med krudt og lunte i. Rækkevidden var den samme som for en almindelig kanonkugle, men eksplosionen var lille og mængden af sprængstykker beskeden.

Eksplosioner voldte problemer

Løjtnant Shrapnel måtte snart indse, at det var svært at udvikle en granat, der både havde en lang rækkevidde og gjorde stor skade på målet. Han kunne kun løse problemet ved at tilføre den klassiske granat noget, der var mere effektivt til at slå fjendens soldater ihjel end splinterne fra granatskallen.

Udfordringen løste han ved at hælde musketkugler ned til krudtladningen, der lå inde i granaten. Idéen var, at når lunten brændte ned, eksploderede krudtladningen – men kun akkurat med nok kraft til at flække granaten, så ville musketkuglerne regne ned over fjenden som dødelige hagl.

Shrapnel stødte imidlertid på et problem: Granaten risikerede at eksplodere under transport eller inden affyring, da musketkuglerne kunne sætte ild i krudtet blot ved at gnide op ad det. Et andet problem var, at lunterne var uberegnelige og tit brændte for hurtigt. Granaten kunne derfor eksplodere lige efter afskydning – eller endda mens den stadig lå i kanonløbet.

Våbnet opfundet af løjtnant Shrapnel er banebrydende, fordi det har to krudtladninger: Én til at skyde granaten afsted, og én til at få de mange kugler til at regne ned over fjendens soldater.

© New York, The Industrial Press & Shutterstock

Hul gemmer på krudt og kugler

Granaten er en hul kanonkugle med musketkugler i. Lige inden kanonen lades på slagmarken, hældes krudt ned gennem hullet – som lunten bagefter sættes i – så det ligger mellem kuglerne.

New York, The Industrial Press & Shutterstock

© United States Army Center of Military History

Tabel sikrer korrekt indstilling

Derefter vurderer artilleristen afstanden til målet og kigger i en tabel for at se, hvilken vinkel kanonen skal affyres i for at ramme målet. Afstanden afgør også, hvor lang en lunte han skal bruge.

United States Army Center of Military History

© Yankee Rebel Antiques & Shutterstock

Luntens længde er altafgørende

Nu kan artilleristen sætte en lunte i granaten. Takket være Shrapnels farvekoder er det nemt at finde den rette længde. Lunten består af et hult trærør med en snor i midten og bruges som prop i granatens hul.

Yankee Rebel Antiques & Shutterstock

© Claus Lunau/Historie & Shutterstock

Krudt og granat stoppes i løbet

Under Napoleonskrigene råder hærene kun over forladerkanoner, hvor krudtladningen skal skubbes ind i bunden af løbet. Derefter følger kanonkuglen – eller i dette tilfælde Shrapnels granat.

Claus Lunau/Historie & Shutterstock

© Wayne Southwell & Shutterstock

Granaten affyres og eksploderer

Når kanonen affyres, antænder krudtladningen også granatens lunte. Hvis afstandsbedømmelse og luntelængde passer, vil granaten eksplodere i luften over fjendens soldater og sprede dødelige musketkugler over dem.

Wayne Southwell & Shutterstock

Shrapnel fandt en ganske enkel løsning på det første problem: Krudtet skulle først hældes i granaten kort inden affyring.

Det var straks sværere at løse problemet med de ustabile lunter. Udfordringen lå i, at kanonbesætningen skulle skære lunten til den korrekte tidsindstilling, mens de stod i felten – en proces, der ofte førte til fejl. Shrapnel fandt på at levere lunter i forskellig længde, som var farvekodet efter, hvor lang tid de brændte, før granaten eksploderede. Lunterne varierede i længde fra tre til ni tommer (ca. 7 til 23 cm).

I 1787, mens Shrapnel var udstationeret på Gibraltar, fik han endelig mulighed for at afprøve sin nye granat. Testen blev udført foran Gibraltars kommandant, og i sin dagbog noterede Shrapnel:

“Granater blev ladet med 200 musketkugler og akkurat nok krudt til at åbne dem; skudt ud mod havet fra en forhøjning 600 fod over overfladen. Granaterne åbnede sig, et halvt sekund før de ramte vandet”.

Eksperimentet var en succes.

Ilddåb fandt sted i den nye verden

Desværre havde Shrapnel svært ved at få hærens ledelse til at anerkende opfindelsen. Endelig i 1803 blev granaten godkendt af Board of Ordnance, den britiske hærs materielstyrelse.

Granaten blev første gang anvendt i krig i 1804 under den britiske belejring af Fort Amsterdam i Paramaribo – hovedstaden i hollandsk Guyana i Sydamerika. Efter at artilleriet havde affyret en håndfuld shrapnel-granater mod den hollandske garnison i fortet, overgav forsvarerne sig.

Ludvig 16. mistede hovedet i 1793, og begivenheden satte gang i en lang række militære konflikter, der udspillede sig over hele kloden.

© Georg Heinrich Sieveking

Napoleonskrigene var en verdenskrig

Storbritannien var i krig med Frankrig næsten uafbrudt fra 1792 til 1815. Kampene foregik over hele kloden – og størstedelen af Europas nationer blev inddraget i striden.

Den franske revolution brød ud i 1789 pga. fattigdom og befolkningens utilfredshed med manglende politisk indflydelse. Revolutionen eskalerede, og de kongelige institutioner blev væltet. I 1793 blev Ludvig 16. og hans dronning henrettet i guillotinen, mens Europas øvrige monarker så forfærdet til.

De frygtede, at deres befolkninger ville blive inspireret af revolutionen i Frankrig. Monarkerne indgik derfor en koalition og invaderede Frankrig, og angrebet blev indledningen på sammenlagt 23 års blodige konflikter.

I løbet af de såkaldte revolutionskrige kuppede den franske general Napoleon Bonaparte republikken i 1799 og erklærede sig som førstekonsul. Fem år senere kronede han sig selv som kejser. Napoleonskrigene blev udkæmpet i Europa og i kolonierne, indtil Napoleon led sit endegyldige nederlag til Storbritannien og Preussen under slaget ved Waterloo i 1815.

Effekten af Shrapnels opfindelse blev dog først for alvor åbenbaret under slaget ved Vimeiro i 1808, hvor de nye granater sikrede briterne sejren over Napoleons styrker. Nederlaget i Portugal var ekstra bittert for franskmændene, som to år forinden havde erobret en intakt shrapnel-granat og forsøgt at efterligne den. Alle forsøg var endt i fiasko.

Briterne gjorde alt for at forhindre, at ærkefjenden lærte hemmeligheden bag granaten. I britisk presse blev våbnets effekt nedtonet. På den måde håbede briterne, at andre lande ikke ville opdage, hvor afgørende de nye granater kunne blive på slagmarken.

Shrapnel noterede selv, at “opfindelsen bør ikke blive offentliggjort på nogen måde, for ellers vil fjenden blive opmærksom på dens vigtighed”.

Granaten var vigtig ved Waterloo

Også under Napoleons endelige nederlag spillede Shrapnels granat en stor rolle. Kampene bølgede frem og tilbage ved Waterloo i Belgien den 18. juni 1815, og én af nøglestenene i slaget var den lille bondegård La Haye Sainte, der lå lige midt på slagmarken.

Gården var besat af briterne inden slaget, men den blev erobret af franskmændene i løbet af eftermiddagen. Napoleons styrker ville placere kanoner på gården, som skulle bruges til at fordrive Wellingtons hær fra en nærliggende højderyg.

Under slaget ved Waterloo blev kampen om den strategisk vigtige bondegård La Haye Sainte ifølge en britisk officer afgjort af shrapnel-granaten.

© The History Collection/Imageselect

Den øverste officer for det britiske artilleri, oberst sir George Wood, skrev direkte til Shrapnel efter slaget:

“Så beordrede hertugen (af Wellington, red.) os til at affyre dine granater ind i og rundt om bondegården, og det lykkedes os at vriste fjenden ud af denne stilling, der, hvis det var lykkedes for Bonaparte at få bragt sit artilleri op, ville have kostet hertugen slaget”.

Shrapnels våben satte således en stopper for Napoleons drøm om igen at blive Europas stærke mand.

Harpiks forbedrede opfindelsen

Selvom Shrapnels opfindelse var vigtig for den britiske hær, blev han ikke umiddelbart belønnet for den. Efter hårdt pres fik han i 1814 tilkendt en pension på 1.200 £ årligt. Beløbet var en betydelig sum, da hans årsløn som oberst i hæren var 400 £, men bureaukratiet i statsapparatet fandt på flere kneb for at undgå at betale den; fx blev alle hans lønstigninger – som følge af senere forfremmelser – modregnet i pensionen.

Shrapnel døde i 1842 efter at have opnået rang af generalmajor af reserven. Først 10 år efter hans død blev granaten officielt navngivet efter ham. Indtil da var den kendt som “spherical case shot” (rundt kardæskskud).

Når shrapnel-granaten eksploderede, regnede kugler ned over fjendens soldater på slagmarken.

© Montage: Wayne Southwell, Peter Davies/Imageselect & Illustrated War News

Selvom shrapnel-granaten var banebrydende, kunne den godt forbedres. Problemet med for tidlige eksplosioner pga. friktion mellem krudt og kugler blev først endegyldigt løst i 1850’erne af kaptajn Edward Boxer. Han støbte kuglerne ind i harpiks, så de ikke kunne trille rundt, og krudtet gemte han bag en kappe af jern inde midt i granaten.

Da industrialiseringen tog fart i Europa, blev shrapnel-granaten en sand dræber. Kanonløbene fik riffelgange i 1860’erne, og granaterne blev aflange og strømlinede, hvilket gav dem langt større rækkevidde og præcision. Hertil kom kraftigere sprængstof og mere pålidelige lunter, der kunne tidsindstilles.

Skyttegrave ændrede på krigen

Da 1. verdenskrig brød ud, gravede hærene sig ned i skyttegrave, der blev beskyttet af tykke bælter af pigtråd og betonbunkere. Disse forsvarsværker kunne shrapnel-granaterne intet gøre ved. Kuglerne var for små til at klippe pigtråd over, og soldaterne var beskyttede af skyttegrave og bunkere.

Da hærene gravede sig ned i skyttegrave under 1. verdenskrig, blev shrapnel-granaten ubrugelig.

© Shutterstock

I stedet gik hærene over til at bruge højeksplosive sprænggranater, hvis skadelige effekt kom direkte fra eksplosionen, når de ramte deres mål. Men Shrapnel lever videre i det engelske sprog i dag, hvor hans navn er blevet synonymt med alle dele af metal, der kastes gennem luften af en eksplosion.

LÆS MERE OM HENRY SHRAPNEL

Douglas Thomas Hamilton, Shrapnel Shell Manufacture, Industrial Press, 1915

Nick Lipscombe, Shrapnel’s Shell – A Force Multiplier, nick-lipscombe.net, 2013