I 1906 indtog en helt ny type pansrede krigsskibe bølgerne. Det britiske slagskib HMS Dreadnought og efterfølgerne i samme klasse var både større, hurtigere og mere slagkraftige end forgængerne.
Slagkraften fik skibene fra svære kanoner anbragt i drejelige kanontårne.
Hvert fartøj medbragte typisk fire tårne, som hvert vejede 750 tons.
Et system af hejseværker og hydrauliske systemer førte granater og drivladninger fra magasinerne i skibets indre gennem fire dæk op til de 100 tons tunge kanoner på skibets øverste dæk.
Den effektive arbejdsgang gjorde den 20 mand store besætning i stand til at affyre to skud i minuttet fra hvert af tårnets to kanonløb.
Granaterne kunne gennembore panser på en afstand af 17 km.
Kig ind i et kanontårn
Projektiler er gemt i dybet
Et slagskib medbringer omkring 1.000 granater, som hver vejer 879 kg. For at beskytte projektilerne opbevares de dybt nede i skibet. Før kamp fører et hejseværk granaterne op til kanonen, som befinder sig på dækket ca. 20 m højere oppe.
Sprængstof er beskyttet
Krigsskibet medbringer over 130 tons af det højeksplosive stof cordit. Stoffet bruges som drivladning for granaterne. Hver ladning vejer 194 kg og er pakket i poser af silke.
Omladning mindsker eksplosionsfare
I omladekammeret bliver granater og cordit flyttet over i en kasse. Kassen bliver med et separat hejseværk løftet op til det næste kammer, hvor kanonen befinder sig, sikret bag tætsluttende luger.
Britiske kanoner overgik fjendens
De kraftige britiske 381-mm-kanoner kunne skyde hele 17.400 m. Rækkevidden overgik de tyske konkurrenters og gav dermed briterne en væsentlig fordel i 1. verdenskrigs søslag.
Tykt panser beskytter mod fjendtlig ild
Et tykt stålpanser beskytter kanonerne og deres besætning mod fjendens granater. Panserets tykkelse varierer, men er typisk mellem 279 og 330 mm tykt.
Den lige vej fra magasin til kanon indebar imidlertid en stor risiko. Mandskabet var derfor pålagt strenge regler; fx måtte kun tre granater ad gangen befinde sig i tårnet, der også var forsynet med automatiske døre, som adskilte de enkelte rum.
Ulykker kunne ikke forhindres. Under Jyllandsslaget i 1916 sprang flere britiske skibe i luften.
Se et britisk flådeskibs kanontårne i aktion
Katastroferne skyldtes, dels at corditten, sprængstoffet, som briterne anvendte til drivladninger, var ustabil, dels menneskelige fejl. Mandskabet lod i kampens hede granater hobe sig op eller lod sikkerhedslugerne stå åbne.