HMS Valiant, BL 15-inch Mk I, kanontårn

Pansertårne ramte mål 17 km væk

Gigantiske kanontårne gav i begyndelsen af 1900-tallet stormagternes slagskibe en frygtindgydende ildkraft. Men kanonernes mange hundrede tons sprængstof krævede ekstreme sikkerhedsprocedurer.

Gigantiske kanontårne gav i begyndelsen af 1900-tallet stormagternes slagskibe en frygtindgydende ildkraft. Men kanonernes mange hundrede tons sprængstof krævede ekstreme sikkerhedsprocedurer.

World War II Database

I 1906 indtog en helt ny type pansrede krigsskibe bølgerne. Det britiske slagskib HMS Dreadnought og efterfølgerne i samme klasse var både større, hurtigere og mere slagkraftige end forgængerne.

Slagkraften fik skibene fra svære kanoner anbragt i drejelige kanontårne.

Hvert fartøj medbragte typisk fire tårne, som hvert vejede 750 tons.

Et system af hejseværker og hydrauliske systemer førte granater og drivladninger fra magasinerne i skibets indre gennem fire dæk op til de 100 tons tunge kanoner på skibets øverste dæk.

Den effektive arbejdsgang gjorde den 20 mand store besætning i stand til at affyre to skud i minuttet fra hvert af tårnets to kanonløb.

Granaterne kunne gennembore panser på en afstand af 17 km.

Kig ind i et kanontårn

Den lige vej fra magasin til kanon indebar imidlertid en stor risiko. Mandskabet var derfor pålagt strenge regler; fx måtte kun tre granater ad gangen befinde sig i tårnet, der også var forsynet med automatiske døre, som adskilte de enkelte rum.

Ulykker kunne ikke forhindres. Under Jyllandsslaget i 1916 sprang flere britiske skibe i luften.

Se et britisk flådeskibs kanontårne i aktion

Katastroferne skyldtes, dels at corditten, sprængstoffet, som briterne anvendte til drivladninger, var ustabil, dels menneskelige fejl. Mandskabet lod i kampens hede granater hobe sig op eller lod sikkerhedslugerne stå åbne.