Skruppelløst geni ville bygge Saddams superkanon

Gerald Bull er derfor tæt på at være en lykkelig mand, da han skridter ned ad den tæppebelagte korridor til lejlighed nr. 20. Han har en middagsaftale med en veninde om lidt, og han glæder sig.

Netop som Bull låser sin dør op, træder en person ud af skyggerne. Fem dumpe skud fra en lyddæmpet pistol lyder.

Historien om Gerald Bull er som taget ud af en spionroman krydret med en græsk tragedie. Som ung mand er han Canadas måske mest lovende forsker. Hans vision er at hjælpe rumfarten ved at skyde satellitter ud i rummet.

Han får USA’s støtte, men da amerikanerne trækker sig, kan han ikke slippe sin store vision. I stedet træffer han den fatale beslutning at slå sig sammen med en af Mellemøstens farligste diktatorer: Saddam Hussein.

Den Kolde Krig skreg på nye våben

Gerald Bulls vej mod at blive en af sin generations vigtigste våbeningeniører begyndte 40 år tidligere omkring udbruddet af Koreakrigen i 1950.

Krigen satte fut under Den Kolde Krig, og som svar på oprustningen bag Jerntæppet lancerede den canadiske forskningsenhed CARDE missilprogrammet “Velvet Glove” i 1951.

Formålet var at udvikle et radarstyret missil, som kunne skyde et sovjetisk missilangreb ned. På det tidspunkt læste Gerald Bull til ingeniør med speciale i aerodynamik ved Torontos universitet, og i 1951 modtog han sin ph.d. som 23-årig – den yngste i universitetets historie.

CARDE hyrede det unge talent til at teste missilernes aerodynamik – og det var her, Gerald Bull fik idéen til en superkanon.

Normalt testes prototyper af missiler i en vindtunnel, men sådan én rådede CARDE ikke over, så Bull måtte tænke kreativt. Forskningsinstituttet havde en 120 m lang tunnel til test af artilleri, som han kunne bruge.

Det krævede blot, at Bull byggede en lille kanon, der kunne skyde en model af missilet gennem tunnellen, hvor kameraer fangede prototypens fart og opførsel.

Udviklingen af kanonen til missil-affyringen gav ikke alene viden om missilets aerodynamik. Arbejdet affødte også Gerald Bulls drøm om at udvikle artilleri, der kunne skyde satellitter helt ud i rummet.

Rumkapløb gav Bulls projekt vinger

Gerald Bull og hans kolleger nåede at producere omkring 100 Velvet Glove-missiler, før CARDE i 1956 opgav projektet. Bull måtte derfor også skrinlægge sit kanon-projektet.

Men i 1960 kom en uventet gæst på besøg i Canada. Arthur Trudeau, der havde hørt om Bulls idéer, var chef for den amerikanske hærs udviklingsafdeling og så perspektiver i en superkanon.

Under et møde mellem de to påstod Bull selvsikkert, at han kunne bygge en kanon, der kunne affyre et projektil med en hastighed på 12.000 m/s, idet projektilet forlod kanonens munding. Det var næsten 10 gange hurtigere end de kraftigste kanoner produceret under 1. og 2. verdenskrig, hvor især tyskerne brugte enorme ressourcer på at bygge kæmpestort artilleri.

Bull havde derfor nærstuderet nazisternes gengældelsesvåben V3, som vha. en række 130 m lange kanonløb skulle bombardere London 165 km fra affyringsstedet i Nordfrankrig. Kanonen nåede aldrig at vise sit værd, men gav Bull noget at bygge på.

Amerikanernes interesse for Bulls projekt skyldtes bl.a., at kanonen kunne bruges til at nedskyde de interkontinentale ballistiske missiler, som Sovjetunionen havde testet tre år forinden.

“Hvis du nogensinde forlader dit job hos CARDE og har brug for støtte til din superkanon-idé, så er Washington interesseret”, sagde Trudeau under mødet.

Få måneder efter sagde Gerald Bull sit job op for at arbejde på McGill-universitetet i Québec, hvor han mødte langt større opbakning til sin kanon. Bulls store chance kom snart efter, da det i april 1961 lykkedes Sovjetunionen at sende det første menneske, kosmonauten Jurij Gagarin, ud i rummet.

Russerne havde dermed cementeret deres førerposition i rumkapløbet mellem øst og vest. Bedriften chokerede amerikanerne, som kastede enorme ressourcer ind i projekter for at vende kapløbet til deres fordel.

Et af dem var Bulls gigantkanon.

Projektil slog verdensrekord

Både USA’s og Canadas militær tilbød nu at støtte Bulls kanonprojekt økonomisk og materielt. Amerikanerne donerede gamle flådekanoner, som blev opstillet i Canada og USA og på Barbados, hvor McGill-universitetet havde forskningsfaciliteter.

Bull viede de næste syv år af sit liv til forskningen i HARP (High Altitude Research Programme) for at teste idéen om at skyde satellitter ud i rummet vha. en kanon.

Ud fra et økonomisk perspektiv var planen genial: Satellitter skulle sendes op med en raket, som brugte enorme mængder energi til at løfte sig fra jordoverfladen, hvor atmosfæren er tættest, og raketten bliver tynget ned af brændstof.

Bulls idé var, at HARP-kanonen skulle overtage dette første og ekstremt dyre trin ved at skyde en mindre raket med satellitten indeni op mod rummet, hvorefter raketten overtog den videre færd.

“Eftersom det er muligt at genanvende kanonrørets booster-effekt, kan det lede til betydelige besparelser i forhold til konventionelle raketsystemer”, skrev Bull i en hemmeligstemplet rapport.

Ifølge hans beregninger kunne prisen for en satellitopsendelse reduceres med 90 pct.

To kanoner fra USA’s flåde blev derfor opstillet på Barbados – hver med et løb på 21 m og en indre diameter på 40 cm.

“Flere end blot nogle få ø-boere spekulerede over, om nogen fuldstændig havde tabt hovedet, da en kæmpe kanon blev opstillet her på stranden”, bemærkede en TV-journalist på stedet.

I januar 1963 hylede sirenerne på Barbados, da Gerald Bull og hans kolleger for første gang testede den ene kanon i en næsten lodret skudvinkel. I våbnet lå et missil af typen Martlet i et specialdesignet hylster af metal- og krydsfiner samt en ladning på næsten 140 kg eksplosiv cordit.

Vinduer over hele Barbados klirrede, da den 200 tons tunge kanon brølede mod himlen. Idet missilet forlod kanonrøret, faldt hylsteret som beregnet af, mens projektilet fór afsted efterfulgt af en gigantisk stikflamme.

Da en journalist straks efter fik fat i den 34-årige Bull, var han tydeligt lettet, men også beklemt ved den uvante opmærksomhed:

“Jeg har det faktisk godt. Affyringen ser ud til at være en succes, og kanonen er i perfekt stand”.

I 1965 havde Bull forlænget kanonløbet med 15 m, så det nu strakte sig 36 m op i luften. Da kæmpen blev affyret, lykkedes det at sende det 85 kg tunge projektil tæt på 150 km op i atmosfæren.

Det var ny verdensrekord.

Bull endte bag tremmer

I november lykkedes det Bull med en anden HARP-kanon opstillet i Yuma i USA at sende et projektil op i 180 km’s højde. Dermed havde canadieren for længst passeret den såkaldte Kármán-linje, som mange regner som grænsen til rummet.

Linjen ligger 100 km over havets overflade, hvor atmosfæren er så tynd, at konventionelle fly ikke længere kan holde sig svævende. Der var dog stadig langt til den højde, som fx den sovjetiske satellit Sputnik 1 nåede i 1957, hvor den gik i kredsløb i en højde på mellem 230 km og 940 km over Jordens overflade.

Projektilhastigheden var da også blot ca. 2.300 m/s – fem gange lavere, end Bull havde satset på. Men ingeniøren mente at kende løsningen.

Desværre for Bull mistede både Canada og USA interessen for projektet i 1968 og smækkede pengekassen i. Den dybt skuffede ingeniør nægtede dog at lade sig stoppe af “tykhovedede bureaukrater”, og samme år stiftede Bull det private selskab Space Research Corporation (SRC).

Selskabet skulle fortsætte arbejdet, og for egne midler opkøbte Bull bl.a. et 2.400 hektar stort område på grænsen mellem USA og Canada, hvor han indrettede værksteder og opstillede en testkanon med et løb på hele 52 m.

For at skaffe penge til projektet begyndte Bull at udvikle og sælge artilleri og granater baseret på sine erfaringer fra HARP-projektet. I 1973 solgte han bl.a. israelerne 50.000 specialdesignede artillerigranater med langt større rækkevidde end de konventionelle.

Granaterne var så stor en succes, at USA’s kongres hædrede Bull med amerikansk statsborgerskab.

Men Bull solgte også til mere dubiøse købere og udnyttede, at han fra sine værksteder på grænsen mellem USA og Canada kunne udnytte de to landes forskellige våbeneksport-love: Var et våben ulovligt at eksportere fra det ene land, eksporterede SRC det i stedet fra det andet.

Men i 1977 gik det galt, da det viste sig, at Bull havde solgt granater og dele til GC-45-haubitsere – en selvkørende kanon designet af Bull selv – til Sydafrika, som var underlagt en våbenembargo af FN. Sydafrikanerne videreudviklede siden våbnet til G6-haubitsen.

Bruddet på embargoen kostede SRC en bøde, mens Bull blev idømt et års fængsel. Da han blev løsladt, var Bull bankerot.

Rasende forlod han Nordamerika og bosatte sig i Belgiens hovedstad, Bruxelles, hvor han med hjælp fra bl.a. sønnen Michel åbnede et nyt firma.

Og i 1987 fik Michel et telefonopkald, der skulle ændre alt.

Redningsmanden Saddam Hussein

Manden i den anden ende af røret var fra Iraks regering. Han ringede på vegne af Iraks leder, Saddam Hussein. Diktatoren inviterede Gerald Bull til Baghdad.

Saddam var på dette tidspunkt verdens største våbenkunde. Siden krigen mellem Irak og Iran brød ud i 1980, havde diktatoren brugt 50 mia. dollars på våben.

Saddam var besat af tanken om at forvandle Irak til en stormagt i Mellemøsten, men han drømte også om at gøre Irak til en rumnation.

Det var i hvert fald den forklaring, Bull og hans søn fik, da de i januar 1988 mødtes med Iraks minister for militær-industriel produktion, Hussein Kamel.

Irakerne kendte til HARP-projektet og ønskede nu, at Bull fortsatte projektet i Irak, så de kunne skyde satellitter på helt op til to tons ud i rummet.

Gerald Bull troede dårligt sine egne ører:

“I får råd til at bombardere himlen med satellitter og lave opsendelser for hver eneste nation i Mellemøsten”, udbrød han begejstret.

I flyet på vej hjem udtrykte sønnen dog bekymring for projektet. Han frygtede, at mange ville se kanonen som et våben, der kunne bombe byer og lande på enorm afstand.

Men Gerald Bull fejede sønnens bekymringer væk.

“Straks efter affyringen vil hver eneste sofistikeret militærmagt i verden kende kanonens præcise placering”, påpegede han.

Eftersom kanonen ikke kunne flyttes, ville den derfor blive bombet sønder og sammen, hvis den blev brugt som våben, mente faren.

Michel opgav diskussionen. Hans far havde en særlig evne til at lukke øjnene for alle faresignaler, når det drejede sig om hans livsprojekt.

Skal man tro ministeren Hussein Kamel, der senere flygtede til Jordan, var bekymringen dog reel.

“Superkanonen var tiltænkt angreb over store afstande og til at nedskyde spionsatellitter”, udtalte han efter sin flugt.

Men for den nu 61-årige Bull var det nu eller aldrig – uanset konsekvenserne. I et brev til en kollega erkendte canadieren, at alderen trykkede:

“Efterhånden som jeg bliver ældre, synes alt at tage længere tid, og uger føles som dage”.

Israelerne opdagede superkanonen

Bulls kontrakt med Iraks militær lød på 25 mio. dollars til udvikling af to superkanoner – kaldet Big Babylon – samt en lidt mindre prototype med navnet Baby Babylon. Der var dog en betingelse: Bull skulle samtidig hjælpe irakerne med at styrke deres artilleri.

Allerede i maj 1988 stod den 45 m lange Baby Babylon færdig. Kanonen kunne i teorien affyre projektiler over en afstand på op til 750 km.

Komponenterne til de to Big Babylon-kanoner blev bestilt hos forskellige fabrikanter i Europa. De fik at vide, at delene skulle bruges i bl.a. Iraks olieindustri.

I virkeligheden skulle de enorme stålrør føjes sammen til den største kanon, verden nogensinde havde set. Med en længde på 156 m og en vægt på 1.665 tons skulle kanonløbet sende en ladning på to tons ca. 1.000 km op i luften.

Hvordan Bull rent praktisk ville give den tonstunge ladning tilstrækkelig hastighed til at nå langt nok ud i rummet, holdt han hemmeligt.

Men i sommeren 1988 ændrede alt sig for Iraks diktator. Saddam Hussein var tvunget til at indgå en våbenhvile med Iran, og i stedet begyndte Saddam at rasle med sablen over for Israel.

Dermed lagde Irak sig ud med USA, som ellers havde støttet landet i krigen mod Iran. Med amerikansk opbakning satte israelerne derfor alt ind på at kortlægge Iraks våbenprogrammer.

Og det fik dem på sporet af Gerald Bull.

Mossad myrdede formentlig Bull

Gerald Bull var udmærket klar over Saddam Husseins stadig mere problematiske situation. Men kanonmageren var nu så tæt på målet, at han ikke kunne give op.

Han oprettede et virvar af skuffeselskaber i Europa og Asien for at skjule sine spor og tilbragte stort set al sin tid på at rejse mellem de forskellige lande. I et brev til en gammel kollega fra HARP-dagene erkendte han i maj 1989, at rejseriet var en pine.

“Jeg lever i fly. Mine sekretærer, som holder styr på mine bevægelser, har regnet ud, at i de sidste fem år har jeg på årsbasis ikke opholdt mig mere end 60 dage i noget land”, skrev Bull.

“Det gør mig berettiget til en opholdstilladelse i skyerne”, konkluderede han ironisk.

Det stod imidlertid klart, at hver en bevægelse, han gjorde, blev overvåget. Under de mange flyvninger “forsvandt” hans bagage og blev først “fundet” dage senere. Der var også tegn på, at nogen havde gennemsøgt hans lejlighed i Bruxelles.

Alle advarsler til trods fortsatte Bull ufortrødent, indtil han en regnvejrsdag i marts 1990 for sidste gang vandrede ned ad korridoren til sin lejlighed. Da politiet nåede frem, lå den canadiske ingeniør med den store vision på dørtærsklen til sin lejlighed. I den livløse krop sad fem projektiler.

Gerningsmændene blev aldrig fundet, men meget tyder på, at israelske Mossad-agenter stod bag. Det mente i hvert fald Saddam Hussein, som få dage efter mordet truede Israel med kemiske våben og i samme ombæring nævnte Gerald Bull:

“Der tales om, at den irakiske efterretningstjeneste er spredt ud over Europa. Men ingen taler om menneskerettighederne for denne canadiske borger. Efter at han kom til Irak, slog de ham ihjel”.

Fem måneder senere invaderede Saddam Husseins styrker Kuwait. Da den amerikanskledede koalition i februar 1991 drev de irakiske tropper ud af det besatte land, pålagde FN Irak at lade våbeninspektører inspicere Iraks våbenarsenal.

Blandt fundene var dele til Bulls superkanon, som straks blev destrueret. En enkelt sektion af superkanonens løb har dog overlevet og står i dag udstillet i England som et minde om, hvordan tårnhøje ambitioner kan styrte i grus, hvis man mister sit moralske kompas undervejs.