Ti udsøgt brutale våben

Vikingernes langøkse, blev op gennem middelalderen videreudviklet til bardichen, der navnlig var i brug i Rusland og Østeuropa. Øksehovedet var større, og dens blad kunne være over en halv meter langt.

En bardiche var nyttig i nærkamp.

Den blev typisk svunget vandret, men man kunne også lade den falde lodret ned over en fjende, og på grund af våbenets vægt kom der en frygtelig kraft i dens slag, når den blev betjent af erfarne hænder.

Det var ofte svært at rette slaget direkte mod en fjendes brystkasse, hvorfor teknikken bestod i at kløve arme og ben.

Parisiske småhandlende protesterede i begyndelsen af marts 1382 mod nye skatter.

Drabet på en skatteopkræver førte hurtigt til blodige tumulter over hele byen.

En vred menneskemængde brød ind på rådhuset og bemægtigede sig 3.000 kraftige mukkerter, som politiet normalt brugte.

Den store hammer viste sig at være et frygtindgydende slagvåben, og den kom til at lægge navn til dramaet - Revolte des Maillotins.

Der var ingen særlig teknik ved brugen, men med sit tunge hoved i bly og det lange skaft kunne den svinges med to hænder og opnå enorm kraft.

Det blev almindeligt at slå ud efter modstanderens ben, og mens denne faldt om med knuste knæ eller skinneben, kunne man rette næste slag ved at lade mukkerten falde lodret ned mod den værgeløse modstanders hoved.

Selv den bedste hjelm kunne ikke modstå dette slag, der som oftest havde døden som følge.

Middelalderens klassiske slagvåben dukkede op i det 14. århundrede, primært i Tyskland, hvor det blev kendt som Morgenstern.

Det fandtes i en primitiv udgave, hvor oprørske bønder forsynede en kølle med søm eller pigge, men oprindeligt blev morgenstjernen udviklet af specialiserede våbensmede, der omhyggeligt beregnede våbenets vægt og slagstyrke, og producerede det til militære arsenaler.

Det blev brugt af fodfolk og i en udgave med kort skaft typisk af ryttere.

Det var en udbredt teknik at slå ud efter ansigtet, men i de fleste udgaver var piggene også konstrueret til at kunne gennembryde en hjelm, hvis slaget var kraftigt nok.

Senere blev morgenstjernen brugt ved ceremonielle lejligheder, og i mange byer blev natvægteren udstyret med våbenet.

I den forbindelse er der kun få beretninger om at den har været i praktisk anvendelse, men morgenstjernens dramatiske udseende og fortællingerne om dens effektivitet på slagmarken har nok haft afskrækkende virkning på natlige ballademagere.

Morgenstjernen fandtes også i en version, hvor kuglen hang for enden af en kæde. Den var vanskeligere at betjene, men i hånden på en ekspert kunne den slå med endnu større kraft.

Efter at Jan van Riebeeck i 1652 havde grundlagt den første handelskoloni på den sydligste spids af Afrika, opdagede de hollandske nybyggere hurtigt, at lokale zuluer bar et særligt slagvåben.

Det var egentlig bare en lang kæp med en knop i enden, hvorfor det på afrikaans kom til at hedde en knobkierrie. Trods den enkle konstruktion var våbnet uhyre effektivt.

En knobkierrie er egentlig et jagtvåben.

Zuluer, xhosaer, swazier og andre stammer i det sydlige og østlige Afrika kastede den som et spyd og kunne ramme dyr på store afstande.

Den blev brugt på samme måde i krig, men viste sig der særligt effektiv som slagvåben.

Teknikken bestod i at svinge den nedefra og op i modstanderen ansigt, og når knoppen ramte næsen med stor kraft var effekten frygtindgydende.

Men sine to stokke, der er forbundet med en kort kæde eller et stykke reb, kan en nunchaku minde om en plejl til at tærske ris eller sojabønner.

Dette er dog næppe våbenets historiske oprindelse, men kilderne dokumenterer, at både japanere og kinesere brugte det som effektivt slagvåben i 1700-tallet.

Teknikken bestod i at holde om den ene stok og svinge med den anden, hvilket kunne pådrage fjenden knuste knogler og alvorlige kraniebrud.

Ved træning kan man opnå en hurtighed, der gør det muligt at rette et par slag indenfor et sekund, og fjenden vil ikke altid kunne forudse, fra hvilken retning, næste slag ville komme.

Særligt dygtige krigere havde en nunchaku i hver hånd, og en særligt modbydelig variant af våbenet havde små knive eller skarpe blade påmonteret for at anrette yderligere skade.

Offeret hverken hører eller ser noget, før det er for sent. Og da er mødet med en chakram enten dødeligt eller stærkt lemlæstende.

Chakram er et kastevåben, som gennem flittig brug er blevet raffineret gennem århundreder i Indien.

Og særligt sikherne i de nordlige dele af landet var gennem historien frygtet for deres store dygtighed på området.

Allerede i oldtidens episke fortællinger, Ramayana og Mahabharata er våbnet nævnt.

Det var en cirkelrund metalskive med en kant, der er skarp som et barberblad, og den roterende bevægelse sikrede fremdrift og stor fart.

Sikherne kastede den som en frisbee, og en almindelig chakram havde en rækkevidde på 40-60 meter.

Men en senere udgave i messing var både lettere og mere aerodynamisk og kunne kastes 100 meter.

Normalt var en chakram helt lydløs, men den blev også fremstillet med små huller, der gav den en hvinende lyd som skabte panik i fjendens lejr, når et chakram-angreb blev iværksat.

Et forholdsvis kort løb med en munding der krængede udad som en trompet gjorde, at skydevåbenet blev lettere at lade på hesteryg i fuld galop eller på en vogn i fuld fart.

Ideen var god, og våbenet blev udbredt i 1700-tallets europæiske hære, hvor det fik navnet blunderbuss – en hollandsk forvrængning af ordet for "tordenrør".

Navnet skyldtes, at våbenet gav et ordentligt brag ved affyring.

Men tordenrøret var ikke uden problemer.

Det ret brede rør kunne lades med en del små blykugler, eller man kunne stoppe søm, småsten eller metalstykker i.

Men løbets konstruktion gjorde, at kuglerne dels ikke havde ret meget fart på og dels spredtes.

Det gjorde våbenet mere lemlæstende end dræbende, hvis det ikke blev affyret på helt tæt hold.

Effekten kunne øges ved at stoppe mere krudt i, men man skulle vide hvad man gjorde, for kom der for meget krudt i, eksploderede blunderbussen i hænderne på skytten - og så var det særdeles dræbende.

Kemisk krigsførelse går langt tilbage i historien, men nåede et højdepunkt under første verdenskrig, da parterne tyede til gas i et desperat forsøg på at bryde den fastlåste skyttegravskrig.

Sennepsgas var blandt de mindre dødelige, men den var stærkt frygtet på grund af sine ubehagelige egenskaber.

Sennepsgas er usynlig og den lugter næsten ikke, så soldaterne opdagede sjældent, når de kom i kontakt med den.

Og virkningen kom kun i sjældne tilfælde med det samme. Men indenfor 24 timer udviklede soldaterne voldsom kløe, som gradvis blev til store vabler med gullig væske. Det var meget smertefuldt, men sjældent dødeligt.

Det kunne dog gå helt galt, hvis en soldat indåndede gassen. Det førte til vabler og blødninger i luftvejene, men alligevel kunne der gå helt op til et par måneder før døden satte ind.

Sennepsgas hed en overgang yperit, fordi de tyske tropper brugte den i stort omfang under kampene ved den belgiske by Ypres i 1917.

Den 17. juli 1944 kastede amerikanske fly for første gang napalm-bomber mod et tysk benzindepot ved Coutances i Nordfrankrig.

Stoffet var udviklet et par år tidligere af forskere på Harvard Universitetet, og det havde hurtigt vist sig som et effektivt våben, fordi den klæbrige gele hang ved alle vegne og brændte langsommere end benzin.

I det sidste krigsår brugte amerikanerne i vid udstrækning og med stor effektivitet napalm som taktisk våben mod japanske tropper.

Formålet var at tvinge dem bort fra deres stillinger på steder som Iwo Jima og Okinawa.

Men i forsøget på at tvinge tyske tropper ud af den franske by Royan i april 1945, bombede amerikanerne ved et uheld franske civilister med napalm - 1.700 mistede livet.