Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Usynligt fly sætter fjenden skakmat

Under den kolde krig truer avancerede radar-systemer med at gøre USA’s fly forældede. Lockheed-fabrikkernes bedste folk må skabe en helt ny type fly, som kan skjule sig for radar-bølger.

Osprey Publishing

Under Yom Kippur-krigen i 1973 lider Israel voldsomme tab. I løbet af blot tre dage skyder Egypten og Syrien hele 49 israelske fly ned.

I direkte luftdueller sejrer Israels luftvåben igen og igen – tabene skyldes i stedet et nyt våben, som de arabiske hærstyrker råder over: Jord-til-luft-missiler.

De er monteret på køretøjer og flyttes konstant til en ny position, hvor deres effektive radarsystemer låser sig fast på israelske jagere på vej mod fronten.

Kort efter indhentes jagerne af et missil og springer i luften.

Rapporterne fra krigszonen forfærder generaler og topministre i Washington, for Yom Kippur-krigen er ikke blot et opgør mellem Israel og nabolandene.

Konflikten er også en styrkeprøve mellem amerikansk og sovjetisk krigsmateriel, og fremtiden ser dyster ud for USA.

Hvis den kolde krig bliver varm, og NATO’s luftstyrker i Europa lider samme svære tab, som israelerne gør nu, vil NATO løbe tør for fly i løbet af to uger – og derefter kan intet forhindre Sovjetunionen i at tromle hen over Vesteuropa med sit enorme arsenal af kampvogne.

USA har brug for en helt ny type fly, som ikke kan spores af radarerne, der med dødbringende præcision leder jord-til-luft-missiler frem til deres mål.

Lockheed inviterede sig selv med

I 1974 inviterede det amerikanske forsvarsministerium fem af landets førende fly-producenter til at deltage i “Projekt Harvey” – opkaldt efter en film om en usynlig, to meter høj kæmpekanin.

De fem virksomheder skulle hver især besvare to spørgsmål

  • Hvor lille et radar-ekko måtte et fly højst afgive, hvis det skulle være i stand til at komme på skudhold af sit mål uden at blive opdaget?

  • Ville selskabet være i stand til at fremstille et sådant fly?

To producenter takkede straks nej til at deltage, og en tredje ville hellere eksperimentere med elektronisk afledning end opfinde et nyt fly.

Tilbage var McDonnell Douglas og Northrop, men i 1975 fik de en ny rival: Lockheed, som inviterede sig selv med.

“Hvordan former vi et fly, så det bliver usynligt på en radar?”
Richard Scherrer, chef ved Skunk Works.

Lockheed-fabrikken i Californien var ellers blevet sorteret fra, fordi den ikke havde udviklet et kampfly i næsten 10 år, men direktøren gjorde forsvarsministeriet opmærksom på, at han havde fremstillet spionfly og droner med lille radar-ekko til CIA.

Lockheeds udviklingsafdeling med dæknavnet Skunk Works kunne gå i gang med at skrive et nyt kapitel i luftfartens historie.

For første gang skulle et fly ikke udvikles ud fra aerodynamikkens love, men fysikkens love for elektromagnetisme.

Computer-kraft hjalp ingeniørerne

Medarbejderne ved Skunk Works gik i gang, og chefen bad om idéer fra sit hold af skarpe hjerner.

“Hvordan former vi et fly, så det bliver usynligt på en radar?” lød spørgsmålet.

“Jamen, det er simpelt”, svarede Denys Overholser. Han var holdets talknuser og skulle sikre, at design-forslag gav et tilpas lille radar-ekko.

“Du laver det bare af plane overflader, og du vender kanterne væk fra radarens sigtelinje. På den måde får du radar-strålen til at reflektere væk fra radaren, og størrelsen af ekkoet reduceres”.

Over de næste tre uger udviklede Overholser et computer-program, som kunne beregne, hvor synlige forskellige udkast til flyets krop ville være for radar.

Undervejs trak han ironisk nok på gamle teorier udviklet af en forsker fra dødsfjenden Sovjetunionen – forskning, som det sovjetiske luftvåben ikke havde fundet brugbar.

Da Overholser var færdig med sit computerprogram, satte han det i gang med at foretage beregninger på sine kollegers 20 udkast til et usynligt fly.

Som Overholser havde spået, bestod alle forslagene af plane flader og skarpe kanter.

Computere var i 1975 ikke kraftige nok til at udføre de komplicerede beregninger, som et fly med runde former ville kræve.

Overholsers program udvalgte det mest lovende forslag, hvorefter Skunk Works byggede en testmodel i træ.

Lockheeds ingeniører nåede frem til et uskønt design, der mindede om klodsede trekanter på en flad tallerken.

© Shutterstock

Lockheeds model så mærkelig ud

Set ovenfra var den trekantet, vingerne og bugen udgjorde en fuldstændig plan flade, mens kroppen og motorerne ragede op på oversiden som en gruppe ­pyramider.

Flyets plane flader og knivskarpe kanter lignede facetterne på en ædelsten, og modellen fik øgenavnet “Hopeless Diamond” – Håbløs Diamant – et ironisk ordspil over den berømte kæmpe-ædelsten Hopediamanten.

Flyet ville med sikkerhed hverken vinde priser for skønhed eller elegante manøvrer.

Træ-modellen blev anbragt på en søjle, og en radar forsøgte at spore den. Kun selve søjlen dukkede op på skærmen, så teknikere måtte køre ud til forsøgspladsen for at undersøge, om Hopeless Diamond var faldet ned.

Modellen sad dog på sin plads. Skunk Works måtte derfor konstruere en ny søjle, som ikke gav radar-ekko, før det var muligt at teste fly-designet.

Resultatet var så imponerende, at Lockheed inviterede flyvevåbnet til at inspicere Hopeless Diamond. Fremvisningen kom dog skidt fra start, da modellen afgav et langt større radar-ekko, end værterne havde forventet.

Lockheeds teknikere ledte febrilsk efter en forklaring, indtil en telefon-opringning fra forsøgspladsen opklarede mysteriet: En fugl var landet på flyet! Et bilhorn jog kræet væk, og så forsvandt signalet fra radaren – modelflyet var usynligt.

På det tidspunkt havde rivalen McDonnell Douglas givet op, mens Northrops test-model afgav et næsten 10 gange større radar-ekko end den håbløse diamant.

Lockheed var vinderen, og fabrikken gik i gang med at fremstille en prototype.

Katapultsæde reddede piloten

Lockheed-fabrikkerne havde to prototyper klar i 1977. Flyene bar det anonyme dæknavn Have Blue, og konstruktionen var sket i dybeste hemmelighed.

Sovjetunionen måtte ikke vide, hvad det amerikanske luftvåben var i gang med. Prototyperne kunne knap kaldes fly.

"Flyet dykkede to meter i den ene side, og hamrede ned i landingsbanen."
Amerikansk pilot under testflyvningerne.

Prisen for det minimale radar-ekko var så håbløs en aerodynamik, at de kun holdt sig på vingerne, fordi fire computer-systemer konstant justerede på ror og vingernes flaps, der øgede opdriften.

Uden assistance ville maskinen gå i spin.

Have Blue lettede for første gang i december 1977, og flyet viste sig at være knap så svært at håndtere som frygtet.

Prototypens luner kunne dog ikke helt skjules – et halvt år senere under landingen efter 37. flyvning gik det galt.

“Jeg skulle til at flade ud og sænke næsen, da min indflyvningsvinkel blev helt forkert. Flyet dykkede to meter i den ene side og hamrede ned i landingsbanen”, fortalte test-piloten Bill Park senere.

Mødet med asfalten vred landingsstellet skævt, og Park måtte opgive at få Have Blue-01 sikkert ned på jorden.

Han udløste sit katapultsæde, fik en hjernerystelse på vej ud og brækkede benet, da han hængende bevistløs i sin faldskærm ramte jorden.

Ulykken afsluttede Bill Parks pilotkarriere, og Have Blue-01 var et ulmende vrag.

Have Blue-02 nåede op på 52 flyvninger, inden flere systemer satte ud, og piloten måtte springe ud.

Bulldozere begravede begge vrag i ørkenen, og ingen kender i dag deres hvilested.

Trods de to ulykker var Lockheed og flyvevåbnet enige om, at flyet havde et stort potentiale.

Under kodenavnet Senior Trend tog det endelige design form.

Radaranlæg påvirkede efterkrigstidens flyproduktion.

© Shutterstock

Luftkrig blev til gemmeleg

For krigsfly har det altid været en fordel at gemme sig for fjenden, men metoderne har ændret sig i årenes løb.

  • Længere ned:

    Den ældste og simpleste måde at skjule sig på er at flyve lavt. Bakketoppe, træer og høje bygninger skygger for radar, men forhindringerne udgør også en dødbringende trussel mod piloten.

  • Mål overalt:

    Er det umuligt at gemme sig for radaranlæg, kan fjenden i stedet vildledes. Under 2. verdenskrig snød britiske fly de tyske radarer ved at kaste bunker af aluminiumsstrimler ud, som gav et radar-ekko så stort som bombefly, mens de flagrede mod jorden.

  • Højere op:

    Radar har en begrænset rækkevidde. I 1950’erne kunne Sovjetunionens radarer ikke spore fly i over 20 kilometers højde. Derfor udviklede amerikanske Lockheed spionflyet U-2, som kunne flyve i 21 km over jorden og tage billeder af sovjetiske baser.

  • Mere fart på:

    Radar mister sin værdi, hvis våben alligevel ikke kan ramme, hvad de afslører. Lockheeds spionfly SR-71 fløj i 1960’erne med 3.500 km/t., så de sovjetiske missiler ikke kunne indhente det, før de løb tør for brændstof og faldt ned.

Jageren var et bombefly

Lockheed F-117 Nighthawk var omsider klar til kamp i 1983.

Vingerne var gjort større i forhold til prototypen, og de to haleror var lavet helt om. Begge dele gjorde flyet mere stabilt uden at koste på synligheden.

F’et i F-117 stod for fighter (jager), men flyet var helt fra begyndelsen tænkt som et våben til at angribe mål på jorden.

Trods forbedringer var Nighthawkens flyvefærdigheder så ringe, at den ikke have en chance, hvis den mødte fjendtlige fly.

Bevæbningen bestod derfor udelukkende af bomber, der kunne veje op til 2.300 kg.

Lockheeds usynlige fly kom aldrig i kamp mod Sovjetunionen, som det ellers var skabt til.

Den kolde krig var forbi, da USA invaderede Panama i 1989, og to Nighthawker udførte deres første bombetogt.

Den sande ilddåb kom dog først under Golfkrigen to år senere, hvor en international koalition ville smide den irakiske diktator Saddam Husseins hær ud af nabolandet Kuwait.

“Det lod ikke til, at nogen anede, at jeg var på himlen.”
USA’s første pilot over Baghdad i 1991.

Nighthawken var udset til at indlede luftoffensiven mod Irak natten til den 16. januar 1991.

Første bombe skulle kastes af piloten Gregory Feest, og hans mål var en bunker nær Baghdad. Det sortmalede flys evner ville blive sat på prøve, for Irak rådede over et omfattende og avanceret luftforsvar.

“Det lod ikke til, at nogen anede, at jeg var på himlen”, forklarede piloten senere.

Han låste sit infrarøde sigtemiddel fast på bunkeren, og så snart han var inden for rækkevidde, trykkede han på aftrækkeren.

Bombelemmen i bugen åbnede, og han mærkede, at flyet blev knap et ton lettere.

Mens den laserstyrede bombe fór afsted mod bunkeren og trængte igennem betonkappen, satte Feest kurs mod sit næste mål. Kun eksplosionen afslørede for irakerne, at de var under angreb.

“Spor-projektiler, lysglimt og eksplosioner var over det hele. Hele landet var vågnet – med mere luftværnsild, end jeg kunne forestille mig. Jeg så flere luftværns-missiler stige til himmels og suse forbi mig for og agter. Ingen af dem lod til at sigte mod noget. Stealth-teknologien virkede virkelig”, noterede Feest.

Han fortsatte derfor roligt gennem infernoet til næste mål, hvorefter han vendte uskadt tilbage til sin base.

Svagt punkt blev afsløret

Ingen Nighthawks gik tabt i Golfkrigen. Flyet var ganske usynligt, når det listede sig hen over nattehimlen mod sit mål.

Men næste gang det var i krig, viste et svagt punkt sig.

Denne gang hed fjenden Serbien, og Nighthawkens missioner gik ud på at tvinge den serbiske hær til at trække sig ud af Kosovo.

Den amerikanske general Norman Schwarzkopf yndede under Golfkrigen i 1991 at vise videofilm af Nighthawkens missiler, der ramte plet.

© Getty Images

Om aftenen den 27. marts 1999 opfangede et serbisk missilbatteri meget svage radar-ekkoer på himlen.

Mandskabet gættede, at det var et amerikansk stealth-fly, men gamle luftværnsmissiler fra 1960’erne kunne ikke låses fast på det, for målet forsvandt fra radaren med få øjeblikkes mellemrum.

Så dukkede målet pludselig op klart og tydeligt.

Den amerikanske pilot Darrell Zelko havde åbnet bombelemmen, og hans flys usynlighedskappe var kortvarigt væk.

To missiler steg mod flyet, mens Zelko intetanende fortsatte.

Han kastede bomben, lukkede lemmen og drejede af, mens han øgede farten.

Det ene missil tabte sigtet, men det andet ramte og sprængte en stor bid af flyets ene vinge bort.

Zelko måtte febrilsk udløse katapult-sædet, og kort efter stod han midt i fjendeland. Til hans held nåede amerikanske helikoptere først frem til ham.

Nedskydningen viste, at Nighthawken trods sine mange styrker havde svagheder.

Under en øvelse kaster en Nighthawk en 900 kg tung laserstyret bombe, der selv finder vej til målet. Samme type ammunition blev anvendt under Golfkrigen.

© USAF/Edward Snyder

Flyet nåede at opleve endnu en krig, nemlig den amerikanske invasion af Irak i 2003, men fem år senere sendte luftvåbnet flyet på pension.

Det var skabt med 30 år gammel teknologi, og nu var det muligt at bygge langt mere avancerede usynlige fly.

Lockheed stod også bag den næste generation stealth-fly, nemlig den langt hurtigere og mere manøvredygtige jager F-22 Raptor.

Dette fly er nu ved at blive erstattet af Lockheeds F-35 Lightning II, som blandt andre Danmark har købt.

Læs også:

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul