1. Den flyvende jeep
Ved at sætte haleror og rotor på en almindelig Willys jeep mente britiske ingeniører at have skabt et nyt, effektivt våben. I modsætning til en helikopter var rotoren ikke motoriseret, men holdt jeepen flyvende, når det blev trukket efter et konventionelt fly.
Når linen blev kappet sørgede rotoren for, at ”Rotabuggy’en” kunne svæve ned på landjorden og straks give stor mobilitet som en jeep.
I 1943 stod prototypen klar. Den fløj, men når hastigheden oversteg 60 km/t blev vibrationerne i køretøjet meget voldsomme, og den viste sig at være meget vanskelig at lande. Udviklingsarbejdet fortsatte, men den flyvende jeep kom aldrig i praktisk brug.
2. Duer skulle udløse missiler
I 1944 udviklede den amerikanske adfærdspsykolog Burrhus F. Skinner en teori om, at duer kunne styre missiler. Han overbeviste det amerikanske forsvar, som satte 25.000 dollar af til Projekt Due.
For disse penge udviklede Buurhus en særlig kapsel, som skulle sidde i spidsen af et missil. Kapslen indeholdt tre kamre med hver sin due og et lille vindue.
Ideen var, at den enkelte due skulle prikke på vinduet med næbbet, når den så angrebsmålet i vinduet. Vinduet var forbundet til et styresystem, som sikrede at missilet ramte plet.
”Vores problem var, at ingen ville tage os alvorligt,” sagde Skinner, da forsvaret efter nogen tid kasserede projektet som ”upraktisk”.
3. Et usårligt hangarskib af is
Når man blander træspåner med vand og derefter fryser det til is, får man et meget hårdt materiale. Det fandt den britiske ingeniør Geoffrey Pyke ud af, og han kaldte stoffet pykekret.
Han foreslog det anvendt til konstruktion af skibe med skrog af is, der på grund af tykkelsen ikke ville kunne gennembrydes af tyske torpedoer under sejlads i Atlanten.
Han drømte om at bygge hangarskibet Habakkuk, som ifølge hans beregninger kunne måle op til 4.000 fod i længden – det er næsten fire gange så langt som verdens største hangarskib i dag: USS Nimitz. Premierminister Winston Churchill var begejstret for planen, men det lykkedes ikke at skaffe nødvendig amerikansk støtte til projektet, der derfor blev skrinlagt.
4. Symaskinenåle i krig
Briterne arbejde fra 1941 til 1944 med et hemmeligstemplet projekt – en bombe indeholdende 30.600 nåle, som under nedkastning eller ved nedslaget skulle flyve i alle retninger.
De britiske forskere fandt, at symaskinenåle egnede sig fint, og hver nålespids skulle dyppes i gift. Giftstoffet Anthrax blev anbefalet, fordi det er dræbende uden at komme i kontakt med vitale organer.
Men briterne endte med at blive stemplet som uøkonomisk: Nålene ville ikke kunne forårsage masseødelæggelse, fordi hustage, mure og andet i de tyske byer ville beskytte ofrene mod de giftige nåle.
Sovjetisk træningslejr for militærhunde, Moskva 1931.
5. Hunde med sprængladninger
Sovjetiske hunde gjorde det af med 300 tyske kampvogne. Det fortalte den sovjetiske propagandamaskine, og midlet var enkelt.
Hunde blev trænet til at søge føde under kampvogne, og efter at være blevet sultet nogle dage, blev de sluppet løs på slagmarken med en sprængladning på ryggen. Op af bomben stak en træpind, som bøjede og detonerede en bombe, når hunden løb ind under noget – helst en tysk kampvogn.
Tyskerne forsvarede sig med flammekastere mod hundene, men i 1942 løste problemet sig selv. En flok sultne hunde gik amok og løb i stedet mod sovjettroppernes egne kampvogne! Herefter blev dette våben taget ud af aktiv tjeneste.
6. Fjernstyrede bæltekøretøjer med sprængstof
Tyskerne producerede 7.564 Goliath miner i løbet af krigen. Det var små, fjernstyrede bæltekøretøjer, som kunne medbringe op til 100 kg sprængstof.
Men tynd armering og en topfart på 9,5 km/t gjorde dem sårbare over for fjendtlig beskydning, og med en frihøjde på kun 11,4 cm., kørte de nemt fast på slagmarken.
Tyskerne vurderede succesen som begrænset, men de droppede først og fremmest Goliath på grund af uforholdsmæssigt høje produktionsomkostninger. Men Goliath-teknikken blev banebrydende for senere udvikling af fjernstyrede våben.
7. Kamikaze-flagermus
Ideen var at nedkaste store mængder kapsler over japanske byer. Hver kapsel skulle indeholde en flagermus, og efter trygt at være landet med en lille faldskærm ville kapslen åbne sig og flagermusen være fri.
Hvert dyr skulle medbringe en 11 grams brandbombe, tidsindstillet til at detonere, når flagermusen havde gemt sig godt oppe under et tag i Japans letantændelige byer.
Ophavsmanden til kamikaze-flagermusene var tandlæge. Han blev inspireret til ideen, da han hørte om japanernes angreb på Pearl Harbour 7. december 1941 og samme dag havde besøgt hulerne med de store flagermusekolonier ved Carlsbad, Californien.
Det tophemmelige projekt viste sig at fungere, men inden det blev taget i brug, havde andre forskere gjort de første atombomber klar.
8. Brugervenlig håndgranat var dødsensfarlig
BEANO T-13 var navnet på en amerikansk håndgranat. Den var konstrueret med nøjagtig samme dimensioner og næsten samme vægt som en baseball. Filosofien var, at da baseball var USAs nationalsport, ville enhver amerikansk mand vide at smide den optimalt.
Men udløsermekanismen var for følsom, så en del af håndgranaterne eksploderede for tidligt.
BEANO T-13 har den tvivlsomme ære at have dræbt og såret flere amerikanske soldater end fjender. Den 29. marts 1945 blev den taget ud af brug og de endnu ubrugte håndgranater blev destrueret.
En amerikansk soldat fotograferede nedskydningen af en japansk brandbombeballon ved Attu i Aleuternei 1945.
9. Balloner med brandbomber
Japanerne eksperimenterede også. I 1944 og 1945 sendte de omkring 9.000 balloner med brandbomber af sted.
Fra østkysten på øen Honshu blev ballonerne sendt op i jetstrømmen, som førte ballonerne over Stillehavet for at anrette skade, når de landede i amerikanske eller canadiske skove.
Men våbenet skuffede. De amerikanske myndigheder registrerede kun 300 balloner - historieforskningen gætter på, at måske kun 1.000 bomber nåede frem. Samtidig anrettede bomberne meget beskeden skade.
Amerikansk presse lyttede til regeringens opfordring til ikke at skrive om ballonerne. Kun i et tilfælde glippede det, da en avis nævnte en ballon i Nebraska. Med en så beskeden succesrate besluttede japanerne at indstille ballonangrebene.
10. Vindkanonen
Tyskerne byggede en maskine, der kunne sende en stråle trykluft højt i vejret. Eksperimenter viste, at strålen kunne gennembryde en 25 mm tyk træplade på 200 meters afstand, og ideen var at bruge vindkanonen mod fjendtlige jagerfly.
Det viste sig dog hurtigt at være lettere at ramme et stationært mål end en hurtig flyvemaskine. En enkelt vindkanon blev dog opstillet på en af broerne over Elben i krigens sidste tid, men den ramte aldrig noget.