Gloumouth1

Amerikanske faldskærmstroppers hemmelige våben fundet

Husker du TV-serien Kammerater i Krig? Faldskærmstroppernes lille hjælper i lommestørrelse er lige dukket op – og er lidt af en sensation.

“Klik” – efterfulgt af “klik-klik”. Lyden kunne høres i mørket forud for D-dagen 1944, hvor allierede faldskærmssoldater blev kastet ned bag fjendens linjer i Normandiet. I mørket brugte de særligt fremstillede klikkere – kaldet fårekyllinger af soldaterne – til at genkende ven fra fjende. Ét klik skulle besvares med to klik.

I 2019 satte den engelske ACME-fabrik, der lavede klikkerne, gang i en eftersøgning for at finde originale 'fårekyllinger' fra landgangen i Normandiet.

Kun få originale klikkere overlevede nemlig krigen, idet soldaterne havde fået ordre på at smide dem væk eller destruere dem 24 timer efter, at de var landet.

Nu har to engelske veteraner fundet en af de sjældne klikkere på en mark.

General Eisenhower inspicerede nogle af de faldskærmstropper, som blev kastet ned over Frankrig med klikkere i lommen.

© Library of Congress

Sjælden klikker nåede aldrig til Frankrig

Fundet blev gjort nær Aldbourne, der ligger 120 km vest for London. Her trænede soldater fra USA's 101 Airborne Division – kendt fra TV-serien Kammerater i Krig – forud for landgangen i Normandiet.

Klikkerne blev udviklet efter landgangen i Sicilien i 1943, hvor faldskærmstropper opdagede behovet for at kunne give sig til kende for en ven, uden at påkalde sig fjendens opmærksomhed. Klikkeren vejede næsten ingenting og var langt mindre afslørende end et råb.

Fundet i England er særligt sjælden, da det er den eneste overlevende klikker, der er fremstillet af genanvendt metal.