Britisk radar vandt luftkrigen mod tyskerne

Det hele begyndte med dødsstråler

Under 1. verdenskrig lykkedes det de tyske zeppelinere at kaste bomber over England. Selvom skaderne ikke var store, frygtede de britiske politikere og militærledelsen, at den

hastigt voksende flyindustri kunne blive udslagsgivende i en kommende krig.

For at imødegå truslen blev flere initiativer sat i værk. Lyttestationer blev opstillet for at opsnappe fjendtlig radiokommunikation, lyskastere oplyste himlen langs kysten – og radiobølger skulle indsættes som våben: I 1934 udlovede luftfartsministeriet 1.000 pund til den, som kunne præsentere en funktionsdygtig dødsstråle baseret på radiobølger.

I de kommende måneder forsøgte mange at få fingre i den udlovede præmiesum. Aviserne flød over med fantasifulde beretninger om strålerne, der kunne dræbe kaniner og får eller sætte motorer i stå. Ingen af strålerne viste sig dog at virke, når det kom til stykket.

“Dødelighedsraten blandt får er ikke blevet påvirket af præmien”, lød den tørre konstatering i en officiel skrivelse fra luftfartsministeriet.

Men idéen døde ikke så let. I januar 1935 blev ingeniøren Robert Watson-Watt – en af landets førende eksperter inden for radiobølger – indkaldt og præsenteret for projektet.

Watt var fra begyndelsen kritisk over for forslaget. Tanken var, at strålen skulle dræbe fjendtlige piloter ved at øge deres kropstemperatur på mange kilometers afstand. Efter at have regnet på tallene kunne Watt konstatere, at hans indledende skepsis var velbegrundet. En dødsstråle ville kræve meget mere energi, end det overhovedet var muligt at skaffe med tidens elektricitetsværker.

Beregningerne gav derimod Watt en anden idé. I stedet for at udsende en stråle, som dræbte fjenden, kunne man sende radiobølger ud for at pejle positionen af deres fly i luften. Forslaget skrev han ind i sin rapport, og siden betegnede han selv dette “dødsstråle-memo” som radarens fødselsattest.

Apparatet blev testet med hjælp fra BBC

Robert Watson-Watts idé vakte interesse i luftfartsministeriet, og projektet fik grønt lys med det samme.

Den 26. februar ankom han derfor til en lille græsmark, tæt på landsbyen Weedon i Northamptonshire – kun ledsaget af en kollega samt en højtrangerende embedsmand fra ministeriet.

Ved hjælp af en hjemmelavet radiomodtager – tilsluttet en primitiv TV-skærm – og ved at låne en sender i det nærliggende BBC-radiotårn fik Watt nu muligheden for at teste sin idé: En pilot fik ordre til at flyve i retning mod radiotårnet uden at vide hvorfor. Med sit apparat registrerede Watt flyet over en distance på ca. 13 km, før signalet røg.

Forsøget var en succes, og med den fulgte opbakningen fra en lille, lukket kreds af ledende politikere og militærfolk. Den vigtigste af disse var forsvarsministeren, sir Philip Cunliffe-Lister.

Imponeret over Watts resultater tildelte Lister ham en stab og arbejdspladsen på den afsidesliggende herregård Bawdsey Manor. Her kunne videreudviklingen af radaren fortsætte langt væk fra uønskede øjne.

Det var også denne lukkede kreds, som den 17. september 1936 bevidnede Watts store fadæse, da radaren ikke spottede flyene i tide.

Projektet blev nær lagt i graven

Skuffelsen hos Watt og hans hold var enorm. Og kort efter modtog de endvidere besked om, at projektet måske ville blive skrottet helt. Watts radar-drøm hang i en tynd tråd, men han nægtede at give op. Overbevist om, at radaren ville blive afgørende i en kommende krig, satte han sin stab til at arbejde i døgndrift for at finde og rette fejlen.

Heldigvis viste det sig hurtigt, at der kun skulle få tekniske ændringer til for at få systemet til at virke. Efter at have overbevist forsvarsminister Cunliffe-Lister bortfaldt truslen om lukning, og udviklingen af radar-forsvaret kunne fortsætte for fuld kraft.

Efterhånden begyndte anlæggelsen af radarstationer og tårne for alvor at komme i gang, og inden krigsudbruddet var hele 19 radarstationer opført langs med østkysten – fra Skotland i nord til Portsmouth i syd.

Radarkrigen rasede

Den 3. august 1939 – få uger inden krigsudbruddet ­– fulgte vagterne på de britiske radar-stationer en enorm zeppeliners færd langs den britiske kyst.

Ombord stod Luftwaffe-generalen Wolfgang Martini. Han var selv involveret i udviklingen af den tyske radar og følte sig overbevist om, at tårnene langs kysten måtte være et varslingssystem mod fjendtlige fly. Efter seks timers forgæves forsøg på at opfange radiosignaler fra tårnene gav Martini imidlertid op, slukkede for sit måleudstyr og vendte næsen hjem mod Tyskland.

De manglende resultater skyldtes, at den tyske radar opererede på en anden frekvens end den britiske. Martini tolkede derfor de britiske signaler som almindelig radiostøj.

At det var et radar-system – og et ganske effektivt et af slagsen – lærte de tyske piloter på den hårde måde, da slaget om England begyndte i sommeren 1940. Det var verdens første egent­li­ge luftslag, og det udviklede sig på tre måneder katastrofalt for tyskerne.

Britiske fly var altid klar til at møde Luftwaffes maskiner i luften, og tabstallene nåede et hidtil uset omfang på tysk side. Først da de opfangede britisk radiokommunikation, der angav positioner på tyske fly, lagde de to og to sammen – briterne kunne spore dem.

Martini bad derfor sin chef, rigsmarskal Göring, om at give ordre til at ødelægge radar-stationerne. Göring betragtede dem ikke selv som et stort problem og gav kun tøvende sin tilladelse.

Den 12. august 1940 blev 16 tyske bombemaskiner sendt afsted for at angribe fire radarstationer. Flere fuldtræffere gik ind, men skaderne var ikke store, og stationerne var hurtigt repareret igen. I dagene efter fulgte endnu en række angreb, hvor det kun lykkedes Luftwaffe at anrette så store skader på en enkelt radarstation, at den i en periode ikke var funktionsdygtig.

Den begrænsede tyske succes var alligevel en alvorlig forskrækkelse for den britiske militærledelse. Fortsatte angrebene på radarkæden, kunne hele systemet bryde sammen. Hvad briterne imidlertid ikke vidste, var, at de havde en ufrivillig hjælper på højeste sted – nemlig i toppen af Luftwaffe. Den 15. august 1940 skrev Hermann Göring:

“Det er tvivlsomt, om der er nogen mening i at blive ved med at angribe radar-stationer, set i lyset af at ikke en eneste af de angrebne stationer indtil videre er blevet sat helt ud af spillet”.

Rigsmarskallens ord blev hurtigt til almen praksis, og fra midten af august brugte Luftwaffe ikke yderligere kræfter på at bombe radartårnene. Briterne kunne ånde lettet op.

Slagets afgørelse faldt om natten

I stedet for at ødelægge det britiske radar-netværk besluttede tyskerne sig for at tage natten til hjælp i stedet for. Radaren kunne stadigvæk spore flyene, men i mørket var det langt sværere for de britiske jager-piloter at se fjenden, når de var på vingerne.

Kampen i luftrummet blev derfor mere lige, og tyskerne fik større succes med deres bombetogter.

Situationen tvang briterne til at tænke nyt. De udviklede en lille signalmodtager til radaren, der kunne være ombord i de enkelte flyvemaskiner, og som gjorde kontakten med landjorden mindre afgørende. Dette betød, at de britiske piloter langt hurtigere fik positionen på de fjendtlige fly og havde nemmere ved at lokalisere dem i mørket.

Der blev også oprettet radar-stationer inde i landet, så fjendtlige fly kunne spores, selv efter at de var kommet gennem den første kæde af radar-dækning. Den britiske radar sendte nemlig kun radiobølger i én retning og kunne ikke spore fly, der havde passeret kæden.

Forbedringerne nyttede, og efterhånden stod det klart for den tyske militærledelse, at briterne ikke kunne besejres i luftkrigen. I oktober 1940 opgav Hitler derfor at bombe briterne til overgivelse, og alle tanker om at invadere Storbritannien blev droppet.

Radiobølgerne kom aldrig til at dræbe tyske piloter direkte. Men deres bidrag betød, at de indirekte kom til at fungere som dødsstråler, der sikrede briterne sejren i slaget om England – historiens første radarkrig.