Slaget om Atlanten var afgørende for 2. verdenskrig

Den ubarberede og svedende besætning har i de seneste timer intet haft at foretage sig. Alle har i tavshed ventet på nyt fra broen. Nu bliver roen i bådens indre brudt af råben og skrigen.

Alle mand, der ikke umiddelbart har pligter, løber ned i stævnen af båden. Jo tungere den er fortil, jo hurtigere dykker­ den.

Dieselmotorerne bliver nu slukket, og båden­ drives frem af elektromotorerne. Ellers ville besætningen blive kvalt af udstødningen, der ikke kan undslippe under et dyk.

Hydroplanerne på boven drejer nedad, og som omvendte flyvinger tvinger de båden væk fra overfladen. Havvand strømmer samtidig ind i ballasttankene og tynger båden yderligere ned.

Cirka et halvt minut efter ordren til at dykke blev afgivet, ligger ubåden­ i periskopdybde, klar til at angribe­ fragtskibene­. Så snart kaptajnen har vurderet strøm og afstand, afgiver han ordre til at affyre den første torpedo.

Elektromotoren i den syv meter lange torpedo bringer med en hastighed på over 60 km/t. død og ødelæggelse frem til de civile sømænd mere end ni kilometer borte.

Få minutter senere er alt kaos om bord på fragtskibet. Lyden af eksplosionen fra en af tyskernes frygtede torpedoer var det sidste, mere end 35.000 allierede søfolk hørte­ til denne verden.

Pludselig dukker en konvoj op i kaptajnens kikkertlinse. Han er bange for, at en destroyer ligger på lur – klar til at sende ham og besætningen til deres sidste hvilested – og vover ikke at angribe på overfladen.

Kaptajnen hvisker sin ordre om at dykke og samtidig gøre klar til angreb. Officeren, der står parat i det røde lys ved “Zentrale” – kommandorummet lige under bådens tårn – afgiver over højttaleranlægget sin ordre til hele den afventende besætning: “Gefechtstationen­!” – gå til jeres kampstationer!

Dykket er sat i værk, og officererne på broen skynder sig ned gennem hullet og lukker hastigt dækslet. De har ti sekunder. Hvis de er for langsomme, bliver båden fyldt med havvand­ og går til bunds.

Her er tyskernes to slags ubåde:

Britisk blokade var startskuddet

Kampen blev indledt i 1939, da Hitler­ i august sendte de første 18 ubåde til havs. Han fik hurtigt brug for dem. Churchill indledte den 26. september en fysisk blokade af Tyskland.

Hitler tog udfordringen op og forsøgte med sine ubåde at gøre gengæld med en blokade af De Britiske­ Øer. Englænderne havde ved afslutningen af 1. verdenskrig ellers forsøgt at forhindre, at tyskerne nogen sinde kom til at råde over u-både.

I fredsaftalen fra 1918 stod der, at landet skulle afhænde samtlige ubåde til den britiske flåde. Samtidig måtte tyskerne affinde sig med at destruere alle ubåde under konstruktion.

Kravene blev officielt vedtaget i Versaillestraktaten den 28. juni 1919. Artikel 188, 189 og 191 fastlagde, at samtlige ubåde blev fordelt mellem Storbritannien, USA, Frankrig, Italien og Japan.

Her blev de naturligvis genstand for grundige studier og betød, at disse nationer tog et langt skridt fremad i udviklingen af ubåde. De allierede havde også forlangt, at samtlige tekniske tegninger og arkiver blev overdraget.

De kunne umuligt­ sikre sig, at påbuddet blev overholdt. Højt specialiserede ingeniører og arbejdere­ var stadig ansat på Tysklands­ værfter, og staten tillod stiltiende, at værfterne lagde planer for, hvordan de kunne udnytte deres viden uden officielt at bryde­ Versaillestraktaten.

Hitler satte projektet på pause

Inden længe var tyskerne i gang med at markedsføre deres forbudte viden. Staten tillod salg af tegninger til Japan­ og indgik samarbejde med værfter i Argentina­, Italien og Sverige.

For at undgå et åbenlyst brud på Versaillestraktaten­ oprettede tyskerne et skuffeselskab i Holland – “NV Ingenieurskanntor voor Scheepsbouw” (IvS – ingeniørkontor for skibsbyggeri), der blev ledet fra værftet­ Germaniawerft's kontor i Kiel.

Firmaet­ blev sponsoreret af den tyske flåde – Die Kriegsmarine – og i 1927 stod to nybyggede ubåde klar­. Køberen var den tyrkiske flåde, og kontrakten­ pålagde­ IvS at udvælge­ og træne besætningen.

Desuden fik firmaets­ repræsentanter lov til at være om bord under de første prøvesejladser. Tyskerne­ fik uvurderlige førstehånds tilbagemeldinger om, hvordan modificeringen af modellerne fra 1. verdenskrig fungerede i praksis­.

I 1932 besluttede trodsige tyske politikere at sætte gang i en modernisering af rigets flåde. Planen inkluderede produktionen af 16 middelstore ubåde på hver 500 tons.

I januar året efter kom Adolf Hitler til magten, og han håbede endnu på en aftale med briterne, der kunne give fred til at udbygge et imperium på fastlandet.

Føreren ville derfor ikke åbenlyst bryde aftalerne fra 1919 – aftaler, som han ellers foragtede­. De tyske værfter solgte i mellemtiden ekspertise til bl.a. finske værfter, der byggede tre ubåde til minelægning. Igen fik Tyskland direkte adgang til resultaterne fra de praktiske øvelser.

Først i marts 1935 brød Hitler officielt­ Versaillestraktaten. To måneder før havde han allerede­ bestilt ubådene­ og dermed påbegyndt oprustningen. Nu kunne udviklingen­ tage fart.

De grå ulve var flådens elite

Flåden var det meste eftertragtede værn blandt unge tyske mænd. Og tjeneste i ubådene blev anset som det mest ærefulde­. Uddannelsen var lang, og prestigen­ høj.

Mændene, der sejlede­ de berømmede­ ubåde, blev under 1. verdenskrig­ betragtet­ som helte. De bekæmpede fjenden­ i et ukendt og farefuldt­ element i fartøjer, der brød med alle hidtidige grænser.

Ubådstjenesten gav også en økonomisk fordel. Pga. en lang række tillæg havde de dobbelt så mange penge på lommen som deres kollegaer på havoverfladen og landjorden.

Desuden var orloven på 14 dage hvert halve år, og specielle eksprestog på kryds og tværs af Tyskland bragte ubådsfolkene hurtigt frem til hjemstavnen. Dermed spildte de ikke de sjældne fridage.

Til sammenligning kunne soldaterne på østfronten forvente 18 måneder i kamp, inden­ de fik et pusterum­ – ofte uden at komme hjem til moderlandet­.

Tyskland var i 30'erne ramt af massiv arbejdsløshed, så marinen kunne vælge og vrage og stille store krav til ansøgerne. Alle, der ønskede en karriere i flåden, skulle være teknisk faglærte, som fx mekanikere og metalarbejdere.

Kendskab til fremmedsprog, god fysisk form, medlemskab af politiske organisationer som “Marine Hitler Jugend” og en “arisk baggrund” var alle fordele­, der rykkede ansøgeren frem i køen. Optagelseskomiteen­ satte desuden pris på gode tænder.

Selv når ansøgeren slap igennem det første­ nåleøje, var den første sejltur endnu ikke i sigte. De første seks måneder gik med tjeneste i “Reichsarbeitsdienst­” – Rigsarbejdstjenesten – på byggepladser rundt omkring­ i landet.

Først derefter kunne de unge mænd sætte næsen op efter tjeneste i flåden. Alle, der fik et positivt svar på ansøgningen, skulle straks træffe et svært valg.

Havde de en officerskarriere i tankerne, var det nødvendigt at skrive under på en 25-årig kontrakt. Alle andre kunne nøjes med 12 år.

Ubådsfolket blev herre i eget hus

I 1933 udskilte ubådene sig delvist fra resten af flåden. En særlig skole til træning af besætningerne blev etableret.

Både nazitoppen og flåden var overbeviste om, at de grå dræbermaskiner kunne knuse briternes kampevne, hvis de fik de optimale vilkår.

Samtidig var teknologien nu så avanceret, at den teoretiske undervisning i ubåde på marinens “almindelige” skoler måtte kombineres­ med specialiseret praktisk undervisning­.

For at skjule dens formål for de fremtidige fjender blev institutionen­ betegnet som en “skole til undervisning i forsvar mod ubåde”.

Den fik navnet “Unterseebootsabwehrsschule” og blev placeret i Kiel. Inden krigens afslutning havde flåden fire af disse skoler.

Skolerne fik tilført enorme ressourcer. Halvdelen af alle ubåde, som blev søsat inden krigens afslutning, blev udelukkende­ brugt til træning.

Øvelserne kostede hundreder af liv

Alle, der begyndte på “Unterseeboots-abwehrsschule”, gennemgik undervisning i bådenes design og konstruktion, våbensystemer og de dieseldrevne og elektriske motorer. Derefter fulgte seks måneders praktiske øvelser.

Officerskandidaterne skulle først gennemføre 15 succesfulde angreb på en konvoj i stort anlagte simulatorer. Dernæst skulle de i tre måneders praktik på et skibsværft for at se, hvordan deres kommende ubåd blev bygget, og dermed lære hver en skrue, hver en bolt og hvert et rør at kende.

Når båden var færdig, bød skemaet på tre ugers dykningsøvelser, lydløs sejlads­ og studie af maskinrummet­. Til sidst kom de afgørende prøver. De kommende officerer blev sendt på tur med den nye båd.

En fuldtallig besætning var om bord, og alle blev overvåget af en rutineret kaptajn med kamperfaring. Han råbte konstant uventede fejlmeldinger ind i hovederne på officersaspiranterne, der så skulle træffe den rigtige beslutning – hurtigt.

De rutinerede kaptajner pressede aspiranterne til det yderste og af og til ud i fatale beslutninger. I løbet af 2. verdenskrig gik i alt 30 tyske ubåde ned og tog 856 menneskeliv med sig – under træning.

Blev disse realistiske øvelser bestået, gik kursen mod dokken, hvor båden blev tjekket en sidste gang. Derpå mødtes hele besætningen i Kiel, hvor proviant og ammunition kom om bord. Ubåden­ blev erklæret kampklar.

Toiletbesøg var livsfarlige

Når ubåden gik til havs, kunne mændene se frem til 12 ugers togt i en overfyldt båd uden vinduer i selskab med 50 ildelugtende og ofte stressede og bange mænd.

På sit bredeste sted var båden fem meter. Det meste af pladsen var optaget af motor, batterier og torpedoer­, så der var ikke meget plads til folkene.

Antallet af hængekøjer svarede omtrent til halvdelen af besætningen, der skiftedes til at arbejde­ og sove. Kun kaptajnen havde et minimum af privatliv.

Han kunne trække et lille gardin for sin køje tæt op ad kommandocentralen, hvor der altid var højlydt aktivitet. Enhver krog i bådens indre blev fyldt med proviant.

Selv torpedorummene duftede de første mange dage af appelsiner og bacon. Frugt, æg og brød var friskt, og der blev serveret røget kød hver aften.

Alle dagens tre måltider blev skyllet ned med te, kaffe, juice og kakao­efter eget valg. Der manglede intet, og det var bare med at gribe til fadene. Inden længe ville de ferske fødevarer­ være fordærvede.

Om sommeren kunne temperaturen stige til over 50 C, og hurtigt begyndte brødet af mugne. Dåsemad og vitaminpiller kom på menuen. Mændene blev så trætte af diæten, at de løb store risici for at forbedre forholdene for en stund.

Det skete en sjælden gang, at besætninger på både, der havde været længe på havet og netop sænket et fragtskib, fik mod til at bjærge levende kvæg i overfladen, selv om båden dermed lå blottet for fjendtlige­ angreb i længere tid end strengt nødvendigt.­

Det meste af tiden sejlede bådene på overfladen, hvor bølgerne kastede mændene frem og tilbage. Når dækslet til tårnet stod åbent under Nordatlantens hyppige storme, væltede havvand ned i kabinen.

Selv om vandet blev pumpet bort, blev luften mættet med damp, og med tiden var alt konstant vådt. Søgangen forhindrede desuden kokken i at bruge sit komfur, hvorfor der i dagevis blev serveret kolde måltider.

Gode kokke, der kunne trylle med de ensformige råvarer, blev værdsat­ næsten lige så meget som dygtige­ kaptajner­. Toilettet var næsten lige så farligt som fjenden.

Et sindrigt system af ventiler, rør og håndtag gjorde det muligt at skylle ud i neddykket­ tilstand. Men hvis håndtagene blev betjent i den forkerte rækkefølge, risikerede båden at blive­ fyldt med havvand.

I ét dokumenteret tilfælde forliste en ubåd og gik ned med hele besætningen,­ fordi det nærmest utænkelige­ skete. Ingen ved, hvor mange der reelt døde på den bekostning.

Disciplinen om bord var helt særlig, og jargonen afslappet. Modsat alle andre værn tog officererne let på, hvorledes de menige klædte sig.

De fleste fik lov til at bære det mest komfortable, og det sparsomme vand blev ikke brugt til personlig hygiejne og barbering. Ubådsmændene kom derfor ofte tilbage med store fuldskæg, der dog skulle fjernes, i samme øjeblik de gik i land.

Den største trussel mod moralen og sammenholdet var ikke fjendens krigsskibe. Tiden kunne gå meget langsomt, og alle kedede sig ofte, når kaptajnen gennemsøgte oceanet for bytte.

Selv læsning var tit umuligt, når der blev beordret mørke for at spare på batterierne, der var nødvendige, mens dieselmotorerne var slukkede under dykning. De sjældne håndgemæng opstod som regel, når fjenden ikke var i sigte.

Ubådene angreb som ulve

Bag ubådenes succes indtil 1941 lå en effektiv taktik. Hele Atlanten blev inddelt i felter på ca. 10 x 10 km.

Hvert felt blev betegnet med to bogstaver og fire cifre, så radiooperatøren nemt og hurtigt kunne afsende og modtage en kodet besked om, hvor en anden ubåd havde lokaliseret et bytte.

Det skete, at op til 30 u-både dukkede op samtidig og indledte et koordineret angreb på konvojerne, der typisk bestod af 20-60 fragtskibe.

Nogle dykkede ind under konvojerne og torpederede de største skibe med den mest kostbare last. Tyskerne vidste, at de ofte forsøgte at “gemme” sig i ly af de yderste skibe. Taktikken blev sammenlignet­ med ulvekoblers angreb på deres­ byttedyr­.

Briterne troede, de var tæt på nederlag

Slaget om Atlanten var i virkeligheden en lang række kampe mellem tyske ubåde og britiske, canadiske og amerikanske skibskonvojer, som blev eskorteret af krigsskibe.

Senere udviklede de allierede langdistance-bombefly, der blev sat ind i jagten på ubådene – og for at søge efter skibbrudne sømænd.

Mange militærhistorikere regner i dag slaget om Atlanterhavet for det mest afgørende under 2. verdenskrig. Nazityskland havde i løbet af 1939 og 1940 okkuperet det meste af Europa. Kun De Britiske Øer holdt stand – beskyttet­ af Den Engelske­ Kanal.

Før krigen importerede Storbritannien 22 millioner tons fødevarer om året, men i slutningen af 1940 var tallet faldet til 12 millioner tons pga. ubådsangrebene.

Briterne følte sig ganske enkelt under belejring, og Churchills økonomiske rådgivere frygtede, at krigen ville blive tabt på hjemmefronten, hvor folk levede på sulterationer­:

“Ingen opfattede rigtigt, hvor tæt vi rent faktisk var på at tabe krigen pga. mangel på fødevarer,” fortalte en økonom i statsministeriet senere.

Uden forsyninger fra USA og Canada ville briterne have været fortabte og formentlig uden styrke til at modstå en tysk invasion.

Hitler havde ikke tillid til ubådene

Admiral Dönitz indså allerede før krigen, at ubåde kom til at spille en afgørende rolle. Men Hitler, som havde let til søsyge, var i begyndelsen lunken over for deres betydning. Han udtalte engang: “På landjorden er jeg en helt – på havet en kujon.”

Føreren skiftede dog hurtigt mening, da en af hans ubåde 14. oktober 1939 sænkede det britiske slagskib “HMS Royal Oak”, mens det lå for anker på flådebasen Scapa Flow i Skotland.

Én ubåd med godt 40 mand om bord satte dermed et slagskib på 23.000 tons og 833 mand ud af spillet. Succesen holdt dog ikke længe. Efterhånden som krigen skred frem, vendte krigslykken til de allieredes fordel.

Besætningerne på destroyere og korvetter blev mere erfarne i ubådsjagt, og en række teknologiske fremskridt, som bedre radarer, sonarer og bombefly med projektørlys, satte dag og nat ubåde ud af spillet.

I sidste ende handlede det om, hvem der kunne bygge flest fartøjer hurtigst. Da USA gik ind i krigen i december 1941, byggede de allieredes værfter fragtskibe langt hurtigere, end ubådene kunne sænke dem.

Desuden blev skibsmotorerne kraftigere, så skibene kunne sejle fra u-bådene. Ubådene blev desuden spottet af flypatruljer, der fra baser i Nordamerika og på De Britiske Øer fløj ud og beskyttede konvojerne på det 5000 km brede­ ocean.

Fra foråret 1943 blev ubådene forvandlet fra jægere til bytte. Alene i maj 1943 blev 41 ubåde skudt i sænk. Med cirka 240 aktive ubåde i Atlanten­ eller i dok på baserne svarede det til cirka 20 procent af hele den samlede ubådsflåde.

Tyskerne kaldte katastrofen­ for “sorte maj.” Efter den sorte maj indså admiral Dönitz, at Atlanten var et uhyre farligt farvand for hans ubåde.

Derfor sendte han efterhånden mange af dem til fjerne jagtmarker ud for fx Caribien, Indien og helt til Fjernøsten, hvor de lagde til ved japanske baser. Men de fik kun få og små succeser under de fjerne­ himmelstrøg.­

Den frygtede taktik spillede fallit

De atlantiske ubåde blev efterhånden fortrængt til baser i Østersøen og Norge, hvor især RAF jagede dem. Mange ubåde blev allerede sænket i Skagerrak eller Kattegat, så snart de forsøgte at stævne ud i Atlanten­.

Mod slutningen af krigen havde de allierede erobret herredømmet i luften, og de sønderbombede de nordtyske Østersøbaser.

I stedet for at jage i “ulvekobler” blev ubådsskipperne efterhånden til ensomme­ ulve, der afsøgte havet og angreb alene – med stadig større risiko for at blive spottet af allierede fly og sønderbombet­ af krigsskibe.

Enkelte grå ulve slap dog ud i Atlanten og jagede alene helt til USA’s østkyst. Her blev en af de allersidste under krigen sænket af amerikanske kystvagtskibe. Det skete, efter at admiral Dönitz havde afblæst kampen den 4. maj 1945.

Skipperen modtog aldrig radiosignalet­. Hele besætningen druknede­. De allieredes tab til ubådene løb op i 3000 fartøjer. Med en samlet vægt på over 14 millioner tons.

Knap 30 procent af skibene blev sænket af en elite på kun tre procent af de tyske ubådsskippere. Disse ubåds-esser var i høj grad med til at skabe myten om de uovervindelige ubåde­ i begyndelsen af krigen.

Civile sømænd forsynede briterne

35.000 allierede sømænd og flådefolk mistede livet under u-bådskrigen. Sømændene kom fra alle verdenshjørner. Besætningerne bestod af alt lige fra briter og canadiere til kinesere og afrikanere, polakker, franskmænd og amerikanere.

Norske, svenske og danske skibe og søfolk deltog også i konvojerne. Alle sømændene på fragtskibene var civile­, som påmønstrede­ igen og igen – selv efter personligt at have oplevet­ ubådsangreb­.

Dönitz afblæste ubådskrigen

Den 4. maj 1945 afblæste admiral Dönitz Atlanterhavskrigen med et radiosignal til alle ubåde:

“Folkens, seks års ubådskrig er forbi. I har kæmpet som løver. Men en knusende materiel overlegenhed har begrænset vort operationsområde. Der er ikke længere grundlag for at fortsætte kampen. Nedlæg jeres våben. I er ubesejrede, og jeres indsats pletfri. Det har været en heroisk kamp uden sidestykke. Med ærbødighed mindes vi vores faldne kammerater, som ofrede deres liv for fører og fædreland. Længe leve Tyskland­.”

Tyskland sendte 40.000 ubådsfolk på havet. Under 10.000 vendte hjem.