De tyske atomforskere tøvede med bomben

Under 2. verdenskrig var amerikanerne rædselsslagne for, at Nazi-tyskland skulle udvikle kernevåben. I USA fik forskerne frie hænder, bare de kom først. Deres tyske konkurrenter manglede alt – og de havde tilmed dårlig samvittighed. I krigens sidste måneder gemte de sig i en klippehule.

Under 2. verdenskrig var amerikanerne rædselsslagne for, at Nazi-tyskland skulle udvikle kernevåben. I USA fik forskerne frie hænder, bare de kom først. Deres tyske konkurrenter manglede alt – og de havde tilmed dårlig samvittighed. I krigens sidste måneder gemte de sig i en klippehule.

Akg-Images/Ritzau Scanpix

Rundt om det engelske landsted Farm Hall ved Cambridge står en usædvanlig høj mur. Den tidligere ejer ønskede ikke, at nogen skulle se ham grave efter romersk guld i parken.

Nu – i august 1945 – tjener muren til at holde 10 midaldrende tyskere skjult, når de på stive ben forsøger at spille rugby.

Blandt mændene i haven er professor Werner Heisenberg, der i flere år har anført Nazitysklands atomforskning.

Alle de øvrige er også fremtrædende forskere i fysik og kemi – et par af dem har sågar modtaget Nobelprisen.

© National Archives

I tre måneder har de været fanger hos de allierede, som vil vide alt om den tyske atombombe. Derfor er Farm Hall også spækket med skjulte mikrofoner, som optager hvert et ord.

Den 6. august går som alle andre dage i det komfortable fangenskab, indtil den britiske major Rittner afspiller BBC’s aftennyheder for dem:

Præsident Truman melder om en storslået bedrift gjort af allierede videnskabsfolk. De har fremstillet atombomben. Den første er allerede blevet kastet mod en japansk base...”.

Også de tyske forskere i Farm Hall bliver ramt af bomben. Frem til dette øjeblik har de troet, at de alene kendte atomets hemmeligheder.

I kredsen står kemikeren Otto Hahn, der med sine forsøg med kernespaltning i 1938 satte gang i kapløbet om at konstruere en atombombe.

Han føler sig personligt ansvarlig for eksplosionen i Japan. I løbet af aftenen melder BBC, at 300.000 japanere formodes dræbt, og Hahn må stives af med flere glas gin.

© Bundesarchiv, Bild 183-R57262 / Unknown author / CC-BY-SA 3.0

Werner Heisenberg

(1901-1976) var en tid Niels Bohrs assistent i København. Som blot 25-årig blev han professor, og i 1932 modtog han Nobel­prisen. Udenlandske konkurrenter regnede med, at han ville komme først med atombomben.

© Dutch National Archives

Otto Hahn

(1879-1968) gennemførte kort før jul 1938 den første kernespaltning. Efter krigen blev Otto Hahn en aktiv modstander af supermagternes atomare våbenkapløb.

© Haigerloch.de

Carl Friedrich von Weizsäcker

(1912-2007) var overbevist om, at Hitler kunne presses til at ændre politik, hvis det lykkedes forskerne at bygge en tysk atombombe.

© U.S. gov.

Kurt Diebner

(1905-1964) kom efter universitetet til den tyske hærs våbenkontor. På det militære testområde ved Gottow syd for Berlin opbyggede han en forsøgsreaktor.

Mikrofonerne optager forskernes ordveksling. Carl Friedrich von Weizsäcker er forarget over sprængningen:

“Jeg synes, at det, amerikanerne har gjort, er skrækkeligt. Det er vanvid!”

Werner Heisenberg svarer: “Man kan lige så godt sige: Det var den hurtigste måde at afslutte krigen på”.

“Det er det, der trøster mig”, lyder det halvkvalt fra Otto Hahn.

Hvis nogen kan vurdere, hvilken enorm indsats bomben har krævet af amerikanerne, er det de 10 tyskere.

“I 1942 havde vi ikke modet til at anbefale regeringen at sætte 120.000 mand på opgaven”, mener Heisenberg.

Han modsiges af Weizsäcker, der anfører, at det er de tyske forskeres moral, der afholdt dem fra at bygge bomben:

“Hvis vi havde ønsket, at Tyskland vandt krigen, ville vi have gjort det”.

“Det tror jeg ikke”, siger Hahn, “men jeg er glad for, at vi ikke klarede det”.

Klokken er blevet mange, og tyskerne går i seng. Flere af dem har set, hvor elendigt Otto Hahn har det – kollegerne frygter ligefrem, at han vil tage livet af sig.

Derfor våger de foran hans værelsesdør, mens Hahn ligger søvnløs og martres af minderne om den skæbnesvangre første dag – den 17. december 1938.

Med enkle midler spaltede Otto Hahn det første atom. Bordet står i dag i München.

© SZ Photo/Süddeutsche Zeitung Photo

Otto Hahn skød med neutroner

Med helt enkle midler spaltede Otto Hahn atomet. En kemisk analyse leverede beviset for, at spaltningen havde fundet sted.

I flere år forsøgte kemikerne Otto Hahn og Lise Meitner at gennemføre en kernespaltning. Men på grund af nazisternes jødeforfølgelse var Meitner i 1938 nødt til at flygte til Sverige.

I Berlin fortsatte Hahn sammen med assistenten Fritz Strassmann ved arbejdsbordet, der var fuld af geigertællere, elektriske forstærkere og en stor klump paraffin. Omsider – den 17. december 1938 – lykkedes forsøget.

  1. Forskerne havde anbragt en prøve med uran i en blok af paraffin.
  2. I midten af paraffinen placerede Otto Hahn en såkaldt neutronkilde af beryllium og radium. De frie neutroner fra prøven skulle kollidere med uranen og medføre en ændring i atomkernerne. Paraffinen bremsede neutronernes fart, så et sammenstød kunne finde sted.
  3. Med en geigertæller var det muligt at måle radioaktivitet – et tegn på, at kernespaltningen havde fundet sted. Efterfølgende kemiske undersøgelser kunne påvise, at atomer i uranprøven var forvandlet til bl.a. barium-isotoper.

Det spaltede uran-atom

I 1930’erne havde fysikerne regnet sig frem til, at det ville udløse ufattelig meget energi, hvis det lykkedes at spalte atomer. Men længe kunne teorien ikke efterprøves i praksis.

Som så mange andre dage stod Otto Hahn også den 17. december 1938 i sit laboratorium på Friedrich-Wilhelms-universitetet i Berlin. Sammen med sin assistent ville han bombardere en uranprøve med neutroner.

Om det lykkedes, ville de ikke kunne se med selv det stærkeste mikroskop. Hvis atomet som håbet gik itu, kunne de påvise begivenheden vha. en geigertæller og kemiske analyser.

Hahn satte neutronkilden på plads, og geigertælleren begyndte at knitre. Modsat alle tidligere gange lykkedes forsøget denne gang. Kort efter skrev Hahn til sin tidligere kollega Lise Meitner.

“Der er noget med radium-isotoperne, der er så mærkeligt, at vi i første omgang kun fortæller dig om det...”, skrev han.

Øjeblikkeligt meldte frygten sig hos Hahn. Andre kunne være på sporet af opdagelsen – og snuppe æren, der tilkom ham.

Han skyndte sig at ringe til redaktøren af tidsskriftet Die Na­tur­­wis­sen­schaf­ten for at få spalteplads til sin opdagelse, så den kunne blive registreret.

Imens orienterede Lise Meitner den danske atomforsker Niels Bohr, der kort efter skulle rejse til USA for at tale ved en konference om teoretisk fysik på George Washington-universitetet.

Da Bohr tog ordet den 26. januar 1939, kunne han bl.a. berette om Otto Hahns revolutionerende resultater med kernespaltningen.

Og allerede inden Bohr havde rundet af, var de første amerikanske fysikere stormet ud af salen for – stadig iført deres festtøj – at efterprøve Hahns forsøg.

En af videnskabsfolkene ringede til en kollega for at overbringe nyheden: “Bohr er lige kommet. Han er blevet skør. Han siger, at en neutron kan splitte uranium!”

Tyske forskere var spredt over hele landet

Mens amerikanerne satte militæret i spidsen for udviklingen af kernevåben, afviste tyskerne at organisere sig så stramt.

Beskeden fra den tyske hær allerede i 1939: Hvis forskningen i mulige atomvåben skulle bære frugt, måtte forskerne samarbejde.

Den såkaldte Uran-klub fik en leder, der tildelte de knappe materialer og koordinerede indsatsen, men det lykkedes aldrig at få de ærekære og egenrådige videnskabsmænd til at arbejde rigtigt sammen.

De forskede i hver deres retning og forfulgte egne idéer – helt modsat amerikanerne, der ganske vist kom tøvende i gang efter Otto Hahns forsøg.

Flere videnskabsfolk forsøgte forgæves at advare præsident Roosevelt. Først med Albert Einsteins indgriben i august

1939 kom der skred i sagerne. Umiddelbart efter japanernes angreb på Pearl Harbor kastede USA milliarder af dollars i udviklingen af en atombombe, og i alt 150.000 personer deltog.

Selvom amerikanerne fik efterretninger om tyskernes ringe fremskridt, troede de, at Hitler var tæt på at have bomben. Arbejdet på Manhattanprojektet skete derfor under et enormt tidspres.

Berlin

Friedrich-Wilhelms-universitetet var hjemsted for flere forskere i “Uran-klubben”. I en villa i forstaden Lichterfelde arbejdede opfinderen Manfred von Ardenne.

Hamborg

På byens universitet forskede professor Paul Harteck i brugen af tungt vand.

Gottow

På hærens forsøgsområde syd for Berlin byggede våbenforskeren Kurt Diebner en forsøgsreaktor.

Leipzig

Her forskede Werner Heisenberg med fire ansatte frem til 1942, hvor han blev forskningsdirektør på Friedrich-Wilhelms-universitetet i Berlin.

Heidelberg

Den eneste cyklotron til udvinding af U-235 stod i Heidelberg.

Strasbourg

Allerede i 1940 forstod Carl Friedrich von Weizsäcker, at uran-238 kan forvandles til plutonium. I 1942 blev han professor ved et nyåbnet universitet i det tyskbesatte Alsace.

Haigerloch

Den sidste tyske reaktor stod i en klippehule. Forskerne boede på lejede værelser i landsbyerne rundtom.

Oranienburg

Auerwerke i Oranienburg støbte uranet i plader og terninger, så forskerne kunne bruge stoffet i reaktorerne.

St. Johannesthal

Annekteringen af Sudeterland i 1938 gav tyskerne adgang til de tjekkoslovakiske uranforekomster.

Alle tyske kræfter skal samles

En af Otto Hahns assistenter anslog, at blot én kubikmeter uran ville kunne slynge en kubikkilometer vand med en vægt på 1 mia. ton 27 km op i luften.

Sådanne perspektiver fik den tyske hær til at spidse ører – og tage skridt til at styre forskningen i militær retning.

Den 29. april 1939 blev alle tyske eksperter på området kaldt til et møde, hvor forskningsopgaverne skulle fordeles.

Hæren ville samle landets atomekspertise på ét sted. Her skulle en forsøgsreaktor opbygges, og desuden skulle rigets uranforekomster kortlægges.

Forskerne var uvillige til at flytte sammen. De argumenterede for, at det var langt effektivere, hvis de blev i vante omgivelser på deres universiteter.

Hæren stillede med sin egen mand – våbenforskeren Kurt Diebner, der opbyggede et laboratorium på hærens forsøgsområde syd for Berlin.

Arbejdet skred kun langsomt frem, for tyskerne manglede alt – penge, specialister og anvendelig uran. Derfor kunne det heller ikke undgås, at forskerne lå i indbyrdes kampe om at få fingrene i de nødvendige materialer.

Med annekteringen af Sudeterland i 1938 og besættelsen af Norge i 1940 fik forskerne adgang til hhv. uranminer og verdens eneste anlæg til fremstillingen af tungt vand.

Efter sejren over Belgien konfiskerede tyskerne desuden 3.500 tons uran, som den europæiske kolonimagt havde udvundet i Congo.

Heisenberg – “den hvide jøde”

Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 var de tyske universiteter blevet ramt af en veritabel hjerneflugt, fordi jøderne fik forbud mod at forske og undervise.

Flere af de fordrevne fysikere endte i USA, hvor de siden var med til at konstruere den amerikanske atombombe. Men i Nazityskland havde de givet forskningen et dårligt ry – den blev betragtet som “jødisk”.

Også tyske fysikere kom under mistanke – blandt dem geniet Werner Heisenberg, der blot 31 år gammel havde fået en Nobelpris for sin teoretiske beskrivelser af kvantemekanikken.

Men eftersom Heisenbergs teori byggede på tanker formuleret af jøderne Albert Einstein og Niels Bohr, havnede han selv på nazisternes observationsliste mistænkt for at være “en hvid jøde”.

Gennem to år blev Heisenberg hængt ud i partiets aviser, og kun en direkte appel til SS-lederen Heinrich Himmler gav Heisenberg fred til at forske på universitetet i Leipzig.

Opfinderen Manfred von Ardenne blev den eneste tysker, der byggede et kerne­våben. Som fange i Sovjet hjalp han med at konstruere brintbomben.

© Scherl/Süddeutsche Zeitung Photo/Ritzau Scanpix

En ung mand med gode idéer

Hæren havde organiseret fysikerne i en gruppe – “Uran-klubben” – der mødtes jævnligt for at udveksle nye opdagelser.

Uden for “klubben” kredsede en forsker med utraditionelle idéer og politiske forbindelser: Manfred von Ardenne.

Hvor andre kloge børn hopper et par klasser over i folkeskolen, havde Ardenne skippet flere semestre på universitetet over at blive opfinder.

Så snart han var myndig, dvs. 21 år gammel, havde han købt en ejendom i Berlins udkant for at opbygge en privat forskningsvirksomhed med flere hundrede ansatte.

De skulle hjælpe landets industri og myndigheder med at løse tekniske problemer.

Universitetsverdenen havde ikke meget tilovers for opkomlingen, der efterhånden var blevet 33 år og kunne se tilbage på flere banebrydende opfindelser som fx elektronmikroskopet og en forløber for fjernsynet.

Udviklingen af et nyt radiorør havde desuden gjort ham til en god ven af nazisternes rigspostminister. Ardenne fortalte ham om sin nyeste idé – at bygge en atombombe.

Postminister Wilhelm Ohnesorge var så imponeret, at han forelagde idéen for Adolf Hitler. Men her i det fremgangs­rige forår 1940 var Føreren kun optaget af konventionelle våben, og han vinkede sin postminister af.

Den skuffede Ohnesorge besluttede i hemmelighed at give Ardenne penge, så forskningen kunne fortsætte – og imponere Hitler på et senere tidspunkt.

En af de idéer, Ardennes firma fostrede, var at bruge plutonium i kerneprocessen i stedet for uran.

Hidtil havde forskerne gået ud fra, at det eneste anvendelige materiale var uran-isotopen U-235.

Men denne isotop findes kun i en forsvindende lille mængde i en klump uran og skal udvindes vha. en omstændelig proces i en cyklotron – et apparat, som forskerne endnu ikke vidste, hvordan de skulle bygge.

Grundstoffet plutonium kan fremstilles i en reaktor: Når uran (U-238) rammes af de frie neutroner, opstår U-239, der hurtigt henfalder til plutonium-isotopen P-239 med de samme eksplosive egenskaber som det spaltbare U-235.

Adolf Hitler skal afpresses

Forskeren Carl Friedrich von Weizsäcker tumlede også med tanken om at konstruere en bombe af plutonium.

Men den skulle ikke vinde krigen; Weizsäcker regnede med, at videnskabsfolkene kunne presse Hitler til at slutte fred, hvis de stod med krigens kraftigste våben.

Slægten Weizsäcker havde fostret flere betydelige politikere og filosoffer, så tanken om at blande sig i Tysklands ledelse lå ikke Carl Friedrich fjernt.

De øvrige forskere var heller ikke glade for deres opgave, der kunne medføre, at nazisterne vandt krigen – eller at Jorden blev forvandlet til en gold ørken.

Uformelt besluttede de at koncentrere forskningen om en fredelig udnyttelse af kernekraften som en kilde til energi.

Hæren fik intet at vide om dette skridt – i stedet meddelte forskerne, at det var nødvendigt at bygge en reaktor, før forskningen i atomvåben var mulig.

For at drøfte atomets moralske dilemma tog Werner Heisenberg i september 1941 toget til København for at møde en international kapacitet – fysikprofessor Niels Bohr.

Amerikanske forskere kaldte Heisenberg for den "farligste tysker" pga. hans "hjernekraft".

© Atomic Heritage Foundation

I 1920’erne havde Heisenberg arbejdet som danskerens assistent, og siden havde de været nære venner.

Heisenberg frygtede, at Bohr blev aflyttet af den tyske besættelsesmagt, og først under en spadseretur tog han mod til sig.

Han fortalte Bohr, at de tyske forskere havde droslet arbejdet med en atombombe ned og i stedet koncentrerede sig om civil udnyttelse.

Uden at sige det direkte håbede Heisenberg, at Bohr ville give oplysningen videre til de allierede. “Har en fysiker den moralske ret til i krigstider at arbejde på en atombombe?” spurgte Heisenberg sin mentor.

“Er en militær udnyttelse af kernespaltningen overhovedet mulig?” replicerede Bohr, som om han ikke troede på idéen.

Nu fremførte Heisenberg sit forslag til, hvordan en atomkrig kunne forhindres: Alverdens videnskabsmænd skulle enes om at afstå fra at udvikle kernevåben.

Men Bohr sagde, at fysikeres medvirken i militær forskning var uundgåelig. Heisenberg havde risikeret meget for at møde Bohr og følte, at danskeren gled af på alle spørgsmål.

Bohr havde en ganske anden oplevelse: Efterfølgende fortalte han, at Heisenberg enten måtte være naiv eller sendt af nazisterne – og at Hei­sen­berg havde forsøgt at hverve ham.

Den frustrerede Heisenberg måtte rejse hjem med det uløste dilemma.

Speer står klar med millionerne

Et banalt flystyrt kostede i februar 1942 den tyske rustningsminister Fritz Todt livet. Som afløser udpegede Hitler sin yndlingsarkitekt, Albert Speer, der straks begyndte at strømline produktionen.

I sine første måneder i embedet mødtes han med virksomhederne og satte sig ind i alle udvik­lingsprojekter. Den 4. juni kom turen til atomforskerne.

Heisenberg orienterede om reaktorer og den civile energiproduktion, men nævnte også muligheden for at bygge en atombombe. Speer var stærkt interesseret; bomben lød lovende.

Men forskerne pegede på, at de manglede penge til byggematerialer for at komme videre.

“Hvad har De brug for?” spurgte Speer, og Carl Friedrich von Weizsäcker svarede efter en tænkepause: “43.000 rigsmark”.

Speer tabte underkæben. “Jeg havde allerede tænkt, at en sum på 100 mio. rigsmark ville være passende”, skrev han senere. Efter lidt pres forhøjede forskerne deres ønske til 75.000.

Heisenberg forsikrede, at det teoretisk var muligt at konstruere atombomben, men det ville tage flere år.

Og rustningsministeren forstod, at han ikke skulle regne med at få våbnet, før krigen var forbi. Ugen efter gik han til møde med Hitler.

Under dagsordenens punkt 15 orienterede Speer kort om “nuklear ødelæggelse og den støtte, vi har givet projektet”, som han siden noterede.

Normalt greb Hitler ud efter enhver teknisk nyskabelse, der lovede en hurtig sejr. Men atombomben lød ganske urealistisk, og Speer tog fat på punkt 16.

Efter krigen forklarede Heisenberg sin uambitiøse fremlæggelse med, at forskerne havde været bange for at love resultater og siden blive stillet til regnskab for deres urealistiske løfter.

Samme dag, som Speer og Hitler mødtes, eksploderede Heisenbergs forsøgsreaktor i Leipzig. Han havde fyldt trekvart ton uranpulver og 140 kg tungt vand i en kugle af aluminium.

Kuglen var blevet sænket ned i et bassin, og nu begyndte vandet i bassinet at koge.

Teknikerne åbnede kuglen en anelse, og en stikflamme skød ud. Få timer efter eksploderede kuglen og slyngede brændende uran ud i laboratoriet. Heisenberg undslap i sidste øjeblik.

En kerneeksplosion var der ikke tale om; den stærke varme havde blot udviklet brint i kuglen, som så eksploderede.

Kommandoaktion i Norge

Tidligt i deres forskning havde tyskerne lagt sig fast på, at de skulle bruge tungt vand i reaktoren for at bremse de frie neutroner.

De kunne også have valgt grafit (meget rent kul), men den mulighed havde de forkastet på baggrund af en regnefejl.

Derfor var de fuldstændig afhængige af det tunge vand, der kun blev lavet på Vemork-værket i det besatte Norge. Værket kunne fremstille nogle få tons, men natten til den 28. februar 1943 var det slut.

10 norske kommandosoldater udsendt fra Storbritannien var trængt ind til det svært bevogtede anlæg og havde lagt sprængstoffer under det.

De allierede anså aktionen for at være helt essentiel i forsøget på at stoppe Hitlers atombombe. Selvom de allierede rådede over gode efterretninger om den tyske forskning, troede de ikke på dem.

Angsten for, at Hitlers bombe var ved at stå klar i Berlin, drev også forskerne i USA’s Manhattanprojekt til at arbejde i døgndrift for at komme først.

Og i december 1944 planlagde den amerikanske efterretningstjeneste OSS ligefrem at likvidere Werner Heisenberg, der var inviteret til at holde foredrag i Zürich.

Tyskeren tog glad imod invitationen. Ikke alene ville han få mulighed for at møde udenlandske kolleger – i det neutrale Schweiz kunne han også købe julegaver til sine fem børn.

Hjemme i Tyskland herskede der vareknaphed. OSS-agent Moe Berg sad klar i salen med sin pistol, da Heisenberg begyndte at tale om kvantemekanikken, der i 1932 havde udløst Nobelprisen.

“Mens jeg lytter, er jeg usikker”, forklarede Berg om sine tanker forud for den mulige likvidering. “Heisenberg diskuterer matematik, mens Rom brænder”.

Agenten besluttede, at en mand, der hygger sig med teoretisk fysik, ikke kan have travlt med at bygge atombomber. Samme overbevisning var også den amerikanske specialstyrke Alsos ved at nå.

Styrkens medlemmer havde finkæmmet de befriede områder i Vesteuropa siden D-dag for at få fingre i den tyske uran og atomforskerne; men alle fundne dokumenter og afhøringerne af forskere tydede på, at Hitler ikke besad bomben.

Det sidste forsøg i klippehulen

Nederlaget truede, og nazisterne var på panikkens rand. Deres eneste håb syntes at være de “vidunder­våben”, Hitler havde lovet.

Flere henvendte sig til rustningsminister Albert Speer for at høre, hvor­dan det gik med atombomben. Speer svarede henholdende.

Imens forfulgte Heisenberg stædigt sin egen plan: Når Tyskland – som han forventede – havde tabt krigen, skulle atomkraften hjælpe fædrelandet på fode igen.

Han følte sig overbevist om, at ingen af hans udenlandske kolleger kendte til uranens hemmeligheder. I januar 1945 faldt bomberne så tæt over Berlin, at Heisenberg måtte evakuere sit institut.

Alle instrumenter og notater samt forsøgsreaktoren blev pakket i kasser og kørt til den sydvesttyske landsby Haigerloch, langt fra krigen.

Her havde forskerne lejet en klippehule, hvor udstyret blev slæbt ind. I gulvet huggede laboratorieassistenterne en tre meter dyb grube og støbte et betonkar til reaktoren.

Også Heisenbergs konkurrent, Kurt Diebner, måtte redde sin forskning. Fra hærens forsøgsområde i Gottow syd for Berlin gik turen til Stadtilm ved Erfurt.

Heisenberg hørte, at Diebner lå inde med 600 kg tungt vand, og sammen med Weizsäcker begav han sig afsted på cykel for at forlange vandet udleveret.

Diebner gav sig, og i marts 1945 var alt klar til et sidste forsøg i Haigerloch. Ved hjælp af et spil blev uranen forsigtigt lempet ned i reaktoren og en neutronkilde tilsluttet.

I begyndelsen så alt lovende ud; målingerne viste, at antallet af frie neutroner steg – tegnet på, at en kædereaktion var ved at tage fart.

Men de skuffede forskere måtte konstatere, at processen aldrig kom i gang, og at de havde for lidt uran til et nyt forsøg. I det fjerne lød bragene fra fronten.

Brintbombe med tysk hjælp

Den 20. april greb Heisenberg sin cykel for at køre de 270 km hjem til sin familie i Bayern, mens Weizsäcker sørgede for, at alle papirer blev gemt væk i en sivebrønd og uranen gravet ned på en mark.

Materialerne skulle ligge parat til forskerne, når de efter nederlaget vendte tilbage og skulle fortsætte udviklingsarbejdet.

Men medlemmerne af den amerikanske Alsos-enhed fandt hurtigt sivebrønden og pågreb forskerne – bare ikke Manfred von Ardenne. Han var blevet i Berlin for at redde sin opfindervirksomhed med 800 ansatte.

Da Den Røde Hær trængte ind i hovedstaden, overgav han sig frivilligt og blev ført til et luksuriøst fangenskab på Krim, hvor han de følgende år skulle gøre opfindelser for Stalin.

Atombomben kom Ardenne for sent til at bygge, men han deltog i udviklingen af Sovjetunionens brintbombe, der blev testet i 1953. Af alle tyske atomforskere var han den mest succesfulde.

Amerikanske soldater fandt alle tyskernes uran-terninger gravet ned på en mark nær Haigerloch.

© Weber, Haigerloch

Rygterne løber om den tyske bombe

Ingen har fundet konkrete spor efter en tysk atombombe, alligevel kommer der med jævne mellemrum nyheder om, at bomben blev bygget færdig.

I 2012 gik pensionisten Peter Lohr gennem dalen Jonastal ved Erfurt. Med sig havde han en jordradar. Uden for byen Arnstadt fik han kraftige udslag – 12 meter under ham var øjensynligt fem hulrum.

Efter lange analyser var Lohr sikker på, at han kunne se omridset af to bomber, der havde samme form som den amerikanske “Fat Man” (Nagasaki-bomben).

Som så ofte før vejrede pressen en sensation, mens fagkundskaben manede til besindighed, for luftige nyheder om “Hitlers bombe” er en tilbagevendende begivenhed, og netop Jonastal har været målet for mange spekulationer.

I sin bog “Hitlers bombe” (2005) hævder historikeren Rainer Karlsch, at tyskerne gennemførte et par prøvesprængninger nær kz-lejren Ohrdruf i Jonastal.

Angiveligt omkom flere hundrede udkommanderede kz-fanger. Karlsch citerer fra en rapport fundet hos den russiske efterretningstjeneste GRU:

“I den seneste tid har tyskerne gennemført to store eksplosioner. De fandt sted i et skovområde under streng hemmeligholdelse. Fra eksplosionens centrum og 600 m ud blev træerne væltet (...) Bomben indeholder formodentlig U-235 og vejer to tons”.

GRU-rapporten er dateret den 23. marts 1945. Karlsch mener, at sprængningerne blev gennemført af våbenforskeren Kurt Diebner, der var ivrig efter at skabe et “vidundervåben” til at vende krigslykken.

Efterfølgende målinger af radioaktivitet ved Ohrdruf har ikke kunnet bekræfte en atomprøvesprængning. Og mens Kurt Diebner blev holdt fanget på Farm Hall, røbede han på intet tidspunkt, at han havde lavet en anvendelig bombe.

En del af forklaringen på de mange atomrygter er, at så mange forskergrupper deltog, og at de var spredt over hele landet.

Det er bl.a. blevet påstået, at SS drev sin egen forskning på øen Rügen, og at opfinderen Manfred von Ardenne med støtte fra rigspostministeren nåede længere med sin forskning end til blot at komme med teoretiske forslag til Heisenberg.

Efterskrift

Fangerne fra Farm Hall blev løsladt i 1946, og de fleste kunne vende tilbage til de tyske universiteter.

Manfred von Ardenne forlod Sovjet i 1954 og bosatte sig i Dresden, DDR, hvor han opbyggede en ny privat forskningsvirksomhed.

Frem til Murens fald i 1989 hjalp den tyske adelsmand von Ar­den­ne de østtyske kommunister med sine opfindelser og skaffede landet betydelige eksportindtægter.

Werner Heisenberg og Niels Bohr forsøgte at genetablere venskabet, men krigen havde ødelagt deres fortrolighed.

Opfinderen Manfred von Ardenne blev den eneste tysker, der byggede et kerne­våben. Som fange i Sovjet hjalp han med at konstruere brintbomben. Efter den vellyk­kede brintbombetest i 1953 blev Ardenne hædret med Stalinprisen.

© Atlantic Crossroads, Inc.