Den Flyvende Fæstning “Tondelayo” skulle have været på vingerne allerede klokken 05:40, den 17. august 1943.
Klokken 10:00 holdt den store B-17 stadig stille og tavs på sin plads på Kimboltonbasen 150 km nord for London, hvor besætningen spankulerede rastløs rundt i tågen, lå og stirrede ud i luften eller småsludrede om ligegyldigheder, mens de ventede på kommandoen “go”.
Lav sigtbarhed pga. pludselig tåge fik overkommandoen til at tøve, selv om der var fare for at forpurre hele missionen. Den var endnu en gigantisk operation i rækken af strategiske bombninger af tyske mål.
Måneders hemmelighedskræmmeri, minutiøs planlægning, rygtespinderi og et konstant stigende pres på besætningernes nerver skulle i dag kulminere i et angreb på et af Tysklands vigtigste fabriksanlæg.
Klokken 10:30 brød general Anderson, øverstkommanderende for “379th Bombardment Group”, endelig tavsheden og gav alle fly kommandoen “go”.
Hele 230 B-17-fly stod i kø og satte nu én efter én gang i hver deres fire turboladede motorer. Blandt dem “Tondelayo”. Flyet kom på vingerne og bevægede sig ud af tågen og op over det sydøstlige Englands grønne kyster til 15.000 fods højde.
Tågen veg for solen, og “Tondelayo” påbegyndte sin klatretur til større sikkerhed i 24.000 fod, en højde, der gav de Flyvende Fæstninger flere fordele over for de tyske jagerfly, der om kort tid ville komme dem i møde over Den Engelske Kanal.
“Tondelayos” navigatør, Elmer Bendiner, så på sit armbåndsur. Klokken var 13:14. De næste timer ville hans liv konstant hænge i en tynd tråd.
Planen blev lagt mange år tidligere
Navigatøren Elmer Bendiner og hans ni kammeraters færd ind over Nazityskland var en del af en stort anlagt militær strategi.
Allerede tidligt i 1930'erne begyndte USA's generaler at øjne mulighederne i strategiske, luftbårne bombninger af fjenden og dermed eliminere fjendens evne til at føre en krig til sejr.
I de øverste lag af det amerikanske forsvar begyndte man derfor at efterspørge et fly, der kunne klare opgaven. Dengang havde intet luftvåben fly til togter langt inde over fjendeland.
Jagerflyet havde for kort rækkevidde og kunne heller ikke bære den last, der skulle til for at bombe større strategiske mål. Der eksisterede altså et behov for en stor maskine.
Og vel at mærke en maskine, som kunne forsvare sig selv. Intet jagerfly kunne ekskortere så langt, som generalerne ønskede, at bombeflyet skulle kunne række.
Hver mission kunne blive den sidste. Besætningerne forberedte sig på det værste.
En journalist døbte prototypen
På mindre end et år lykkedes det Boeings konstruktører at udvikle og fremstille bombeflyet.
Resultatet blev døbt B-17, og var en avanceret maskine, der i høj grad imponerede ledelsen hos Army Air Corps (AAC), da den blev lanceret ved en konkurrence i Seattle, 28. juli 1935.
En lokal reporter beskrev maskinen som “en 15-tons flyvende fæstning”, et malerisk navn, som Boeings ledelse straks så muligheder i og fik registreret som varemærke.
I de følgende år udvikledes forskellige prototyper for at finde frem til den ideelle B-17-model. Samtidig slog flere af prototyperne rekorder i fart og distance, og legenden om Den Flyvende Fæstning arbejdede sig langsomt men støt ind i amerikanernes bevidsthed.
Salget var ikke imponerende i de første år, men i 1938, da krigstrommerne i Europa begyndte at buldre, steg forsvarets behov og budgetter, og bestillingerne begyndte at strømme ind.
I 1944 bragte piloten Lawrence Lancey sit fly hjem til England, selv om hele næsen var sprængt bort og store dele af flyet var gennemhullet af tyske jagere over storbyen Køln.
B-17 var svær at skyde ned
De Flyvende Fæstninger havde en særlig evne til at vende hjem til basen, selv om de nærmest var reduceret til skrotbunker.
Ifølge Luftwaffes vurderinger var B-17's fuselage, flyets krop, så hårdfør, at man skulle ramme halen med mere end 20 20-mm skud for at få den til at styrte ned.
I gennemsnit ramte tyske piloter plet med 2 % af deres projektiler, hvilket betød, at de skulle affyre mere end 1000 skud for at få skudt en Fæstning i sænk.
Ofte genbrugte de allierede dele af de skadede fly i en sådan grad, at det enkelte fly bestod af reservedele fra adskillige fly.
Døden var 11. passager
“Tondalayo” fløj nu i store cirkler i i 24.000 fods højde over den Engelske Kanal i den tidlige eftermiddagssol.
Flyets 10 mand store besætning ventede utålmodigt på sine ledsagere, 229 andre Flyvende Fæstninger og et større antal jagerfly, fortrinsvis Spitfires og Thunderbolts, der skulle sørge for beskyttelse over Den Engelske Kanal.
Hvis en B-17 nåede helskindet over det smalle farvand, var der “kun” 20 procents risiko for, at besætningen ville blive dræbt senere på togtet.
På trods af situationens alvor fik synet af de flere hundrede brølende, bevingede kolosser, der samledes i eftermiddagssolen, de små hår i nakken til at rejse sig på navigatøren Elmer Bendiner. Senere skrev han i sine erindringer “Fæstningernes Fald”:
“Når jeg tænker tilbage, må jeg have været afhængig. Disse drømmende cirkler over verden sivede langt ind i min sjæl som narkotika og satte musik til blodet, der gennemstrømmede min krop. Jeg var høj.”
“Tondelayo” befandt sig i en sværm af Fæstninger – i en “boks-formation”, som sikrede, at Fæstningerne kunne dække hinanden fra alle vinkler.
Over støjen fra de fire Wright Cyclone-motorer strømmede Wagners “Valkyriernes Ridt” fra en tysk radio-frekvens, fyldte “Tondelayo” og blandede sig med lugten af olie, sved og overbelastede nerver.
Adskillige tyske byer blev nærmest udslettet. Også Italien blev hårdt ramt, og fascisterne brugte bombningerne i propagandaen mod fjenden USA.
Bomberne dræbte en halv million civile
De allierede kastede 1,5 mio. tons bomber over Tyskland, hvoraf ca. halvdelen blev kastet af B-17. Målene var ofte civile boligområder.
“Strategisk bombning” bliver det kaldt, når et lands luftvåben forsøger at eliminere fjendens evne til at føre krig. Typiske mål er fabrikker, jernbaner, olieraffinaderier og boliger i byerne.
Derimod er målet med “taktisk bombning” at tilintetgøre konkrete fjendtlige enheder under en egentlig militær fremrykning. Under 2. verdenskrig fik de allieredes strategiske bombninger af Tyskland et gigantisk omfang.
Ingen ved præcist, hvor mange civile tyskere der måtte lade livet, men de fleste historikere er enige om, at tallet ligger mellem 300.000 og 600.000, hvoraf omkring de 80.000 var børn.
Krigens mest omfangsrige strategiske bombninger blev udført af USA i Japan. Især brandbomber over de japanske byer, der næsten udelukkende var bygget af træ, kostede hundredtusinder af civile menneskeliv.
De strategiske bombninger af Solens Rige kulminerede med de to atombomber over Hiroshima og Nagasaki.
Ligkiste bliver til levende legende
Den første massefremstillede Fæstning, B-17E, var i heldigste fald en lunken succes. Uden maskingeværer i halen var det ikke muligt at forsvare sig mod jagerfly, der angreb bagfra.
Englænderne gav B-17E øgenavnet “Den Flyvende Målskive”, og tyskerne kaldte den for “Den Flyvende Ligkiste”. De store tabstal førte hurtigt til en forbedret model.
Resultatet var B-17F, som udover stærkere motorer og understel, bredere propeller og et forbedret ilt-system fik monteret to 12,7-mm maskingeværer i halen.
De første var på vingerne den 30. maj 1942. Med de nye forbedringer blev B-17 de allieredes foretrukne bombefly. En gigantisk succes var født.
Ikke kun generalstaben var glad for B-17. Elmer Bendiner og den øvrige besætning forelskede sig hurtigt i “Tondelayo”.
Navnet havde de lånt fra en af tidens frækkeste filmroller i skikkelse af filmdivaen Hedy Lamarr, der traditionen tro blev afbildet på maskinens næse.
“Tondelayo” var en stor pige på 15.422 kilo. Hendes vinger spændte 31,6 m, og med last kunne hun flyve over 240 km/t.; uden last kunne B-17 flyve op til 380 km/t.
I næsetippen var der plads til bombekasteren og navigatøren, begge med adgang til maskingeværer, som de tog i brug under fjendtlige angreb fra luften.
Over dem, bag en luge, tronede de to piloter som kaptajner på broen af et skib. Bag deres sæde stod ingeniøren og holdt et vagtsomt øje på instrumenterne og motorernes helbred.
Oven over ingeniøren stod tårnskytten bevæbnet med to 12,7-mm maskingeværer, som kunne svinge 360 grader og dække alt, hvad der angreb fra oven.
En smal gang ned gennem “Tondelayos” bug ledte forbi stativerne med bomber i bomberummet og videre til radiorummet. Også her var der monteret et 12,7-mm maskingevær.
Bag radiorummet hang endnu et sæt maskingeværer i en plexiglaskuppel, der kun lige havde plads til en mand sammenkrøbet i fosterstilling.
Kuplen sænkedes ved hjælp af et håndtag og en lille motor ned under bugen, når skytten var på plads. Allerbagest, under roret, sad agterskytten med fri udsigt til angribende jagere.
Kuglelejefabrikker var missionens mål
Klokken 13:15 var “Tondelayo” og resten af den gigantiske formation på plads. Omsider slap den Englands kyst og bevægede sig mod sydøst.
En flyvende front af maskiner bevæbnet til tænderne med ildkraft og bomber, hvis eneste formål var total destruktion. For en stund må “Tondelayos” mandskab – og flere hundrede andre B-17-besætninger – have følt sig usårlige.
Alligevel vendte 11 maskiner om, inden armadaen var nået Den Engelske Kanals hollandske bred. Årsagen var enten tekniske problemer – eller ren og skær frygt.
Selv om en massiv front af skyer hang truende over kontinentet, valgte “Tondelayos” kaptajn Bohn Fawkes at holde sig på 24.000 fods højde. En anden del af formationen, anført af oberst Gross, styrede under det mørke skydække.
Men hvad Gross vandt i sigtbarhed, mistede han i liv og maskiner. 10 af hans fly og dermed 100 mand styrtede til jorden, allerede inden tyskernes modoffensiv begyndte for alvor.
Den totale forsvarende ildkraft var reduceret med 130 maskingeværer. Desuden var det på tide at tage afsked med de 400 eskorterende Spitfire- og Thunderbolt-jagere, som nu begyndte at vende snuderne hjemad.
De var nået så langt, deres brændstof rakte. Fæstningerne var alene.
Faste formationer var godt forsvar mod fjenden
Bombeflyene var ikke alene svært bevæbnede, men organiserede sig også i formationer, der gjorde det nemmere at fange fjendtlige jagerfly i krydsild.
De betød samtidig mindre risiko for, at bombemaskinerne kom til at skyde hinanden ned, og at urutinerede piloter forårsagede kollisioner. Desuden blev det sværere for fjendens antiluftskyts at tilintetgøre et stort antal bombefly.
Den såkaldte “combat box” (kampboks), hvor tre delinger placerede sig forskudt i forhold til hinanden, blev standardformationen på B-17- togterne ind over Tyskland.
Forsinkelsen blev fatal
Den store operation gik ud på at bombe de vigtige kuglelejefabrikker i byen Schweinfurt cirka 100 km øst for Frankfurt am Main og Messerschmitts produktionshaller i Regensburg yderligere 180 km mod sydøst.
Planen involverede ud over de 230 fly i “Tondelayos” formation yderligere 146 bombefly anført af oberst Curtis LeMay.
De to store formationer af bombefly skulle angribe deres mål samtidig og dermed sprede tyskernes jagere så meget som muligt, så deres forsvar af målene blev svækket.
LeMays rute gik via Holland, Belgien, sydøst over Mannheim for til sidst at ramme Messerschmitts fabrikker i Regensburg.
Herefter skulle LeMay fortsætte, ikke tilbage til England, men videre til allierede baser ved grænsen mellem Algeriet og Tunesien.
Hvis manøvren skulle fungere, var det nødvendigt, at LeMay ramte Regensburg samtidig med, at “Tondelayos” formation ankom til Schweinfurt. Men det skete ikke.
På grund af tågen og forsinkelsen samme morgen tilbage i England var den del af planen ødelagt; LeMay var allerede nået til Regensburg og havde med stor succes smidt sin last.
Hans angreb var nu overstået, og Luftwaffes jagere stod i højeste alarmberedskab og ventede med fulde tanke på baser i hele Centraleuropa og Nordfrankrig.
“Tondelayos” rute gik over Holland, Belgien og krydsede ind over Tyskland. Ved Würzburg skulle den dreje af, for få minutter senere at bombe Schweinfurt. Over Belgiens flade marker og netværk af floder sværmede det nu med fjendtlige jagerfly.
Fra formationens øverste lag fulgte navigatøren Elmer Bendiner og hans kammerater i “Tondelayo” med i den løbende rapportering om slagets gang over radioen: “Fly i flammer, faldskærme åbner sig.” “Fly falder som en sten – ingen faldskærme” osv.
Bendiner noterede sig de mange brændende høstakke på markerne under sig: “Pludselig gik det op for mig. Fra 23.000 fod kan man ikke se en brændende høstak; det var Flyvende Fæstninger, der lå og brændte på jorden.”
Mens de tyske jagerpiloter kunne glæde sig over det voksende antal nedskudte allierede fly. Samtidig kunne “Tondelayos” mandskab se den ene Fæstning efter den anden bryde i brand og styrte til jorden med spiraler af røg og ild efter sig. Og der var endnu langt til målet. Bendiner skriver i erindringerne:
“Eftermiddagen var klar og lys. Men som jeg husker det, syntes jorden mørk og udvisket i farverne mørkegrøn og purpur. I mørket virkede disse gule og orange bål med deres søjler af røg groteske.
Med vantro fulgte jeg en Fæstning som havde fuselagen indsmurt i blodet fra tårnskyttens hoved, der var blevet sprængt i stykker sammen med kuplen.
Vores færd langs dette spor af brændende bål var uvirkeligt. I dag ser jeg det stadig for mit indre blik som en begravelseskortege med sortklædte heste og fakler i natten.”
USA's luftvåben brugte Carl Nordens opfindelse under 2. verdenskrig, Koreakrigen og under Vietnamkrigen.
Hemmelig teknik sendte bomberne på ret kurs
En af 2. verdenskrigs bedst bevogtede opfindelser gjorde det muligt at ramme de udvalgte mål fra et fly i fuld fart i 10 km's højde.
Når en sværm af bombefly drog på togt, var missionens succes ikke kun afhængig af, hvorvidt det enkelte fly nåede frem til målet.
Det var lige så væsentligt, at bomberne ramte plet, og fra 30.000 fods højde så selv store fabriksanlæg uendeligt små ud. Desuden var flyets højde og hastighed samt vindstyrken afgørende for, hvornår bombelasten skulle kastes.
Brøkdele af sekunder skilte pletskud fra forbier, og den menneskelige hjerne var ikke hurtig og præcis nok til at finde det rette øjeblik.
Den schweiziske ingeniør og immigrant Carl Norden havde før krigen opfundet et instrument, der senere blev opkaldt efter ham og døbt “The Norden Bombsight” (Norden- bombesigtet).
Instrumentet var en analog computer, der vha. en række gyroer, vaterpas, elektriske motorer og teleskoper gjorde det muligt at slippe lasten i det rette sekund.
Bombekasteren skulle indtaste højde, hastighed og vindhast- ighed og -retning. Opfindelsen gjorde det muligt at ramme med 30 meters nøjagtighed fra syv km's højde.
De allierede førte total krig
Som alle de strategiske bombninger af Hitler's Tyskland var togtet mod Schweinfurt resultatet af mange års tovtrækkeri i de øverste lag af USA's forsvar.
Før 2. verdenskrig ansås krig fra luften for lidt af en kuriositet. Luftvåbnet var først og fremmest en støttefunktion for styrker til lands og til vands.
Op gennem 1930'erne vandt luftkrigens fortalere dog langsomt gehør. Den moralske retfærdiggørelse for de mange civile tab, som denne nye krigsform utvivlsomt ville resultere i, kom blandt andet fra Italien.
Her argumenterede krigsteoretikeren Giulio Douhet frem til sin død i 1930 for, at civile ofre var et nødvendigt onde – på kort sigt – og at tilstrækkelig terror i form af strategisk bombning ville få civilbefolkningen til at vende sig mod dens ledere, fordi de ikke var i stand til at garantere sikkerhed.
Derved kunne man skabe endnu en front, som i teorien ville fremskynde en hurtig afslutning på krigen. Opskriften blev døbt “total krig”.
I 1932 fremlagde den amerikanske general Fairchild en undersøgelse, der viste, hvordan en potentiel fjende kunne lamme USA ved at bombe en række industrielle mål fra luften.
Det måtte altså være muligt for de amerikanske styrker at gøre det samme mod en fjende. Nu manglede visionen blot en krig for at blive efterprøvet.
Planen blev født ved en tilfældighed
At det netop var de hundredvis af arbejdere på Kugelfischer & Co. og Vereinte Kugellager Fabrik i Schweinfurt, som den 17. august 1943 fik denne totale krig at føle, var et indirekte resultat af en henslængt bemærkning ved et selskab et år tidligere.
Den 20. december 1942 deltog Guido Perera, oberst i US Air Forces efterretningstjeneste, i en middag hos en svensk minister.
Her konverserede han blandt andet med ministerens svigersøn, Sixten Wolmar, der også var vicedirektør for SKF, en svensk kuglelejeproducent.
SKF var også dengang storleverandør af kuglelejer til det amerikanske forsvar. Sixten ændrede pludselig toneleje og spurgte: “Du er fra US Air Force. Hvorfor bomber I ikke fabrikkerne i Schweinfurt? Tyskland vil slet ikke kunne klare sig uden.”
Forslaget harmonerede med generalernes ønsker om strategiske bombninger og beseglede derved skæbnen for mange hundrede arbejdere.
Det skulle senere vise sig, at de fleste af disse var mishandlede slavearbejdere hentet fra tyske kz- og fangelejre.
Konkurrencen mellem besætningerne var stor; også når det drejede sig om at slippe fantasien løs og bryde tidens ellers puritanske moral.
Kunst gav kampmoral
Ud over de enestående militære egenskaber blev B-17 også kendt for et mere fredeligt fænomen: Let- og langbenet kunst satte kulør på en trist og livsfarlig hverdag og gav sammenhold i besætningen.
I sær de amerikanske flybesætninger gik op i at navngive og dekorere deres B-17 med ofte meget detaljerede tegninger, der som regel indbefattede formfuldendte kvinder. Besætningerne kaldte det for “gracing the nose’” (beæring af næsen).
Den militære ledelse var ikke glad for de “umoralske” og langbenede malerier, men de blev med tiden en accepteret tradition, der gav de enkelte besætninger en identitet, som styrkede moralen.
Kvindelige filmstjerner var yndede motiver. Besætningernes egne familiemedlemmer og kærester endte også på flyenes næser.
Navnene var ofte frække og provokerende, som “Mount N’ Ride”, “Mis-Abortion”, “Fertile Myrtle” og “Shady Lady”, mens andre var snuppet direkte fra tidens populæreste melodier, eksempelvis Glen Millers’ “Pistol Packin’ Mama”.
Mange navne tog udgangspunkt i besætningernes egne oplevelser, eksempelvis Flak Eater, der fik påmalet hajtænder efter at have overlevet fjendtligt flak på i alt 28 missioner, og det velfortjente Leading Lady, som klarede mere end 100 togter.
Symboler for “kills”, antal kastede bomber, i form af bomber eller hagekors, illustrerede over for kollegaerne, hvor mange fjendtlige mål man havde bombet eller skudt i stykker.
“Lad os for helvede komme hjemad”
Røgskyerne og bragene over Schwein-furts udstrakte industrikomplekser var det første tegn på at “Tondelayo” havde nået sin destination.
De tyske jagere drejede nemlig af og forsvandt for at give rum til hundreder af flakkanoner på landjorden omkring byen. “Tondelayos” bombekaster havde nøje studeret fotos og kort over fabriksområdet, men til ingen nytte.
Fabrikkerne var indhyllet i ild og sorte røgskyer. De forreste Fæstninger smed deres last over Schweinfurt, og bombekasteren gjorde nu klar til at følge trop til lyden af flakfragmenter, der slog mod “Tondelayos” krop.
Med ét åbnede gulvet sig, og bomberne rullede ned over byen: “Lad os så for helvede se at komme hjemad,” råbte han.
De allieredes lyttestationer fulgte med i den tyske mobilisering og kunne høre, hvordan Luftwaffe forsøgte at samle jagere fra hele Frankrig og Tyskland for at forhindre tilbagetoget.
Ruten blev nøje overvåget af tyske observatører, som sendte Fæstningernes positioner til jagerflyene, der blev ved med at angribe fra alle sider.
Et tykt lag af tomme patronhylstre voksede op om knæene på “Tondela-yos” besætning, der ikke blot kæmpede for at holde jagerne fra livet, men også mod en tiltagende kulde.
Omkring “Tondelayo”, gennem Tyskland, Belgien og Holland, oplystes himlen af brændende fly, der rullede rundt i luften for til sidst at styrte mod jorden.
12.731 eksemplarer af B-17 blev produceret inden 1945. I dag er kun ni flyvedygtige.
Succesen var dyrt købt
Da “Tondelayos” hjul omsider ramte Kimboltons landingsbane, var klokken 16:59, og besætningen havde været i luften i seks timer og 29 minutter.
Telexer fløj nu af sted fra kommandocentralen, som roste aktionen til skyerne: “Tyskland står nu vidt åbent – intet sted er længere sikkert – i dag fik hun to slag, som ramte vitale dele, og dybere inde på hendes territorium end nogen sinde tidligere.”
I virkeligheden var amerikanernes og briternes omkostninger enorme: 60 fly var styrtet til jorden, 552 besætningsmedlemmer var forsvundet, man havde bragt 21 sårede og 8 døde tilbage, og mindst 17 Fæstninger var så sønderskudte, at de aldrig ville komme til at flyve igen.
Det viste sig også hurtigt, at det stort anlagte og brutale angreb på Schweinfurt slet ikke var den succes, man havde regnet med. Skaderne beløb sig til mindre end 10 procent af den tyske kuglelejeproduktion og fik næppe den store militære og strategiske betydning.
Hvis efterretningsfolkene hos US Air Force havde gjort deres arbejde rigtigt, ville de have vidst, at fremstillingen af kuglelejer kræver forholdsvis simple maskiner, der let og hurtigt kunne genopbygges.
Få måneder senere styrtede “Tondelayo” ned i Den Engelske Kanal. Elmer Bendiner og den øvrige besætning reddede sig mirakuløst ud af maskinen, som hurtigt sank til bunds og forsvandt.
Læs også:
Kun 1/3 af alle overlevede 25 missioner ind over det besatte Europa. Det lykkedes for besætningen på Memphis Belle.
Memphis Belle samlede penge ind til krigskassen
Den Flyvende Fæstning “Memphis Belle” fløj alle sine missioner under Robert Morgan og hans besætning, der opkaldte flyet efter kaptajnens kæreste og hendes hjemstat.
På flyets 25. mission fløj filminstruktøren William Wyler med. Wyler ville skildre Memphis Belles sidste togt. Togtet var en “god historie”, fordi alle, der overlevede 25 missioner, blev hjemsendt med ære.
Filmen “Memphis Belle: The story of a Flying Fortress” skulle styrke moralen hjemme i USA. Memphis Belle blev brugt til at flyve USA tyndt og reklamere for krigslåneobligationer.
Flyet gennemgår nu en gennemgribende restaurering på National Museum of the United States Air Force i Ohio.
B-17 var forældet ved krigens slutning
Med aksemagternes kapitulation i 1945 havde B-17 udlevet sin rolle, og produktionen blev straks standset. Mere end en tredjedel af Fæstningerne vendte ikke hjem fra krigen.
Mange fik afmonteret deres våben og kom i civil tjeneste, men langt de fleste endte som skrot på kirkegårde for krigsmateriel eller hos dedikerede samlere.
Med den kolde krig opstod behovet for bl.a. at flyve atombomber den halve Jord rundt. Jetalderen begyndte og der kom endnu større maskiner på vingerne.
