Magnetfly, magnetmine, 2. verdenskrig

Flyvende magneter knuste Hitlers hemmelige våben

Mystiske eksplosioner sender under 2. verdenskrig skib efter skib til bunds. Nazisterne har udviklet et uhyggeligt våben, som skjuler sig i dybet og truer med at lamme briternes skibstrafik.

Mystiske eksplosioner sender under 2. verdenskrig skib efter skib til bunds. Nazisterne har udviklet et uhyggeligt våben, som skjuler sig i dybet og truer med at lamme briternes skibstrafik.

Michael Turner PGAvA/www.studio88.co.uk

Havet summer altid af liv ud for Orford Næs nær Harwich. Skibstrafikken langs Englands østkyst går tæt ind til land, for længere ude gør en sandbanke havdybden for lav. Efter udbruddet af 2. verdenskrig bare ni dage tidligere er trafikken i sejlrenden ikke blevet mindre. Tværtimod.

Nu patruljerer minestrygere foran kysten, og længere ude jager britiske destroyere tyske ubåde. Den 10. september er situationen stadig rolig ud for Orford Næs, men så rykker krigen helt tæt på. Klokken 17.25 på en ellers fredelig søndag lyder et dumpt drøn fra sejlrenden.

De lokale haster ned til vandet, hvor de får øje på et fragtskib, som synker med brækket køl og sprængte kedler. Snart rager kun to master op ad vandet, efter at damperen SS Magdapur har lagt sig til hvile på sandbunden. Redningsbåde og skibe i nærheden samler 75 overlevende op, mens seks mand er opslugt af havet.

Orford Næs, England

Farvandet ud for Orford Næs var under 2. verdenskrig vigtigt for skibstrafikken og var derfor godt beskyttet af militære installationer.

© Shutterstock

Årsagen til forliset er længe en gåde. Minestrygere har netop været gennem sejlrenden, og ingen ombord på Magdapur så før eksplosionen de kølvandsstriber, som ubådstorpedoer danner. I disse hektiske dage har den britiske flåde dog travlt med meget andet, så den uforklarlige sænkning bliver hurtigt glemt.

Panikken bryder først ud seks dage senere, da en ny eksplosion rammer damperen SS City of Paris. Nu får skibene forbud mod at komme nær Orford Næs, mens flådens eksperter arbejder på højtryk med at løse mysteriet.

Et nyt og ukendt våben med ekstrem kraft lurer åbenbart i havet – og det kan lamme briternes livsvigtige oversøiske forsyningslinjer.

Søminer var billige og effektive

Både briterne og tyskerne vidste fra krigens første dag, at søminer ville få stor betydning. Tilbage i 1800-tallet var minen et primitivt våben, men den teknologiske udvikling betød, at alle krigsførende flåder under 1. verdenskrig udlagde miner i enormt antal.

Standard-modellen var den såkaldte kontaktmine, som lå i eller lige under vandoverfladen. Når et skib ramte dens udløsere, eksploderede minen og flåede et stort hul i skroget. Modellen var enkel, dødbringende og konstant armeret – klar til at eksplodere.

“Verdens stærkeste flådes offensive kraft var lammet af minens og torpedoens trussel”. Flådeminister Winston Churchill i 1915.

Det fik verden at se i marts 1915, hvor en tyrkisk minelægger en mørk nat sejlede ud og placerede 26 miner i et snævert farvand, som britiske og franske slagskibe skulle sejle gennem næste dag.

Tre af de pansrede kolosser blev sendt til bunds i løbet af få timer. Winston Churchill, som var britisk flådeminister under krigen, skrev bagefter:

“Verdens stærkeste flådes offensive kraft var lammet af minens og torpedoens trussel”.

Magnetfly, minelægger, tyrkisk, 1915

Det lille tyrkiske minelægger-skib Nusrat fik afgørende betydning for kampene i Dardaneller-strædet i 1915. Skibets søminer sænkede et fransk og to britiske slagskibe.

© Australian War Memorial

Alle krigsparterne strøede derfor søminer i tusindvis ud over havet. Alene i Nordatlanten mellem Shetland og Norge udlagde amerikanerne og briterne mere end 70.000 søminer.

Kontaktminerne kunne pga. deres placering i havoverfladen relativt let uskadeliggøres af minestrygerne, men hen imod slutningen af 1. verdenskrig udviklede briterne en ny mine, som blev udløst af magnetisme.

På den måde var det ikke længere nødvendigt, at skibene ramte udløseren – de skulle blot være i nærheden. Den nye mine var dog stadig upålidelig, da krigen sluttede få måneder senere. Som sejrherrer følte britiske admiraler intet stort behov for nytænkning, så den magnetiske mine blev lagt på lager.

Britisk krigsskib udlægger søminer i 1918.

Under 1. verdenskrig plastrede britiske og amerikanske skibe bl.a. Nordsøen til med søminer.

© NH 61107 NH 1234 courtesy of the Naval History & Heritage Command

Tyskerne var i den stik modsatte situation. Efter nederlaget i 1918 samlede de alle erfaringerne fra krigen og brugte dem bl.a. til at udvikle nye våben, som kunne give en fordel i den næste krig.

Da den kom i 1939, stod den tyske flåde med et arsenal af avancerede søminer, og flere af dem befandt sig ombord på ubåden U-13, der i september 1939 blev sendt ud på en særlig mission.

Tysk ubåd sneg sig ind til land

U-13 var en lille Type IIB-ubåd. Den egnede sig ikke til lange togter ud i Atlanten, men ubådens ringe størrelse gjorde, at den kunne snige sig tæt ind på land. Netop dét var opgaven, da kaptajnløjtnant Karl von Eichhain og hans 24 mand store besætning forlod Wilhelmshaven den 2. september 1939.

“Indled fjendtligheder mod England øjeblikkeligt”. Melding til den tyske ubåd U-13.

Dagen efter var U-13 på vej gennem Nordsøen, da en radio-besked tikkede ind:

“Indled fjendtligheder mod England øjeblikkeligt”.

Von Eichhain satte kurs mod Orford Næs, og efter solnedgang var det sikkert at gå op til overfladen. Ubåden måtte dog dykke flere gange, når lys i mørket advarede om, at fjendtlige skibe var nær.

Mineskib, Dunkerque, 1940

Destroyeren Bourrasque med 1.200 britiske soldater fra Dunkerque ombord ramte i maj 1940 en mine. Ca. 500 mistede livet.

© Hulton Archive/Getty Images

Tyske søminer holdt allierede skibe væk

Nazitysklands flåde var for lille til, at den kunne vriste kontrollen over havet fra briterne. Den næstbedste løsning gik ud på at styre, hvor fjendens skibe kunne sejle, og her var miner uundværlige.

Enorme minefelter fyldte Europas have under 2. verdenskrig. Tyskerne brugte våbnene defensivt ved at lægge dem ud overalt, hvor de ville forhindre, at allierede skibe kom for nær.

De første felter dækkede vigtige havne, hvor kun en smal sejlrende blev efterladt fri for miner. Minefelter spærrede også hele farvande som Skagerrak, så britiske skibe ikke kunne trænge ind i Kattegat og Østersøen.

Senere udgjorde de desuden en vigtig del af Hitlers såkaldte Atlantvold, som skulle forhindre de allierede i at gå i land på det besatte Europas kyster. Sejlrender kunne ryddes gennem minefelterne, men det krævede tid, som tyskerne brugte til at angribe med fly, ubåde og langtrækkende kanoner.

Tyskerne brugte dog også søminer offensivt. Fly og ubåde lagde miner i vandet ud for bl.a. britiske havne og sejlrender, hvor en tæt skibstrafik passerede. Minerne lå i vandet som skjulte dødsfælder, der hele tiden kostede­ fjenden tab.

Utroligt nok var lyset i det nærmeste fyrtårn og i bøjerne omkring næsset også tændt. Briterne gjorde opgaven nem. I skibsdagbogen noterede von Eichhain, at han passerede tæt forbi den bøje, som markerede sandbanken ud for Orford Næs kl. 3.02 om natten:

“Svingede til kurs 340° efter at være nået den dybere kanal og begyndte at udlægge miner ved lav fart”.

Hver af U-13’s tre torpedorør var ladet med tre magnetiske “Torpedomine B”, som rummede 580 kg sprængstof. De var mest effektive på 20 m eller lavere vand. Kaptajnen sendte de første fem afsted med intervaller på fem minutter, så de lagde sig på bunden med 500 m mellem sig.

“Udlagde syvende til niende mine med større intervaller (otte, seks, ti minutter). Blev ikke forstyrret under udlægningen, bagefter én undvigemanøvre”.

Herefter drejede kaptajnen østpå med kurs mod Tyskland. Næste eftermiddag var ubåden langt nok fra den engelske kyst til, at von Eichhain vovede at bruge sin radio til at sende signal hjem:

“Opgave udført”.

Eksperterne fik umulig opgave

Minerne ud for Orford Næs havde ligget på havbunden i fem dage, da en af dem sænkede SS Magdapur. På den 11. dag udløste SS City of Paris den næste, og hendes besætning skyndte sig bort i redningsbådene, men damperen sank dog ikke. Søfolkene klatrede derfor ombord igen, og trods store skader nåede hun i havn for egen kraft.

Her viste undersøgelser, at skroget var svært skadet, men intakt. Kontaktminer eller torpedoer ville have efterladt et hul, fordi de eksploderer ved sammenstødet med deres mål. Spørgsmålet var derfor, hvad skibet så var blevet ramt af?

Mysteriet ved Orford Næs blev overladt til “HMS Vernon” i Portsmouth. Engang havde navnet tilhørt et gammelt træskib, som flådens torpedoskole holdt til på – da skolen flyttede ind på land efter 1. verdenskrig, fulgte navnet med.

Folkene fra Vernon var ikke blot eksperter i torpedoer, men også miner og skibselektronik. Kommandørkaptajn Guy Sayer anførte mine-sektionen, og han overdrog sin sparsomme viden til orlogskaptajn John Ouvry.

“Minestrygerne kan ikke finde noget”. Kommandørkaptajn Guy Sayer, leder af flådens mine-sektion.

“Det tyder på en magnetisk eller akustisk sag. Vi kan tage fejl, men alle tegn peger på det”, påpegede Sayer.

Ifølge ham havde flåden nu forbudt al sejlads i området.

“Ingen får lov at gå gennem sejlrenden. En konvoj slap helskindet igennem, men nu bliver de omdirigeret. Minestrygerne kan ikke finde noget”, fortalte Sayer.

Ouvry fik besked på at lokalisere og bjærge et eksemplar af det gådefulde våben, tyskerne havde efterladt i havet ud for Orford Næs, så teknikere kunne undersøge det. I dagevis anførte han tre minestrygere, som minutiøst gennemsøgte havet omkring de positioner, hvor Magdapur og City of Paris var blevet ramt. Men de fandt intet.

“Et skib pr. weekend tre gange i streg – og vi kan ikke gøre en skid ved det”. Kommandørkaptajn Guy Sayer, leder af flådens mine-sektion.

Fartøjerne var udrustede til at kappe de ankerkæder, som forhindrede konktaktminer i at drive bort fra deres position. Men de magnetiske miner lå på havbunden, og minestrygernes udstyr passerede nytteløst hen over dem. Præcis to uger efter Magdapurs forlis var Ouvry tilbage på kommandørkaptajn Sayers kontor, da minechefen modtog en besked.

SS Phryné blev sænket lige øst for sandbanken på 25 m vand kl. 08.00 denne morgen. Gik ned i løbet af to timer. Et skib pr. weekend tre gange i streg – og vi kan ikke gøre en skid ved det”, fortalte Sayer til Ouvry.

Endnu et vrag lå på bunden ud for Orford Næs, og det skulle blive endnu værre; uden briternes vidende var tyskerne også begyndt at nedkaste minerne fra fly. Hvis ikke truslen blev elimineret, var briternes oversøiske forsyningslinjer i fare.

Panisk tysker hjalp briterne

Minejagten ved Orford Næs førte ingen vegne. Til gengæld begyndte andre miner at skylle op på britiske strande – først en enkelt og derefter massevis. De var ganske vist tyske, men traditionelle kontaktminer og formentlig udlagt for at beskytte Tysklands kyst. Ouvry vurderede, at de havde revet sig løs fra deres ankre og var blevet ført væk af strømmen.

Kontaktmine hives i land, 2. verdenskrig.

Krigen igennem skyllede tusinder af konventionelle kontaktminer i land i England.

© David Parker/Stringer/Getty Images

Imens løb skibe på magnetminer rundt om Storbritannien – britiske, norske, hollandske, et dansk, et svensk og sågar en japansk passagerliner på langfart. De fleste var civile fartøjer, men også krigsskibe blev ramt.

Den 21. november var den nybyggede krydser HMS Belfast på skydeøvelse, da en kæmpe eksplosion brækkede skibets køl ud for Skotland, og hun måtte bugseres forkrøblet i havn. Samme aften sænkede en mine destroyeren HMS Gipsy længere sydpå.

Et døgn senere vendte heldet omsider. I ly af mørket dykkede et tysk vandfly ned mod Themsens udløb for at kaste miner, men da antiluftskyts åbnede ild fra en mole, slap piloten i panik sin last. Fra land så briterne to aflange objekter dale ned i faldskærme og synke i havet.

“Før vi går derud, må vi skaffe os af med alt metal, vi har på os”. Orlogskaptajn John Ouvry før desarmering af magnetmine.

Kort efter sad orlogskaptajn Ouvry og kollegaen Roger Lewis i en bil, som ræsede afsted mod kysten. Ved lavvande kl. 4.00 ville havet trække sig tilbage og afsløre, hvad det tyske fly havde kastet i vandet. Det var stadig mørkt, og regnen silede ned, da de to officerer nåede frem. En soldat stod parat til at føre dem ud til stedet, men Ouvry holdt ham tilbage.

“Før vi går derud, må vi skaffe os af med alt metal, vi har på os. Penge. Cigaret-etuier. Alt. Og hvad med knapper? De må også væk. Vi kan ikke tage nogen chancer”.

Ouvry anede ikke, hvad han havde i vente derude i mørket. Det eneste, han vidste, var, at de næste timer ville blive ekstremt farlige.

Minøren gik i gang

I lyset fra lommelygterne glinsede minen våd og faretruende. Den var cigarformet og åben i den smalle ende, hvor faldskærmen havde siddet fast, og den bredere modsatte ende var presset ned i det våde sand. Aluminium kunne anes, hvor den sorte maling var ridset af.

På siden kunne Ouvry og Lewis se to beslag, som lod til at være nøglen til at desarmere minen. Den opgave måtte dog vente til næste lavvande, for minerydderne havde brug for dagslys og værktøj.

Tysk magnetmine undersøges.

Flere tyske magnetminer blev nedkastet forkert, så briterne kunne undersøge dem.

© Australian War Memorial

Kl. 13.30 gik Ouvry i gang med en sergent fra Vernon som assistent. Lewis observerede med en kikkert og skrev notater på afstand, så han ikke blev revet med, hvis desarmeringen gik galt.

Ouvry brugte en skruenøgle til at fjerne et cirkelformet låg med, som sad på det ene beslag. Hans værktøj var af messing, som ikke er magnetisk. Derefter brugte han en lille krog til at trække en mekanisme ud med, som han antog var detonatoren. Han tapsvedte, men ingen eksplosion fulgte.

“Hvis det her er detonatoren, er det værste overstået”. Orlogskaptajn John Ouvry under desarmering af magnetmine.

“Jeg tror, at det var det, sergent. Hvis det her er detonatoren, er det værste overstået. Men vi bliver nødt til at kigge på undersiden af minen. Løb ind på land og hent de andre, så kan de hjælpe med at flytte den”, lød Ouvrys ordre.

De da vendte minen, kom flere beslag til syne. Bag et af dem fandt Ovry en lille plade med to ledninger, og det gik op for ham, at han først nu var nået frem til minens udløserkredsløb.

Forsigtigt kappede han begge ledninger og isolerede dem. Derpå skruede han forsigtigt pladen løs, trak den ud og genkendte, hvad han så på dens bagside. Det var en elektrisk detonator af samme type, som tyskerne brugte i deres kontaktminer.

Ouvry fjernede flere dele af udløsermekanismen, inden han erklærede minen sikker. Klokken var nu 15.27.

John Ouvry, minør, magnetmine

John Ouvry modtog i 1939 Distinguished Service Order, en af den britiske hærs største hædersbevisninger, for sit mod under desarmeringen af de tyske magnetminer.

© MCDOA

Mistanken blev bekræftet

Minen fra Themsens udmunding blev bragt til Vernon, hvor teknikere gik i gang med at skille den ad. Flådeminister Winston Churchill havde personligt understreget, hvor meget det hastede.

“Vi ønsker at vide, hvad det her er, hurtigst muligt, og for at nå det mål må arbejdet stå på nat og dag. Først når vi kender teknikernes vurdering, kan vi sætte modforanstaltninger i værk, så hver time tæller”, lød det fra flådeministeren.

I halvandet døgn arbejdede minørerne på højtryk og kom så endelig med deres konklusion: Minen blev udløst af de magnetiske forstyrrelser, som et skibsskrog af jern skaber.

Med sin store sprængladning fungerede minen på op til 20 meters afstand som en gigantisk knytnæve, der fra dybet kunne sænke selv krigsskibe. Og modsat briternes tidlige magnetminer kunne de tyske miner kastes ud fra fly og dermed udlægges hvor som helst.

Med den viden gik den britiske flåde straks i gang med at hitte på måder, våbnet kunne uskadeliggøres på. Et væld af idéer strømmede ind fra officerer og forskere. En af dem gik ud på at udstyre fladfisk med små, kraftige magneter. Eftersom disse fisk levede på havbunden, kunne de måske udløse magnetiske miner. En admiral skød forslaget ned med tør humor: Han bad om en rapport, som tog stilling til, hvilke af flådens kurser disse fisk burde gennemføre.

Roy B. Edwards desarmerede magnetminer.

John Ouvry overlevede krigen, men mange af hans minør-kolleger gjorde ikke, fx Roy Edwards, som her ses med sin datter på vej til kongen for at modtage en medalje i 1940. To år efter omkom Edwards, da en mine eksploderede under desarmeringen.

© Pastpix/Ritzau Scanpix

Imens blev de tyske magnetminer ved med at kræve ofre. Ubåden U-31 havde bl.a. lagt 18 ud for den skotske fjord Lock Ewe, som den britiske flåde brugte som base, og den 4. december løb slagskibet HMS Nelson på en af dem.

Et mere end 20 m langt stykke af slagskibets yderskrog blev trykket over en meter ind. Skibet måtte vente svært beskadiget i fjorden, indtil flåden havde fundet ud af, hvordan resten af minerne kunne fjernes. Imens sendte U-31’s miner to trawlere til bunds. Ved årets slutning havde magnetminer kostet briterne i alt 79 skibe.

Strøm gjorde minerne blinde

Den canadiske videnskabsmand Charles Goodeve fandt på de metoder, som magnetminerne skulle bekæmpes med. Og arbejdet skred hurtigt frem, skrev Churchill juledag 1939 i en note.

“Vi er alle ret sikre på, at truslen fra magnetiske miner snart er ryddet af vejen”, lød det selvsikkert fra Churchill.

Alle Goodeves løsninger tog udgangspunkt i elektricitet; bl.a. fandt han ud af, hvordan skibene kunne gøres “usynlige” for minerne. Han kaldte metoden “degaussing”, og den gik ud på at bruge elektricitet til at neutralisere den magnetiske effekt i skibenes jernskrog vha. et strømførende kabel monteret på fartøjernes yderside.

Magnetminer, 2. verdenskrig, degaussing

Jernskrog blev usynlige
Briterne monterede kobberkabler på ydersiden af skibene. Når strøm løb gennem kablet, blev der skabt et magnetfelt, der løb i modsat retning af skibets. Det reducerede skrogets magnetisme, så minerne ikke eksploderede.

© Claus Lunau & Jonas Sjöwall Haxø/HISTORIE

Men canadieren fandt også andre metoder til at få minerne uskadeliggjort. Den mest opsigtvækkende var at udstyre Wellington-fly med en gigantisk, cirkelformet elektromagnet under bugen.

Magnetfly, magnetmine, 2. verdenskrig

Magnetiske fly udløste minen
Et Wellington-fly fik monteret en ring af balsatræ, der omgav et spiralkabel af aluminium. Når strøm fra en generator blev sat til spiralen, blev der skabt et kraftigt magnetfelt, der udløste minerne på en afstand af ca. 40 m.

© Claus Lunau & Jonas Sjöwall Haxø/HISTORIE

Fra ca. 20 meters højde over havoverfladen kunne flyene udløse magnetminerne på bunden. Hvor stor sprængkraft minerne havde, viste sig, da et af flyene fløj lidt for tæt på og blev blæst 10 m opad af eksplosionen.

Også strøm sendt gennem kabler, som blev trukket efter minestrygere, gav stor nok magnetisk effekt til at udløse de tyske miner.

Magnetfly, magnetmine, 2. verdenskrig

Elektrisk kabel finkæmmede havet
Minestrygere udstyret med “degaussing-teknik” trak elektriske kabler efter sig. Kablerne skabte et elektromagnetisk felt, som fik magnetminerne til at eksplodere på god afstand af skibene.

© Claus Lunau & Jonas Sjöwall Haxø/HISTORIE

Metoderne havde en tydelig effekt, da de blev testet i et massivt omfang i sommeren 1940. Efter nederlaget til tyskerne i Frankrig skulle den britiske hær hentes hjem fra Dunkerque, og mens skibene sejlede i pendulfart over Den Engelsk Kanal, var de et oplagt mål for miner. Men kun ganske få blev sænket af magnetiske miner. Afmagtens tid var forbi.

Magnetfly, Wellington, magnetmine

For at holde vægten nede var magnetringen på flyene lavet af let balsatræ og aluminium.

© AP/Ritzau Scanpix

Mine-strategien var forkert

Effekten af tyskernes magnetiske miner begyndte at falde, allerede før briterne fandt på deres modtræk. Tyskerne begyndte nemlig at løbe tør efter blot få måneder. Flere historikere har siden peget på, at tyske admiraler tog det snedige våben i brug for tidligt. Da de første miner blev lagt ud i 1939, var de for få til at stoppe den britiske skibstrafik, men nok til at sætte udviklingen af modtræk i gang.

Uanset opfindsomme påfund holdt søminer dog aldrig op med at være farlige. Det krævede tid at stryge miner, og nogle slap altid igennem eftersøgningerne uden at blive opdaget.

Søminer, Skagerrak, Østersøen

Østersøen og Skagerrak blev efter 2. verdenskrig trawlet igennem af minestrygere, men flere steder er der stadig høj (rød) til moderat (blå) risiko for ammunition på havbunden.

© AP/Ritzau Scanpix & Shutterstock

Minerne lurer stadig i havet

Eksplosive rester fra to verdenskrige findes overalt i Nordsøen og Østersøen. Ud over søminer ligger tonsvis af bomber, granater og endda giftgas også på havbunden, hvor de blev dumpet, da freden vendte tilbage.

Hvert eneste år må europæiske minører rykke ud for at bortsprænge søminer. Fortidens våben skyller op på kysterne, går i fiskernes net eller bliver fundet, når arbejde skal udføres på havbunden. Efter de to verdenskrige gik flåder i gang med at rydde de i alt 220.000 søminer, som blev lagt ud alene i Østersøen. Men ca. 80.000 findes muligvis stadig i vandet.

Langt de fleste søminer er nu sunket ned på havbunden, hvor de udgør en begrænset risiko for nutidens skibe. Derfor har mange europæiske lande indstillet jagten, og kun når fortidens våben bliver fundet tilfældigt, uskadeliggør minerydderne dem. Men ulykker sker fortsat som i 2005, hvor tre hollandske fiskere blev dræbt af en flybombe i deres net.

Krigenes efterladenskaber udgør også en stor hindring for anlægsprojekter. Før gasledningen Nord Stream kunne bygges i Østersøen, var det nødvendigt at undersøge havbunden grundigt, og mere end 100 miner og bomber måtte uskadeliggøres. Især i Skagerrak og i havet ud for Estland ligger der fortsat enorme mængder ammunition.

Så sent som i 2011 blev en af de miner, U-31 havde lagt ud for Loch Ewe tilbage i 1939, tilfældigt fundet under en NATO-øvelse.

Det hollandske skib Willemstad fik æren at sprænge denne rest af krigsårenes dødbringende felter. Sergent Anke van Der Velde fortalte en lokal avis om oplevelsen:

“Det er overvældende at tænke på, at den sidst blev rørt ved af et besætningsmedlem på en tysk ubåd”.