Forskere finder ubåd ud for Norges kyst 83 år efter torpedering

Norske havbiologer havde til opgave at kortlægge undersøiske rev ud for landets kyst – de blev dog noget overraskede, da en ukendt engelsk ubåd dukkede op. Nu kan ubådens blodige endeligt slås fast.

HMS Thistle, Norge

Forskernes nysgerrighed blev vakt, da de så omridset af vraget. På de undersøiske radarbilleder stak det væsentligt ud fra de sædvanlige klipper og rev.

© MAREANO/Institute of Marine Research/Public Domain

Da et norsk hold af havbiologer i foråret 2023 kortlagde et stykke af Nordsøens biologi og geologi, fandt de også et stykke historie fra 2. verdenskrig.

Et af holdets opgaver var at undersøge underlige formationer på havets bund. Det var netop, hvad der dukkede op, ud for Skudeneshavn på Norges vestkyst. Så havbiologerne sendte et fjernstyret fartøj med et kamera ned for at undersøge.

”Det er ikke ofte, at jeg er i video-rummet, når nye lokationer skal undersøges”, indrømmer ingeniør Kjell Bakkeplass, der var med på missionen.

”Men ved denne særlige lejlighed var min nysgerrighed vakt, længe inden video-udstyret blev sænket i vandet”.

Og frem af det mørke dyb tonede der inden længe billeder op på holdets skærme – til deres overraskelse dog ikke af undersøiske rev, men derimod en sunket ubåd.

Blev sænket under forsvaret af Norge

Ubåden har nu vist sig at være resterne af den engelske HMS Thistle, der sidst havde været i kontakt med den engelske flåde den 9. april 1940.

Kl. 16:04 9. april 1940 stødte HMS Thistle på den tyske ubåd U-4, og en kamp udviklede sig.

Thistle var næsten dobbelt så stor som U-4, en tysk model fra 1935, der allerede viste sig forældet ved krigens start. Til gengæld var den tyske ubåd ikke let at ramme. Thistle affyrede seks torpedoer uden at ramme med en eneste, og så kunne U-4 pludselig sætte jagten ind.

Kl. 2:13 den 10. april fandt U-4 den britiske ubåd, som opladede sine batterier i havoverfladen udenfor den vestnorske kyst. Den affyrede to torpedoer. Den første ramte forbi, men den anden torpedo sendte den engelske ubåd til havets bund med alle ombord.

53 besætningsmedlemmer hviler i vraget af HMS Thistle på 160 meters dybde. Ubåden regnes derfor som en krigsgrav og vil ikke blive forstyrret yderligere.

Udover ubåden har havbiologerne også fundet, hvad de mener er fem andre ukendte vrag ud for Norges kyst. Disse skal sandsynligvis undersøges i de kommende år.

VIDEO: Se hvordan HMS Thistle ser ud på havets bund

Video