Fransk kok finder ueksploderet granat i sit køkken
En granat fra 2. verdenskrig endte i hånden på en fransk kok, da han tømte en pose kartofler.

En britisk håndgranat som denne blev fundet i en sæk kartofler.
Da en fransk kok stak sin hånd ned i en pose kartofler, fik han sig noget af en forskrækkelse. For op ad posen trak han ikke bare kartofler, men en ueksploderet håndgranat fra 2. verdenskrig.
"Han tog kartoflerne, én for én, men da han tog den næste op, føltes den langt tungere end de andre", genfortæller én af restaurantens ejere Kévin Béatrix og fortsætter:
"Vi blev hurtigt klar over, at det var en granat, og vi blev virkelig bange!"
Håndgranaten kom med briterne
Da chokket havde fortaget sig, kontaktede Béatrix det franske gendarmkorps. Herfra fik han besked om at sende et billede af granaten og derefter lægge den i en spand i restaurantens baggård.
Ud fra billedet kunne bombeeksperter fortælle, at håndgranaten har tilhørt briterne under 2. verdenskrig, men de kunne berolige restaurantens ejere og personale med, at granaten var desarmeret.
Ikke desto mindre tog det bombeeksperterne ti dage at afhente det over 70 år gamle våben fra restaurantens baggård og bringe det i sikkerhed.
Våben fra 2. verdenskrig plager stadig Europa
Granaten blev fundet på burgerrestauranten Frenchie Burgers i den franske by La Fléche og er angiveligt landet i kartoffelsækken på en mark i det nordlige Frankrig, hvor kartoflerne er gravet op.
Men det er langt fra første gang, at ueksploderede våben fra 2. verdenskrig bliver fundet i Europa.
Eksempelvis evakuerede tyske bombeeksperter 20.000 indbyggere i Dortmund for at fjerne en to ton tung ueksploderet bombe i 2013. Bomben kaldes Blockbuster og er i stand til at destruere alt i en omkreds på 1,5 kilometer.